Ellen G. White—Myten og Sandheden

9 - Helsereformen

af Å. Kaspersen

Ellen White har fået ufortjent ære for at have været en pioner på helsereform-området:

Ellen Whites skarpe 'forkendskab' til videnskabelig information, som nu er almindeligt accepteret, har været en stærkt medvirkende årsag til, at så mange mennesker har udviklet en entusiastisk tro og tillid til hendes budskab (The Ellen White Estate: Medical Science and the Spirit of Prophecy (1971), s. 3).

Dette er en stærkt overdrevet udtalelse. Vi har tidligere set på hendes udsagn om masturbationens onder, parykker, lungerne i halsen, smalle taljer og andre ting. Disse ting er af indlysende grunde ikke kommet frem i lyset og blevet 'almindeligt accepteret' af nutidens lægevidenskab.

Selvfølgelig er der mange gode og rigtige ting i det helsebudskab, Ellen White fremmer, men hvor hentede hun sin information om disse ting? Undersøgelser, som bl.a. Dr. Ronald Numbers har foretaget, viser, at Ellen White så godt som totalt har hentet sin information om helsespørgsmål fra kendte helsereformatorer i første halvdel af 1800-tallet. Dette er veldokumenteret i Numbers' bog Prophetess of Health. Det meste af EGWs helsereform er hentet fra mænd som James C. Jackson, Russell T. Trall, Larkin B. Coles og Sylvester Graham -- ofte ordret citeret fra deres værker -- også det, som beviseligt var forkert, men som var almindelig tro på den tid.

Problemet opstod, når Ellen White fik syner om helsereform, hvor intet var nyt under solen. Andre havde skrevet om dette før hende. Disse helsereformatorer er i dag glemt, mens EGW, som havde lånt deres stof og via syner gjort det til et "så siger Herren", har fået æren, hovedsageligt fordi hun havde en organisation i ryggen, der promoverede hendes skrifter.

Da James og Ellen White rejste rundt i 1860'erne og prædikede om helsereform, var der mange, der påpegede lighederne mellem deres forkyndelse og det, Dr. James Caleb Jackson forkyndte i sit sanatorium i Dansville, New York.

Ellen Whites syner om helsereform havde så store ligheder med Dr. Jacksons helseprincipper, at EGW til sidst blev tvunget til at komme med en forklaring.

Spørgsmål: Fik du dine syner om helsereform, før du besøgte kurstedet i Dansville, New York, eller før du havde læst bøger om emnet?

-- Jeg besøgte ikke Dansville før i august 1864, fjorten måneder efter at jeg havde synet [juni 1863]. Jeg læste ikke andre skrifter om helse, før jeg havde skrevet Spiritual Gifts, bd. 3 og 4, Appeal to Mothers, og havde skitseret det meste af mine seks artikler i How to Live.

Jeg var ikke klar over, at der eksisterede et skrift som The Laws of Life, udgivet i Dansville, N.Y. Jeg havde ikke hørt om de forskellige helseskrifter, som var skrevet af Dr. J.C. Jackson, eller andre skrifter i Dansville, på den tid jeg nævnte. Jeg vidste ikke, at der eksisterede sådanne skrifter før i september 1863, da vi var i Boston, Mass. Min mand havde set dem annonceret i et blad ved navn the Voice of the Prophets, udgivet af J.V. Himes. Min mand bestilte skrifterne fra Dansville og fik dem i Topsham, Maine. Han havde så mange gøremål, at han ikke fik tid til at se på dem, og jeg besluttede mig for ikke at læse dem, før jeg havde skrevet mine syner ud. Bøgerne blev liggende indpakket.

Da jeg introducerede emnet om helsereform for venner, dér hvor jeg virkede i Michigan, New England og i staten New York, og talte imod medicin og kød og til fordel for frisk luft og en rigtig kost, fik jeg ofte dette svar: 'Det du siger, ligger meget tæt op ad det, man finder i bogen Laws of Life og andre skrifter af Dr. Trall, Jackson og andre. Har du læst denne bog og andre skrifter?'

Jeg svarede, at det havde jeg ikke, og jeg ville heller ikke læse dem, før jeg havde skrevet mine syner ud, for at det ikke skulle blive sagt, at jeg havde fået lyset om helsereform fra læger og ikke fra Gud.

Efter at jeg havde skrevet de seks artikler til How to Live, gik jeg forskellige skrifter om hygiejne igennem og blev overrasket over, at de var i så fuld harmoni med det, Herren havde vist mig. Og for at vise denne harmoni, og for at lægge emnet frem for vore brødre og søstre, sådan som det var skrevet af dygtige forfattere, besluttede jeg mig for at udgive How to Live, hvor jeg hovedsageligt citerede fra de værker, jeg nævnte (Second Advent Review and Sabbath Herald, 8. oktober 1867. Fremhævelser tilføjet).

Her er der en række ting, vi skal bemærke.

James og Ellen White besøgte Dr. Jacksons kursted i august 1864. EGW fik sit syn om helsereform den 6. juni 1863 (Otsego-synet, som varede 45 minutter), fjorten måneder tidligere. Hun siger, at hun ikke var klar over, at der eksisterede skrifter af Dr. Jackson før i september 1863, en til to måneder efter synet i august samme år. Men i bogen Early Years, bd. 2, s. 13 af Arthur White, fremgår det, at ægteparret White kendte til Dr. Jacksons skrifter allerede i februar 1863, fire måneder før synet. James og Ellens to drenge var blevet syge af difteri i begyndelsen af februar 1863 --

Og så skete det! Den første uge af februar [1863] klagede to af James og Ellen Whites tre drenge over kraftig ømhed i halsen og stærk feber. De kunne knap få et ord frem -- unægtelige, frygtindgydende symptomer. De havde fået difteri. Heldigvis -- og utvivlsomt ved Guds forsyn -- havde de fået fat i, sandsynligvis via en udveksling af skrifter på Review-kontoret, enten Yates County Chronicle fra Penn Yan, New York, eller et blad der citerede fra det, en lang artikel med overskriften 'Difteri, dens årsager, behandling og helbredelse'. Den var skrevet af Dr. James C. Jackson fra Dansville, New York (Fremhævelser tilføjet).

Det er derfor helt på det rene, at Ellen White kendte til Dr. Jacksons skrifter mindst fire måneder før, hun fik synet om helsereform i august samme år.

Da EGW gav vildledende oplysninger om dette i sin redegørelse i Review, må man også stille spørgsmålstegn ved de andre oplysninger, f.eks. om hun virkelig havde pakket Dr. Jacksons værker ud og læst dem, før hun skrev sit syn ud. Den, der er taget i én usandhed, kan mistænkes for andre usandheder.

Desuden havde James White skrevet en række helseartikler i Review seks måneder før Otsego-synet i juni 1863. James lagde stor vægt på sund levevis i sine artikler, og i et Review (10. februar 1863) kaldte han frisk luft, rent vand og lys for Guds store lægemidler, som er at foretrække frem for læger og deres medicin. Ugen efter satte James Dr. Jacksons artikel om behandling af difteri i Review.

Det er derfor helt klart, at Ellen White både kendte til og havde læst helserelateret stof fra andre, før hun fik sit syn. Hendes udtalelse om, at hun ikke kendte til artikler om helse, hverken af Dr. Jackson eller andre før i september 1863, er derfor usand.

Da hendes syner om helsereform i så høj grad minder om det, Dr. Jackson og andre forkyndte, bliver mistanken styrket.

Hun siger, at hun ikke havde læst andre skrifter om hygiejne, før hun havde skrevet Spiritual Gifts bd. 3-4, Appeal to Mothers og skitseret artiklerne til How to Live, artikler som for det meste var hentet fra andre. Appeal to Mothers blev udgivet i 1864. Denne bizarre bog er i sin helhed viet de forfærdelige følger af masturbation. Dette har vi omtalt tidligere. Vi skal bemærke, at EGW udtrykkeligt siger, at hun ikke havde læst andre helseskrifter, før hun havde skrevet Appeal to Mothers, dvs. efter at hun havde skrevet sit syn ud. Disse bøger skal da angiveligt være baseret på det, hun siger, hun fik at se i synet.

At denne oplysning ikke kan være rigtig, forstår vi efter at have læst Appeal to Mothers. Denne bog er så bizart, at stoffet dér umuligt kan stamme fra et himmelsk syn, men fra andre forfattere, som var stærkt præget af datidens sælsomme overtro, specielt Sylvester Graham. Dette har vi gennemgået tidligere. EGW havde ikke suget alle disse skrækkelige beskrivelser fra eget bryst, heller ikke fået det fra et himmelsk syn. Hvor havde hun da fået det fra? Fra andre helseforfattere på den tid, som troede på disse ting. EGW gengav blot datidens overtro. Altså måtte Ellen White beviseligt have læst andre værker om hygiejne før hun skrev Appeal to Mothers og de andre nævnte skrifter, som også indeholder underlige ting. Stoffet i Appeal to Mothers står også som et kraftigt vidne imod Ellen Whites forklaring i Review. Hun havde læst andre hygiejniske værker før sit syn og før de nævnte bøger blev skrevet, og i disse gengav hun en broget blanding af sandhed og overtro. For Appeal to Mothers' vedkommende mest overtro. Ikke så mærkeligt, at denne bog afgik ved en stille død. Hvorfor? må man undre sig over, da den angiveligt var baseret på himmelske syner.

Dyriske organer

Vi har tidligere været inde på frenologi. Denne pseudovidenskab lærte, at hjernen bestod af lige så mange organer, som der var karaktertræk osv. Nederst og bagerst i hjernen lå de dyriske organer, som styrede de lavere lidenskaber. Ellen White var inde på dette, da hun skrev et vidnesbyrd til en pengegrisk bror om, at problemet skyldtes satanisk pirring af "berigelses-organet" (til Br. og Søst. Lockwood, sept. 1864).

Ellers havde Ellen White andre ting at sige om de dyriske organer:

Moden læsser hovedpynt og tupéer på kvindens hoved. Dette bidrager ikke til deres skønhed, men giver hovedet en unaturlig facon. Håret bliver tvunget ind i unaturlige stillinger, og det er ikke muligt for hovederne på disse modekvinder at føle velvære. Det kunstige hår og tupéerne dækker hjernens basis og opheder og pirrer spinalnerverne, som er i hjernen. Hovedet bør altid holdes afkølet. Varmen, som disse kunstige påfund forårsager, driver blodet op i hjernen. Virkningerne af blodet på de lavere, eller dyriske organer, forårsager unaturlig aktivitet, fører til løssluppenhed og umoral, og sindet og hjertet står i fare for at blive fordærvet. Når de dyriske organer bliver pirret og forsterket, vil moralen blive svækket. Sindets moralske og intellektuelle kræfter bliver dyrets tjener (EGW i The Health Reformer, 1. oktober 1871; EGW i Review and Herald, 17. oktober 1871. Fremhævelser tilføjet).

Så nu ved vi det. At gå med paryk eller tupé fører til løssluppenhed og umoral på grund af, at det dyriske organ bliver pirret.

Vaner, som sænker standarden mht. den fysiske helse, svækker den mentale og moralske styrke. Eftergivenhed over for unaturlig appetit og lidenskaber har en beherskende indflydelse på hjernens organer. De dyriske organer bliver styrket, mens moralen bliver undertrykt (Testimony for the Church PH 159, s. 67. Fremhævelser tilføjet).

Bortset fra at førstnævnte citat fra Health Reformer helt sikkert er plagieret stof under Ellen Whites navn for at give vægt til udtalelsen, afspejler disse citater frenologiens principper om hjernens organer og de dyriske organer. Sådant stof, som reflekterede datidens manglende viden om hjernen, fandt stadig vej ind i Adventistsamfundets tidsskrifter i 1870'erne. Naturligvis skrev andre, ikke-adventister om disse frenologiske principper, men når stoffet blev udgivet under Ellen Whites navn, var det pludselig blevet til Profetiens Ånd.

Plagiat

Beviserne på Ellen Whites plagiat af andre helsereformatorer er overvældende. Her skal blot medtages et par eksempler. For at få det rigtige sammenligningsgrundlag skal der citeres ordret, som udtalelserne står gengivet på engelsk.

It is truly a sin to violate the laws of our being as it is to break the ten commandments (Ellen White: Christian Temperance (1890) s. 53).

It is as truly a sin against Heaven, to violate a law of life, as to break one of the ten commandments (Larkin B. Coles, Philosophy of Health (1853), s. 215).

The sympathy which exists between the mind and the body is very great. When one is affected, the other responds (Ellen White: Testimonies, bd. 4, s. 60 (1876)).

The sympathy existing between the mind and the body is so great, that when one is affected, both are affected (Larkin B. Coles, Philosophy of Health (1853), s. 127).

. . .flesh meat is not necessary for health and strength. If used it is because a depraved appetite craves it. Its use excites the animal propensities to increased activity and strengthens the animal passions. When the animal propensities are increased, the intellectual and moral powers are decreased. The use of the flesh of animals tends to cause a grossness of body and benumbs the fine sensibilities of the mind (Ellen White: Testimonies, bd. 2, s. 63 (1868)).

Flesh eating is certainly not necessary to health or strength. . . .If it be used, it must be a matter of fancy. . . .It excites the animal propensities to increased activity and ferocity. . . .When we increase the proportion of our animal nature, we suppress the intellectual. . . .The use of flesh tends to create a grossness of body and spirit (Larkin B. Coles: Philosophy of Health, (1853), s. 64-67).

Enhver kan se, at det ene er kopieret fra det andet. Da Ellen White udgav sine vidnesbyrd senere end 1853, hvor Larkin B. Coles udgav sin bog, er det ikke svært at forstå, hvem der kopierede fra hvem. Disse sammenligninger kan fortsætte i det uendelige.

Larkin B. Coles gik altså kraftigt imod brugen af kød mange år før Ellen White fik sit syn i 1863, hvor hun fik at se, at det ikke var godt at spise kød. Ellen Whites kendte udtalelse om, at overtrædelse af helselovene er ensbetydende med overtrædelse af Guds ti bud, stammer -- som vi så -- fra Larkin B. Coles. Dette står der sort på hvidt. Larkin B. Coles var en millerit, som døde i 1856. Han fremmede også klædereform og var imod brugen af medicin. Han antydede også, at der var en sammenhæng mellem brugen af tobak og kræft (The Beauties and Deformities of Tobacco-Using (1853), s. 142). Meget af EGWs stof om helsereform viser slående lighed med skrifterne fra Larkin B. Coles, som skrev længe før EGW. Der er ingen tvivl om, at EGW lånte fra Coles og udbød det lånte stof som syner fra himlen.

I sin bog Lectures on the Science of Human Life fra 1849, fremmer fritænkeren Sylvester Graham (1794-1851) de allerfleste helseprincipper, EGW angiveligt fik i sit syn fra 1863. Han gik bl.a. imod brugen af æg, mælk og smør, te, kaffe, tobak, fede kager, medicin, hvidt brød, svinekød, salt, krydderier, stramme korsetter og al stimulerende mad -- nøjagtig det samme som Ellen White, men før hende. At EGW var stærkt influeret af Sylvester Graham er hævet over enhver tvivl.

Dio Lewis var en kendt helsereformator fra 1850'erne. Han gik ind for to måltider om dagen -- det samme som EGW, men før hende.

Helsereform var moderne i 1850'ernes Amerika. Der var utallige helsereformatorer, som rejste rundt og holdt foredrag om helsereform. De fremmede alle de principper, Ellen White senere kom med i sine skrifter. Hendes syn fra 1863 var derfor ikke noget nyt. Alt dette var kendt stof, som allerede var blevet forkyndt vidt og bredt i Amerika i mindst ti år, før Ellen White fik synet om helsereform. Det er derfor mærkeligt, at Gud skulle give et syn om stof, som allerede var velkendt, og at Ellen White spillede uvidende om alt dette, før hun havde skrevet sit syn ned. Først da opdagede hun til sin store forbavselse, at andre havde forkyndt dette vidt og bredt i årevis før hende. Men Ellen White skulle have æren for andres pionerarbejde, noget hun tjente mange penge på.

Det bliver hævdet, at Gud viste Ellen White avancerede medicinske principper langt forud for hendes tid. Som vi har set, er dette overdrevne påstande. Det, Gud burde have vist hende, var at forebygge ved enkle midler nogle af de største sygdomsårsager på den tid.

1. I 1863 var mælk en af de største smittebærere af sygdom, bl.a. brucellose og tuberkulose. Først i 1870 begyndte man at pasteurisere mælken ved opvarmning. Dette var en enkel procedure, EGW burde være blevet vist i syner. Men fordi lægevidenskaben ikke kendte til denne procedure i 1860'erne, havde EGW ingen at kopiere fra.

2. På den tid døde tusindvis af mennesker af tyfus og kolera. Ingen var klar over, at disse sygdomme kunne forebygges ved at koge drikkevandet. Dette burde Gud have vist EGW i synet. Men fordi lægevidenskaben ikke kendte til disse ting i 1860'erne, havde EGW heller ikke her nogen at plagiere stof fra.

I 1844 udgav fru M.L. Shew tredje udgave af sin bog Water Cure for Ladies: A popular Work on the Health, Diet and Regimen of Females and Children, and the Prevention and Cure of Diseases; With a Full Account of the Processes of Water Cure; Illustrated With Various Cases. 1844-udgaven var faktisk den tredje udgave, så bogen var tydeligvis udgivet længe før 1844.

I denne bog finder man en række af alle de nye helseprincipper, Ellen White har fået æren for i henhold til sit syn fra 1863, og påstanden om, at EGWs helseprincipper var langt forud for deres tid. Fru Shew (længe før 1844) og fru White (efter 1863) advarede mod brugen af alkohol, medicin af alle slags, salt, stimulerende krydderier, te, tobak, opium (EGW blev advaret mod opium i et syn; fru Shew advarede mod brugen af opium mange år tidligere uden hjælp af syner), fede tærter og kager, kød, ost etc. etc.

Fru Shew (længe før 1844) og fru White (efter 1863) anbefalede på det kraftigste vandkure i stedet for medicin, salt i kun små mængder, daglige bade, motion, frisk luft, tilberedning af tærter og kager med fløde i stedet for smør og fedt, fløde og mælk i stedet for kød, frugt og grøntsager i stedet for kød, 5-6 timer mellem måltiderne, brød af fuldkorn etc. etc.

I helsereform-synet fra 1863 var der derfor intet nyt under solen. Andre havde fremmet de samme principper længe før Ellen White kom på banen. Men det er hende, som på grund af plagiering og aggressiv markedsføring uretmæssigt har fået æren for det, andre opdagede længe før hende.

Som vi har set tidligere, er Ellen Whites helsereform og helseråd ofte spækket med sælsomme myter og datidens overtro, som hun fik fra andre.

Ellen White gik imod egne råd

I 1850'erne anbefalede både James og Ellen White brugen af svinekød. Senere gik de væk fra det.

Kære Søster Curtis: Jeg blev ked af det, da jeg læste dit brev. Jeg tror, du tager fejl. Herren viste mig for to eller tre år siden, at brugen af svinekød ikke var nogen prøve. Kære søster: Hvis din mand gerne vil have svinekød, bør du føle dig helt fri til at bruge det (Brev, EGW til Søster Curtis, citeret i H.E. Carver: Mrs. E.G. White's Claim to Divine Inspiration Examined. Fremhævelser tilføjet).

I 1858 skriver Ellen White et lignende vidnesbyrd:

Jeg så, at I havde fejlagtige opfattelser om at påføre jer prøvelser og på den måde berøve jer nærende mad. Enkelte har gået for vidt i dette kostspørgsmål. De har fulgt den strenge linje og levet så enkelt, at det er gået ud over helbredet. Jeg så, at Gud ikke kræver, at nogen skal følge en så streng linje, at det svækker eller skader Guds tempel. Sådant står ikke i Guds Ord. Hvis det er menighedens pligt at afstå fra svinekød, vil Gud vise det til flere end to eller tre. En fanatisk ånd er over jer. I er bedraget (Testimony nr. 5. Dette er det originale vidnesbyrd. Andenudgaven finder man i Testimonies, bd. 1, s. 206-207, hvor det er noget redigeret, og med en forklaring af James White. Fremhævelser tilføjet). Her siger Ellen White, at svinekød er nærende mad, og at de, som gik imod brugen af det, var bedraget og ledet af en fanatisk ånd (vidnesbyrdet havde med svinekød at gøre).

Her har vi den mærkelige situation, at Gud viste EGW i et syn, at brugen af svinekød ikke var nogen prøve, og at der ikke var noget i vejen for at spise det, til trods for at Bibelen udtrykkeligt siger, at svin var urene dyr: . . .og svinet, for det har vel klove, men tygger ikke drøv, det skal være urent for jer. I må ikke spise kødet af disse dyr, og I må ikke røre ved dem, når de først er døde (5 Mos 14,8). Dette flere tusind år gamle påbud var ingen ukendt sag.

Senere skriver EGW vidnesbyrd, også baseret på syner, at svinekød var uren mad, og at Gud ikke godkendte brugen af det. Først viser Gud altså EGW, at det ikke er forkert at spise svinekød, derefter viser han hende, at det er forkert at spise det -- til trods for at Bibelen hele tiden var klar på det punkt.

I 1850 skrev James White:

Enkelte af vore gode brødre har føjet 'svinekød' til listen over ting, Den Hellige Ånd har forbudt, og apostlene og de ældste, som var samlet i Jerusalem. Men vi føler os kaldet til at protestere mod en sådan opfattelse, og at den er imod Skriftens lære. Skal vi lægge en større 'byrde' på disciplene end det, Den Hellige Ånd og Jesu Kristi hellige apostle mente var godt? Måtte Gud forbyde! Deres afgørelse, som var rigtig, afgjorde spørgsmålet for dem og forårsagede glæde i menighederne, og det burde bilægge spørgsmålet til evig tid blandt os (James White i The Present Truth, Vol. 1, november 1850, nr. 11: Swine's Flesh. Fremhævelser tilføjet).

Dette skrev James White i 1850. I 1858 skrev hans kone både breve og vidnesbyrd, der var et ekko af denne artikel. James White hævdede til og med, at de, der mente, at svinekød var forbudt mad, gik imod Skriftens lære.

På bagsiden af brevet til Søster Curtis (citeret ovenfor) havde James White skrevet: For at I skal vide, hvor vi står, når det gælder dette spørgsmål, vil jeg bare fortælle, at vi netop har slagtet en hundrede kilos fed gris (citeret i H.E. Carver: Mrs. E.G. White's Claims to Divine Inspiration Examined. Fremhævelser tilføjet).

Ann Lee (1736-84), som var stifteren af Shakerne, og som fik syner og udgav dem som vidnesbyrd, gik imidlertid stærkt imod brugen af svinekød mange år før Ellen White kom på banen. Dette var ikke af ny dato. Ann Lees vidnesbyrd mod brugen af svinekød havde allerede eksisteret i mange år på den tid, hvor James White netop havde slagtet en hundrede kilos gris, og som han og hans kone utvivlsomt forsynede sig af.

Det er derfor helt klart, at syvendedags-adventister på den tid ikke gik af vejen for at indtage fede grise, og de havde Ellen Whites inspirerede vidnesbyrd i ryggen for en sådan praksis. Men senere fik hun et inspireret vidnesbyrd, hvor hun siger, at Gud ikke havde til hensigt, at man skulle spise svin under nogen omstændighed (How to Live, kap. 1, s. 58 (1865)).

Du ved, at brug af svinekød er stik imod hans udtrykte vilje, og han forbød brugen af det -- ikke for at vise sin autoritet -- men fordi det ville være farligt for dem, der spiste det (Testimonies, bd. 2, s. 96. (1868)).

Derfor kommer Ellen Whites udtalelse, hvor hun så, at det ikke var forkert at spise svinekød, i et mærkeligt lys. Senere udgaver af Ellen Whites bøger har både fodnoter og tillæg, hvor man prøver at udrede EGWs mange og modstridende udtalelser om helsespørgsmål fra denne tid. Adventisterne fik et progressivt lys om helsereform, hedder det. Men det bortforklarer ikke, at andre helsereformatorer på den tid advarede mod både brug af svinekød og andet kød, blandt andre ting, uden at påberåbe sig himmelske åbenbaringer. Både Graham, Fowler, Wells, Jackson, Trall, Ann Lee og mange andre på den tid advarede mod brugen af svinekød, men Gud måtte altså give adventisterne progressive åbenbaringer og i tillæg komme i strid med sig selv!

Efter synet i 1863 lod Ellen White være med at spise kød i nogle år (?). Senere begyndte hun igen at spise kød helt frem til 1894. For mange vil disse oplysninger være et chok, men de er baseret på klare fakta.

I et brev til E.S. Ballenger (9. januar 1936) fortæller Dr. John Harvey Kellogg:

Fru White spiste kød, og det i rigelige mængder. Dagen efter at hun kom tilbage til Amerika efter sit besøg i Skandinavien, spiste jeg middag med hende hjemme hos en fælles ven nær Bedford, Mass. Midt på bordet lå en stor, bagt fisk. Fru White forsynede sig godt af den sammen med de andre, bortset fra værtinden og mig selv. På grundlag af denne erfaring tror jeg, fru White begyndte at spise kød i løbet af de år, hun opholdt sig udenlands, specielt i Schweiz og Skandinavien [1885-87]. Hun besøgte [Battle Creek] sanatoriet ganske ofte i løbet af de år, der gik, før hun drog til Australien [1891]. Hver gang hun kom til sanatoriet, bestilte hun altid kød, og specielt stegt kylling. Dr. H.F. Rand var på den tid kok på sanatoriet og var blevet en glødende vegetarianer. Mere end én gang sagde han til mig: 'Det er ikke let for mig at tilberede stegt kylling til fru White.' I de dage havde vi et frit bord ved sanatoriet, hvor vi serverede kød til de patienter, der ønskede det, selvom vi ikke foreskrev det for dem.

Ved Generalkonferencens årsmøder, som altid blev holdt ved Battle Creek, plejede vi at give konferencen en festmiddag. De fleste medlemmer var også medlemmer af sanatoriets valgbestyrelse. Vi mente, vi skyldte dem den opmærksomhed. Under disse festmiddage forventede de, at vi serverede kød.

På den tid spiste omtrent hver eneste syvendedags-adventist-pastor kød.

De vidste, at fru White spiste kød, og med to eller tre undtagelser blev der altid serveret kylling eller lammefrikassé.

På begravelsesdagen for Ældste [James] White [1881] spiste hans bror, som var til stede ved begravelsen, samt hans to sønner J.E. og W.C., middag ved sanatoriet. De spiste ved det frie bord, og begge spiste kød én time efter, at deres far var begravet.

Efter at fru White kom tilbage fra Skandinavien, var hun til stede ved mange årsmøder, enkelte af dem var jeg også med til. Da havde hun for vane at spise kød, og dette må have været almindeligt kendt. Ved en lejlighed hørte jeg J.E. [James Edson, EGWs ældste søn] stå foran moderens telt og råbe til en kødvogn, som besøgte stedet jævnligt, og som var ved at køre: 'Hallo der! Har du noget frisk fisk?' 'Nej', var svaret. 'Har du noget frisk kylling?' Igen var svaret 'nej', og J.E. skrålede med høj røst: 'Mor vil gerne have kylling. Det er bedst, du skaffer noget hurtigt!'

Blandt folk var der altid en mistanke om, at det var ham, der gerne ville have kylling, og at fru White spiste det, og at hun havde for vane at gøre det.

Det overraskede mig, at Ældste Starr udtalte, at fru White ikke spiste kød i Australien. Han må da have kendt til det faktum, at hun spiste det jævnligt. Hun spiste kød, da hun drog dertil [1891], og fortsatte med at spise det gennem flere år, til hun fik en så slem reumatisme, at hun ikke kunne gå og måtte køres rundt i rullestol. Hun sad da i en stol, når hun prædikede.

Efter en tid holdt hun op med at spise kød og skrev til mig om det. Hun sagde, at en katolsk dame var til stede ved en af hendes prædikener [1894]. Denne dame var formand for WCTU og var tilfældigvis vegetarianer.

Efter mødet takkede hun fru White for prædikenen og sagde: 'De spiser selvfølgelig ikke kød, fru White?' Fru White svarede, at det gjorde hun af og til, og da faldt kvinden på knæ med tårer strømmende ned ad kinderne og bønfaldt fru White om aldrig mere at lade en kødforbit komme ind i munden. I sit brev til mig fortæller fru White: 'Jeg tænkte, at det var vel på tide at begynde at følge min egen undervisning.' Så hun sagde, at hun da holdt op med at spise kød selv, men fortsatte med at servere det for sine medarbejdere. . . .

Da jeg besøgte mødestedet ved Grand Rapids, et af de første årsmøder, der blev holdt, opdagede jeg, at der var lagt åbent frem på proviantbordet hele torsk, helleflynder, røget sild, tørret kød og Bologna-pølser. Jeg fandt noget af dette ved alle de årsmøder, jeg besøgte.

Efter nogle få år lykkedes det mig at få disse ting væk. For at få det væk, købte jeg ved en lejlighed hele lageret med kød, stærk ost og visse tvivlsomme bageriartikler. Det hele kostede mig femten dollar, og jeg gav ordre til, at det skulle dumpes i floden. Jeg var sikker på, at dette blev gjort, men bagefter fik jeg at vide, at det blev stukket til side og fordelt blandt pastorerne i konferencen, efter at årsmødet var slut. Dette var i Indiana. Jeg fik information om dette fra Ældste Covert, som da var konferenceformand (J.H. Kellogg til E.S. Ballenger, 9. januar 1936. Fremhævelser tilføjet).

I dette brev skal vi bemærke, at Ellen White selv indrømmede i 1894, at hun spiste kød. Efter mange vidners udsagn havde hun da spist kød gennem mange år. Videre sagde hun ved samme lejlighed i 1894, at det var vel på tide, at hun begyndte at følge sin egen undervisning. Hun havde altså ikke gjort dette gennem mange år. Glem ikke, at hun fik synet om helsereform i 1863. Ellen White bekræfter selv hændelsen i Australien i 1894 i et manuskript dateret 30. august 1896.

Det er underligt, at Otsego-synet fra 1863, som EGW hævder var direkte fra himlen, ikke var nok til at overbevise hende om at holde fast i helsereformen. Der måtte en katolsk dame til mange år senere, og hun formåede det, Gud ikke havde formået i alle disse år.

I 1863 giver Gud hende, efter eget udsagn, et syn, hvor hun og andre bliver opfordret til at afstå fra kødspisning. Senere bliver det fortalt hende, at kødspisning førte til spedalskhed, tuberkulose, kræft, sløvede hjernen og forkortede livet osv. EGW sendte ofte vidnesbyrd ud, hvor hun fordømte andre, der spiste kød, mens hun hele tiden spiste det selv.

Dr. Kellogg mener, at det var under opholdet i Europa i midten af 1880'erne, at EGW igen begyndte at spise kød. Imidlertid fremgår det tydeligt af tidligere breve, at EGW spiste både kød og fisk længe før den tid.

I et brev fra maj 1882 skriver EGW et brev til sin svigerdatter Mary Kelsey White:

Mary, hvis du kan skaffe mig en god kasse med sild -- friske -- så gør det. De forrige, Willie fik, var gamle og bitre. Hvis du kan skaffe dåser, f.eks. et halvt dusin dåser med gode tomater, så gør det, er du sød. Vi har brug for dem. Hvis du kan få fat i nogle få dåser med gode østers, så gør det (brev 16, dateret 31. maj 1882, Healdsburg, Californien. Fremhævelser tilføjet).

Efter årsmødet i Springfield, Illinois i 1887 mødte Ellen White Fannie Bolton og ønskede at ansætte hende som en af sine litterære assistenter. EGW arrangerede det således, at Fannie Bolton skulle møde hende i Chicago, og at de skulle rejse sammen. Fannie Bolton fortæller:

Ellen var ikke i hendes følge, så Ældste Starr søgte rundt, til han fandt hende bag en skærm i restauranten, meget tilfreds, mens hun var i færd med at spise store, hvide, rå østers med eddike, peber og salt. Hun fortæller videre, at på den samme rejse bragte W.C. White et stort stykke blodig steg ind i vognen, som de skulle tilberede på et lille oliefyr til Sara McEnterfer, som var en af Ellen Whites mest betroede assistenter. Disse oplevelser kom nærmest som et chok for Fannie Bolton, som så godt hun kunne havde prøvet at leve efter helsereformens principper. (Brev, Fannie Bolton til fru E.C. Slawson, 30. december 1914. The Fannie Bolton Story: A Collection of Source Documents. Ellen White Estate, 1982, s. 108-109.)

Dr. J.H. Kellogg fortæller omtrent den samme historie:

Når det gælder Fannie Boltons beretning om, at fru White spiste østers, fortalte Fannie mig, at første gang hun mødte fru White, var på en restaurant i Chicago. Hun blev informeret om, at fru White plejede at spise middag på en bestemt restaurant, så hun tog dertil og fandt fru White i færd med at spise østers.

Jeg tror ikke, fru White var så meget at laste for at spise kød og østers etc., som de personer hun var associeret med. De fik hende til at tro, at hun havde brug for kød og måtte spise det (Brev til E.S. Ballenger, 9. januar 1936. Fremhævelser tilføjet).

Dr. Charles E. Stewart fortæller, at Ellen White spiste østers så sent som i 1890.

Som sagt var det i 1863, at Ellen White fik sit store syn om helsereform. Hensigten med dette syn var ifølge EGW at vise farerne ved at spise kød:

Men fra den tid Herren viste mig i juni 1863 dette med kødspisning og helbred, er jeg holdt op med at spise kød. En overgang var det svært at vænne mig til brød, som jeg tidligere ikke brød mig særlig om. Men ved ihærdige anstrengelser har jeg været i stand til det. Jeg har nu levet næsten et år uden kød (Spiritual Gifts, b. 4, s. 153-154 (1864). Fremhævelser tilføjet).

Fem år senere skriver Ellen White:

Jeg har ikke ændret kursen en tøddel, siden jeg tog imod helsereformen. Jeg har ikke taget et eneste skridt tilbage fra lyset fra himlen om dette emne fra den tid, det først skinnede på min sti. Jeg rev mig løs fra alt på én gang, fra kød og smør, og fra tre måltider. . . .Jeg lagde alt dette bag mig af princip, og jeg tog mit standpunkt for helsereform af princip (Testimonies, bd. 2, s. 371-372 (1869). Fremhævelser tilføjet).

Året efter skriver EGW:

De, som fra tid til anden laver svinkeærinder for at tilfredsstille appetitten ved at spise en fed kalkun eller anden kødmad, fordærver deres appetit og er ikke dem, der bør tale højt om fordelene ved helsereform. De er styret af smagen, ikke af principperne. . . .Smør eller kød af nogen art kommer aldrig på mit bord (Testimonies, bd. 2, s. 487 (1870). Fremhævelser tilføjet).

Dette var i 1870, bare ét år efter at EGW bestemt hævdede, at hun ikke var veget en tøddel eller et eneste skridt fra helsereformen.

Da Ronald Numbers kæmpede med The White Estate for at få kopier af breve som dokumentation til sin bog Prophetess of Health (1976), fik han til sidst det, han bad om, men der var to breve, Arthur White og hans stab nægtede bestemt at frigive, fordi de var pinlige for madonnabilledet af Ellen White. Det ene brev var fra 1873, to år efter ovenstående vidnesbyrd, hvor Ellen White beskriver en ferietur til Rocky Mountains, hvor hun selv og hendes familie holdt måltid på vildænder, de havde skudt.

. . .kød af nogen art kommer aldrig på mit bord, havde hun skrevet to år tidligere, idet hun revsede dem, som fra tid til anden lavede svinkeærinder ved at spise en fed kalkun. De, der gjorde sådant, burde ikke tale højt om fordelene ved helsereform, skrev hun, alt imens hun selv fra tid til anden lavede svinkeærinder for at spise vildænder og anden kødmad. Ingen skrev mere om fordelene ved helsereform end EGW i denne tid. Længe efter moderens død fortalte W.C. White om madkurve med både kylling, kalkun og konserveret tunge (Numbers: Prophetess of Health, s. 171-172).

Smør eller kød af nogen art kommer aldrig på mit bord (Testimonies, bd. 2, s. 487 (1870). Fremhævelser tilføjet).

Du sætter på bordet smør, æg og kød, og dine børn spiser dette. De spiser de ting, som opflammer deres dyriske sanser, og så kommer du til møde og beder Gud velsigne og frelse dine børn. Hvor højt når sådanne bønner? (Testimonies, bd. 2, s. 362. (1870). Fremhævelser tilføjet).

Hvad slags Gud er det, Ellen White præsenterer her? Er Guds svar på dine bønner afhængig af, om der står et æg eller lidt smør på morgenbordet? Et æg på bordet, og dine bønner når ikke længere end til loftet.

Men ved bibelkonferencen, som Generalkonferencen holdt i 1919, sagde formanden, A.G. Daniells, som havde kendt Ellen White i over fyrre år:

Jeg har selv spist kilovis af smør ved hendes bord og dusinvis af æg. Jeg kunne ikke forklare, at dette foregik i hendes egen familie, hvis jeg tror, at hun selv troede, at disse ord [i forrige citat, fra 1870, red.anm.] var Herrens ord til verden (Fremhævelser tilføjet).

Efter dette udsagn nåede Ellen Whites bønner gennem mange år ikke længere end til loftet.

I 1888, på den tid hvor EGW spiste kød, skrev hun:

Jeg forkynder ikke én ting og praktiserer noget andet. Jeg lægger ikke leveregler frem for tilhørerne, som de skal følge, mens jeg gør undtagelser for min egen del (Selected Messages, bd. 2, s. 302; brev 12, 1888. Fremhævelser tilføjet).

Men Ellen White praktiserede på denne tid noget andet, end det hun forkyndte. Hun gav indtryk over for andre af, at hun levede upåklageligt efter helsereformen, og revsede i stærke vendinger dem, der lavede svinkeærinder, mens hun selv ikke var så nøje. Hvis ikke dette er religiøst hykleri, hvad er det så?

I årene 1891-1900 skrev EGW:

Ingen bør vælges til lærer for folket, så længe hans egen forkyndelse eller eksempel er i strid med det vidnesbyrd, Gud har givet sine tjenere med hensyn til kostspørgsmålet. . . .Hans ringeagt for helsereform gør ham uskikket til at stå frem som Herrens sendebud (Testimonies, bd. 6, s. 378).

I 1903 skrev Ellen White, efter at hun ni år tidligere var holdt op med at spise kød:

De, som ikke accepterer det lys, Gud har givet om helsereform, men som spiser kødet af døde dyr og bruger stimulerende midler, kan ikke repræsentere sandheden for andre. Gud gav lyset om helsereform, og de, som forkastede det, forkastede Gud (Special Testimonies, Series B, nr. 6, s. 31. Fremhævelser tilføjet).

Gud gav lyset i 1863. De, som forkastede dette lys, forkastede ifølge EGW Gud. Ellen White forkastede ikke lyset, men levede ikke efter det i mange år efter, at hun havde fået det. Hun var helsereformator i princippet, men ikke i praksis. Ifølge hendes egne ord kunne hun ikke repræsentere sandheden for andre og var uskikket til at stå frem som Herrens sendebud i denne lange tid -- over tyve år. Men hun kalder sig hele tiden for Herrens sendebud.

På denne tid (1901) blev Arthur G. Daniells valgt til Generalkonferencens formand, en stilling han besad frem til 1922. Daniells var altid en stor kødspiser og ringeagtede helsereformen. Han spiste kød frem til sin død i 1935 af kræft. Alligevel støttede EGW stærkt op om Daniells, da han blev valgt. Hvordan kunne hun gøre det, når hans ringeagt for helsereform ifølge hendes egne ord gjorde ham uskikket til at stå frem som Herrens sendebud? Ingen burde vælges til lærer for folket, så længe de ikke fulgte helsereformen, skrev hun.

I 1909 skrev Ellen White:

Da lyset om helsereform kom til mig [1863], var jeg svag og sygelig med hyppige besvimelsesanfald. Jeg bad til Gud om hjælp, og han åbnede for mig det store emne om helsereform. . . .Dette lys har været til stor velsignelse for mig. Jeg tog mit standpunkt som helsereformator og vidste, at Herren ville styrke mig. Jeg har et bedre helbred i dag, på trods af min høje alder, end jeg havde i yngre dage.

Det er blevet sagt, at jeg ikke har fulgt helsereform-principperne, som jeg fremmede dem med min pen; men jeg kan sige, at jeg har været en trofast helsereformator. De, som har været medlemmer af min familie, ved, at dette er sandt (Counsels on Diet and Foods, s. 494; Testimonies, bd. 9, s. 158-159. Fremhævelser tilføjet).

Dette lys kunne hun have fået ved at læse de talrige skrifter om helsereform, der cirkulerede på den tid, og det var det, hun gjorde.

Men som vi har set, indrømmede Ellen White i Australien, at hun spiste kød på den tid, frem til 1894. Hendes store familie på op til seksten medlemmer kunne nok bekræfte det. Hendes egen søn Edson skaffede hende kylling, hun bestilte altid stegt kylling på Battle Creek-sanatoriet, hun spiste østers og sild, samt æg og smør. Hun var med andre ord ikke en trofast helsereformator fra 1870'erne eller tidligere og frem til 1894. Desuden hyklede hun om disse ting. Hun taler ikke sandt i sin udtalelse fra 1909.

Klædereform

Klædereformen, som adventisterne fremmede i det forrige århundrede, var heller ikke baseret på syner fra Gud, til trods for at EGW hævder netop det. Shakernes Ann Lee, som vi har været inde på tidligere, indførte bl.a. en speciel dragt for sine disciple.

Kort før den amerikanske borgerkrig i årene 1861-65 fremmede nogle få radikale feminister i Amerika en såkaldt reformdragt med en slags kjole, der nåede halvvejs op til knæene, med løstsiddende bukser under. Enkelte adventistsøstre mente, at en sådan dragt var både sund og fornuftig, men Ellen White fordømte den og tog himlen til vidne på det gennem et vidnesbyrd:

Gud vil ikke, at hans folk skal adoptere denne såkaldte reformdragt. Den er uanstændig, helt upassende for Kristi beskedne, ydmyge efterfølgere. . . .De, som mener, at de er kaldet til at slutte sig til denne bevægelse til fordel for kvindefrigørelse og den såkaldte klædereform, kan lige så godt bryde al forbindelse med den tredje englebudskab (Testimonies, bd. 1, s. 421-422 (juni 1863). Fremhævelser tilføjet).

Her hævder EGW udtrykkeligt, at Gud ikke vil, at hans folk skal adoptere denne reformdragt, da den er uanstændig.

Fire år senere (1867) siger Ellen White, igen i et vidnesbyrd angiveligt fra himlen:

Kristne bør ikke gøre sig umage med at gøre sig til spot ved at klæde sig anderledes end verden (samme, s. 458. Fremhævelser tilføjet).

Gud ønskede altså, at hans folk ikke skulle adoptere den såkaldte amerikanske reformdragt og klæde sig anderledes end verden.

Et godt år senere, i september 1864, besøgte James og Ellen White Dr. Jacksons kursted i Dansville, New York, hvor de opholdt sig i tre uger. De blev begge meget fascineret af helsereformen, som blev forkyndt der. En af lægerne ved Dr. Jacksons kursted, Miss Harriet N. Austin, bar en reformdragt, som med små modifikationer var helt lig den, EGW ét år tidligere havde sagt, at Gud ikke ville, hans folk skulle gå med. Ellen White begyndte straks at gå med Miss Austins reformdragt og begyndte at sende syner, vidnesbyrd og åbenbaringer ud, hvor hun hævdede, at Gud nu ønskede, at hans folk skulle adoptere denne dragt:

Gud vil nu, at hans folk skal adoptere reformdragten, ikke bare for at skille dem fra verden som hans specielle folk, men fordi en klædereform er vigtig for fysisk og psykisk velvære (samme, s. 525. Fremhævelser tilføjet).

En af årsagerne til, at Gud nu ville, at hans folk skulle adoptere reformdragten, den samme dragt han tidligere havde fordømt, var altså at skille hans folk ud fra verden som et specielt folk. Men han havde tidligere sagt, at hans folk ikke skulle gøre sig til spot ved at klæde sig anderledes end verden. Dette er blot selvmodsigelser og forvirring, som overhovedet ikke stammer fra en ordens Gud. Gud skifter ikke mening fra dag til dag.

Ellen White fik lavet papirmønstre til denne reformdragt, annoncerede dem i Review og solgte dem for en dollar stykket. Desuden tog hun mønstrene med sig overalt, hvor hun færdedes, og solgte dem til samme pris. Hun ivrede meget for, at alle skulle købe dem, og henstillede til søstrene om ikke at lave deres egne mønstre. Her var der forretning!

D.M. Canright fortæller om sin egen hustru, som tog denne reformdragt i brug:

Jeg giftede mig i Battle Creek i 1867 med en ung søster på nitten år. Det var blomstringstiden for dette reformdragts-vanvid. Som en loyal prædikantfrue tog hun modvilligt denne dragt på og bar den i otte år. Jeg kender derfor godt til disse ting. Den var en skammelig sag og fremkaldte latter overalt. På gaden ville folk stoppe op og stirre på hende og gøre nar. Jeg har været vidne til, at drengeflokke fulgte efter hende og gjorde grin med hende, til hun måtte forsvinde ind i en butik for at blive fri for dem. Vi skammede os begge over den, men Guds profet havde sagt, at den var hans vilje, så vi måtte bære korset. Her er den advarsel, fru White kom med:

'Jeg har gjort min pligt. Jeg har båret mit vidnesbyrd, og de, som har hørt mig og læst det, jeg har skrevet, må bære ansvaret for at modtage eller forkaste lyset, der blev givet. . . .' (Testimonies, bd. 1, s. 523. D.M. Canright: The Life of Ellen White, kap. 19).

Kristne bør ikke gøre sig umage med at gøre sig til spot ved at klæde sig anderledes end verden (Testimonies, bd. 1, s. 458. Fremhævelser tilføjet).

Gud vil nu, at hans folk skal adoptere reformdragten, ikke bare for at skille dem fra verden som hans specielle folk. . . .(samme, s. 525. Fremhævelser tilføjet).

Canright siger videre:

Til sidst så hun, at det hele var en fejltagelse og en fiasko. Hun tog derfor til Californien, hvor hun i stilhed tog reformdragten af og bar den aldrig mere. Selvfølgelig fik hun rigeligt med spørgsmål og blev bedt om at forklare dette, men hun nægtede ganske enkelt at komme med nogen forklaring. Hun sagde blot, at hun havde fået lyset. De kunne enten adlyde det eller forkaste det. Det var det hele! Men faktum er, at hun var blevet vildledt af Miss Austin og vovede ikke at indrømme det, for hun havde klart givet udtryk for, at det var lys fra himlen, og havde gjort Gud ansvarlig for det (Canright, kap. 19. Fremhævelser tilføjet).

Ellen White sagde altså, at hun havde fået lyset, og de kunne vælge at adlyde det eller forkaste det. Siden Ellen White tog reformdragten af og aldrig mere bar den, forkastede hun altså selv lyset fra himlen.

Sådanne selvmodsigelser kan man altså vikle sig ind i, når man påberåber sig syner fra himlen for at fremme menneskelige påfund.