Dilemmaet om de 2300 dage

Sandheden om 1844 letforståelig

Este artículo también en español

This article in English as well

Han svarede mig: »2300 aftener og morgener!
Derefter skal helligdommen få sin ret tilbage.«
Dan 8:14 (1992)


Syvendedags Adventisterne har en virkelig unik forståelse af Daniels Bog 8, forskellig fra alle andre Kristne menigheder. Denne side undersøger Ellen White's og SDA-kirkens lære angående Daniels Bog 8 og om profetien om de 2300 dage.

Det lille horn i Daniel 8

For at forstå de 2300 dage, må man først identificere det "lille horn" i Dan 8:9, for det er det "lille horn", der vanærer "helligdommen" i 2300 dage. Syvendedags adventisterne underviser at det "lille horn" i Dan 8 er Romermagten. Adventist-teolog pioneren J.N. Andrews skriver:
Det skal forstås således, at kendetegnene for det 'lille horn' i Daniel 8:10-13, 23-25; 11:31 og 12:11, i dette tilfælde indbefatter både det hedenske og pavelige Rom. (Daniels profeti, de fire kongedømmer, helligdommen og de 2300 dage, s. 69-70).
Adventist pioneren Uriah Smith, forsikrer os at der ikke kan være nogen anden forklaring:
Rom passer med alle profetiens detaljer. Ingen anden magt passer med dem. Derfor er det Rom og ingen anden, der her bliver talt om. (Daniel og åbenbaringen), s. 162)
Er det sandt at det kun er Rom der kan repræsentere det lille horn i Daniel 8? Lad os undersøge beviserne!

For at forstå hvorfor Adventisterne underviser at det lille horn i Daniel 8 er Rom, må vi først se på det forrige kapitel af Daniels bog. I Daniel 7 er der også en magt kaldet "lille horn" som tidligere lærde protestanter og senere Adventister, beskrev som Roms forfølgende magt. Matthew Henry anerkendte i hans skrivelser fra 1712 at nogle protestanter troede at det lille horn i Daniel 7 var Rom:

"Det fjerde rige er Romerriget og det lille horn er Julius Cæsar, og de efterfølgende kejsere (siger Calvin), Antikrist, Pavedømmet." (Matthew Henry, Kommentar, s. 1075)
Ifølge SDAs lære, er det lille horn i Daniel 7 og det lille horn i Daniel 8 den samme magt. Umiddelbart lyder det plausibelt idet de begge er beskrevet som "små horn". Dog vil vi snart opdage at der er langt flere forskelle end ligheder mellem disse to små horn.

For det første er der en ændring med hensyn til hvad der lægges vægt på mellem kapitel 7 og 8 i Daniels bog:

Daniel 7 Daniel 8
Verdensmagter repræsenteret som urene dyr. Verdensmagter repræsenteret af offerdyr fra helligdomstjenesten.
Skrevet på aramæisk, et hedensk sprog. Dette kan tyde på at dette er skrevet til den hedenske verden. Skrevet på Hebræisk. Dette tyder på at det er skrevet til jøderne.
Det profetiske fokus er på hele verden. Fremhæver den jødiske helligdoms-tjeneste.

Disse forskelle tyder på at kapitel 7 fokuserer på verden generelt, mens kapitel 8 har indskrænket fokus til fremtidige begivenheder der har speciel interesse for Israel.

Forskelle mellem de små horn i Daniels Bog kapitel 7 og 8.

Der er vigtige forskelle mellem det lille horn i Daniels Bog 7 og det lille horn i Daniels Bog 8:

Det lille horn i Daniels Bog 7 Det lille horn i Daniels Bog 8
Er forbundet med et dyr der repræsenterer det fjerde rige Er forbundet med et dyr der repræsenterer det tredje rige
Vokser direkte ud af hovedet på dyret Det udgik ikke ud af hovedet på gedebukken, men udgår af et allerede eksisterende horn
Opstår mellem 10 allerede eksisterende horn (som, ifølge SDA-teologi, kommer efter den fjerde magt der er delt i 10 dele - 476 e.Kr.) Det udgik fra et af de fire horn af det tredje rige
Det er en helt ny magt, der opstår ud af det gamle fjerde rige og bliver det fremherskende horn mellem 7 andre horn Billedsproget er af et lille horn som gror ud af et større horn, et af de fire horn i gedebukkens hoved (det tredje rige)
Det er et horn der vokser ud af et dyr Det er et horn der vokser ud af et horn
Rykker tre horn op da det opstår Rykker ingen horn op da det opstår
Der står at det er "forskellig fra" de andre 10 horn, hvilket leder os til at forstå at det er en ny og anderledes magt Intet tyder på at dette horn er nyt eller anderledes på nogen måde
Det lille horn i 7:8 oversættes direkte på aramæisk til: "et andet horn, et lille et" Det lille horn i 8:9 oversættes direkte på hebræisk til: "et horn fra det lille"
Det "så større ud end de andre" (v. 20) med andre ord, repræsenterer det en magt der er stærkere end dem der er symboliserede som de 10 andre horn Det er et horn udgået af et horn, et "horn fra det lille." Det er ubetydeligt i forhold til de fire "markante horn" og gedebukkens oprindelige Alexander horn
Det har indflydelse på hele det fjerde rige, da det opstår ud af hovedet på dyret og bliver det dominerende horn blandt de ti andre horn Det tilhører kun en af de fire dele af gedebukkens magt. Dens opmærksomhed er hovedsagelig begrænset til en mindre provins i en del af gedebukkens rige, nemlig det "herlige land" (v.9) som er Palæstina/Israel
Taler imod "Den Højeste" og underkuer den "Højestes Hellige". Disse er Guds Hellige igennem hele det fjerde rige Ondskaben er rettet imod det Jødiske folk, deres ypperstepræst, offer og helligdom. Stemningen i kapitel 8 tyder på en lokal og Levitisk strid

Det er tydeligt at der er mange betydningsfulde forskelle mellem det lille horn i Daniels Bog 7 og det lille horn i Daniels bog 8. Der er også forskel på hvornår hornene indtræder på den historiske scene.

Hvornår opstår det lille horn i Daniels Bog 8?

"Fra et af dem [et af Gedebukkens (Grækenlands) fire horn] udgik et lille horn, som voksede sig større og større mod syd og øst og mod det herlige land." Daniel 8:9
Daniel 8:9 fortæller os at det lille horn vil stamme fra en af opdelingerne af Alexanders rige, når deres "herredømme er til ende". (v. 23) Dette leder os til en magt, der er opstået fra den græske verden på et tidspunkt efter 300 f.Kr. Rom var aldrig en del af Alexanders rige, ej heller stammer det fra en del af det græske rige. Rom kom fra Italien og blev grundlagt i 750 f.Kr. Rom blev en republik i 509 f.Kr. Rom erobrede de fire dele af det græske rige, men dette er endnu et bevis på at Rom ikke opstod fra nogen af delene af Alexanders rige. Derfor passer Rom ikke ind i det profetiske billede af et lille horn, der opstår fra et andet horn i det græske imperium.

Det lille horn i Daniel 7 opstod ikke før det fjerde dyr var blevet opdelt i ti riger. Dette skete 476 år e.Kr. Det "lille horn" i Daniel 8 ville opstå når "deres herredømme var til ende" (v.23). "Deres herredømme" refererer til Alexanders firedelte rige. De sidste dage af de fire riger var 200 f.Kr - 100 f.Kr. Altså, ville det lille horn i Daniel 8 opstå 600 år før det lille horn i Daniel 7 overhovedet eksisterede! Denne tidsforskel er et stærkt bevis på at de to "små horn (magter)" ikke er de samme. De opstår på to vidt forskellige tidspunkter i menneskets historie.

Ifølge SDA, begyndte de 2300 dage i 457 f.Kr og sluttede i 1844 e.Kr. I denne tidsperiode formodes der at det lille horn i Daniel 8 har "nedtrampet" helligdommen. Ifølge SDAs lære, begyndte dette som det hedenske Rom der trådte den tidlige helligdom under fode og derefter blev det, det pavelige Rom der trådte den himmelske helligdom under fode. Dette indeholder mange dilemmaer:

  1. Rom havde ingen kontakt til jøderne før 161 f.Kr. Hvordan kunde det lille horn så begynde sit arbejde i 457 f.Kr., 296 år før det overhovedet havde nogen kontakt med den Jødiske stat? Rom havde overhovedet ingen del i aktiviteterne i 457 f.Kr. og kunne således ikke på nogen måde være det "lille horn" beskrevet i Daniel 8.

  2. Rom levede fredeligt med den Jødiske nation og forgreb sig ikke på jøderne før Palæstina blev en del af det Romerske rige 63 f.Kr. Hvordan kunde det lille horn "nedtrampe" helligdommen i næsten 400 år når det overhovedet ikke generede helligdomstjenesten i den periode?

  3. Hvis det pavelige Rom er det lille horn i Daniel 8 i slutningen af de 2300 dage, hvad skete der så med pavedømmet d. 22 oktober 1844? Stoppede pavedømmet pludselig med at nedtrampe helligdommen i 1844? Var det "knust men ikke ved menneskehånd" (v. 25) i 1844? Hvorfor er der ikke noget i pavedømmets historie der falder sammen med de 2300 dages afslutning?

  4. Hvis det pavelige Rom ikke hverken har forfulgt jøderne eller stoppet ofringerne i 457 f.Kr. og hvis der ikke er noget i pavedømmets historie der falder sammen med slutningen af de 2300 dage i 1844, hvordan kan vi så overhovedet forbinde Rom med denne profeti?

Daniel siger ikke at det lille horn opsluger de fire horn, ligesom de fire dele af Alexanders rige blev af Rom. Roms del i billedet gør noget helt andet ud af profetien, end Daniels symboler indikerer.

En der læser hele kapitlet kan ikke undgå at se at den ene hændelse efterfølger den anden:

  1. Det "store horn" (Alexander) opstår først
  2. Han har magten en tid, og bliver derefter "brækket af"
  3. Hans rige bliver delt i fire nye riger
  4. Det "lille horn" kommer på scenen EFTER denne opdeling
Den ene hændelse er afhængig af den anden, og vi kan følge disse begivenheders hændelsesforløb gennem historien. Tænk nu omhyggeligt over følgende kronologiske orden:
  1. Alexander døde 323 f.Kr.
  2. Alexanders kongerige blev delt i 301 f.Kr.
  3. Det lille horn kunde ikke komme på scenen før en gang EFTER 301 f.Kr.!
Hvordan kunde det lille horn træde helligdommen under fode i 457 f.Kr. når profetien først viser dets fremtræden efter 301 f.Kr?

Det lille horn i Daniels Bog 8 er en Konge, ikke et rige

"Når deres herredømme er til ende [de fire dele af det Græske rige], når de er færdige med deres forbrydelser, vil der opstå en konge med hårdt ansigt, en der forstår sig på rænker." Dan. 8:23
Der kan ikke herske tvivl om at det "lille horn" i vers 9 er "kongen med hårdt ansigt". Det hebræiske ord for "konge" i vers 23 er melek, og det betyder "en konge; royal konge" (Strongs). Ordet melek bliver aldrig oversat til "kongedømme, verdensmagt eller rige."

Gabriel bruger det samme hebræiske ord, melek, til at identificere gedebukkens store horn i vers 21, som alle bibelkyndige er enige om, refererer til Alexander.

Ordet "kongedømme" i vers 23 (se foroven) kommer fra det hebræiske ord malkuth der betyder "herredømme, rige, kongedømme, kongerige, regering, kongelig" (Strongs). Derfor lavede Gabriel en tydelig adskillelse da han brugte disse to ord. Her er hvad Gabriel sagde:

Der vil opstå en melek [regent, konge] ud af malkuth [herredømme, et rige, kongerige].
Efter vers 23, bliver der refereret til kongen på en personlig måde. Ordene "hans" og "ham" bliver brugt 10 gange i de efterfølgende vers 24 og 25. Dette viser at det er en person der bliver talt om, ikke en verdensmagt.

Hvis det ikke er Rom, hvem er det så?

Hvis det lille horn ikke er Rom, hvem er det så? Det er næsten enighed i meningerne mellem bibelkyndige i alle menigheder (jødiske og kristne og der er endda nogle få SDAére) om at det lille horn er Antiokus Epifanes. Når vi nu undersøger de beviser der er, vil det tydeligt fremgå at Antiokus Epifanes, med stor præcision, passer ind i Daniel 8. Det samme kan ikke siges om Rom. Det faktum at det lille horn opstod længe før Rom havde nogen kontakt til jøderne, og at det lille horn opstod fra et af de andre horn (det græske rige) kan synes at eliminere Rom, da det hverken passer ind i tidspunktet eller på stedet. Endvidere er det lille horn beskrevet som en specifik konge, ikke et rige. Når Rom derfor ikke går profetiens fundamentale krav i møde, skal vi undersøge Antiokus Epifanes for at fastslå om han passer ind i profetien. Vi vil undersøge profetien, vers for vers.

"Fra et af dem udgik et lille horn, som voksede sig større og større mod syd og øst og mod det herlige land." Daniels Bog 8:9

Ifølge Daniel 8:9, angreb hornet først mod syd, derefter mod øst og på vej øst angriber det herlige land.

Antiokus Epifanes kongedømme lå midt i Syrien, der befandt sig nord for Israel. Bemærk at i løbet af hans tid som konge, kun angreb det sydlige og østlige Syrien:

Syd - "Antiokus trængte ind i Egypten og kæmpede imod Ptolemaios Filometor, dets konge, erobrede mange byer og belejrede Alexandria; Med al sandsynlighed havde han undertrykket hele landet hvis ikke Romerne havde holdt ham tilbage ved at sende deres ambassadør, Popilius, til ham, der bad ham om at holde op og rejse væk." (Gills Exposition) Antiokus militære bedrifter imod Egypten er beskrevet i Første Makkabæerbog 1:19-20:

"De befæstede byer i Egypten blev indtaget og landet udplyndret. Efter at have slået Egypten vendte Antiokus tilbage år 143 og drog op mod Israel og Jerusalem med en sværtbevæbnet hær."

Øst - mod Armenien og Persien, Atropati i Medien, og landene på den anden side af Eufrat, hvilke han fik til at betale skat til ham:

"Han var i stor vildrede og besluttede sig til at drage til Persien og opkræve skatterne i disse provinser og samle sig en stor mængde penge." Første Makkabæerbog 3:31

"Kong Antiokus marcherede gennem de øvre provinser, og han hørte, at der i Elam i Persien var en by, som var berømt for sin rigdom på sølv og guld. v2 Byens helligdom var meget rig, og der var skjolde af guld og brynjer og våben, som makedonerkongen Alexander, Filips søn, havde efterladt, han der som den første var blevet konge over grækerne." Første Makkabæerbog 6:1-2

Det herlige land - Udtrykket "Det herlige land" findes tre gange i bibelen udenfor Daniels Bog og i hvert tilfælde henvises der til det lovede land Israel (se Salme 106:23-26, Jeremias' Bog 3:18-19 og Zakarias' Bog 7:7,14). Antiokus angreb landet Israel og slog titusindvis af jøder ihjel, i et forsøg på at udslette den jødiske religion.

Det område som Antiokus arbejdede i, var nøjagtig i de tre områder som Daniel taler om. Dette passer ikke på Rom. Mange af roms største erobringer var nord og vest for Rom. Rom erobrede store dele af det nordvestlige Europa, de områder der nu er optaget af England, Frankrig, Belgien, Holland, Spanien og Portugal. De erobrede Afrikas nordvestlige regioner, der i dag hedder Marokko, Alger og Tunesien. Rom var definitivt en magt der voksede sig synderlig stor mod nord og vest. Derfor passer Rom ikke ind i denne profeti.

I SDA forfatteren Clifford Goldsteins bog 1844-let forståelig mener han ikke at Antiokus "voksede sig større" i forhold til Persien og Grækenland, og kunne derfor ikke være det lille horn i Daniel 8:9. Et meget omhyggeligt studie af Daniel 8:9, afslører at profetien aldrig taler om at det lille horn vokser sig "større" i forhold til Persien og Grækenland. Det lille horn bliver ikke sammenlignet med andre magter, men kun at det vokser sig større i tre retninger: mod syd, nord og det herlige land. Antiokus var ikke et stort horn på en stor scene. Han var et lille horn der spillede en stor rolle på en lille scene. Hans erobring af Ægypten og hans angreb imod jødedommen, kan sandelig beskrives som at vokse sig større på mellemøstens historiske scene i denne tidsperiode. Ud af alle jødedommens fjender kan man diskutere om det ikke er Antiokus der er kommet tættest på at udslette deres religion. Hans angreb imod jøderne kan kun kaldes for at "vokse sig større og større".

Lad os nu undersøge næste vers i Daniels Bog 8:

"Det voksede sig stort, helt op til himlens hær, og styrtede en del af hæren og stjernerne til jorden og trampede på dem" Daniels Bog 8:10
Her bliver der ikke talt om himmelske legemer, for der er ikke noget rige, ikke engang Rom, der nogensinde har kastet nogle himmelske legemer ned på jorden. Både bibelen og de jødiske apokryfer bruger samme sprog når de beskriver præster og regenter i det Hebræiske folk. Her er nogle eksempler: Albert Barnes fremhæver i hans Noter om Daniel (Notes on Daniel):
"og det kastede en hob og nogle af stjernerne til jorden". Hornet syntes at vokse op til stjernerne, og rykke dem fra sin plads, og kaste dem ned til jorden. Antiokus passer ind her, da han nedkastede og trådte på prinser, regenter og folk i den hellige hær eller Guds arme. Alt dette, blev rigeligt opfyldt i det han gjorde overfor det jødiske folk. Se Første Makkabæerbog 1 og Anden Makkabæerbog 8:2. "og trampede på dem," med stor harme og foragt. Intet kunde bedre beskrive Antiokus handlemåde overfor jøderne. (s. 345)
Lad os nu undersøge det næste vers i Daniels Bog 8:
"Det tiltog sig magt helt op til fyrsten for hæren, det daglige offer blev frataget ham, og hans grundfæstede helligdom blev vanæret." Daniels Bog 8:11
Hvem er fyrsten for hæren? Strong definerer "fyrste" (sar) som "hovedperson, kaptajn, chef, general, guvernør, vogter, herre, mester, prins, regent, forvalter". Det lille horn ville derfor ophøje sig selv til overhoved / kaptajn / hersker over hæren. Antiokus gjorde dette bogstaveligt, under sit herredømme, da ypperstepræsten Onias, blev drevet i eksil og senere dræbt på den mest grusomme måde.

Endvidere ophøjede Antiokus sig selv i overført betydning, til den ultimative fyrste af hæren, Gud selv. Hans tilnavn Theo Antiokus erklærede ham for at være en Gud manifesteret i kød. (Se: Edwin Bevan, The house of Seleucus, vol.2 s. 154).

Antiokus udførte et ondskabsfuldt angreb imod den jødiske helligdom og den jødiske religion, i et forsøg på at udslette den. Han forbød det daglige offerlam, og vanhelligede helligdommen. Første Makkabæerbog beskriver hvorledes det daglige offer blev taget væk, og hvordan helligdommen blev vanæret.

"I sit overmod gik han ind i helligdommen og tog guldalteret, lysestagen og alle redskaberne til den," (Første Makkabæerbog 1:21)
Antiokus angreb mod jødedommen var den værste krise jøderne havde oplevet mellem det Babyloniske fangenskab år 606 f.Kr. og Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.Kr. To år senere blev helligdommens situation forværret:
"De udgød uskyldigt blod omkring helligdommen og besudlede helligdommen. ... Dens helligdom blev øde som en ørken, dens fester blev forvandlet til sorg, dens sabbatter blev til spot, dens ære til hån." (Første Makkabæerbog 1:37,39)
Antiokus mål var at ødelægge den jødiske religion, og få hele det palæstinensiske folk til at dyrke hans hedenske religion, under dødsstraf. Han beordrede:
"Kongen skrev til hele sit rige, at alle skulle være ét folk, og at enhver skulle opgive sine skikke. Alle hedningerne bøjede sig for kongens ord; ... og afskaffe brændofre, slagtofre og drikofre i helligdommen, vanhellige sabbatter og fester," (Første Makkabæerbog 1:41,42,45)
Lad os nu undersøge det næste vers i Daniels Bog 8:
"Dets hær blev på forbryderisk vis stillet op for at hindre det daglige offer; det kastede sandheden til jorden og havde held med, hvad det gjorde." Daniels Bog 8:12
Bibelen siger at disse ulykker kom over jøderne på grund af at "det kastede sandheden til jorden". Med andre ord, var det jødernes egne synder der bragte ulykken over dem. Det var jøderne selv der tog det egentlige initiativ til hellenisering af Jerusalem. En delegation af ledende jøder kom til Antiokus, kort efter han kom til magten og bad ham om tilladelse til at omdanne Jerusalem til en Antiok og opføre det essentielle kendetegn for en Hellenistisk by, stadionet. Senere, da Antiokus havde indsat sine egen ypperstepræst, blev stadionet bygget og fyldt op med unge præster der fulgte det hellenistiske ideal, fysisk styrke og skønhed. (se: Bevan , the house of Seleucus, vol 2 pp. 168-181).

Lad os nu undersøge de næste vers:

"Så hørte jeg en af de hellige tale; en anden af de hellige spurgte ham, der talte: »Hvor længe gælder synet om det daglige offer og den ødelæggende forbrydelse og om helligdommen og det herlige land, der overgives til nedtrampning?«
Han svarede mig: »2300 aftener og morgener! Derefter skal helligdommen få sin ret tilbage.«" Daniels Bog 8:13-14

SDA påstår at det kræver en del manipulation at få Antiokus kronologi til at passe ind i profetien. Men Antiokus kronologi passer meget bedre ind i profetien end Rom gør. SDA bruger "år-dag"-princippet i Daniels Bog 8:14, og påstår at de 2300 aftener og morgener (days i KJV) er det samme som 2300 år. Nu er det sådan at det Hebræiske ord for "dag" (yowm eller yamin for dage) ikke findes i dette vers. Ordene der er oversat til "dage" (i KJV) (èreb boqer) ordret betyder "aftener og morgener". Da verset i sin sammenhæng taler om de daglige ofringer i templet, som foregik hver morgen og aften. Den eneste fornuftige konklusion er at dette vers taler om de daglige ofringer i templet.

Det ville sandelig være ansvarsløst at bruge "år-dag" princippet i alle profetier hvor "dage" bliver nævnt.

Vi må derfor være forsigtige med hvornår vi bruger "år-dag"-princippet, specielt når ordet "dag" ikke engang finder sted i den hebræiske tekst, som i Daniels Bog 8:14.

Profetien om de 2300 morgener og aftener blev på forbløffende vis opfyldt under Antiokus frygtelige styre. Kan det være at Gud vidste hvad der skulle ske allerede 400 år inden, og gav Daniel denne besked for at trøste og forvisse sit folk om at Han til sidst ville lade dem sejre? Gud fortalte jøderne præcis hvor længe Hans helligdom ville blive vanhelliget: 2300 morgen og aften ofre ville blive afskaffet, imens Helligdommen blev vanhelliget.

Hvordan fungere den Jødiske kalender?
Det jødiske måneår består af 354 dage eller 12 lunationer af månen. I løbet af en 19 års cyklus indsættes en måned (intercalary), (Veadar), 7 gange for at korrigere det gennemsnitlige år til at være næsten korrekt. Skudår forekommer i det 3, 6, 8, 11, 14, 17 og 19 år i cyklussen. En dag bliver tilføjet Adar's måned og en trettende måned Veadar, indeholdende 29 dage bliver indsat før Nisan. Dette tilføjer 30 dage til året. Alt afhængigt af om det seneste år er regulært, perfekt eller defekt, vil et skudår indeholde 383, 384 eller 385 dage. Altså seks år vil være 6 ganget med 354 dage (et ordinært normalt år), plus fire vekslene måneder af 29 og 30 dage hver, plus to måneder (intercalary) af 29 dage.
Ifølge den jødiske kalender (se boksen til højre), bliver de 2300 dage til seks år, 3 måneder og 18 dage. Denne tidsperiode begyndte på den 15 dag i måneden Kislev, i året 145 i seleukidernes år i hvilken Antiokus opstillede ødelæggelsens vederstyggelighed på Guds alter.

"På den femogtyvende dag i hver måned ofrede de på afgudsalteret, som stod oven på alteret." Første Makkabæerbog 1:59
Dette var begyndelsen på en stor trængselstid for dem i Israel der valgte at være trofaste overfor Gud. Judas Makkabæus var forfærdet over den uretfærdighed der blev udøvet i Guds helligdom:
"sagde han: Ve mig! Hvorfor blev jeg født til dette at se mit folks ødelæggelse og den hellige bys ødelæggelse? Dér sad de, mens den blev overgivet i fjenders hånd og helligdommen i fremmedes hånd. Dens tempel er blevet som en æreløs mand, ... Og se, vor helligdom, vor skønhed, vor ære er lagt øde, hedningerne har vanhelliget den." Første Makkabæerbog 2:7,8,12
Makkabæus rejste sig og startede et oprør mod Antiokus. I mere end tre år kæmpede han imod Antiokus. Endelig, sejrede han over Nicanor, den trettende dag i måneden "Adar" år 151 og Antiokus magt over Judæa var brudt.

Da Judas kom ind i Jerusalem, efter sin sejr, fandt han helligdommen vanæret (Første Makkabæerbog 4:38). Judas beordrede straks helligdommen renset og genopbygget så den igen kunne blive brugt (Første Makkabæerbog 4:41-51). Jøderne fejrer Judas sejr ved en årlig fest der bliver kaldt genindvielsens fest (eller Hanukka). Frelseren ærede denne fest med sin tilstedeværelse (Johannesevangeliet 10:22).

Beregning af de 2300 dage
Der er to principielle metoder til at beregne perioden på de 2300 dage:
  1. Beregne fra den femtende dag i måneden Kislev, år 145 af Selucidae, i hvilket Antiokus opsatte ødelæggelsens vederstyggelighed på alteret (Første Makkabæerbog 1:59), indtil Judas sejr over Nicanor på den trettende dag i måneden Adar, år 151, hvilket svare til 2300 dage. Jøderne fejrede en årlig fest på den trettende dag i Adar, til minde om sejren.

  2. Perioden begyndte med den jødiske ypperstepræst Menelaos afhopning fra den rene religion på den sjette dag i den sjette måned år 141. Ifølge Josefus, gik Menelaos "til Antiokus, og informerede ham om, at de ønskede at forlade deres lands love og den jødiske livsstil, at leve i følge dem, og til at følge kongens love og den græske livsstil." (Antiquities, bog 7, kapitel 5.1). Perioden endte på den femogtyvende dag i Kislev år 148, da jøderne ofrede de daglige ofre på det nye brændofferalter. (Første Makkabæerbog 4:52). Dette er samlet 2300 dage.

Den ene eller anden metode resultere i en periode på 2300 dage.

Helligdommen blev "renset" (fik sin ret tilbage) af Judas Makkabæus. Han rensede de hellige steder, helliggjorde gårdspladserne, genopbyggede alteret, fornyede karrene i helligdommen og satte alting på sin plads igen:

"Da gav Judas nogle af sine mænd ordre til at kæmpe mod dem, der var i Borgen, indtil han fik helligdommen renset. Til præster udvalgte han mænd, der var udadlelige og stræbte efter at holde loven, og de rensede helligdommen og bragte de besmittede sten hen på et urent sted. Derefter rådslog de om, hvad de skulle gøre ved det vanhelligede brændofferalter, og de kom til den kloge beslutning at rive det ned, for at det ikke skulle blive til skændsel for dem, at hedningerne havde gjort det urent. De rev så alteret ned. De lagde stenene til side på et egnet sted på tempelbjerget, indtil der ville fremstå en profet, som kunne give besked om, hvad der skulle gøres med dem. De tog utilhuggede sten, som loven foreskriver, og byggede et nyt alter som det gamle. De istandsatte helligdommen og det indre af tempelbygningen, og de indviede forgårdene. De fremstillede nye hellige kar, bragte lysestagen, røgelsesofferalteret og bordet ind i templet. De brændte røgelse på alteret, tændte lamperne på lysestagen, så de lyste op i templet. De lagde brød på bordet og hængte forhængene op, og de fuldendte alt det, de havde givet sig i kast med." (Første Makkabæerbog 4:41-51)
Her kan vi se den forbløffende opfyldelse af profetien, hvor Judas Makkabæus rensede og retfærdiggjorde Guds Helligdom, ved slutningen af de 2300 dage.

Hvad menes der med "renset"?

Han svarede mig: »2300 aftener og morgener! Derefter skal helligdommen få sin ret tilbage (renset/cleansed i KJV).«. Det hebræiske ord for "renset", bliver brugt 41 gange i det gamle testamente men Dan 8:14 er det eneste sted ordet bliver oversat "renset". Ordet betyder faktisk "at få oprejsning" eller "at retfærdiggøre". Bemærk Strongs definition:
06663 tsadaq {tsaw-dak'} - en primitiv rod; TWOT - 1879; v

AV - retfærdiggøre 23, berettiget 10, retfærdig 3, retfærdighed 2, renset 1, rense os selv 1, retskaffenhed 1; 41

1) at være retfærdig, at være berettiget
1a) (Qal)
1a1) at have en retfærdig sag, at have retten på sin side
1a2) at være retfærdiggjort
1a3) at være retfærdig (ved Gud)
1a4) at være retfærdig, at være berettiget (ved adfærd og karakter)
1b) (Niphal) at få sin ret, at blive retfærdiggjort
1c) (Piel) berettige, at få til at se berettiget ud, at gøre nogen berettiget
1d) (Hiphil)
1d1) at gøre eller bringe retfærdighed (ved administrerende lov)
1d2) at erklære berettiget, berettige
1d3) at berettige, retfærdiggøre en sag, frelse
1d4) at gøre berettiget, at vende sig til retfærdighed
1e) (Hithpael) at retfærdiggøre en selv

Læg mærke til hvordan det bliver oversat i andre bibeloversættelser:

Darby (1889):

Og han sagde til mig, når de 2300 aftener og morgener er til ende, så skal helligdommen få oprejsning.
Youngs Literal (1993):
Og han sagde til mig, når de 2300 aftener og morgener er til ende, så vil helligdommen få oprejsning.
Greens Modern KJV (1993):
Og han sagde til mig, når de 2300 aftener og morgener er til ende, så skal helligdommen få oprejsning.
Youngs Literal (1898):
Og han sagde til mig, 2300 morgener og aftener, så vil Helligdommen bliver erklæret retfærdig.

Hvad bliver Helligdommen "renset" fra eller får "oprejsning" over?

Helligdommen bliver renset (kommer til sin ret igen) efter at have blevet nedtrampet af ødelæggelsens vederstyggelighed. Ødelæggelsens Vederstyggelighed begyndte da Antiokus Epifanes vanhelligede Guds tempel, ved at ofre til afguder på Guds hellige alter.

I Jesu tid var minderne om Antiokus Epifanes bedrifter stadig friske hos folk. De forstod at "Ødelæggelsen vederstyggelighed" var Antiokus Epifanes. Den jødiske historiker, Josefus, der levede samtidig med Jesus, skrev om Antiokus:

Og denne ødelæggelse gik i opfyldelse, ifølge Daniels profeti, der blev givet Daniel 408 år forinden; han erklærede at Makedonerne ville opløse denne tilbedelse i nogen tid. (Antiquities of the jews, s. 260)
Jesus refererede til Vederstyggeligheden I Daniels bog 9:27, for at advare sine efterfølgere for en lignende ødelæggelse, der ville ske for den Jødiske nation I fremtiden:
"Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten Daniel, stå på hellig grund - den, der læser dette, skal mærke sig det!" Matthæusevangeliet 24:15
Denne vederstyggelighed fandt sted år 68 e.Kr., da den romerske hær under Cestius, omringede Jerusalem, placerede deres hellige banner indenfor det hellige område der var indenfor templets mure, og derved vanhelligede det. De kristne så dette som et tegn til at flygte ud af Jerusalem, og da Cestius midlertidigt stoppede sin belejring, flygtede de kristne og ikke en eneste kristen døde i den efterfølgende belejring og ødelæggelse af Jerusalem, af Titus år 70 e.Kr.

Lad os nu undersøge de næste relevante vers i Daniels Bog 8:

"Da han kom hen, hvor jeg stod, blev jeg grebet af rædsel og kastede mig ned. Så sagde han til mig: »Du skal forstå, menneske, at synet gælder endetiden.«"
"og han sagde: »Jeg vil lade dig vide, hvad der skal ske, når vreden er ved at være til ende, for det gælder endetidspunktet." (Daniels Bog 8:17,19).
Vi må huske at "endetidspunktet" ikke er det samme som "tidens ende". Snarere refererer det til afslutningen på den bestemte periode der tilknyttet denne profeti. I dette tilfælde betyder "vreden er ved at være til ende" med sikkerhed de plager der blev påført det Jødiske folk.

Lad os nu se på Gabriels forklaring på synet i Daniels Bog 8:

v20 Den vædder, du så, den med de to horn, er kongerne af Medien og Persien.
v21 Den lodne buk er kongen af Grækenland, og det store horn i panden er den første konge.
v22 At hornet blev brækket af og fire andre opstod i stedet for, betyder, at fire kongeriger skal opstå af hans folk, men uden hans styrke.
v23 Når deres herredømme er til ende, når de er færdige med deres forbrydelser, vil der opstå en konge med hårdt ansigt, en der forstår sig på rænker. (Daniels Bog 8:20-23).
I vers 23 kan vi se at "når deres herredømme er til ende" vil det lille magtfulde horn opstå. Dette henviser til det sidste af den Græske imperiums fire dele, lige før de blev erobret af Rom. De fire divisioner opstod ved kampen om "Ispus" år 301 f.Kr. Makedonien faldt i 168 f.Kr., Kassanders i år 146 f.Kr., Seleucidernes kongerige (som Antiokus regerede over) faldt i år 65 f.Kr. og Ptolemaios kongerige varede indtil år 30 f.Kr. Siden det firefoldige kongerige ophørte med at eksistere da Makedonien faldt i år 168 f.Kr., må vi i profetien finde det "lille horn" lige før den tid. Antiokus regerede fra 175 f.Kr til 164 f.Kr.

Gill gør rede for dette vers:

Han (Antiokus) var en mand med "hårdt ansigt", som man kan udtrykke det; en mand med et uforskammet, ihærdigt ansigt der ikke havde nogen skam eller frygt i sig, tog ikke hensyn til hverken gud eller mennesker; udførte de mest grusomme forbrydelser i fuld offentlighed, og særlig var han fræk og uforskammet i hans blasfemi overfor Gud og den sande tro; Hans henrettelser viser tydeligt at han var ond, barbarisk og umenneskelig specielt overfor Jøderne. Og hans "forståelige mørke sætninger" eller "gåder" som han både kunde spørge om og svare på viser at han var meget skarpsindig og snu, godt bevandret i onde kræfter og politik. Han mestrede kunsten at snyde og bedrage mennesker, og det var ved bedrag og list han overtog riget fra sin nevø; og ved at bruge den onde overtalelsesmetode han bemestrede, forførte han mange Jøder og fik dem til at forlade deres religion og tilslutte sig hedenskabet. Han var så ondskabsfuld at han kunde skjule sin hensigt og trænge ind i andres hemmeligheder; ifølge Jacchiades var han talentfuld indenfor magi og astrologi.

Lad os nu fortsætte med at undersøge Gabriels forklaring af synet i Daniels Bog 8:

"Hans styrke bliver stor - men ikke som den andens styrke - han ødelægger uhyggeligt meget; han har held med, hvad han gør, han ødelægger de mægtige og et folk af hellige." (Daniels Bog 8:24).
Antiokus var "mægtig", men dog ikke så stor som Alexander, det store horn. Profetien siger at han ikke var mægtig ved egen kraft. Dette viser at de trængsler han påførte Jøderne var af Guddommelig oprindelse og fastsættelse. Denne store styrke blev ham givet, så Gud kunde bruge ham som redskab til at straffe dem for deres synder. En lignende historie udspillede sig tidligere i Israels historie, da gud sendte Elias for at salve en syrisk konge (Første KongeBog 19:15) der senere udløste ødelæggelse over et rebelsk Israel. (Anden Kongebog 13:3,22)

Den måde Antiokus ødelagde den hellige by på og slagtede mange Hebræer, er en tydelig opfyldelse af profetien der siger at "han ødelægger uhyggeligt meget; han har held med, hvad han gør, han ødelægger de mægtige og et folk af hellige."

Lad os nu fortsætte med Gabriels forklaring af synet i Daniels Bog 8:

I sin kløgt har han held med sit bedrag, han hovmoder sig, sorgløst ødelægger han mange, han rejser sig mod fyrsternes fyrste. Men han skal blive knust, og det ikke ved menneskehånd! (Daniels Bog 8:25)
Profetien siger at Antiokus "sorgløst ødelægger mange." Dette henviser til hans politik, at han altid bevarer et øjensynligt venskab med dem han ønsker at ødelægge. På denne måde kunne han bedre gennemføre sit formål, når hans fjender ikke var på vagt. (se Albert Barnes, Notes on Daniel, s. 354-355)

Profetien siger at "han skal blive knust, og det ikke ved menneskehånd". Dette er en fantastisk profeti, der fortæller hvordan Antiokus skulle dø. Læg mærke til hvordan denne profeti blev opfyldt:

"Men den altskuende Herre, Israels Gud, slog ham med en uhelbredelig indre sygdom: Næppe havde han sagt dette, før han blev ramt af ulidelige pinsler i sine indvolde og frygtelige smerter i sit indre - retfærdigt nok for ham, der havde pint andre ved at påføre dem mange og uhørte smerter i deres indvolde. Men Antiokus ophørte ikke med sin frækhed; endnu mere opfyldt af overmod brændte han af raseri mod jøderne og befalede at øge farten. Men pludselig faldt han af vognen, mens den fór af sted, og i det frygtelige fald blev alle lemmer på hans krop vredet af led.

Han, der for nylig i sit overmenneskelige praleri mente at kunne byde over havets bølger og bildte sig ind at kunne veje bjergenes tinder på en vægtskål - han styrtede til jorden og blev bragt bort på en båre og gjorde således Guds magt åbenbar for alle. Ja, fra den gudløses øjne kravlede der maddiker ud, og mens han endnu var i live, faldt kødet af ham under smerter og pinsler, og hele hæren blev plaget af stanken fra hans forrådnelse. Og ham, der for kort tid siden mente at kunne røre ved himlens stjerner, kunne ingen bære bort på grund af den uudholdelige stank. Nu begyndte den lemlæstede at opgive sit store overmod og at komme til indsigt, mens smerterne fra Guds piskeslag hvert øjeblik tog til. Og ude af stand til at udholde stanken fra sig selv sagde han: »Det er rigtigt at adlyde Gud og ikke tænke overmodigt, når man selv er dødelig.« ... Så fik da morderen og spotteren den ynkeligste død i det fremmede, i bjergene, under lige så forfærdelige lidelser, som han havde udsat andre for." (Anden Makkabæerbog 9:5-12,28).

Albert Barnes tilføjer:
Alle udtalelser vedrørende hans død, givet af forfatterne af Makkabæerbøgerne, af Josefus, af Polybius, af Q. Curtius og af Aarian er enige i at det skal fremføres som det er sket med alle de skrækkelige omstændigheder, der meget vel kan følges med en bortgang fra denne verden, og ved at have alle mærker fra Guds dom. Den guddommelige forudsigelse i Daniels profeti blev fuldbyrdet da han døde "ikke ved menneskehånd" i betydningen af at det ikke ville være ved menneskelig indvirkning, men at det ville være ved direkte Guddommelig indgriben. (Notes on Daniel s. 355)

Antiokus Epifanes og Daniels Bog 11

Det altovervejende bevis på at Daniels Bog 8 taler om Antiokus Epifanes, er det faktum at Daniels Bog 11 detaljeret beskriver Daniels Bog 8 og det lille horn bliver fortolket fra vers 21 og fremefter. Selvom Uriah Smith har prøvet at skræddersy historien efter profetien, er hans forklaring blot en parodi. Kun Antiokus passer til beskrivelsen.

Ved SDA-ledernes bibelkonference i 1919, var der en lang diskussion omkring Daniels Bog 11:

WIRTH: For mig ser det ud til at det er Antiokus Epifanes der er den store hovedperson i dette kapitel.

H.C. LACEY: Omformulering af Daniels Bog 11
Vers 21: Og i hans (Seleucus Philopaters) ejendom skal der rejse sig (regere) en infam person (Antiokus Epifanes 176 - 164) til hvem de ikke vil give (tilbyde) kongedømmets ære (suveræniteten, for Theliostarns smedede rænker for at opnå det; også Demetrius; en anden part foretrak Ptolemaios Filometor) men han opnåede kongedømmet (vandt Syriens trone frem for de andre) ved smiger (Eumenes, kongen af Pergamus og Attalus, syrierne og romerne): Således kom han (Antiokus Epifanes) fredeligt ind (176 f.kr.) i landet og overtog kongedømmet med smiger.
Vers 22-23: Og som en flodbølge vil de (Heliodorus, Ptolemaios, Filometor) blive omstyrtet af ham(Antiokus Epifanes) og skal knækkes (besejres) ja også pagtens prins (Onias III, afsat som ypperstepræst i år 176 f.Kr. senere myrdet). Efter alliancen (mellem Antiokus Epifanes og Jason, den nye ypperstepræst) oprettet med ham (Jason) vil han (Antiokus) arbejde bedragerisk (afsætte Jason og indsætte Menelaos som ypperstepræst). Og han (Antiokus) vil vokse (i suverænitet) og vil blive stærk med et lille folk (hans sammensvorne).
Vers 24: Han (Antiokus Epifanes) vil trænge ind i de fredfulde og frugtbare steder i provinsen (den nordlige del af provinsen, også kaldet Coele-Syrien og Palæstina), og han (Antiokus Epifanes) vil gøre noget som Hans fader ikke gjorde, ej heller hans farfar (ødelægge helligdom og tempel): Han (Antiokus Epifanes) strør om sig med dem (hans underordnede) byttet (af hans fjender) rovet (af templet) og rigdommene (af hans venner), etc.
vers 25: Og Han (Antiokus Epifanes) vil samle (år 171 f.Kr.) sin kraft og sit mod, imod sydens konge (Ptolemaios Filometor) med en stor hær (en stor mængde); og sydens konge (Ptolemaios Filometor) opruster også en meget stor og mægtig hær ("rigtig mange og yderst stærk" Newton) Men han (Ptolemaios Filometor) vil ikke holde stand ("blev bange og flygtede"): for de skal lægge en plan mod ham Eulacus, hans minister Macron, hans premierminister, Mexandrians).
Vers 26: Ja, dem der spiser af hans (Ptolemaios) taffel (hans ministre Eulacus og Macron) vil ødelægge (forråde) ham, og hans (Ptolemaios) hær vil blive skyldet bort og mange vil blive dræbt.

A. G. DANIELLS: Hvad menes der med skyldet bort?

H. C. LACEY: De blev spredt og blev besejret. Her er sproget i Første Makkabæerbog 1:16-19. (Han læser det) Sproget i Daniels Bog og i Makkabæerbogen er omtrent det samme. (fortsætter med at læse Daniel:)
Vers 27: Begge kongerne har ondt i sinde, og de lyver, mens de sidder ved samme bord. Intet lykkes dog, for enden kommer først til den fastsatte tid.

Under sit ophold i Memphis, spiste og konverserede Antiokus Epifanes og Ptolemaios Filopator ved "samme bord", og Antiokus lod som om han stod på Ptolemaios side mod hans broder Physsons magtovertagelse. Altså Antiokus lod som om han støttede denne ældre nevø mod sin broder. Ptolemaios pålagde Eulasus hele skylden for foretagendet, og Eulasus forrådte ham og forpligtede sig til sin onkel Antiokus. Men disse forsikringer om venskab var "løgne". Lige så snart Antiokus havde trukket sig tilbage, sluttede de to brødre, Ptolemaios og Physson, fred og besluttede at regere sammen.

Lad os nu indføre i skrifterne navnene på disse konger: Og begge disse kongers hjerter (Antiokus Epifanes og Ptolemaios Filopator) vil gøre skade (begge i forhåbning om at overliste den anden) og de skal lyve ved samme bord (tilsyneladende i venskab) men det (freden mellem dem) skal ikke vare ved.

Vers 28: Da han skal tilbage til sit eget land med stort krigsbytte, har han ondt i sinde mod den hellige pagt og bringer det til udførelse. Derefter vender han tilbage til sit land. Dette er profetien.

Antiokus, der håbede at de ægyptiske brødre ville ødelægge hinanden i borgerkrig, vendte tilbage til Syrien. Han medbragte ufattelige kostbarheder fra de erobrede byer i Ægypten. Daniel siger: "han skal tilbage ... med stort krigsbytte". Historien fortæller os at han medbragte stort bytte fra Ægyptens erobrede byer. I Første Makkabæerbog 1:19 bliver der sagt: "De befæstede byer i Egypten blev indtaget og landet udplyndret". Dette er historie.

Læg mærke til at Daniel siger: "Han har ondt i sinde mod den hellige pagt..." De næste vers i Første Makkabæerbog siger: "Efter at have slået Egypten vendte Antiokus tilbage år 143 og drog op mod Israel og Jerusalem med en sværtbevæbnet hær. v21 I sit overmod gik han ind i helligdommen og tog guldalteret, lysestagen og alle redskaberne til den, v22 skuebrødsbordet, kanderne, stænkeskålene, guldskålene, forhænget, kransene og den gyldne udsmykning på templets forside og skrællede alt guldet af. v23 Han tog også sølvet, guldet, det kostbare udstyr og de skjulte skatte, han fandt. v24 Han tog det hele og drog tilbage til sit eget land. Han havde foranstaltet et blodbad og talt meget overmodigt."

Det er historien. Profetien siger: "og han har ondt i sinde mod den hellige pagt". Da han var i Ægypten, gik der rygter om at han var død. Derefter kom Jason, eks-ypperstepræsten, han som Antiokus havde afsat, tilbage til Jerusalem, og drev sin broder Menelaos fra embedet.

Antiokus, troede at nationen gjorde oprør, og da han hørte at de var lykkelige over budskabet om hans død, belejrede han Jerusalem med en stor hær, og tog byen med storm. Han vendte sin vrede mod Jøderne og dræbte 40.000, og solgte 40.000 af dem, vanhelligede templet og ofrede svinekød på Guds alter, genindsatte Menelaos på sin post, og indsatte den barbariske Philip til guvernør i Judæa. "Han tog det hele" og derefter "drage tilbage til sit eget land" ligesom det var forudsagt.

PROF. ANDERSON: Hvilket vers i kapitlet hentyder du til, når du taler om vanhelligelse af templet, som du læser det i historien?

PROF. LACEY: I det 11 kapitel. Vers 30 taler om besmittelsen af helligdommen, men det kommer vi til lidt senere. Antiokus færden ligner meget det der bliver forudsagt om det lille horn. Jeg vil illustrere det: De ting der er blevet sagt om det lille horn kan vise hen til Antiokus Epifanes. Han er den ellevte i rækken, tre blev rykket op, han vanhelligede helligdommen og ændrede Den Højestes lov, Tiden blev ham givet i en tid, to tider og en halv tid, som var tre og et halvt år. Forestil dig at du og jeg havde levet på den tid. Vi havde troet at Profetien var gået i opfyldelse. ... Senere vendte Antiokus sin vrede mod de uheldige jøder, sendte Apollonius til Jerusalem med 20.000 mand og slog mange ihjel, plyndrede byen, rev huse og mure ned, dræbte dem der mødtes i templet, vanhelligede det Hellige så meget at hele ceremonien blev afskaffet, jøderne flygtede fra byen og kun fremmede blev tilbage. Da han ankom til Antiokia, udstedte han et dekret om dødsstraf til alle der ikke konverterede til den græske religion. Så den jødiske lov blev ophævet og inde i selve templet blev der igangsat afgudsdyrkelse.

SPØRGSMÅL: Hvilken dato var dette?

SVAR: år 168 f.Kr.

PROF. LACEY: "De opførte Ødelæggelsens Vederstyggelighed på alteret. De ofrede på afgudsalteret, der var ovenpå Guds alter." Første Makkabæerbog. 1:54,59. Ser du, de placerede Ødelæggelsens Vederstyggelighed i det Hellige. Bibelens eget sprog, "Ødelæggelsens Vederstyggelighed", er placeret i templet; og dette er historie.

Daniels Bog 8 og Daniels Bog 11

Enhver der prøver at fortolke Daniels Bog 8 uden at gøre brug af engelens fortolkning i kapitel 11, vil gå glip af meget. Lad det også være understreget at Uriah Smiths forsøg på at klemme Rom ind i kapitel 11 som opfyldelse af vers som 11:21 er en parodi. Detaljerne i disse vers passer kun på en person, nemlig Antiokus Epifanes.

Vi synes at glemme at Daniels Bog var skrevet til det jødiske folk. Daniels Bog blev skrevet for at advare jøderne om en stor krise der skulle ramme dem i tiden mellem fangenskabet i Babylon og Jerusalems ødelæggelse år 70 e.Kr.: Antiokus Epifanes morderiske nedslagtning af jøderne. Gud har aldrig ladet hans folk være uvidende om kommende fare. I Daniels Bog forudså han katastroferne under den syriske tyran.

Når vi nu ved at kapitel 11 og 12 behandler det samme grundlag som kapitel 8, kan vi spørge os selv om hvilke ligheder de forsyner kapitel 8:10-14 med. Gør parallellerne mellem kapitel 8 og 11 det nemmere for os at forstå 8:14? Lad os sammenligne tempelprofetien i kapitel 8 med tempelprofetien i kapitel 11.

Renselsen af Helligdommen i Daniels Bog 8:14 svarer til vanhelligelsen af Helligdommen i Daniels Bog 11:31. Når vi undersøger det hebræiske ord for "vanhelligelse" og ved at studere dets synonymer og antonymer, bliver der kastet meget lys på meningen af det ord, der bliver oversat "renset" (i KJV) i Daniels Bog 8:14. Det kan ikke blive pointeret nok, at Daniels Bog 11:31 siger det samme, dog med andre ord, som Daniels Bog 8:9-13, og derfor kan en bredere forståelse af Daniels Bog 8:14 være sikret igennem denne udvidede beskrivelse af situationen, der gør en "renselse" nødvendig.

Det frygtelige SDA-dilemma

Daniels Bog 8:11-12 siger at det "lille horn" var det, der "vanhelligede" helligdommen. Daniels Bog 8 læst i sammenhæng, beskriver at det "lille horn" svinede helligdommen så meget til, at helligdommen trængte til at blive renset og retfærdiggjort.

Her er det frygtelige SDA-dilemma: SDAérne påstår at "helligdommens renselse" refererer til forsoningsdagen beskrevet i Tredje Mosebog 16, hvor Israels synder bliver renset ved Kristi blod. Desværre finder vi ingen steder i Daniels Bog 8 at det er Israels synder der har vanhelliget helligdommen. Det er derimod magten det "lille horn" der vanhelligede helligdommen! Derfor kan renselsen af helligdommen, som den er beskrevet i Daniels Bog 8, ikke referere til forsoningsdagen; den henviser snare til genopbyggelsen af helligdommen, der blev nedtrampet af det lille horn!

Dette bringer SDAérne i et frygteligt dilemma! Daniels Bog 8 siger at helligdommen blev vanhelliget af det lille horn; alligevel siger SDAérne, at det blev vanhelliget af Guds folks synder! Begge udlæggelser kan umuligt være sande. Enten blev helligdommen vanhelliget af det lille horn (som beskrevet i Daniels Bog 8), eller vanhelliget af Guds folks synder. Hvilken er det?

Den lærde SDA Dr. Raymond Cottrell forklarer det frygtelige SDA-dilemma:

Konteksten i Daniels Bog 8:14 tilskriver vanhelligelsen af helligdommen til det lille horn. SDAs fortolkning tilskriver det til overførselen af bekendte synder til den himmelske helligdom via Kristus som ypperstepræst. Hvis vi lader som om at SDA læser Daniels Bog 8:14 i sammenhæng, vil det være som at identificere det lille horn som Kristus. Med andre ord, kan vi ikke både læse det i sin sammenhæng og have SDAs fortolkning, hvis det skal passe sammen med bibelen. (Cottrell som citeret i Daniels Bog 8:14 af Desmond Ford, s. A-115-116)
Hvis man vil være i overensstemmelse med SDA-logik, og sige at helligdommens renselse var forsoningsdagen, så er man nødt til at konkludere at Kristus og hans folk er det lille horn og den magt der vanhelligede helligdommen! Dette er en kættersk konklusion der efterlader SDAérne i et dilemma, som det er umuligt for dem at slippe ud af.

SDAs indvendinger afvist

Vokser det lille horn i Daniels Bog 8, ud af verdenshjørnet (the wind, KJV)?

Nogle lærde SDAére, der opdager at det lille horn ikke opstod fra Grækenland, som der bliver sagt i profetien med geden, har foreslået at det lille horn kommer fra et af de "fire verdenshjørner" (the four winds, KJV) i stedet for ud af et af de fire horn. De påstår at det hebræiske tillader denne fortolkning.

"... og i stedet for det voksede fire anselige horn frem efter de fire verdenshjørner. Fra et af dem udgik et lille horn, ..." Daniels Bog 8:8,9.
På hebræisk kan ordene være enten feminine, maskuline eller neutrale. I Daniels Bog 8:9 er ordet "dem" maskulint. Da ordet "horn" er feminint og "verdenshjørner" (winds, KJV) kan være både maskulint og feminint, har SDA lærde foreslået at ordet "dem" må henvise til "verdenshjørner" (winds, KJV). Derfor hævder de at det lille horn udgik fra et af de fire verdenshjørner (winds, KJV). Men der er et problem med det. Ordet "et" er feminint og det lader til at det er forbundet med de feminine "horn". Hvis vi nu derfor kun ser på det sproglige, kan vi ikke sige om det lille horn opstår fra et af verdenshjørnerne (vindene) eller et af hornene.

Så vi må lede efter andre beviser. Hornet repræsenterer en kongemagt, og det er usandsynligt at finde en kongemagt der ikke er tilknyttet "en krop" (et rige). Det ville virke mærkeligt for profeten, at få en række hændelser at se der har med Alexander den store at gøre, så opdelingen af det græske rige i fire dele, og derefter det lille horns opstandelse, hvis det lille horn ikke rejste sig af det Græske rige. Tilsyneladende er det det græske rige der er baggrund for det lille horns opstandelse, hvorfor ville det ellers blive nævnt?

Idéen om et horn der vokser ud af et verdenshjørne (wind, KJV) virker underligt, og det overtræder også symbolets visuelle enhed. Læg mærke til synets rækkefølge:

Ingen steder i Daniels Bog (eller Johannes' Åbenbaring) finder vi et horn der vokser ud et verdenshjørne (the Wind, KJV) adskilt fra en krop! Horn vokser ikke ud af verdenshjørner (the wind, KJV)! Horn repræsenterer konger eller dele af et kongedømme. Dyret repræsenterer selve kongeriget. Et horn adskilt fra en krop ville repræsentere en konge uden et kongerige!

Tillader det hebræiske at det udgik fra et verdenshjørne? Det kan man jo diskutere. Men selvom det er muligt, tillader det hebræiske også at det vokser ud af et af hornene. Nu må du spørge dig selv: Hvilken af disse fortolkninger virker mest logisk? Et horn der vokser ud af et eksisterende horn eller et horn der vokser ud af et verdenshjørne? Den eneste fortolkning der giver mening er at hornet vokser ud af et af de fire eksisterende horn.

Mislykkedes Gabriels mission?

William Miller og efterfølgende Ellen White, Uriah Smith og andre SDAére har, i et forsøg på at forbinde Daniels Bog 8 med Daniels Bog 9, sagt at Gabriel blev sendt til Daniel igen, 11 år senere, for at forklare ham synet fra Daniels Bog 8, igen. De påstår at den sidste del af Daniels Bog 9 er en yderligere forklaring af Daniels Bog 8. Denne undervisning er udledt af Daniels Bog 8:27:

"And I Daniel fainted, and was sick certain days; afterward I rose up, and did the king's business; and I was astonished at the vision, but none understood it" (KJV).
Først må vi forstå at ordet det (it) er indsat af oversætterne og det ikke er en del af det originale hebræiske. Ved at fjerne ordet gøres verset dobbelttydig. Hvad henviser "ingen forstod (none understood)" til? Forstod ingen synet? Eller forstod ingen Daniels reaktion på synet? Isaac Lesser, en ledende lærd jøde, oversætter verset til:
Jeg, Daniel, blev ramt af sygdom i nogen tid; men jeg stod op og gjorde igen tjeneste for kongen. Jeg var deprimeret over tilsynekomsten, men ingen lod mærke til det.
At påstå at Daniel mislykkedes i at forstå visionen, således at der kræves endnu et besøg af Gabriel, skal man først formode at englen mislykkedes i hans første mission. I Daniel 8:16 siger en stemme:
"Gabriel, forklar ham synet!"
Hvis Gabriel mislykkedes i at forklare Daniel synet, ville han have været ulydig imod Gud. Videre ville det gøre Gabriel skyldig i bedrag, for i vers 19 siger Gabriel til Daniel: "Jeg vil lade dig vide, hvad der skal ske..." Mislykkedes Gabriel? Løj han for Daniel? Hvis man som kristen tror på hvad bibelen siger, så må man tro Gabriel adlød ordren at få Daniel til at forstå synet, og så må man også tro på at Gabriels egne ord, at han ville få Daniel til at forstå synet. Derfor var der ingen grund til at Gabriel skulle komme igen, 11 år senere, for at forklare et syn der allerede var blevet forklaret.

Er Daniels Bog 9 en udvidelse af Daniels Bog 8?

Man mener at den del af synet (Hebræisk maréh) i Daniels Bog 8 der handler om "morgener og aftner", (vers 26) ikke var inkluderet i Gabriels forklaring, derfor kom han tilbage for at afslutte den del af synet i Daniels Bog 9.

SDA har dette synspunkt, fordi det hebræiske ord for "syn" (chazown) bliver brugt i Daniels Bog 9:21 og 24, og et andet ord, maréh bliver brugt i vers 23, hvilket indikerer at der en forbindelse mellem "synet" (maréh) i Daniels Bog 9:23, og "synet" (maréh) i Daniels Bog 8:26. Deres synspunkt er at det var maréh (synet) om "morgener og aftener" som Daniel ikke forstod.

I Daniels Bog 8 er ordet "syn" oversat fra to hebræiske ord: maréh og chazown. De afviger lidt fra hinanden i betydning, men begge refererer til præcis det samme syn, da de bliver brugt i det samme kapitel:

"Og det, der blev sagt om synet (maréh) om »aftener og morgener«, er sandt. Nu skal du holde synet (chazown) skjult, for det gælder en fjern fremtid." (Daniels Bog 8:26).
Hvis Gabriel bad Daniel om at holde synet (chazown) skjult, ville det så ikke virke logisk at når han åbenbart kom for at forklare synet (maréh) i kapitel 9, så ville synet (chazown) stadig være skjult?

SDAs syn på det bliver afvist, når vi tager med i betragtning at Gabriel besøgte Daniel på ordre fra Gud (eller Jesus) der befalede: "Gabriel, forklar ham synet (maréh)!" Daniels Bog 8:16. Alligevel får vi at vide at det netop er denne del af synet (maréh) Daniel ikke kunne forstå! Som vi har set foroven, mislykkedes Gabriel i at adlyde Gud, hvis dette er sandt!

Hvor forvirrende kan det være? SDA lærer at i Daniels Bog 8:26 (den første del) henviser ordet "syn" (maréh) til en del af profetien i Daniels Bog 8, der først bliver forklaret for Daniel 11 år senere, imens "synet" (chazown) i samme vers (den anden del) henviser til en anden del af det ene komplette syn. Fortolkningen giver overhovedet ingen mening.

Hvad er så sandheden? I kapitel 9 finder vi at Daniel har studeret "profeten Jeremias'" skrifter (Daniels Bog 9:2). Daniel fokuserede på profetien der omhandlede Jødernes 70-årige fangenskab. Da Gabriel bad Daniel om at "give agt på ordet, så du forstår synet" (Daniels Bog 9:23) henviste han til Jeremias' syn. Gabriel henviste ikke til et syn der var givet 11 år forinden, et syn han allerede havde forklaret, et syn som han allerede havde givet Daniel besked på at "holde skjult"!

Bliver profetien om de 70 uger "skåret af" profetien om de 2300 dage?

Der påstås at brugen af ordet "fastsat" i teksten: "Halvfjerds uger er fastsat for dit folk og for din hellige by" (Daniels Bog 9:24), betyder at de 70 uger (490 år) er skåret af en meget længere tidsperiode, navnlig de 2300 år.

Ordene "fastsætte" og "fastsat" er definerede i Youngs Analytical Concordance til at betyde: "At udpege på forhånd, at sige, at være beslutsom, at give råd, at få råd, at dømme/beslutte, at arrangere, at beslutte/flytte markant/blive skåret af, at placere/sætte/bringe, at færdiggøre/afslutte/beslutte."

Det er dårlig udlægning af bibelen kun at overveje én betydning af et ord i et forsøg på at etablere en fundamental doktrin, når det er så åbenlyst som i dette tilfælde, at ordet "fastsætte" har flere betydninger. Den mest åbenbare betydning er den at Gud havde fastsat en bestemt tidsperiode i hvilken den jødiske nation ville ophøre med at blive anerkendt som Hans hellige folk. Hvis de 490 år skal skæres ud af en anden tidsperiode, hvorfor så de 2300 morgener og aftener? Hvorfor ikke skære dem ud af 1260-dags profetien eller 1290-dags profetien eller 1335-dags profetien? Hvordan kan vi være sikre på at de 70 uger ikke er skåret af i midten eller slutningen af de 2300 dage?

Grunden til at William Miller skar profetien om de 70 uger ud af profetien om de 2300 dage, var at han havde brug for en begyndelse på sin profeti om de 2300 år. Der er ikke givet nogen startdato i bibelen, så Miller knyttede det til profetien om de 70 uger, for at få en startdato på de 2300 år. Selvfølgelig giver det ingen mening at begynde profetien om de 2300 dage i 457 f.Kr., fordi helligdommen blev ikke vanhelliget før flere hundrede år senere.

Beviser Matthæusevangeliet 24:15 ikke at Daniels profeti passer på Rom?

Jesus fortæller sine disciple at de skal flygte når Rom nærmer sig:

"Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten Daniel, stå på hellig grund - den, der læser dette, skal mærke sig det!" Matthæusevangeliet 24:15

SDAére siger at dette er bevis på at Rom er det "lille horn" i Daniels Bog 8. Men i følge SDAs egen teologi kan dette umuligt være sandt. SDA underviser at det hedenske Rom besudlede den jordiske helligdom. Imidlertid lære de også at de jordiske helligdomstjenester i år 33 e.Kr blev flyttet til den himmelske helligdom og det jordiske tempel blev lagt øde.

Denne flytning fra den jordiske til den himmelske helligdom er absolut nødvendig for at få SDAs teologi om det "lille horn", i Daniels Bog 8, til at virke. Ifølge SDAs teologi, formodes der at det "lille horn" overgiver helligdommen til "nedtrampning" i 2300 år (Daniels Bog 8:11-14). Siden det hedenske Rom gik bort omkring år 500 e.Kr. er helligdommen ladet tilbage i ca. 1300 år uden nogen til at trampe på den! Så SDAérne udtænkte idéen om at det pavelige Rom tog over hvor det hedenske Rom slap. Det eneste problem med det er at det pavelige Rom aldrig overgav helligdommen til "nedtrampning". Så SDAérne er fastkørt og bliver nød til at ændre stedet for helligdommen og betydningen af "nedtrampning" i midten af de 2300 år.

For at få Romerne til at nedtrampe helligdommen hele perioden på de 2300 år, bliver de nød til at gøre et "skift" i midten. De bliver nød til at skifte gear fra bogstavelig til symbolsk. Dette er den eneste måde hvorpå de kan få det til at virke og allerede da giver det flere spørgsmål end svar! SDAére siger at helligdommen i Daniels Bog 8 er den jordiske helligdom indtil Kristus død, og efter år 33 e.Kr. skifter den til den himmelske helligdom. Eftersom at der formodes at det hedenske Rom fysisk har vanhelliget den jordiske helligdom, så formodes det at det pavelige Rom har vanhelliget den himmelske helligdom i symbolsk forstand. Hvordan nedtrampede det pavelige Rom den himmelske helligdom? Antageligt skete nedtrampningen ved at pavedømmet "tilslørede" Kristus forbøn i den himmelske helligdom ved at indsætte deres eget præstedømme, indføre doktrinen om transsubstantiation (forvandlingen af brød og vin til Jesus legeme og blod) og andre falske lære.

Den romerske ødelæggelse af templet fandt sted i år 70 e.Kr. SDAére siger at dette beviser at det lille horn var Rom, fordi Rom hærgede det hellige sted i helligdommen. Dog, ifølge Ellen White, skete flytningen fra den jordiske helligdom til den himmelske helligdom 37 år forinden, ved Kristus død:

Men se, tempelforhænget er flænget i to dele. Det allerhelligste af den jordiske helligdom er ikke mere hellig. ... Fremover ville Frelseren udøve sin præstegerning og tale for os i himlenes himmel. (Den store mester, s. 757)

Da Kristus på korset sagde "Det er fuldbragt", flængede forhænget i templet i to dele. ... Ham der hidtil havde opholdt sig i templet bygget med hænder, var gået frem for aldrig igen at vise det sin gunst ved sit nærvær. (Signs of the Times, d. 8. december 1898)

Selv Jesus sagde:
"Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt." (Matthæusevangeliet 23:38)
Ifølge Ellen White forlod Gud den jordiske helligdom i 33 e.Kr. og den var ikke længere hellig. Da den ikke længere var hellig, siden den allerede var vanhelliget, kunne den ikke være blevet vanhelliget af Rom i år 70 e.Kr. Kun noget der er "helligt" kan blive vanhelliget. Derfor ifølge deres egne lære, var helligdommen som Rom "trådte under fode" i år 70 e.Kr. ikke, på den tid helligdommen i Daniels Bog 8, fordi den "jordiske helligdom ikke længere var hellig". I år 70 e.Kr. er helligdommen i Daniels Bog 8 den himmelske helligdom hvortil Gud flyttede sit nærvær i år 33. e.Kr.

Idéen om at stedet for helligdommen flyttede i år 33 e.Kr. og at "træde under fode" blev symbolsk, rejser nogle yderligere spørgsmål:

Beviser Matthæusevangeliet 24:15 så at Rom er magten det lille horn? Ikke hvis du følger den indviklede SDA-teologi-logik, fordi i år 70 e.Kr. var det jordiske tempels hellighed allerede langt forbi og det lille horn kunne ikke hærge et tempel som allerede er blevet forladt af Gud og ladet hærget tilbage!

Den mest logiske forklaring af Matthæusevangeliet 24:15 er at Jesus nævner Daniels Bog for at lave en sammenligning mellem Roms umiddelbart forestående angreb og Antiokus Epifanes historiske angreb, hvilket Hans disciple udemærket var klar over. I realiteten sagde Han at ligesom Antiokus vanhelligede templet og dræbte mange af jøderne, så ville den romerske hær også komme på en lignende måde.

Efter al sandsynlighed citerede Jesus ikke fra Daniels Bog 8 overhovedet, men henviste til den messianske profeti i Daniels Bog 9:27:

"Han vil slutte en stærk pagt med de mange i én uge. Men midt i ugen vil han bringe slagtoffer og afgrødeoffer til ophør. Ødelæggeren kommer på vederstyggelighedens vinger, og det varer, indtil den ødelæggelse, der er besluttet, vælder frem mod ødelæggeren selv.«"
At Jesus henviser til Daniels Bog 9:27 kan nemt vises ud fra sammenhængen i Jesus udtalelser. Jesus beskriver for sine disciple en militær invasion af Judæa af den romerske hær. Daniels Bog 9:27 taler om "vederstyggelighedens vinger", om hvilket i marginen der står "med vederstyggelighedens hære vil han hærge den". De hebræiske oversættere af Bibelen forstod derfor at konteksten i Daniels Bog 9:27 henviste til en invasion af militær karakter. Dette er nøjagtigt hvad Jesus profeterede om skulle finde sted når Rom invaderede Judæa og hele det "hellige land" blev hærget. Timingen ser også ud til at passe med den vederstyggelige invasion der fandt sted efter slutningen af perioden på de 70 uger og dens virkninger varede ved "indtil den ødelæggelse" (slutningen på Israels fangenskab).


Profetien om de 2300 år er udelukkende bygget på formodninger:

  1. Vi må formode at aften-morgener i virkeligheden betyder dage
  2. Vi må formode at år-dag-princippet kan bruges på de 2300 aften-morgener
  3. Vi må formode at Gabriel kom tilbage 11 år senere for at forklare et syn for Daniel, som han allerede havde forklaret ham
  4. Vi må formode at det ikke var Gabriels mening at Daniel skulle holde hele synet skjult i Daniels Bog 8, og at det var Gabriels plan at komme igen 11 år senere og forklare ham dele af det
  5. Vi må formode at Gabriel kom tilbage til Daniel for at tale med ham om et syn han havde fået 11 år forinden, selvom Daniel havde bedt Gud om en forklaring på en helt anden profeti - Jeremias' 70-års-profeti
  6. Vi må formode at ordet "fastsat" i virkeligheden betyder "skåret af"
  7. Vi må formode at de 70 år er "skåret af" begyndelsen af profetien om de 2300 år og ikke i midten eller slutningen af den
  8. Vi må formode at profetien om de 2300 år begyndte i år 457 f.Kr selvom ingenting der relaterer til vanhelligelsen af helligdommen skete på det tidspunkt, ej heller indenfor de næste tre hundrede år

Synes du at det er fornuftigt at acceptere en fundamental doktrin der er bygget på så mange svage formodninger? Doktriner bør bygges på fakta, ikke formodninger! Fakta er at det lille horn repræsenterer Antiokus Epifanes, at profetien blev opfyldt bogstaveligt, og at næsten alle der er kendt med bibelen (jøder, kristne og også nogle SDAére) i de sidste 2000 år har anerkendt at Antiokus er opfyldelsen af profetien.


Kilder:
Daniel 8:14 af Desmond Ford
The 2300-day Prophecy of Daniel 8, Bible Advocate Press
Exposition of the Bible af John Gill