The Undersøgelsen af Ellen G. White

Ellen G. White—Myten og Sandheden

10 - Plagiat

af Å. Kaspersen

I bind ti af Adventistsamfundets store bibelkommentar finder vi følgende udtalelse om Ellen Whites arbejdsmetoder, som i eftertiden har vist sig at være en stor overdrivelse:

Nøjagtige regler for at beskytte ægtheden af det stof, de [assistenterne] arbejdede med, såvel som en afsluttende, omhyggelig gennemlæsning af fru White selv, sørgede for et endeligt produkt, der virkelig var forfatterens eget (SDA Bible Commentary, bd. 10: Bible Encyclopedia, s. 1592. Fremhævelser tilføjet).

Ud fra det man nu ved, og som er behørigt dokumenteret, kan man trygt sige, at denne udtalelse befinder sig på gyngende grund. Forhåbentlig skyldtes dette forfatterens uvidenhed.

Det er nemlig et uomgængeligt faktum, at store dele af Ellen Whites bøger består af lånt stof. Også EGWs manuskripter og artikler i SDA-samfundets tidsskrifter benyttede sig af lånt stof. Ikke sjældent dukkede der artikler op under Ellen Whites navn, og dermed et "så siger Herren" i tidsskriftet Signs of the Times, som bestod af hele afsnit ordret hentet fra f.eks. Wylies History of the Reformation og andre forfattere. Alt dette er veldokumenteret og hævet over enhver tvivl.

Ellen Whites egne udtalelser om, hvordan hendes bøger blev til, må derfor vejes op mod de dokumenterbare fakta:

Søster White er ikke ophavet til disse bøger. De indeholder den undervisning, Gud har givet hende gennem livet. De indeholder det dyrebare, trøstende lys, Gud i sin nåde har givet sin tjener, for at det skal meddeles videre til verden (EGW i Review and Herald, 20. januar 1903. Fremhævelser tilføjet).

Denne udtalelse er derfor ikke sand, i hvert fald ikke sådan som hun fremstiller den. De kolde, nøgne fakta står som et vidne mod hende. I en vis betydning kan man ligevel sige, at udtalelsen er rigtig: Søster White er ikke ophavet til disse bøger, da de i større eller mindre grad er kopieret fra andre forfatteres værker. Men det er jo ikke den betydning, hun lagde i sin udtalelse.

Vi skal analysere en række af hendes mest kendte bøger, og også mindre kendte skrifter, for at fastslå den udstrakte kopiering, Ellen White og hendes litterære assistenter bedrev bag lukkede gardiner.

Mod historiens klimaks

Bogen The Great Controversy (Mod historiens klimaks, Den store strid) indeholder hele det adventistiske trossystem. Få bøger er blevet citeret så ofte i adventistkredse som netop denne bog.

Det er imidlertid få, der er klar over, hvordan Historiens klimaks blev til. Bogen er udkommet i tre udgaver (1884, 1888, 1911), hver gang med utallige nye sider og tillæg.

I sin bog The White Lie kommer Walter T. Rea med følgende oplysninger:

En af de uskrevne beretninger i Adventistsamfundets historie er den indflydelse, James White havde, når det gjaldt om at forme de tanker og sætninger, som udkom under Ellens navn og pen. Selvom han ikke var kendt hverken som forfatter eller teolog, udgav James fire bøger. To af disse var Life Incidents in Connection with the Great Advent Movement, As Illustrated by the Three Angels of Revelation XIV, udgivet i 1868, og i 1875 Sketches of the Christian Life and Public Labors of William Miller: Gathered from his Memoirs by the Late Sylvester Bliss, and from Other Sources. Begge disse bøger var omtrent i deres helhed kopieret fra andre. Bogen om William Miller var hentet fra Sylvester Bliss (som i 1853 havde skrevet Memoirs of William Miller). Teologien i Life Incidents var i hovedsag kopieret fra Uriah Smith og J.N. Andrews. Ingen af disse bøger blev, så vidt vides, nogen sinde udgivet igen under James Whites navn.

Men de blev trykt på ny og udgivet under et andet navn -- Ellen White, hans kone, få år efter at han selv døde i 1881 -- og da under en anden titel: The Great Controversy (1884). Og denne produktion blev solgt til de troende og til verden som et produkt af Ellen og englene. Selvom den var blevet "doktoreret" og polstret med andet materiale på sædvanlig vis, bestod den helt klart af materiale, som var blevet udgivet tidligere under James Whites navn. Det, folk ikke fik at vide, var, at hjertet i denne nye åbenbaring var blevet trykt seksten år tidligere, og at både temaer og synspunkter var blevet hentet både bogstaveligt og rigeligt ind i Ellens nye Great Controversy.

Det er nu klart, at grunden til, at mange af oplysningerne i 1884-udgaven af The Great Controversy ikke kunne indsættes i tidligere bøger af Ellen om det samme emne (Spiritual Gifts, udgivet i 1858-64), var, at James endnu ikke havde nået at kopiere fra J.N. Andrews — det var derfor ikke tilgængeligt for Ellen på det tidspunkt. 1888- og 1911-udgaverne af The Great Controversy gik tilbage til James Whites kompilering af doktriner og begivenheder og opsamlede endnu mere af hans fund og tanker...

Så slående var den kopiering, der blev foretaget under Ellens navn, og så følsom er den information, at hjertet i adventismens teologi og eskatologi kom — ikke fra syner og åbenbaringer til Ellen — men fra James' pen seksten år før Ellen skrev dem — at man bør bruge lidt tid på at granske beviserne i bogen Life Incidents. . . .

Sammenligning viser, at ord, sætninger, citater, tanker, idéer, strukturer, afsnit og til og med hele sider blev hentet fra James Whites bog til Ellens bog under en ny titel, uden skam, uden at nævne hendes mand, og uden tak til Uriah Smith og J.N. Andrews for det store arbejde, de havde udført. . . .

Meget af materialet i Life Incidents blev i første række hentet fra J.N. Andrews, som havde udgivet en bog i 1860 — som interessant nok havde titlen The Three Messages of Revelation XIV, 6-12, and particularly The Third Angel's Message and the Two-Horned Beast. I modsætning til sin kone Ellen, brød James sig ikke om at parafrasere — han hentede blot stoffet fra Andrews direkte ind i sin bog.

En undersøgelse viser, at bogen af Andrews fra 1860 var en direkte kopi af hans egne artikler i Review fra 1851-55. Efter 1855 havde James og Ellen derfor både indhold og form tilgængeligt til gennemlæsning og brug, så de kunne indsætte det i deres egne bøger: Spiritual Gifts (1858-64), Life Incidents (1868), The Spirit of Prophecy (1870-84), Sketches of William Miller (1875) og The Great Controversy (1888) (Walter T. Rea: The White Lie, s. 222-224. Fremhævelser tilføjet).

I 1850'erne havde først dags-adventisten H.L. Hastings skrevet en bog med titlen The Great Controversy between God and Man, Its Origin, Progress and End. Ellen White havde sit såkaldte Lovett's Grove-syn om Den store strid den 14. marts 1858. Fire dage senere skrev James White en glødende anmeldelse af H.L. Hastings bog The Great Controversy. Dette var fire dage efter, at EGW havde sit Store strid-syn. Det er helt oplagt, at James White havde læst Hastings bog, før han anmeldte den. Ægteparret White havde med andre ord bogen liggende i huset, før EGW fik synet om den store strid. Så kan man gøre sig nogle tanker. Seks måneder senere udgav EGW sin egen The Great Controversy (indsat i Spiritual Gifts, bd. 1), angiveligt baseret på Lovett's Grove-synet.

SDA-historikeren Donald McAdams (Ellen G. White and the Protestant Historians, 1974) påpeger, at Hastings bog The Great Controversy og Ellen Whites The Great Controversy er bemærkelsesværdigt ens. Begge er på omkring 150 sider, begge har samme titel, omhandler det samme emne, har den samme begyndelse og slutning, og tolker Bibelen omtrent identisk.

Det er hævet over enhver tvivl, at adventismens grundpiller stammer fra andre pionerer og ikke Ellen White — som blot kopierede deres tolkninger, med fejl og det hele — ind i sine bøger, specielt The Great Controversy, efter at de først havde været omkring James Whites bøger. Den undersøgende dom stammer fra J.N. Andrews (der er sågar ting, der tyder på, at læren om en undersøgende dom over de døde, før Jesus kommer, stammer fra mormonprofeten Joseph Smith), helligdomslæren stammer fra Owen R.L. Crosier og Uriah Smith, læren om USA i profetien, dyrets mærke og dyrets billede stammer også fra Uriah Smith, Sabbatten stammer fra Joseph Bates (man skal også bemærke, at andre grupper holdt den syvende dags sabbat på den tid, f.eks. syvendedags-baptisterne). Al denne teologi finder man i bogen The Great Controversy. Den nøgne sandhed er, at Ellen White ikke formede adventisternes teologi; hun kopierede den fra andre pionerer og påberåbte sig himmelske syner for at give adventdoktrinerne det himmelske stempel.

I det interview, som tre af Generalkonferencens mænd havde med Dr. John Harvey Kellogg i 1907, kort før han blev udelukket af menigheden, siger doktoren:

Da bogen 'The Great Controversy' kom ud, og kapitlerne om Valdensernes historie, hæftede jeg mig ved det med det samme. Jeg måtte jo kende til det, fordi vi havde denne lille bog 'History of the Waldenses' af Wylie stående i bogreolen i Review and Herald. Og her kom 'The Great Controversy' med uddrag fra bogen, som knap nok var camoufleret. Men det var alligevel en camouflage, fordi ord var ændret. Det ville ikke have været rigtigt at bruge anførselstegn, fordi ordene var ændret i afsnittet, så de ikke var ordrette citater, men ikke desto mindre var de lånt (Kellogg-interviewet, s. 32).

Walter Rea fortsætter:

Hele interviewet viser, at den gode doktor var yderst bekymret over, hvad han og andre vidste var et bedrag, som blev givet til folket af Ellen, hendes søn Will og andre (The White Lie, s. 136).

Under den bibelkonference, Generalkonferencen holdt i 1919, kom følgende oplysninger for dagen:

. . . W.W. Prescott: Hvis jeg skulle tale åbent ud, ville jeg sige, at jeg i mange år har mener, at der er blevet begået store fejlgreb hver gang hendes skrifter er blevet håndteret til kommercielle formål.

C.M. Sorenson: Af hvem?

W.W. Prescott: Jeg ønsker ikke at lægge skylden på nogen, men jeg tror, der blev begået store fejlgreb på denne måde. Det er derfor, jeg har gjort denne skelnen. Da jeg talte med W.C. White om dette (og jeg er klar over, at han ikke er nogen ufejlbarlig autoritet), fortalte han mig rent ud, at da de udgav 'The Great Controversy' [Mod historiens klimaks], og ikke fandt noget i hendes skrifter om visse kapitler for at få den nødvendige historiske sammenhæng, tog de andre bøger, som f.eks. [Uriah Smiths] 'Daniel og Åbenbaringen' og brugte dele af disse bøger, og nogle gange var det hendes sekretærer, og indimellem hende selv, som lavede et kapitel klar for at udfylde hullet. . . . (1919-referaterne. Fremhævelser tilføjet.)

Her indrømmede Ellen Whites yngste søn Willie (William Clarence), at de, dvs. Ellen White og hendes hjælpere, plagierede stof fra andre forfattere for at udfylde hullet, uden overhovedet at angive kildehenvisninger.

Kapitler i bogen The Great Controversy, som blev til på denne måde, omfatter bl.a.:

Kapitlet om William Miller ('En amerikansk reformator') i The Great Controversy (og tidligere som kapitel 13 i The Spirit of Prophecy, bd. 4, 1884), blev hentet, i mange tilfælde ord for ord, fra en lille bog James havde ladet trykke i 1875 som Sketches of the Christian Life and Public Labors of William Miller (James indrømmede, både på titelsiden og ved gåseøjne i teksten, at han havde gjort brug af Sylvester Bliss' Memoirs of William Miller (1853) og 'andre kilder'). Derfor var Ellens version ikke nogen 'selektiv åbenbaring'. Det var ikke som detailhandler. Det var engros-stjæleri, som blev indsat som camoufleret materiale i The Great Controversy.

På denne tid havde Uriah Smith tilsluttet sig morskaben. Hans stof om helligdommen (først udgivet som artikler i Review i årene 1851-1855, og derefter i bogform i 1877), skaffede materiale til kapitel 23: 'Hvad er helligdommen?' i The Great Controversy. Hans ord for ord-beskrivelser af gammeltestamentlige tekster og begivenheder blev overført -- heller ikke denne gang som detailhandler, men engros -- ind i billedet af kampen for sejr på denne jord, som om det var skrevet af Ellen og hendes hjælpere.

En af de andre pioner-granskere og -opdagere var også med på ekspeditionen -- J.N. Andrews, som også var en kundskabsrig forfatter. Hans skrifter, som omfattede 'The Prophecy of Daniel', 'The Four Kingdoms', 'The Sanctuary' og 'The Twenty-three Hundred Days', blev læsset ind. Gennem lang tid har adventister citeret hans stof om de tre englebudskaber som Ellens ufejlbarlige ord (Walter Rea: The White Lie, s. 136-137).

Da 1911-udgaven af The Great Controversy så dagens lys, blev det hævdet, at slidte trykplader var foranledningen til den nye udgave. Men ifølge W.C. White var der måske en helt anden årsag til, at den nye udgave så dagens lys:

Den mest synlige forbedring i bogens brødtekst er, at der er tilføjet historiske kildehenvisninger. I den gamle udgave [1888] blev der givet over syv hundrede henvisninger til Bibelen, men bare i nogle få tilfælde blev der angivet kildehenvisninger til det historiske stof. I denne nye udgave vil læseren finde mere end fire hundrede henvisninger til otte og firs forfattere og autoriteter (W.C. White i Selected Messages, bd. 3, Appendix A, s. 434. Uthevelser tilføjet. Citeret i The White Lie, s. 139).

Walter Rea fortsætter:

Adventist-teologer, som mener, at der også var en god del stjæleri i Bibelens kanon, bør lægge mærke til dette punkt. Hvis man skulle sammenligne de fire evangelier med The Great Controversy, ville det se således ud: Blandede man de fire hundrede referencer med de syv hundrede bibeltekster -- ifølge Willie Whites tal -- ville de fire evangelister (ved at kopiere i samme grad som Ellen gjorde) blive nødt til at kopiere hvert eneste vers, de skrev! Det, Don McAdams sagde under Glendale-komitéens møde -- og dette er optaget på bånd -- om Ellens Great Controversy, er bare en anden måde at sige det på. Han sagde, at hvis der blev tilføjet fodnoter i overensstemmelse med sædvanlig praksis i hvert eneste afsnit, og givet kredit, hvor det hørte hjemme, ville omtrent hvert eneste afsnit have haft fodnoter (Rea, s. 139-140. Uthevelser tilføjet).

I 1970'erne ønskede adventist-historikeren Donald McAdams at foretage en undersøgelse af ét enkelt kapitel i bogen The Great Controversy. Som led i denne undersøgelse ønskede han at få lov at låne de originale manuskripter fra The White Estate. Han kæmpede i fire år med hvælvingernes fyrste, før hans ønske blev imødekommet. Han fik til slut allernådigst lov at låne originalmanuskriptet til kapitlet om Johan Huss på betingelse af, at han ikke delte det med nogen og ikke offentliggjorde resultaterne. (Hvorfor dette hemmelighedskræmmeri omkring skrifterne fra en Guds profet? Dette bør jo fortælle enhver, at en eller anden ikke havde rent mel i posen.) Resultaterne af undersøgelsen var forbløffende. Han fandt, at i hele dette kapitel på 36 afsnit var der kun fire afsnit, som var originale af Ellen White. Resten var hentet fra J.A. Wylies The History of Protestantism. Men da bogen blev udgivet, var disse fire afsnit fjernet!

Også de historiske fejl, Wylie havde gjort sig skyldig i, blev kopieret over i The Great Controversy. Hun ordnede også begivenhedernes rækkefølge og deres betydning efter Wylie.

Donald McAdams fortæller videre:

Ellen White lånte ikke blot afsnit her og der, som hun faldt over i sin læsning, men fulgte faktisk historikerne side op og side ned, udelod meget stof, men brugte deres rækkefølge, nogle af deres idéer og af og til deres egne ord. I de eksempler, jeg har undersøgt, har jeg ikke fundet nogen historiske fakta i hendes tekst, som ikke også er i deres tekst. De håndskrevne manuskripter om Johan Huss følger historikerne så nøje, at det ikke engang ser ud til at være gået gennem noget mellemtrin, men snarere direkte fra historikernes skrevne sider til fru Whites manuskript -- historiske fejl og moralske formaninger indbefattet (McAdams: Shifting View of Inspiration. Spectrum, marts 1980. Uthevelser tilføjet).

Tidligere sekretær for The White Estate, Robert Olson, fortæller:

Fordi hun fulgte Wylie, lod fru White til at have fremsat flere fejlagtige historiske udtalelser om Huss i bogen The Great Controversy, udtalelser som nu regnes for historisk fejlagtige. . . .

Jeg accepterer det faktum, at fru White fulgte Wylie nøje -- meget nøje -- på siderne 97 til 110.

Det er svært for mig at tro, at Herren gav fru White et syn eller en række syner, som gennem fjorten sider faldt sammen med så mange detaljer hos Wylie (Olson: Questions and Problems Pertaining to Mrs. White's Writings on John Huss, 1975. Citeret i Rea, s. 255. Uthevelser tilføjet).

En anden sag er, at også billederne i Wylies History of the Reformation blev plagieret direkte ind i The Great Controversy. Kunstnerens signatur nederst til venstre på disse billeder blev retoucheret væk, og i stedet blev adventistforlagets navn indsat: 'Pacific Press, Oakland, Cal.'

Adventist-teologen Raymond F. Cottrell udførte i 1977 en undersøgelse, hvor han sammenlignede stof i The Great Controversy med historikeren Merle d'Aubigné. Han opdagede, at Ellen White og hendes assistenter havde parafraseret d'Aubigné meget nøje. Han opdagede også til sin forbavselse, at stoffet var hentet fra en populariseret version af d'Aubignés værk History of the Reformation. Denne populariserede udgave blev udgivet for unge læsere af Charles Adams. Cottrell opdagede, at stoffet i dette værk først var blevet udgivet -- ikke i bogen The Great Controversy -- men under Ellen Whites navn i Signs of the Times (11. oktober 1883) under titlen 'Luther i Wartburg!' Dette burde fortælle lidt om omfanget af plagieret stof, som blev udgivet som et "så siger Herren" under Ellen Whites navn.

Men hvad med de andre kapitler i bogen, om de sidste begivenheder, dyrets mærke, søndagslove osv.? Er dette ikke originalt af Ellen White? Viste Gud ikke Ellen White, hvad der skulle kopieres, og hvad der skulle udelades? Walter Rea fortæller:

Det kan ikke desto mindre være nyttigt at kommentere et af adventisternes døende håb. Adventister kan lide at tro, at de sidste kapitler i The Great Controversy blev struktureret i deres teologiske favør, og at der var lidt eller ingen kopiering, når det gjaldt de sidste tiders begivenheder. Men en sammenligning af bind fire af The Spirit of Prophecy (forløberen til The Great Controversy) viser, at dette blot er ønsketænkning. De sidste kapitler i den udvidede 1911-udgave af Controversy viser et lignende mønster.

Selvom det er smertefuldt at indrømme det, har Ford-striden og striden om Ellen White og plagiat gjort bogen The Great Controversy suspekt. Nyere granskning viser, at der også blev kopieret store bidder af historiske fejl. Selv herrerne i The White Estate har indrømmet, at bogen ikke længere kan betragtes som en nøjagtig beskrivelse af begivenhederne i det nittende århundrede, og at den derfor mere må betragtes som evangelisk (Rea, s. 142. Fremhævelser tilføjet).

Professor i engelsk ved Andrews University, William S. Peterson, foretog en nøjere granskning af kapitlet om den franske revolution i bogen The Great Controversy og opdagede, at hendes beskrivelse af denne hændelse ganske sikkert ikke stammede fra syner, men fra dårlige historikere, som hun brugte på dårlig vis. En sammenligning af dette kapitel med 1884-udgaven af Uriah Smiths bog Daniel og Åbenbaringen viste, at EGW ikke citerede historikerne Scott, Thiers, Gleig eller Alison direkte fra originalkilderne, men at hun hentede citaterne direkte fra Uriah Smiths bog, som igen havde hentet dem fra nævnte historikere.

Om dette fortæller Ronald Graybill:

Smith havde faktisk brugt alle disse citater i 1873-udgaven af Thoughts on Daniel -- og han kan igen have hentet dem fra sekundære kilder.

Hvis man sammenligner The Great Controversy, s. 269-270 og 273-276 med 1873-udgaven af Thoughts on Daniel, s. 314-325, eller 1884-udgaven af Daniel og Åbenbaringen, s. 270-279 (Ellen White kunne have brugt en af disse i sin 1888-udgave), opdager man, at hun ikke brugte noget som helst af Scott, Gleig, Thiers eller Alison, som Smith ikke havde. Hver gang Smith havde udeladt stof, udelod hun det samme stof, selvom hun indimellem udelod mere. Hun brugte til og med citaterne i den samme rækkefølge på s. 275 og 276. Der er ingen tvivl om, at hun hentede de historiske citater fra Smith og ikke fra originalkilderne (Ronald Graybill: How Did Ellen White Choose and Use Historical Sources? The French Revolution Chapter of The Great Controversy. Spectrum, sommeren 1972. Fremhævelser tilføjet).

SDA-historikeren Donald McAdams fortæller:

Når man gransker de historiske dele i The Great Controversy (begivenhederne fra Jerusalems fald i år 70 og frem til Den franske revolution), finder man, at hele kapitler til tider ikke er andet end udvalgte forkortelser af stof fra protestant-historikere... I de prøver, jeg har gransket, er der ikke et eneste historisk faktum i hendes tekst, som ikke er i deres tekst (Donald McAdams: Ellen G. White and the Protestant Historians, s. 16-17. Fremhævelser tilføjet).

Vi kan nu drage følgende konklusioner om bogen The Great Controversy (Mod historiens klimaks):

  1. Bogen indeholder hjertet af adventismens doktriner.
  2. Meget lidt af stoffet i bogen er originalt af Ellen White. Undersøgelser har vist, at den består af materiale fra mindst 88 forfattere.
  3. Bogen er udkommet i tre udgaver: 1884, 1888 og 1911. 1884-udgaven var "doktorerede" nyudgaver af James Whites bøger Life Incidents og Sketches of William Miller. James White havde selv hentet stoffet til disse bøger fra bøger af J.N. Andrews, Sylvester Bliss og andre.
  4. 1888-udgaven var udvidet med mange sider historisk materiale hentet fra forskellige historikere og fra Uriah Smith -- som på sin side havde hentet stoffet fra diverse kilder. Der var ikke kildehenvisninger til disse forfattere.
  5. Hele kapitler er hentet fra andre forfattere.
  6. Også historiske fejl, som disse forfattere havde gjort sig skyldig i, blev kopieret direkte over i The Great Controversy. Dette tilbageviser påstanden, som enkelte kommer med, om at Gud viste Ellen White, hvad der skulle kopieres.
  7. Teologien i bogen, og derved adventismens centrale doktriner, som de 2300 år, 1844, helligdomslæren, dyrets mærke, USA i profetierne, den undersøgende dom osv., var hentet fra bøger af J.N. Andrews, James White og Uriah Smith.

Disse kolde, nøgne, veldokumenterede fakta stiller Ellen Whites ord om, hvordan The Great Controversy blev til, i et suspekt lys:

Mens jeg skrev manuskriptet til The Great Controversy, mærkede jeg ofte, at Guds engle var til stede. Og mange gange blev de scener, jeg skrev om, præsenteret for mig i nattens syner, så de stod klare og levende i mit sind (Brev 56, 1911, udgivet i Colporteur Ministry, s. 128. Fremhævelser tilføjet).

Ellen White havde meget lidt med 1911-udgaven at gøre, så hun refererer antageligt til 1888-udgaven. Men fakta er: De håndskrevne manuskripter om Johan Huss følger historikerne så nøje, at det ikke engang ser ud til at have gået gennem noget mellemtrin, men snarere direkte fra historikernes skrevne sider til fru Whites manuskript -- historiske fejl og moralske formaninger inkluderet (McAdams: Shifting Views of Inspiration, Spectrum, marts 1980. Fremhævelser tilføjet).

Sådan var det også med resten af bogen. Stoffet blev ikke præsenteret i himmelske syner, men plagieret fra andre forfattere uden at nævne deres navne, og udgivet under EGWs navn som syner fra himlen. Endnu en gang fortæller Ellen White ikke sandheden, men fører sine læsere bag lyset.

Enkelte hævder, at fordi Ellen White godkendte 1911-udgaven af Great Controversy, så er alt godt:

For nogle dage siden modtog jeg et eksemplar af den nye udgave af bogen The Great Controversy, som for nylig er trykt ved Mountain View, og også et lignende eksemplar trykt i Washington. Jeg er tilfreds med bogen. Jeg har tilbragt mange timer med at blade gennem siderne, og jeg ser, at forlagshusene har gjort et godt stykke arbejde (EGW, brev 56, 1911).

Selvfølgelig var hun tilfreds. Hun var lige så tilfreds med 1911-udgaven som med 1888-udgaven som med 1884-udgaven som med James Whites kopierede bøger. At Ellen White var tilfreds, ændrer ikke sagen det mindste. Det er det samme som en bankrøver, der i eftertid kommer med en offentlig godkendelse af røveriet. Fordi han godkender røveriet, er røveriet pludselig ikke et røveri længere, men en velgerning.

At Ellen White i 1911 godkendte sit litterære tyvegods, gør ikke tyvegodset automatisk til et "så siger Herren". The Great Controversy er og bliver et formidabelt litterært tyvegods til denne dag. Dokumentationen på dette er så overvældende, at der ikke længere bør være diskussion om denne sag. Men i modsætning til bankrøveren har Ellen White drevet sine litterære tyverier i Herrens navn og gjort Gud medskyldig i overtrædelse af det ottende bud i Guds lov: Du skal ikke stjæle.

Slægternes håb

Slægternes håb (Desire of Ages) er en anden kendt og kær bog, der figurerer under Ellen Whites navn. Denne bog blev til, mens hun opholdt sig i Australien, og blev udgivet i 1898. Vi lader Generalkonferencens formand fra 1901 til 1922 udtale sig:

I Australien var jeg vidne til, hvordan 'Slægternes håb' blev til, og jeg så, hvordan kapitler blev omskrevet, flere af dem om og om igen. Jeg lagde mærke til dette, og da jeg talte med søster Davis om det, kan jeg fortælle jer, at jeg måtte indstille mig på denne situation og begynde at fastslå ting om Profetiens Ånd. Hvis vi aldrig havde haft denne fejlagtige indstilling, ville sagen have været langt enklere, end den er i dag. Anklagen om plagiat ville have været enklere at håndtere, og jeg tror, personer ville have været reddet for sagen, hvis vi helt fra begyndelsen havde forstået tingene på den rigtige måde. Men fordi vi har haft sådanne gale synspunkter, står vi nu over for problemer, vi må ordne. Vi vil ikke kunne håndtere disse problemer ved at ty til falske påstande (A.G. Daniells, fra 1919-konferencen. Fremhævelser tilføjet).

Undersøgelser har vist, at størstedelen af bogen Slægternes håb er hentet fra forfattere som Daniel March, John Harris, William Hanna og Alfred Edersheim. Dette er dokumenteret til fulde. I et brev til Leroy E. Froom, 8. januar 1928, skriver W.C. White, at Ellen på den tid, hvor hun var i færd med at skrive Slægternes håb, læste bøger af Hanna, Geikie, Fleetwood og Farrar. Hun havde nok også læst bøger af andre forfattere, da stof fra disse i høj grad blev indsat i bogen.

Nærmere granskning viser, at Alfred Edersheim har bidraget med rigeligt stof fra sin bog The Life and Times of Jesus the Messiah (1883). John Fleetwood har bidraget med stof fra sin bog The Life of Our Lord and Saviour Jesus Christ (1844), William Hanna fra sin bog The Life of Christ (1863) og John Harris fra sin bog The Great Teacher (1836). Også andre forfattere har bidraget med stof til Slægternes håb.

Adventist-teologen Walter Specht indrømmede efter at have foretaget undersøgelser, at Ellen White havde gjort rigelig brug af stof fra William Hannas bøger i Spirit of Prophecy bd. 2-3 og i Slægternes håb. Han opdagede, at denne plagiering var begyndt med begyndelsen og sluttet med slutningen. Adventist-historikeren Donald McAdams indrømmede, at der er afsnit, som er nøje gengivet, og andre afsnit, hvor det er helt klart, at hun fulgte Hannas tanker, selvom hun brugte enkelte andre ord (Mc Adams: Shifting View, Spectrum, vol. 10 nr. 4, efteråret 1971).

I 1982 bad Adventistsamfundet Dr. Fred Veltman, som dengang var leder for religionsfakultetet ved Pacific Union College, om at analysere de anklager om plagiat, som Walter T. Rea og andre var kommet med mod Ellen White. Dr. Veltman arbejdede med sagen i otte år, til en pris af 500.000 dollar, og resultaterne af hans arbejde blev trykt i Ministry (november 1990). Resultaterne var forbløffende:

Det er først og fremmest vigtigt at bide mærke i, at det var Ellen White selv, og ikke hendes litterære assistenter, som komponerede det grundlæggende indhold i teksten i Slægternes håb. Ved at gøre det, var det hende, som hentede de litterære udtryk [kopierede] fra andre forfatteres værker uden at henvise til disse ved hjælp af kildehenvisninger, for på den måde at angive dem som hendes kilder. For det andet må man forstå, at Ellen White og andre brugte andres værker bevidst og med hensigt. . . .underforstået eller med rene ord indrømmede hverken Ellen White eller andre, som talte hendes sag, at der forelå nogen litterær afhængighed [kopiering] fra hendes side, og både hun og andre benægtede til og med sådant (s. 11. Fremhævelser tilføjet).

Jeg må indrømme, at efter min vurdering er dette det alvorligste problem, man bliver stillet overfor i forbindelse med Ellen Whites litterære afhængighed [kopiering]. Det rører ved hjertet af hendes integritet, og derfor hendes troværdighed (s. 14. Fremhævelser tilføjet).

Indholdet af Ellen Whites kommentar over Kristi liv og tjeneste, Slægternes håb, er for det aller meste afledt [kopieret] i stedet for at være originalt. . . .Denne konklusion betyder i praksis, at man i Ellen Whites skrifter om Kristi liv ikke er i stand til at finde noget generelt indhold eller idéer, som er unikke for hende (s. 12. Fremhævelser tilføjet).

Konklusionen er derfor klar, når det gælder bogen Slægternes håb:

1. Det allermeste af stoffet i bogen er kopieret fra bøger af Alfred Edersheim, William Hanna, John Fleetwood, John Harris og Daniel March.

2. Generalkonferencens formand, A.G. Daniells, måtte revurdere sit syn på en del ting, da han så, hvordan Slægternes håb blev til.

3. I Slægternes håb finder man ikke tanker og idéer, som er unikke for Ellen White, hvilket er forståeligt, da stoffet var hentet fra andre.

4. Ellen White og hendes assistenter benægtede, at de drev med plagiering.

Alt dette rører, som Fred Veltman sagde, ved hjertet af Ellen Whites integritet og stiller alvorlige spørgsmål ved hendes troværdighed. Det er bevist til fulde og hævet over enhver tvivl, at Ellen White og hendes hjælpere plagierede, og det i stor stil. Dette er et uomgængeligt faktum. De, der benægter dette -- og det er der nogen, der stadig gør -- ved overhovedet ikke, hvad de taler om.

Pastor Henry F. Brown fortæller, at han i sin tid var sammen med Arthur S. Maxwell (onkel Arthur) i en boghandel for brugte bøger:

Jeg var i en boghandel med ældste Maxwell, et prægtigt menneske, jeg satte stor pris på. Han var betydeligt ældre end mig, og vi kiggede på nogle bøger i en antikvarboghandel. Han tog en bog ned fra hylden med titlen Evening Scenes in the Bible af Daniel March. Han sagde: Fra denne bog hentede fru White mange af sine smukkeste sider i en række af sine bøger. Jeg blev både forbauset og nærmest lamslået. Jeg vovede ikke at købe bogen, mens han så på det, for at han ikke skulle finde ud af, at jeg læste den, men jeg købte den senere. Og da opdagede jeg, at Walter Rea havde hentet en række udtalelser fra netop den bog for at sammenligne med Ellen White (H.F. Brown's Personal Testimony, 5. december 1984. Fremhævelser tilføjet).

Det var med andre ord informerede adventister, som kendte til dette også dengang.

Profeter og konger

Bind to af Konfliktserien, Profeter og konger, er ikke bedre stillet end Slægternes håb og Mod historiens klimaks. Sammenligninger viser, at meget af stoffet i bogen er hentet fra Edersheims Bible History: Old Testament, Night Scenes in the Bible af Daniel March og andre.

Hvad der er værre, er, at Ellen White personligt havde lidt at gøre med denne bog, som blev udgivet i 1916, året efter hendes død. I et brev dateret 27. december 1907 skrev Ellen Whites sekretær, Clarence C. Crisler, et brev til William W. Prescott, hvori han bad Prescott om at hjælpe dem med at færdiggøre en bog, som omhandlede . . . de perioder af den gammeltestamentlige historie, som endnu ikke var beskrevet i nogen af søster Whites udgivne skrifter. Der er her tale om det, som senere blev til bogen Profeter og konger.

I 1914, året før EGW døde, havde C.C. Crisler flere samtaler med hende. Af disse fremgår det, hvordan arbejdet med Profeter og konger skred fremad -- uden for meget indblanding fra EGW. I sit manuskript Did the Prophet See Kings? fortæller Walter Rea:

Crisler var klar over, at Ellen var døende, og at hendes bog om denne gammeltestamentlige periode ikke var færdig. Hvis den overhovedet skulle udkomme under hendes navn, måtte den blive færdig ret hurtigt. Samtalerne viser klart, hvordan bogen blev gjort færdig, og viser også, at bare det at få Ellen til at 'gennemse' eller 'overvåge' det endelige manuskript var helt meningsløst, men blot var et mekanisk påfund for at opretholde den hvide løgn om, at Ellen -- og dermed Gud -- var involveret i hele processen. I samtalerne, som strakte over flere dage, siger han [Crisler]:

Onsdag aften, 22. juli 1914: Jeg beskrev for EGW hovedpunkterne i artiklen om Elisa om 'helbredelsen ved vandet', samt artiklen om 'befrielsen fra Assyrien', og hun gav udtryk for glæde over at vide, at disse kapitler snart var færdige. Hun udtrykte også håb om, at hun kunne blive styrket til at gennemgå dem for sidste gang, så arbejdet kunne blive afsluttet korrekt. Men hun tilføjede, at hun måtte have vores hjælp til dette arbejde, at vi måtte gøre vores del trofast, og at dette ville opmuntre de andre arbejdere.

Aftenen, 27. juli 1914: Søster White spurgte, hvordan arbejdet gik, og jeg fortalte hende på ny om de gammeltestamentlige manuskripter -- hvordan alt nu var gjort, og at der kun manglede ni kapitler. Jeg skitserede ret omfattende Esajas' profetier, som vi håbede at indsætte i kapitlet om synerne om den fremtidige herlighed, og om noget af det andet stof, vi håbede at indsætte i kapitlet. Hun udtrykte glæde over, at vi var i stand til at gå til Ordet for så meget af stoffet i dette kapitel.

31. juli 1914: Jeg fortalte hende om, hvordan det gik med mit arbejde om gammeltestamentlig historie, især kapitlet om Josias/Manasse, og hvordan vi arrangerede bibelversene og stoffet (samtaler med Ellen White, juli/august 1914, citeret i Reas manuskript. Fremhævelser tilføjet).

Det er derfor helt klart, at Profeter og konger ikke blev skrevet af Ellen White personligt, men blev sat sammen af hendes mange og flittige assistenter, som samlede stof fra mange kilder.

En granskning af bogen viser, at en række kapitler (1-5, 9-11, 14, 17-18, 34, 39, 43, 47) har hentet stof fra andre af EGWs tidligere bøger: Christ's Object Lessons, Spiritual Gifts bd. 4, Fundamentals of Education, Education, Review and Herald-artikler, Testimonies bd. 3 og 5, Slægternes håb, Mount of Blessing og Ministry of Healing. De sidste to kapitler af Profeter og konger blev taget i deres helhed fra Slægternes håb og The Great Controversy -- som igen havde hentet hovedmassen af stoffet fra andre kilder!

Walter Rea kommenterer videre i sit manuskript Did the Prophet See Kings?:

. . . de to sidste kapitler blev hentet i deres helhed fra Desire of Ages og The Great Controversy. Sammen med menneskeskildringer fra bogen Night Scenes from the Bible af March og enkelte værker af Harris, som Prescott havde benyttet, da han hjalp med at sætte Slægternes håb sammen. I de første fem kapitler, som ikke var skrevet før, samt over to tusinde bibelvers, bidrog dette til at væve et fletværk af bedrag, som aldrig blev opdaget før i vor tid, hvor det i sandhed kan siges, at Profeter og konger blev den største kompilation under Ellen Whites navn, som nogensinde blev udgivet både under og efter hendes død.

Der kan i øvrigt stilles spørgsmål ved EGWs åndelige helbred i 1914, da ovenstående interview fandt sted. Efter sigende var hun på det tidspunkt ret dement:

Vi er blevet informeret af hendes nære slægtninge om, at hun i de sidste år af sit liv, da disse vigtige bøger blev lavet, ofte ikke kendte sine nærmeste venner, ikke engang sine egne hjælpere, som hun så omtrent dagligt. Da hun prøvede at tale i sin hjemlige menighed, gentog hun sig selv til stadighed, og de måtte bede hende om at stoppe. Ingen af disse svagheder kommer til syne i hendes bøger fra den tid, fordi de -- i lighed med de fleste af hendes tidligere værker -- blev lavet af andre (D.M. Canright: The Life of Mrs. E.G. White, s. 84-85. Fremhævelser tilføjet).

Men dette får adventister ikke at vide. Glansbilledet må for enhver pris opretholdes.

Patriarker og profeter

Bogen Patriarker og profeter (1890, 1913) udgør det første bind i Konfliktserien og er tungt belæsset med plagieret stof fra andre forfattere.

Det er særligt Alfred Edersheims værk Bible History: Old Testament, bd. 1-4, der har dannet grundlaget for Patriarker og profeter. Derudover er der hentet stof og tanker fra John Miltons værk Paradise Lost (1667). Det er meget slående at læse kapiteloversigten i Edersheims værk og sammenligne med kapiteloversigten i Patriarker og profeter. De er identiske og i samme rækkefølge! Sådant beror ikke på tilfældigheder.

Beretningen i Patriarker og profeter om Satans fald i himlen osv. viser slående lighed med John Miltons værk fra 1667: Paradise Lost. Ellen White fik et eksemplar af Miltons værk af J.N. Andrews, men lagde det på den øverste hylde. Havde hun læst det før?

Der er også hentet stof fra Daniel March, Frederick W. Farrar, F.W. Krummacher og andre. Endvidere finder man stof fra Jashers bog, en bog som er nævnt i Bibelen (Den retskafnes bog, Josva 10,13; 2 Sam 1,18), men som ikke er en del af den. Jashers bog blev udgivet på engelsk i New York i 1840. I EGWs skrifter er der fundet atten paralleller til Jashers bog.

Apostlenes liv og virksomhed

Apostlenes liv og virksomhed (Acts of the Apostles, 1911) er den næstsidste bog i Konfliktserien. Beretningen om, hvordan denne bog blev til, udgør et af de efterhånden talrige mørke kapitler i Adventistsamfundets historie.

I 1883 udgav Adventistsamfundet bogen Sketches from the Life of Paul af Ellen G. White. Der opstod problemer næsten fra begyndelsen, da der fra flere sider blev peget på de slående ligheder mellem denne bog og bogen The Life and Epistles of St. Paul af de britiske forfattere W.J. Conybeare og J.S. Howson (1852). Så slående var lighederne, at Conybeare og Howson truede Adventistsamfundet med retssag, hvis ikke Sketches blev trukket tilbage. Efter flere benægtelser blev dette omsider gjort.

Men i indledningen til Sketches kunne man læse følgende:

Efter at have fået speciel hjælp fra Guds Ånd, er forfatteren af denne bog i stand til at kaste lys over Paulus' forkyndelse og deres anvendelse i vor egen tid, på en måde som ingen anden forfatter er i stand til. Hun har ikke ladet sig afspore til at diskutere teorier eller tage del i spekulationer. Der er ikke blandet eksternt stof ind. Følgelig er meget af det, man finder i andre bøger, som er interessant nok for den nysgerrige, og som har en vis værdi, men som trods alt ikke er andet end teorier, ikke fundet plads i denne bog (Fremhævelser tilføjet). Dette var stærke sager, som var fjernt fra al sandhed.

Vel kan man hævde, at Ellen White ikke skrev indledningen selv. Dette kan være rigtigt nok, men ikke desto mindre er det altid blevet hævdet, at hun havde det sidste ord i udgivelsen af alle sine bøger, og at hun altid læste manuskriptet nøje igennem, før det blev sendt til udgivelse. Derfor kan man trygt konkludere, at enten godkendte hun ovenstående indledning, eller også godkendte hun den ikke. Da bogen blev trykt og udgivet under hendes navn, må man tage for givet, at indledningen blev godkendt.

Det er et uomgængeligt faktum, at store dele af bogen blev hentet og "doktoreret" fra Conybeares og Howsons værk. Alligevel siger indledningen, at der ikke er blandet eksternt stof ind!

Sandheden er, at Ellen havde brugt stof fra de andre forfattere fra begyndelse til slutning med få udeladelser. Nyere sammenligninger viser, at parafraseringen fra Conybeare og Howson er synlig i struktur, ord, afsnit og hele sider med materiale (Walter Rea: The White Lie, s. 110).

Under Bibelkonferencen i 1919 udtalte A.G. Daniells sig om denne sag:

A.G. Daniells: Ja, og lad os nu tage denne bog Life of Paul. Jeg antager, at I kender til både bogen og de påstande, hun fik serveret -- anklager om plagiat -- selv fra bogens forfattere, Conybeare og Howson. Dette ville kunne skabe problemer for samfundet, fordi så meget stof fra deres bog blev sat ind i The Life of Paul uden hverken citationstegn eller kildehenvisning. Enkelte personer med streng logik ville spore af på grund af dette, men jeg er ikke sådan. Jeg opdagede det og læste det sammen med bror Palmer, da han fandt ud af det, og vi fik fat i bogen af Conybeare og Howson, og vi fik fat i Wylies History of the Reformation, og vi læste ord for ord, side efter side, og der var hverken citationstegn eller kildehenvisninger. Jeg så faktisk ingen forskel, før jeg begyndte at sammenligne. Jeg antager, det var søster Whites værk. Vor stakkels søster sagde: 'Åh, jeg vidste ikke noget om citationstegn og kildehenvisninger. Min sekretær burde have set efter det, og forlagshuset burde have gjort det samme'.

Men Ellen White lærte tydeligvis ikke, for både hun og sekretærerne og forlagshusene fortsatte i samme spor, og i højere grad end nogensinde.

I bogen Life Sketches indrømmer Adventistsamfundet at --

I slutningen af 1910 havde fru White vurderet alle problemerne i forbindelse med den nye udgave af The Great Controversy. Denne opgave var nu færdig, og hun fandt derfor tid til at overvåge revisionen af Sketches from the Life of Paul, og tilføje flere kapitler om livsgerningen og skrifterne til apostlene i den første kristne menighed. Dette stof blev udgivet i 1911 under titlen The Acts of the Apostles (s. 434. Fremhævelser tilføjet). Bogen, som blev trukket tilbage i 1883, skulle altså genopvækkes og dukke op endnu mere "doktoreret" og under en ny titel.

Der var egentlig ikke så meget at overvåge. I enkelte tilfælde blev det originale stof omarrangeret, nogle flere forfattere blev tilføjet, og noget af den mest åbenlyse kopiering blev tonet ned med flere bibelvers (Walter Rea: The White Lie, s. 122).

Blandt de nye forfattere, som fandt vej ind i den nye bog Apostlenes liv og virksomhed, var Farrar, March og McDuff. John Harris var en anden forfatter, som både Ellen White og hendes litterære assistenter tydeligvis kunne lide rigtig godt. Harris' bog fra 1836, The Great Teacher, blev kilde til en mængde nyt stof i Apostlenes liv og virksomhed.

Enkelte EGW-apologeter har påpeget, at bogen af Conybeare og Howson ikke var ophavsretligt beskyttet, og underforstået: derfor var det hele i orden. Men var det det? Er det hæderligt -- copyright eller ej -- at bruge andres stof på denne måde, uden at nævne deres navne, og udgive det som Profetiens Ånd? Sådant er slet og ret uhæderlighed.

Konklusionen er uundgåelig: Hele Konfliktserien er hovedsageligt plagieret fra andre forfattere.

Vejen til Kristus

Veien til Kristus er en dybt åndelig bog, som har været til hjælp for mange mennesker. Det er ikke bogens værdi og åndelige indhold, der stilles spørgsmål ved, men snarere forfatterskabet. Da bogen bærer Ellen Whites navn, går man automatisk ud fra, at det er Ellen White, der er den inspirerede forfatter, men efter det, vi nu ved om både Konfliktserien og andre bøger af EGW, må det være tilladt at sætte et lille spørgsmålstegn. Er Ellen White den virkelige forfatter af Vejen til Kristus?

Bogen udkom i 1892, mens EGW opholdt sig i Australien. Mærkeligt nok blev førsteudgaven ikke udgivet på Adventistsamfundets eget forlag, men på et verdsligt forlag: Rand McNally i New York.

Bogen solgte godt, og Adventistsamfundet, som øjnede en forretning, søgte at få overtaget ophavsrettighederne, hvilket de til slut formåede. Da den omsider blev trykt og udgivet af Adventistsamfundets eget forlag, havde bogen fået et helt nyt førstekapitel. Ingen ved, hvem der har skrevet dette førstekapitel. Det er i hvert fald ikke EGW.

Men hvem har skrevet resten af bogen? Robert K. Sanders fortæller:

Den 8. januar 1997 skrev jeg et brev til Tim Poirier, som er arkivar og en af direktørerne ved the White Estate. Mit spørgsmål var: 'Hvorfor hævdede Fannie Bolton, at hun havde skrevet Vejen til Kristus? Kan du sende mig en kopi af en side i Vejen til Kristus, håndskrevet af Ellen White?

I et brev dateret 20. januar 1997 svarede Poirier: Fannie Boltons krav mht. Vejen til Kristus: Fannie Bolton hævdede aldrig noget sådant, så vidt jeg ved. Det var andre, der hævdede det efter hendes død. Ellen White skrev heller ikke bogen i hånden, så jeg er ikke i stand til at sende en håndskrevet side. Assistenterne satte bogen sammen af hendes ældre skrifter. Jeg sender et eksempel, du kan bruge til sammenligning, som viser strukturen på side 83. (Fannie mødte Ellen White først i 1887) (Fremhævelser tilføjet).

Fakta:

1. Fannie begyndte at arbejde for fru White i 1888. Vejen til Kristus blev udgivet i 1892.

2. Den sammenligning, Tim Poirier sendte mig, er fra Vejen til Kristus, s. 83: 'The humblest and poorest of the disciples of Jesus can be a blessing to others. They may not know they are doing any special good, but by their unconscious influence they may start waves of blessings that will widen and deepen, and the blessed results they may never know until the day of final reward.' Dette bliver sammenlignet med Testimonies, bd. 3, s. 246, udgivet i 1872: 'The humblest and poorest of the disciples of Jesus can be a blessing to others. They may not realize they are doing any special good, but by their unconscious influence they may start waves of blessings that will widen and deepen, and the happy results of their words and consistent deportment they may never know until the day of final distribution of rewards.'

3. På grund af ligheden i ordvalget fra en tidligere udtalelse i Testimonies, når den bliver sammenlignet med Vejen til Kristus fra 1892, vil Tim Poirier have os til at tro, at Fannie aldrig kunne have skrevet Vejen til Kristus.

4. Poirier siger: 'Ellen White skrev heller ikke bogen i hånden, så jeg er ikke i stand til at sende en håndskrevet side. Assistenterne satte bogen sammen af hendes ældre skrifter' (Fremhævelser tilføjet). Disse litterære assistenter inkluderede Fannie Bolton. Vi ved, at Vejen til Kristus heller ikke blev håndskrevet af Ellen White, men af hendes litterære assistenter.

5. Overfor Edward S. Ballenger, med Charles D. Willis som vidne, hævdede Fannie faktisk at have skrevet Vejen til Kristus. Denne erklæring lyder:

'Riverside, Californien, 26. juni 1952.

Til den det måtte angå:

Dette er for at bekræfte, at jeg, undertegnede, Edward S. Ballenger, var en personlig bekendt af Fannie Bolton, som var en af fru E.G. Whites litterære assistenter, og for endvidere at bekræfte, at Miss Bolton i tiden fra 1895-97 fortalte mig personligt, at hun havde skrevet bogen Vejen til Kristus, og at fru White havde taget manuskriptet og udgivet det under sit eget navn.'

Edward S. Ballenger (sign)

4138 Mulberry St.

Vidne:

Charles D. Willis (sign).

6. The White Estate indrømmer, at Ellen White ikke skrev denne bog, og de indrømmer også, at hendes assistenter kompilerede den. Hvor fik de det nødvendige stof fra? The White Estate fortæller os, at det var fra Ellens tidligere skrifter. Men er dette helt rigtigt?

7. Vi ved nu, at Vejen til Kristus blev plagieret fra andre forfattere af Ellens assistenter. Fannie havde for vane at plagiere for Ellen på denne tid.

I et brev til Ballenger siger Fannie Bolton: 'Fru White har taget manuskriptet og udgivet det under sit eget navn.'

8. Ud fra de beviser, vi har fremlagt, er det let at forstå, hvorfor Fannie hævdede at have skrevet Vejen til Kristus (Robert K. Sanders: Truth or Fables, Who Wrote Steps to Christ? Fremhævelser tilføjet).

Her har vi den samme procedure på ny: Ellen Whites litterære assistenter henter stof fra andre forfattere, sætter det sammen i bogform og udgiver det under Ellen Whites navn som et "så siger Herren". Vi husker også tildragelsen i Australien, da Fannie Bolton afslørede EGW's arbejdsmetoder og klagede over, at Ellen tog Fannies artikler og udgav dem som sine egne. Derfor er det let at forstå, at hun sagtens kunne have taget Fannies eventuelle bogmanuskript og udgivet det som sit eget. Fannie Bolton havde i øvrigt hentet stoffet til bogen fra andre forfattere.

En sammenligning viser, at stoffet i Vejen til Kristus bl.a. er hentet fra bogen Night Scenes in the Bible af Daniel March (1868-70) og God's Will Known and Done af Almon Underwood (1860). Noget af stoffet er hentet fra EGW's tidligere bøger, og hvor meget af dette der er originalt af EGW, er et åbent spørgsmål.

Andre bøger og artikler

Ellen Whites plagiering af stof begyndte tidligt. Allerede i det første skrift, den spirende adventmenighed udgav, A Word to the Little Flock (1847), finder man sådan plagiering, denne gang fra de apokryfe bøger. Eksempler:

Vi gik alle ind i skyen og brugte syv dage op til glashavet, hvor Jesus bragte kronerne, og med sin egen hånd satte dem på vores hoveder (A Word to the Little Flock, s. 15. Fremhævelser tilføjet).

Jeg, Ezra, så en stor folkemængde på Sions bjerg, så stor at jeg ikke kunne tælle dem. Alle priste de Herren med sang. Midt i mængden stod en ung mand, som var meget høj og skilte sig ud fra de andre. Han satte kroner på hovederne til hver og én, men selv ragede han op over alle. Jeg blev slået af undren ved dette syn. Da spurgte jeg englen: Hvem er disse mennesker, Herre? Han svarede: Dette er de, som har lagt deres forgængelige klædning og iført sig en uforgængelig dragt, de som bekendte Guds navn. Nu modtager de kroner og palmer. Da spurgte jeg englen: Hvem er den unge mand, som sætter kroner på dem og giver dem palmer i hænderne? Englen svarede: Han er Guds Søn, som disse mennesker bekendte sig til, mens de levede i verden (2. Ezra (4. Ezra), 2,43-47).

Sions bjerg lå lige foran os, og på bjerget stod et herligt tempel, og rundt om det var der syv andre bjerge, hvor der voksede roser og liljer. Og jeg så de små børn klatre, eller hvis de ønskede det, brugte de deres små vinger og fløj til toppene og plukkede de uvisnelige blomster (A Word to the Little Flock s. 17. Fremhævelser tilføjet).

Jeg vil sende mine tjenere Esajas og Jeremias for at hjælpe dig. På deres råd har jeg helliget og gjort i stand for dig tolv træer, som bugner af al slags frugt, og lige så mange kilder, som flyder med mælk og honning, samt syv vældige bjerge, som er dækket af roser og liljer. Dér vil jeg fylde dine børn med glæde (2. Ezra (4. Ezra) 2,18-19).

Det var ingen hemmelighed, at elementer i disse syner var at finde i den apokryfe 2. Ezras bog (4. Ezra). Nederst på siderne i A Word to the Little Flock har James White sat fodnoter og referencer til 2. Ezra. Der er også hentet stof fra andre kapitler i 2. Ezra, med referencer, samt en anden apokryf bog: Salomos Visdom -- også med reference. Da dette syn senere blev gengivet i bøgerne Spiritual Gifts og Early Writings, var alle referencer til apokryferne fjernet for at skabe indtryk af, at alt i dette første syn var originalt af Ellen White.

Man skal bemærke, at kapitel to i 2. Ezra (samt kap. 1, 15 og 16) ikke eksisterer i hverken den arabiske eller den etiopiske grundtekst til denne bog, og at disse kapitler sandsynligvis er indsat af senere forfattere. Selv de, der regner de apokryfe bøger som halvkanoniske eller accepterer dem fuldt ud, accepterer ikke 2. Ezra (4. Ezra). Men at EGW hentede stof fra 2. Ezra til sit første syn, er helt åbenlyst. Det står tilbage at se, hvor meget hun hentede fra mormonprofeten Joseph Smith, når denne dokumentation foreligger.

Også i andre af EGWs bøger finder man plagieret stof uden kildehenvisninger. I bogen Education fra 1903 finder man f.eks. stof fra bogen Our Father's House af Daniel March -- uden kildehenvisning. Her er et eksempel:

The Eagle of the Alps is sometimes beaten down by the tempest into the narrow defiles of the mountains (March, s. 254).

The eagle of the Alps is sometimes beaten down by the tempest into the narrow defiles of the mountains (EGW: Education, s. 118).

I Education findes der tegn på plagiering inden for omtrent alle emner, man kan tænke sig. En anden forfatter, som også har fundet vej ind i denne bog, er Horace Mann.

Også bogen Counsels to Parents, Teachers and Students (1913) er sat sammen på sædvanlig vis. På denne tid var EGW efter sigende ret dement og ude af stand til selv at lave bøger. Det er igen bogen af John Harris fra 1836, The Great Teacher, som har skaffet EGWs litterære assistenter det nødvendige stof til Counsels to Parents, Teachers and Students.

Også i Testimonies for the Church -- Vidnesbyrd for menigheden -- finder man store mængder plagieret stof uden kildehenvisninger for at give indtryk af, at dette var originalstof hentet direkte fra himmelske syner. Undersøgelser har vist, at en lang række forfattere har fundet vej ind i disse vidnesbyrd: Larkin Coles, Daniel March, John Harris, James White, Eli Peck Miller, Hannah W. Smith, Henry Melvill og en lang række andre forfattere. Her er et af utallige eksempler fra Testimonies, med den sædvanlige "doktorering":

Christ sought for men wherever he could find them -- in the public streets, in private houses, in the synagogues, by the seaside. He toiled all day preaching to the multitude (Testimonies, bd. 3, s. 322. 1885).

He sought for men wherever he could find them -- in the public street, in the private house, in the synagogue or by the seaside. He toiled all day in the work of healing and instruction (Daniel March: Night Scenes in the Bible, s. 334. 1868-1870).

Her er et til:

I testify to my brethren and sisters that the church of Christ, enfeebled and defective as it may be, is the only object on earth on which He bestows His supreme regard (Testimonies to Ministers, bd. 1, s. 15. (1892). Fremhævelser tilføjet).

But the church of Christ, enfeebled and defective as it may be, is the only object on earth on which He bestows His supreme regard (John Harris: The Great Teacher, 1842-udgave, s. 158-160).

Læg mærke til, at EGW har tilføjet nogle ord i begyndelsen af det plagierede citat for dermed at understrege, at dette er et ord fra Herren: I testify to my brethren and sisters (Jeg vidner for mine brødre og søstre).

Der er intet i vejen med stoffet af John Harris. Det er, når det dukker op under Ellen Whites navn som et ord fra Herren, at problemet opstår. Det er uhæderlighed, slet og ret -- uhæderlighed eller bedrag i Guds navn.

Der er ikke en eneste bog af Ellen White udgivet, mens hun levede eller efter hendes død, som ikke viser tegn på plagiering fra andre forfattere uden at angive kildehenvisninger, for dermed at skabe det indtryk, at stoffet er Ellen Whites eget -- og derfor af guddommelig oprindelse.

Der er omkring fire tusinde artikler, som blev udgivet i EGWs levetid i Signs of the Times, Review and Herald og andre af Adventistsamfundets blade. I disse artikler finder man store mængder plagiering. Hele artikler er til tider kopieret direkte fra andre forfatteres bøger og udgivet under Ellen Whites navn.

I artiklen The First Prophecy (Review and Herald, 18. juli 1882) finder man f.eks. store mængder stof hentet fra Henry Melvills Sermons, bd. 1 (1843). Også titlen i den aktuelle artikel er hentet direkte fra Melville. Artiklen i Review er dermed ikke længere af Henry Melville, men er pludselig blevet til Profetiens Ånd, et "så siger Herren". Dette er mere end betænkeligt.

Artikler udgivet i Signs of the Times efter århundredskiftet under Ellen Whites navn er ofte i deres helhed kopieret fra forskellige historikere, f.eks. Wylie og d'Aubigne.

Der kan næppe være tvivl om, at Ellen White og hendes assistenter er de største litterære tyve i historien. De 25 millioner ord, 4000 artikler, 66 bøger etc. etc., som angiveligt er kommet til EGW som en uafbrudt strøm af inspiration og syner fra himlen, er en adventistmyte, som ikke er baseret på de nøgne fakta.

I 1880 skrev James White disse ord:

I hendes udgivne bøger er der mange ting, som ikke findes i andre bøger, og alligevel er de så klare og smukke, at det fordomsfrie sind straks griber fat i dem som sandhed. . . . Hvis kommentatorer og teologiske skribenter i almindelighed havde bemærket disse tankejuveler, som griber sindet med sådan kraft, og ladet dem trykke, ville alle forkynnere i landet have kunnet læse dem. Disse mænd samler tanker fra andre bøger, og fordi fru White har skrevet og talt hundredvis af ting, som er lige så sandhedsfyldte, som de er smukke og harmoniske, og som ikke findes i andre skrifter, er de derfor nye for de mest intelligente læsere og tilhørere. Og hvis de ikke findes på tryk og ikke bliver forkyndt fra talerstolen, hvor fik fru White dem fra? Fra hvilken kilde fik hun disse nye og rige tanker, man finder i hendes skrifter og prædikener? Hun kunne ikke have fået dem fra andre bøger, fordi disse ikke indeholder sådanne tanker. Og hun lærte dem ganske sikkert ikke fra forkyndere, som aldrig havde tænkt i sådanne baner. Sagen er klar. Det kræver hundrede gange større godtroenhed at tro, at fru White har lært disse ting fra andre og har udgivet dem som syner fra Gud, end at tro, at Guds Ånd har åbenbaret det for hende (James White i Life Sketches, 1880-udgave, s. 328-329. Fremhævelser tilføjet).

Dette lyder godt, men er intet andet end en myte. James White vidste bedre, derfor er hans ord mere end betænkelige. Han havde selv skrevet fire bøger, som var kopieret fra andre i næsten deres helhed. James White var Ellens litterære assistent i denne tid før sin død i 1881, og det er helt på det rene, at han i ikke lille grad bidrog til at samle stof og udgive det under hustruens navn som syner fra Gud. Specielt gælder dette de fire bind Spiritual Gifts (1858-64), som var forløberne til Spirit of Prophecy og eventuelt The Great Controversy. Men noget af "jeg så"-stoffet i Spiritual Gifts (særligt om helbred) forsvandt i glemselens mørke af meget indlysende årsager.

Ellen White begynder rigtig mange sætninger og afsnit med udtrykket "jeg så", "det blev vist mig", "min ledsagende engel viste mig" osv. Dette er ment som at give vægt til udtalelsen. Det er da ikke længere Ellen White, der står for ordene, som er blevet til et "så siger Herren". Som vi har set, viser nøjere granskning, at det, hun så, ikke var himmelske syner, men stof fra andre forfattere. Hvad der nok er alvorligere, er, at det, hun blev vist af engle, og selv Jesu ord til hende under syner, også stammede fra andre forfatteres værker.

Ellen Whites plagiering af andres bøger var velkendt af informerede personer på hendes egen tid. Men efter al den granskning, der har fundet sted i moderne tid, står det helt klart, at hovedmassen af Ellen Whites litterære produktion er hentet fra andre forfattere. James Whites udtalelse fra 1880 må derfor stå som en af mange adventistmyter.

Under generalkonferencen i 1909 -- den sidste EGW var til stede ved -- blev en pastor bedt om at læse et udvalg fra en samling af hendes upublicerede vidnesbyrd foran forsamlingen. Mens han læste, opdagede han til sin forbløffelse, at han egentlig læste fra et brev, han havde sendt til Ellen White nogle år tidligere. Hun havde taget store dele af det uden at nævne, hvor hun havde det fra, og skabt det indtryk, at det var hendes eget vidnesbyrd (D.M. Canright: The Life of Mrs. E.G. White).

Miss Marian Davis var en af Ellen Whites litterære assistenter, en af "lånestaben", som havde haft rigtig meget at gøre med at færdiggøre EGWs bøger.

En dag hørte nogle af de andre klage og gråd fra hendes værelse. En af dem gik derind og spurgte, hvad der var i vejen. Miss Davis svarede: 'Jeg ønsker, jeg kunne dø! Jeg ønsker, jeg kunne dø!' 'Hvorfor! Hvad er der i vejen!' spurgte den anden. 'Åh,' svarede Miss Davis, 'denne frygtelige plagiering'.

Det er blevet fortalt, at før hun døde, var Marian Davis meget bekymret over den tilknytning, hun havde haft til fru Whites plagiering, for hun vidste, hvor omfattende den havde været (samme kilde).

Der er meget, der tyder på, at Ellen White var en af de største litterære kleptomaner i historien. Alligevel var hun påpasselig med, at andre gav hende al mulig kredit, hvis de skulle citere fra hendes egne bøger, hvilket W.C. White giver udtryk for, da Dr. David Paulson bad om tilladelse til at hente stof fra EGWs skrifter til sit månedlige tidsskrift The Life Boat:

Mor har givet mig besked om, at du kan hente korte artikler fra hendes skrifter til The Life Boat. Eller du kan lave uddrag fra manuskripterne og fra andre skrifter til dine artikler, og at du i hvert enkelt tilfælde giver den nødvendige kredit (W.C. White til Dr. David Paulson, 15. februar 1905. Fremhævelser tilføjet).

Er det etisk forkert at plagiere andres værker? Hvis man ved plagiering mener at hente stof fra andre og udgive det som sit eget, under eget navn, og uden at angive kildehenvisninger eller citationstegn, så må svaret være et ubetinget ja. Det er etisk forkert -- et bedrag. Man tager æren for det, andre har arbejdet med. Værre er det naturligvis, når dette foregår under kristen kappe, og man påberåber sig himmelsk sanktion for bedraget. På denne måde gør man Gud til en, der støtter og godkender moralsk forkastelige metoder.

De fleste bøger citerer i større eller mindre grad fra andres værker. Det er der ikke noget galt i. Men kutymen er, at der altid skal sættes citationstegn ( " " ) omkring det citerede stof, og at der altid skal angives kildehenvisninger, som fortæller, hvor det citerede stof er hentet fra. Dette blev aldrig gjort i Ellen Whites bøger og artikler. Stoffet blev også udgivet under hendes eget navn. På denne måde blev der skabt det indtryk, at der her var tale om inspireret stof direkte fra himlen -- et "så siger Herren". Da stoffet var hentet fra andre forfattere, var dette naturligvis et bedrag. Og dette bedrag er fortsat til denne dag.

At så store mængder oplysninger er blevet afdækket om Ellen Whites mangfoldige skrifter, som klarlægger uden skygge af tvivl, at både hun selv, hendes mand og senere hun selv og de mange assistenter, hun havde, hentede stof fra andre forfattere og flettede det ind i hendes skrifter på snedig vis for at skabe det indtryk, at det drejede sig om profetiens ånd, stiller alvorlige spørgsmål ved James og Ellen Whites troværdighed og integritet.

Selvfølgelig har Ellen White skrevet meget materiale på egen hånd. Men havde hun lånt tankerne fra andre, eller var de baseret på direkte inspiration? Dette er et åbent spørgsmål, enhver må vurdere for sig selv efter at have fordøjet alle relevante oplysninger om Ellen Whites arbejdsmetoder. Der er mange gode ting, dybe ting, åndelige ting i de bøger, der er udgivet under Ellen Whites navn. Det er ikke det, der er under diskussion. Men æren for dette tilfalder de forfattere, der stod for de tanker, man finder der. Der skal ikke stilles overrevne krav mht. Ellen Whites bøger, som man oplever i enkelte adventistkredse, specielt den nidkære, konservative fløj. De har skabt en usund "ellenologi", som ikke er bygget på fakta, men på myter. Beklageligvis er det så godt som umuligt at diskutere fakta med personer af denne kaliber. De ser på sådanne oplysninger som en opfyldelse af Ellen Whites ord om, at der i den sidste tid ville komme folk, der ville skabe tvivl mht. hendes værker. Dermed bliver de endnu mere stadfæstet i myten om Ellen White.

Vi må se det faktum i øjnene, at der ikke findes det menneske her på jorden, som kunne skrive bøger, artikler og manuskripter i det tempo og i den mængde, Ellen White angiveligt skulle have gjort. Det er simpelthen ikke muligt. Hver uge kom en ny artikel i Review and Herald, dertil kom artikler til flere andre tidsskrifter, bøger på løbende bånd, store mængder manuskripter osv. Hun kunne heller ikke have nået at kopiere alt dette stof fra andre forfattere i det omfang, det blev gjort. Hun havde en professionel "lånestab", som gjorde meget af arbejdet for hende. Det er også et faktum, at mange af artiklerne i tidsskrifterne blev indsat der, uden at hun overhovedet havde haft noget med dem at gøre, og uden at hun havde haft lejlighed eller tid til at gennemgå dem før udgivelsen. Men hun godkendte tydeligvis alt, hvad der kom på tryk under hendes navn.

Når det gælder Ellen Whites bøger og skrifter, er rådet: Lad os prøve alt og holde fast ved det gode, det som er i overensstemmelse med Skriften. Men vi må ikke stille overrevne krav, når det gælder disse skrifter. Vi tror, at Gud kan inspirere andre personer end EGW, også de personer, der har stået for meget af det gode, åndelige stof i de skrifter, der er udgivet under hendes navn for at holde pengemaskinen i gang.

I 1906 skrev Ellen White disse ord:

Disse bøger, som indeholder den undervisning, Gud har givet mig de sidste tres år, indeholder lys fra himlen, og vil bestå prøven, hvis de bliver gået efter i sømmene (Selected Messages, bd. 1, s. 35. Fremhævelser tilføjet).

Vi har nu gået hendes bøger efter i sømmene, og resultatet er klart: Ellen Whites ord om, at de vil bestå prøven, holder ikke vand. Disse bøger har ikke bestået den bibelske prøve for at påvise deres guddommelige oprindelse. Ovenstående citat fortæller ikke sandheden. Dette burde være klart for enhver ærlig sjæl. Tres år bagud fra 1906 fører os til 1846. Ellen Whites syner fra denne tid var fulde af grov vildfarelse om "den lukkede dør". Denne vildfarelse kom klart til udtryk i de tidligste skrifter fra tiden 1846-1851. Hendes senere bøger om sundhedsreform er præget af sælsomme myter og overtro. De har heller ikke bestået den bibelske prøve. Konklusionen er, at hovedmassen af hendes litterære produktion er plagieret fra andre forfattere og ikke er lys fra himlen i den betydning, Ellen White lægger i det.

Lån ikke produkterne fra andre menneskers hjerner og penne, og citér dem ikke på en belærende måde, men gør i stedet mest muligt brug af de talenter, den hjernekapacitet Gud har givet dig (Ellen White i Review and Herald, 6. april 1886. Fremhævelser tilføjet).

Denne formaning skrev Ellen White i 1886 på en tid, hvor både hun selv og hendes hjælpere var travlt optaget af at låne produkterne fra andre menneskers hjerner og penne i et omfang, man ikke finder magen til i historien.

Se, derfor kommer jeg over de profeter, som stjæler mine ord fra hinanden, siger Herren. Se, jeg kommer over de profeter, som bruger deres tunge og siger: Så siger Herren! Se, jeg kommer over dem, der frembærer løgndrømme, siger Herren, som fortæller dem og fører mit folk vild ved deres løgne og ved deres pralerier. Jeg har ikke sendt dem og ikke givet dem befaling, og de gør ikke dette folk nogen gavn, siger Herren (Jer. 23,30-32).