Ellen G. White—Myten og Sandheden

18 - Efterord

af Å. Kaspersen

Ifølge ledende adventister står og falder Syvendedags-adventismen med Ellen White:

Indflydelsen af Profetiens Ånd [EGWs skrifter] er vævet ind i væv og renning til adventisternes tro, liv og organisation. . . .Det vi er som en menighed, er en genspejling af vor tro på den guddommelige autoritet som giver sig til kende i skrifterne til Ellen G. White (John Robertson: The White Truth, s. 61. Fremhævelser tilføjet).

Vor holdning til vidnesbyrdene er som kilesteinen i buen. Fjern den, og der er ikke noget logisk stoppested før alle de specielle sandheder i budskabet er forsvundet. . . .Intet er sikrere end at budskabet og synerne [til EGW] hører sammen, og står og falder sammen (Review and Herald Supplement, 14. august 1883. Fremhævelser tilføjet).

Læg mærke til at ovenstående citat er hentet fra Adventistsamfundets officielle organ Review and Herald, samt at udtrykket vor holdning er brugt. Dermed er dette en officiel udtalelse fra Adventistsamfundet. Klarere kan ikke denne udtalelse få udtrykt at Adventistsamfundets specialdoktriner ikke er grundlagt på Bibelen, men på Ellen Whites syner og skrifter. Med andre ord: Ingen Ellen White, intet adventbudskab. Vi tænker ikke her på doktriner som har klar støtte i Guds ord, som f.eks. sabbaten, etc., men på særlige doktriner som har formet adventismen: Den adventistiske helligdomslære, Den undersøgende dom og 1844. Disse danner adventismens grundpiller.

Adventbudskabet og Ellen Whites syner står og falder sammen, læste vi. Dvs: falder Ellen Whites syner, falder adventbudskabet; falder adventbudskabet, falder Ellen Whites syner. Vi har hele tiden troet at de specielle sandheder i budskabet var grundfæstet på Guds ord. Nu ved vi bedre, iflg. Adventistsamfundets hovedorgan. Fjerner man vidnesbyrdene, forsvinder alle de specielle sandheder i budskabet, læste vi.

Dette radikale standpunkt har adventistsamfundet tonet ned i senere år, men fordi adventismens grundpiller ikke lader sig forsvare fra Bibelen, er udtalelsen fra 1883 mere i tråd med fakta end moderne versioner.

Sådan er det med enhver sekt: Ingen Joseph Smith og Mormons bog, ingen Mormonkirke; ingen Mary Baker Eddy og hendes skrifter, ingen Christian Science; ingen Muhammed og Koranen, ingen Islam.

I sin bog The Mark of the Beast, udtaler tidligere formand for Generalkonferencen, G.A. Irwin:

Det er via det lys som er kommet gennem Profetiens ånd [EGWs skrifter], at spørgsmålet må belyses, fordi vi tror at Profetiens ånd er den eneste ufejlbarlige tolk af bibelske principper, siden det er Kristus som gennem sit redskab giver ordene deres rette betydning (s. 1. Fremhævelser tilføjet).

Denne udtalelse af en tidligere adventistleder genspejler principperne i Den romersk-katolske kirke. Irwin hævder nemlig at vi har en autoritet i vor midte på linje med paven i Rom, nemlig at være den eneste ufejlbarlige skriftfortolker.

Dette yderligtgående standpunkt af en tidligere formand for Generalkonferencen er dæmpet betragteligt ned i senere år, men i praksis er det sådan mange konservative adventister fremdeles betragter Ellen White. Har hun udtalt sig om et bibelsk spørgsmål, er slutstregen sat.

Det er et uomgængeligt faktum at de skriftkloge i Adventistsamfundet ikke magter at komme med fældende beviser fra Guds ord når det gælder de to centrale adventistdoktriner: helligdomslæren og Den undersøgende dom. Sidstnævnte er igen afhængig af helligdomslæren. De lærde teologer ved at de har store problemer med Bibelen i hånd. Generalkonferencens specialkomité sad sammen i fem år i 1960-årene uden at komme til enighed. De indrømmede at disse doktriner ikke var godt nok bibelsk funderet. Det samme er andre bibelgranskere kommet til, bl.a. Ballenger rundt århundredeskiftet. Selv de lærde herrer indrømmede at hans bibelstudie stod på solidt bibelsk grundlag. Men som en sagde: Jeg har altid ment at Bibelen skal tolkes med Søster Whites skrifter. Ballenger blev stemplet som Satans medhjælper af Ellen White og kastet ud som frafalden uden en øre til underhold. Louis R. Conradi og William W. Fletcher var andre bibelgranskere som kom til disse indlysende konklusioner når de i deres bibelstudier styrede udenom Ellen Whites skrifter.

Adventismen står og falder med sin profetinde. Det er hendes skrifter som benyttes som bevis for de centrale doktriner, samtidig med at lægfolk bliver narret til at tro at de er i fuld harmoni med Bibelen, som vi har læst i sabbatsskolelektier. Men hvor mange har gjort som de ædle beræere? Nogle vovede det, og Ellen White stemplede dem som Satans redskaber.

Derfor er lægfolk i menigheden hjernevaskede til at tro at de på ingen måde må rette søgelyset på Ellen Whites skrifter -- det er helligbrøde. Ledelsen er bange for at mange skal begynde at granske på egen hånd og opdage at alt ikke stemmer. Det ville sætte adventismen i fare og afsløre et årelangt bedrag.

Der er næppe nogen som Adventistsamfundets ledere er mere bange for end Walter T. Rea og hans forskningsarbejde omkring Ellen White. De har prøvet med alle midler at ødelægge manden, men har ikke kunnet det.

Falder Ellen White, falder adventismen, i hvert fald i dens nuværende form. Dette vil næppe ske, da historien har vist at kultmedlemmer er trofaste mod deres guru til døden. Flere selvmordssekter kan bevidne det. Ellen White har haft en enorm indflydelse indenfor Adventistsamfundet i 150 år, og for adventister som er trofaste mod deres profet, er beviserne for at hun ikke var det hun gav sig ud for at være, ikke beviser i det hele taget. For sådanne tjener paradoksalt nok store mængder beviser bare som olie på ilden, og styrker dem endnu mere i troen på profetinden. Litteratur som f.eks dette hæfte er for dem en opfyldelse af hendes ord. De er slaver under ellenokratiets åg.

Mennesket Ellen White

I Bibelstudier (sabbatsskolelektier, 20. februar 1999) kan vi bl.a. læse følgende:

'I brevene som jeg skriver, og i vidnesbyrdene jeg kommer med, fremholder jeg for jer det Herren har vist mig. Jeg skriver aldrig en eneste artikel for bare at give udtryk for mine egne tanker. De indeholder det Gud har vist mig i syner. Det er stråler af lys fra Guds trone' (s. 63. Dette er citeret fra bogen På fast grund, bd. 1, s. 22. Fremhævelser tilføjet).

Tror du fremdeles at dette er sandt efter at have læst dokumentationen i dette hæfte?

I hendes skrifter finder vi ingen undervisning som ikke lader sig forsvare ud fra skriften (s. 64).

Du som har læst dette hæfte, kan selv vurdere om denne påstand holder mål

Ellen Whites ædle karakter blev bekræftet af mange som kendte hende (s. 64).

Vi har set at Ellen White ved mange lejligheder løj for andre, løj om sine syner, løj om sin plagiering, løj om sine skrifter og løj om sig selv. Hun bad sjældent eller aldrig om undskyldning for de mange fadæser hun gjorde ved at sende ud falske vidnesbyrd, som både sårede og skadede andre personer. Dette har vi set flere eksempler på i dette hæfte.

I mange år foregav hun at hun var en trofast helsereformator, mens hun slet ikke var det. Hun krydrede sine vidnesbyrd med skarpe irettesættelser og Guds vrede over andre personer som afveg fra helsereformen, mens hun selv var skyldig i det hun nedkaldte himlens vrede over andre for.

Hun var både hyggelig og omgængelig mod dem som støttede hende og ikke modsagde hende -- de som talte hende efter munden, men var ofte nådeløs mod personer som ikke støttede hende, eller som rettede fingeren mod noget i hendes skrifter eller hendes liv som ikke svarede til bekendelsen. Hun stemplede dem som Satans redskaber og ville ikke have noget mere med dem at gøre. Hun blev vred på dem som modsagde hende i hendes mange tabber.

Hun var af og til hjerteløs mod personer som ikke hørte til hendes omgangskreds, og som gjorde ting som ikke svarede til hendes opfattelser.

Ellen White var med andre ord et almindeligt menneske med mange karaktersvagheder. Hun var ikke den idoliserede madonnaskikkelse på sin pidestal mange fanatiske adventister gør hende til. Hun var ikke bedre stillet end andre mennesker. Alligevel er det en alvorlig sag at tage Gud til vidne på uret som begås mod andre mennesker, eller lyve -- sværge falsk -- i Guds navn. Dette gjorde hun mere end én gang for at opretholde sin egen status i Adventistsamfundet.

Syvendedags-adventister tror at man kan afgøre en profets ægthed ved at se ham eller hende i lys af de kriterier som Skriften giver. Når vi prøver Ellen White i forhold til disse, finder vi at hun er en inspireret moderne profet (s. 65).

Dokumentationen i dette hæfte burde overbevise enhver om at sådanne udtalelser ikke er holdbare. Hvor mange adventister har givet deres profet en grundig, bibelsk test? Adventistledere som hævder at hun består den bibelske prøve, har læst Bibelen gennem Ellen Whites og adventisters øjne. Sådan er det med mormonerne og Joseph Smith, og sådan er det med enhver sekt. De læser fortolkede skriftsteder i Bibelen, derfor får de alt til at passe. Dette er ikke at prøve en profet med Guds ord. Det er at prøve Guds ord med profeten.

Det er beklageligt at nogle er optaget med at underminere hendes arbejde og fornægte at hun var inspireret. For at kunne stå rustet overfor sådanne angreb, må vi vide hvad Bibelen siger om kendetegnene på en sand profet (s. 63).

Dette hæfte vil blive opfattet som et forsøg i stor stil på at underminere hendes arbejde og fornægte at hun var inspireret. Sådanne udtalelser om Ellen White behøver man ikke længere at lægge så stor vægt på. Det er Guds ord og dokumenterede fakta som skal afgøre. Vi har dokumenteret til fulde omstændighederne omkring hendes syner, og vi har dokumenteret til fulde omstændighederne omkring hendes skrifter. Mange myter er behørigt aflivet.

Nogle vil sige: Dokumentationen i disse hæfter er tvivlsom. Det var sikkert personer som havde en uoverensstemmelse med Ellen White som kom med disse udfald.

Sådanne argumenter er grundlagt på disse principper:

1. Ellen White fortalte altid sandheden.

2. Adventistpionerer fortalte altid sandheden når de stod på Ellen Whites side.

3. Adventistpionerer fortalte aldrig sandheden når de ikke stod på Ellen Whites side, eller var neutrale.

4. Adventistpionerer som altid var sandfærdige når de stod på Ellen Whites og Adventistsamfundets side var altid løgnere når de efter at have fået øjnene åbnet talte autoriteten imod.

Denne besynderlige logik ville næppe have bestået forberedende prøve.

Mærkeligt nok følger ikke adventister denne logik når det gælder udbrydere fra andre trossamfund, som f.eks. Jehovas vidner og Mormonerne. Når personer fra disse sekter får øjnene åbnet og bryder ud -- og eventuelt skriver bøger med afsløringer af deres tidligere moderkirke, bliver disse personer selvfølgeligt stemplet som løgnere og udbrydere af de ledende mormoner og Jehovas vidner. Han er ikke til at stole på, han er en udbryder. Han fortæller ikke sandheden, men er ude efter at sverte os.

Men mangen adventist siger: Ja, her ser vi. Denne person ved hvad han/hun taler om, som har været tilknyttet denne sekt i så og så lang tid. Denne bog vil vi anbefale enhver adventist at læse. Ingen trækker i tvivl deres sandfærdighed og dokumentation.

Når en adventist derimod får øjnene åbnet og bryder ud -- og eventuelt kommer med afsløringer -- siger man straks: Han er ikke til at stole på. Han er imod os, en udbryder. Han giver et fuldstændig forvrænget billede af Adventistsamfundet.

Når en mormon eller en Jehovas vidne læser sådant, vil de naturligvis nikke anerkendende, og de vil ikke trække deres troværdighed og dokumentation i tvivl. Vi vil anbefale alle Vidner at læse denne bog.

Mennesker er underlige, og det er en underlig verden vi lever i. Men alle ønsker selvfølgeligt at forsvare deres eget, om det er aldrig så galt.

Nogle vil sige: Forfatteren af dette hæfte forsvarer både Dr. Kellogg, A.F. Ballenger og D.M. Canright, og alle disse personer blev fordømt af Ellen White. Ja, alt tyder på at de blev uretmæssigt fordømt. Hvor mange har haft lejlighed til at granske deres sag fra anklagedes standsted? Lejligheden er givet i dette hæfte. Undertegnede forsvarer ret og retfærdighed, egenskaber som til tider har været mangelvare både hos Ellen White og Adventistsamfundet op gennem årene. For myternes vogtere helliger hensigten midlet, og midlet har til tider været nådeløst i sin karakter. Der er nogle som skal være forsigtige med at rejse rundt og fordømme personer uden at kende deres sag. Beklageligvis har nogle gjort det til en livsstil at optræde som brødrenes anklagere. Du skal ikke bære falsk vidnesbyrd mod din næste. Dette er et af de mest overtrådte bud i Guds lov, ikke mindst af dem som hævder at være Lovens vogtere.

Adventistsamfundets ledere, som producerer udtalelser som de vi finder i læsehæfterne og andre officielle organer, er interesseret i at opretholde myten og præsentere den fiktive Ellen White, ikke mindst af autoritære og pekuniære årsager. Magt over folket kan de bare have hvis de har en profet i ryggen de kan citere autoritære ord fra for at holde folket i ave -- og true med Guds vrede hvis de ikke følger profetens ord. Sådan er det med alle autoritære sekter som følger blindt ekstra-kanoniske skrifter med påstået himmelsk autoritet. Adventistsamfundet er intet undtagelse. Sådan propaganda er almindelig blandt sekter som vil bevare billedet af deres guru blandt medlemmerne, og er ikke at tage alvorligt af sandhedssøgende mennesker.

Adventistsamfundet har i sine generalforsamlinger stemt og vedtaget at Ellen White er en Guds profet. Det samme har mormonerne med Joseph Smith og Christian Science med Mary Baker Eddy. Men en afstemning og et vedtag med to tredjedels flertal gør hverken Joseph Smith eller Mary Baker Eddy automatisk til Guds profeter, heller ikke Ellen White. På samme måde har Adventistsamfundet vedtaget at Ellen Whites skrifter er inspirerede, og altid i harmoni med Bibelen. Det samme har mormonerne og Christian Science med henholdsvis Joseph Smiths og Mary Baker Eddys skrifter. Men de bliver ikke mere i harmoni med Bibelen af den grund. Jeg siger ikke at alt i deres skrifter er på kant med Skriften, det er rigtigere at sige at ikke alt harmonerer med Guds ord. Sådan er det også med Ellen Whites syner, åbenbaringer og skrifter. Det er et uomgængeligt faktum at ikke alt er i overensstemmelse med Guds ord. Dette har vi dokumenteret tidligere i dette hæfte.

Afstemninger og vedtag i menneskelige råd gør ikke lys til mørke eller mørke til lys, sandhed til vildfarelse eller vildfarelse til sandhed. Både lys og mørke, sandhed og vildfarelse står på egne fødder og beholder deres status uafhængigt af håndsoprækning. Det er Bibelen og Bibelen alene som afgør hvad der er lys og hvad der er mørke, hvad der er sandhed og hvad der er vildfarelse.

Ellen White giver os dette gode råd, som er i tråd med hvad Bibelen lærer:

Tænk dig at en broder har en anden forståelse end du har, og at han kom til dig og foreslog at du satte dig ned sammen med ham og granskede det aktuelle spørgsmål ud fra Skrifterne. Var det da rigtigt af dig at blive fuld af fordomme og fordømme hans tanker uden at give ham chancen for en rimelig høring?

Den eneste rigtige måde ville være at sætte sig ned som kristne og granske sagen i lys af Guds ord, som åbenbarer sandhed og afslører vildfarelser. At latterliggøre hans tanker ville på ingen måde svække dem hvis de var falske, eller styrke din egen holdning hvis de var rigtige.

Hvis pilarene for vor sandhed ikke vil kunne bestå en prøvende granskning, er det på tide at vi får at vide om det. Der må ikke være nogen farisæisk ånd blandt os (Gospel Workers, s. 127).

Dette var et godt råd, som Ellen White ikke fulgte for sin egen del. Da A.F. Ballenger havde udført et grundigt bibelstudie over helligdommen og forhenget (se kapitlet om A.F. Ballenger), sagde de ledende brødre at de ikke kunne finde fejl ved hans studie ud fra et bibelsk standsted. Hvad gjorde Ellen White med det venlige brev A.F. Ballenger skrev til hende, hvor han påpegede at hans bibelske fund ikke stemte overens med hvad der stod i bogen Mod historiens klimaks? Gav hun ham chancen til en rimelig høring? Satte hun sig ned som en kristen og granskede sagen i lys af Guds ord? Hvis pilarene for vor sandhed ikke vil kunne bestå en prøvende granskning, er det på tide at vi får at vide om det. Der må ikke være nogen farisæisk ånd blandt os, sagde hun. Da Ballenger påpegede disse fund som greb ind i en af pilarene, og som flere af de ledende brødre ikke fandt fejl ved i lys af Guds ord, hvad gjorde Ellen White med sagen?

Hun fulgte ikke sit eget råd, men fordømte Ballenger øjeblikkeligt som en frafalden mand, en som stod i ledtog med selve djævelen og var inspireret af onde ånder. Hun satte sig ikke ned som en kristen og granskede sagen, og hun var ikke villig til at bøje sig for Guds ord. Det var tydeligt at hendes egen bog og hendes eget image som Herrens profet gik foran ret og retfærdighed. Alt dette påberåbte hun sig himmelens sanktion for.

Det er sådanne ting som har gjort forfatteren af dette hæfte særdeles betænkelig.

Disse hæfter er ikke ment som et personligt, ondsindet angreb på mennesket Ellen White. Det er Gud som skal dømme hende, ikke vi. Men det er alligevel ikke til at komme udenom at der kræves meget af den som fører høje bekendelser og påberåber sig at være i stadig kontakt med himlen. Der kræves meget af den som bekender sig til at være Guds udvalgte sendebud, som Ellen White gjorde.

Det er også et faktum at der eksisterer to versioner af mennesket Ellen White. Den ene er den virkelige Ellen White, den anden er den fiktive Ellen White, som aldrig har eksisteret. Det er omkring den virkelige Ellen White at adventister har spundet en række myter og dermed skabt den fiktive Ellen White, madonnaskikkelsen med himmelsk autoritet. Hensigten er at aflive den fiktive, ikke-eksisterende Ellen White, og lade den virkelige Ellen White stå frem. Det vil da vise sig at hun ikke er en madonna, men et almindeligt menneske behæftet med de samme fejl og mangler alle af os er plaget af. Dette undskylder alligevel ikke hendes mange og grove overgreb mod uskyldige mennesker og letfærdig omgang med sandheden.

For mange adventister står Ellen White som en spærre for videre bibelstudie. Fordi hendes skrifter bliver regnet som det sidste og afgørende ord, kommer man ikke videre i sin bibelforståelse end den bibelforståelse Ellen White havde, og den var særdeles mangelfuld på flere områder, især på det profetiske felt, hvor hun var farvet af sin samtid og pionerernes udlægninger.

Enkelte ultrakonservative adventister nægter bestemt med ikke så lille varme at Ellen White har kopieret fra andre forfattere. Alt i hendes bøger er fra hendes hånd, inspireret direkte fra himlen, hævder de. Nogle af disse bruger stempler med påskriften Inspireret på ethvert citat de har hentet fra EGWs skrifter. De hævder at påstandene om plagiat er fra Den onde, og uomgængelige beviser -- ja, direkte sammenligninger med EGW og andre forfattere -- preller af som vand på gås i olietøj. For dem er fakta ikke fakta, og beviser ikke beviser. De er fuldstændig hjernevaskede af ellenismen. De må forsvare Ellen White for enhver pris, og for sådanne mennesker helliger hensigten midlet. Nogle er så yderligtgående at de stempler som både jesuitter og katolske infiltratorer (femtekolonnister) enhver som kommer med information de opfatter som angreb på Ellen White.

Robert J. Ringer kom med dette gode råd når man har med sådanne mennesker at gøre:

Du er ikke forpligtet til at have med irrationelle mennesker at gøre. Snak, argumenter og/eller bønfaldelser virker ikke på irrationelle mennesker. At prøve at overbevise dem med logiske argumenter vil bare udtømme dig. At have med irrationelle mennesker at gøre er en 'kan ikke vinde'-situation. . . .Gå altid af vejen for at undgå 'kan ikke vinde'-situationer. Når nogle omgiver dig på alle sider med irrationelle argumenter, hold din tavshed. Kom dig ud gennem loftet om nødvendigt, men kom dig ud. Når alle sider du vender dig mod fører til trøbel, er du i en 'kan ikke vinde'-situation (Robert J. Ringer: Looking Out for #1, s. 111-112).

Det vil være til gavn for os at vi kender sandheden om Ellen Whites skrifter. På den måde gør vi ikke overdrevne krav på dem, men sætter dem på rette plads og håndterer dem i overensstemmelse hermed. Der er mange gode, åndelige ting i hendes skrifter, og mange gode, nyttige råd. Men de er ikke Profetiens ånd. Det meste er hentet fra andre forfattere, og det er i det lys vi skal se dem. Også hendes syner, drømme og åbenbaringer skal prøves med Guds Ord. Dette har vi gjort.

Når det ord profeten taler i Herrens navn, ikke sker og ikke går i opfyldelse, da er det et ord som Herren ikke har talt. Det er et ord som profeten i overmod har vov et at tale, og du skal ikke være bange for ham. (5 Mos 18,20-22)

Menneskesøn! Profeter mod Israels profeter, som giver sig af med at spå, og sig til dem som spår efter deres eget hjerte: Hør Herrens ord! Således siger Herren Herren: Ve over de dårlige profeter, som følger deres egen ånd og syner som de ikke har set!

Som ræve blandt ruiner er dine profeter, Israel! I er ikke steget op i murbrækkerne og har ikke bygget nogen mur om Israels hus, så de kunne holde stand i striden på Herrens dag.

Deres syner var tomhed, og deres spådommer løgn, de som siger: Således siger Herren! -- endskønt Herren ikke har sendt dem. Og så håber de på at deres ord skal blive stadfæstet.

Er det ikke tomme syner I har skuet, og løgnagtige spådommer I har udtalt? I siger: Således siger Herren! -- endskønt jeg ikke har talt.

Derfor siger Herren Herren: Fordi I taler tomhed og skuer løgn, se, derfor vil jeg komme over jer, siger Herren Herren.

Min hånd skal være mod de profeter som skuer tomhed og spår løgn. I mit folks råd skal de ikke være. I Israels folks bog skal de ikke skrives. Til Israels land skal de ikke komme. Og I skal kende at jeg er Herren Herren,

fordi, ja, fordi de har ført mit folk vild og sagt: Fred! -- endskønt der ikke er nogen fred. Når folket bygger en væg, se, da stryger de den over med kalk.

Sig til kalkstrygerne at den vil falde. Der kommer et regnskyl - og I haglsten skal falde! -- og et stormvejr skal bryde ind.

Når så væggen er faldet, vil det da ikke blive sagt til jer: Hvor er kalken som I strøg på den?

Derfor siger Herren Herren således: Ja, jeg vil i min harme lade et stormvejr bryde ind, og i min vrede lade der komme et regnskyl, og i min harme haglsten, så alt bliver ødelagt.

Jeg vil rive ned væggen som I har strøget over med kalk, og lade den styrte til jorden, så dens grundvold bliver lagt bar. Når byen falder, skal I omkomme midt i den. Og I skal kende at jeg er Herren.

Jeg vil tømme min harme på væggen og på dem som strøg den over med kalk, og jeg vil sige til jer: Væggen findes ikke mere, heller ikke de som strøg den over,

Israels profeter, som spåede om Jerusalem og skuede fredssyner for hende, endskønt der ikke er nogen fred, siger Herren Herren.

Og du, menneskesøn! Vend dit ansigt mod dit folks døtre, som spår efter deres eget hjerte, og profeter mod dem og sig: Således siger Herren Herren: Ve de kvinder som syr dækker over alle led på hænderne og gør hætter til hovedet på folk efter størrelsen, for at fange sjæle! Mit folks sjæle fanger I, og jeres egne sjæle holder I i live.

I vanhelliger mig hos mit folk for nogle håndfulde byg og for nogle stykker brød. Sådan dræber I sjæle som ikke skal dø, og sådan holder I sjæle i live som ikke skulle leve. I lyver for mit folk, som gerne hører på løgn.

Derfor siger Herren Herren: Se, jeg vil tage fat i de bånd som I fanger sjælene med ligesom fugle, og jeg vil rive dem ud af armene på jer. Og de sjæle som I fanger, dem vil jeg lade slippe fri som fugle.

Jeg vil rive i stykker jeres hætter og udfri mit folk af jeres hånd. De skal ikke mere være et bytte i jeres hånd. Og I skal kende at jeg er Herren.

Ved løgn gør I den retfærdiges hjerte modløst, uden at jeg har bedrøvet ham, og I styrker den ugudeliges hænder, så han ikke vender om fra sin onde vej, så jeg kan lade ham leve.

Derfor skal I ikke mere skue tomhed eller spå falske spådomme. Jeg vil udfri mit folk af jeres hånd. Og I skal kende at jeg er Herren.

(Ezek 13,2-23).

Prøv alt, hold fast på det gode (1 Tess 5,21).