Ellen G. White—Myten og Sandheden

12 - Adventistmyter

af Å. Kaspersen

En af de populære adventistlegender fortæller om Ellen White, som i over en halv time skal have holdt på strakt arm en bibel, som vejede tyve kilo. Den oprindelige fortælling finder vi i bogen Great Second Advent Movement af John N. Loughborough:

Jeg vil her fremkomme med nogle fakta i forbindelse med hendes tredje syn. . . .fortalt mig af fru Whites far og mor, hendes søster, fru Sarah Belden og andre. I rummet, hvor synet blev givet, lå der en meget stor familiebibel på kommoden. . .og vejer lidt over ni kilo. Mens hun var i synet, rejste hun sig og tog denne store, tunge bibel på sin venstre arm, bogen lå åben, og hun holdt den ud i ret vinkel mod kroppen. Derefter, i over en halv time, vendte hun bladene fra sted til sted og pegede på forskellige skriftsteder, som hun gentog med øjnene vendt opad. . . .Hver gang gentog hun skriftstedet, hvor hendes finger hvilede (s. 236-237. Fremhævelser tilføjet).

Denne bedrift burde have været nok til at overbevise den mest forhærdede skeptiker. Besynderligt nok blev hverken hendes far og mor eller andre nære familiemedlemmer, som var vidne til denne overnaturlige styrke, nogensinde overbevist om, at hendes syner var fra Gud. Dette giver grund til bekymring og skaber mistanke om, at der ikke var noget overnaturligt ved hændelsen.

Et af vidnerne til denne hændelse var fru Lunt, som skrev følgende:

I 1845 var jeg sammen med min fars familie til stede ved søster Harmons møder i Topsham, og under et af disse møder havde hun et syn. Det var første gang, vi så hende, mens hun havde et syn. En af de store, gammeldags bibler [Teale-familiebibelen, som vejede ni kilo] tilhørte bror Curtiss. Søster Harmon tog denne store bibel ned fra kommoden, mens hun var i et syn, og hun udpegede bibeltekster, mens hun vendte bladene og så opad og væk fra bogen. Hun holdt den i sin åbne hånd i en 45 graders vinkel, og ingen andre var i stand til at holde en bog i en lignende vinkel, uden at den straks gled ud af hænderne. Men søster Harmon holdt denne bibel i den vinkel i flere minutter, så fast som om den havde været limet til hånden, mens hun gik fra den ene til den anden i rummet (Loughborough, s. 238. Fremhævelser tilføjet).

Et andet vidne var fru Truesdale, som fortalte om hændelsen 61 år senere:

Søster Harmon var i synet i over to timer. . . .Hun læste bibelvers. . .som f.eks. Hebr. 2,2.3, Jakob 5,7,8; Hebr. 10,35.39, 1 Pet. 1,7, Luk. 12,32-37, samt mange andre, mens hun holdt den store familiebibel så højt, at jeg måtte stå på en stol for at kunne læse det, hun pegede på (Loughborough, s. 238-239. Fremhævelser tilføjet).

Det var godt gjort af fru Truesdale at huske, 46 år senere, disse bibelvers, som blev læst for hende, da hun var femten år gammel!

Disse vidnesbyrd er så sprikende, at det er vanskeligt at fæste lid til dem. Det såkaldte Topsham-syn, hvor dette angiveligt skal være sket, fandt sted i 1845, og Loughborough citerede fru Lunt og fru Truesdale 46 år senere. Loughborough siger, at den store bibel blev holdt strakt ud fra kroppen i over en halv time, mens fru Lunt siger, at den blev holdt i 45 graders vinkel i flere minutter, og fru Truesdale mener, det var i over to timer.

Under bibelkonferencen i 1919 udtalte Generalkonferencens formand, A.G. Daniells, sig om denne påståede hændelse:

Nu med hensyn til beviserne: Jeg er uenig med dem, der har indsamlet beviser for ægtheden af denne gave. Jeg tror ikke, man finder de stærkeste beviser for frugterne af denne gave til menigheden i fysiske, ydre manifestationer. Jeg har for eksempel hørt enkelte forkyndere prædike, og har set det skriftligt, at søster White engang holdt en tung bibel -- jeg tror, de sagde, den vejede tyve kilo -- på udstrakt arm, mens hun så op mod himlen, citerede bibelvers og vendte bladene, mens hun pegede på teksterne med blikket vendt op mod himlen. Jeg ved ikke, om dette nogensinde er sket. Jeg er ikke sikker. Jeg så det ikke, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde har talt med nogen, der så det. Men, brødre, jeg regner ikke sådanne ting som beviser. Jeg tror ikke, at den slags er de bedste beviser. Hvis jeg var en fremmed i forsamlingen og hørte en forkynder fortælle noget sådant, ville jeg have min tvivl. Jeg ville gerne vide, om han selv var vidne til det. Da måtte han svare nej, det havde han ikke. Da ville jeg spørge: Har du nogensinde set den mand, som var vidne til det? Og han måtte igen svare: Nej, det gjorde jeg ikke.

Vel, hvor meget af dette er ægte, og hvor meget har sneget sig ind i fortællingen? Jeg ved det ikke. Men jeg mener, at det ikke er den slags beviser, vi skal bruge. Det er meget længe siden, jeg selv er kommet med den slags -- intet åndedræt i kroppen og øjnene vidåbne (A.G. Daniells under bibelkonferencen i 1919, 30. juli. Fremhævelser tilføjet).

A.G. Daniells havde kendt Ellen White personligt i mange år og kendte også J.N. Loughborough. Alligevel fæstede han ingen lid til disse ting. I 1890 blev det sagt, at den store bibel vejede ni kilo, mens den i 1919 var øget til tyve kilo.

Wallace D. Slattery fortæller om en hændelse under et besøg i the White Estate:

Min hjælper under min sidste jobb som SDA-lærer i Pennsylvania var et oldebarn af søster White. Jeg diskuterede denne påståede hændelse med hende, og hun var enig i, at det aldrig var sket. Hun ringede til sin mor, som arbejdede i the White Estate i Washington, og spurgte hende: Hvorfor viser I stadig denne store bibel frem til folk, der kommer ind, når I ved, at hændelsen aldrig skete? Moderen svarede: Men du skulle se deres ansigter, når de ser den! (Are Seventh-day Adventists False Prophets? An Insider Speaks Out, s. 5).

Selv The White Estate indrømmer altså, at denne hændelse aldrig skete, og at beviserne er tvivlsomme. Den er en af mange adventistmyter, der har sneget sig ind. En enkel fjer er blevet til mange høns i årenes løb.

Det er ikke umuligt, at Ellen White virkelig holdt en tung bog i en vis tid. Men som Daniells sagde: Hvor meget af dette er ægte, og hvor meget har sneget sig ind i fortællingen? At en person holder en tung bog i timevis, gør imidlertid ikke sådanne personer til profeter. Det er ikke ukendt, at visse psykiske lidelser kan give et menneske nærmest overnaturlige kræfter. Det er meget sandsynligt, at Ellen Whites syner var fremkaldt af specielle epileptiske anfald (se kapitlet om Ellen Whites hovedskade). Patienter under sådanne anfald kan ofte få uanede kræfter og udføre styrkebedrifter, de ellers ikke ville klare.