Ellen G. White—Myten og Sandheden

13 - Ellen White og Bibelen

af Å. Kaspersen

I sin plagierede bog Patriarchs and Prophets (Patriarker og profeter) siger Ellen White på s. 354-356:

Den vigtigste del af den daglige tjeneste var den, der blev udført for det enkelte menneske. Den angrende synder bragte sit offer til tabernaklets indgang, lagde sine hænder på offerets hoved og bekendte sine synder. På denne måde overførte han dem symbolsk fra sig selv til det uskyldige offer. Derefter dræbte han dyret med sin egen hånd, og præsten bar blodet ind i Det hellige og stænkede det foran forhænget. Bag dette forhæng stod arken med den lov, synderen havde overtrådt. Ved denne ceremoni blev synderne gennem blodet symbolsk overført til helligdommen. . . .Sådan var den tjeneste, der foregik dag efter dag gennem hele året. . . .Således blev tjenesten udført “som et forbillede og en skygge af det himmelske” (Hebr. 8,5) (Fremhævelser tilføjet).

Denne udtalelse stemmer ikke med Bibelen. Der står ingen steder, at blodet blev båret ind i helligdommen for det enkelte menneske. Dette kan man ved selvsyn undersøge ved nøje at læse 3. Mosebog kap. 4. For den enkelte israelit blev blodet hældt ud ved brændofferalterets fod og ikke båret ind i helligdommen. Det var kun, når den salvede præst eller hele Israels forsamling syndede, at blodet skulle bæres ind i helligdommen.

For at redde sig i land fra glatisen hævdes det undertiden, at præsten spiste af kødet, og at blodet på denne måde alligevel kom ind i helligdommen. Problemet er, at israelitterne – præsten ikke undtaget – havde fået klar besked om ikke at spise kød med blod i. Den, der spiste kød med blod i, skulle udryddes af Israel. Blodet skulle vaskes ud, før kødet blev spist. Denne praksis følger jøderne den dag i dag, idet de vasker blodet ud af kødet, før de spiser det – kosher-kød.

Det er mærkeligt, at adventister, som påberåber sig helligdomstjenesten som en af deres vigtigste læresætninger, lader bøger udgive, som rammer så fuldstændigt ved siden af på et så vigtigt punkt i helligdomslæren. Senere udgaver af bogen har imidlertid et tillæg med lille skrift bagerst i bogen (s. 761), hvor de påpeger dette forhold, dvs. at bogen fortæller noget, som er i strid med Guds Ord.

Hvis ovenstående udtalelse er skrevet af Ellen White, har hun ikke forstået, hvordan de gammeltestamentlige syndofre blev udført, og så er udtalelsen naturligvis ikke inspireret. Det er mere sandsynligt, at udtalelsen er lånt fra andre forfattere, som heller ikke har læst deres Bibel godt nok. I så fald er udtalelsen kopieret direkte ind i Patriarker og Profeter med vildfarelse og det hele. Dette er noget at tænke over for dem, som hævder, at Gud viste Ellen White, hvad der skulle kopieres, og sortere det fra, som ikke var rigtigt. Der findes en række sådanne tilfælde, ikke mindst i bogen The Great Controversy (Mod historiens klimaks), men også andre steder.

Her er endnu en udtalelse, hvor Ellen White modsiger både sig selv og Bibelen:

Han [Jesus] står i dag ved røgelsesalteret, hvor han frembærer for Gud bønnerne fra dem, der ønsker hans hjælp (Desire of Ages, s. 568 (1898). Fremhævelser tilføjet).

Denne dør [til Det Allerhelligste] blev ikke åbnet, før Jesu mæglertjeneste i Det hellige var afsluttet i 1844. Da rejste Jesus sig og lukkede døren til Det hellige og åbnede døren til Det Allerhelligste, og gik gennem det andet forhæng, hvor han nu står foran arken, og hvor Israels tro nu går. Jeg så, at Jesus havde lukket døren til Det hellige, og intet menneske kan åbne den, og åbnet døren til Det Allerhelligste, og intet menneske kan lukke den (Early Writings, s. 42 (1882). Fremhævelser tilføjet. Dette er baseret på tidlige syner). På s. 55-56 i samme bog siger EGW, at det er Satan, som nu tilsyneladende befinder sig i Det hellige (den første afdeling), hvorhen de nytteløse bønner fra dem, som ikke fulgte Jesus ind i Det Allerhelligste i 1844, går.

Her foreligger der en selvmodsigelse. I 1898 siger EGW, at Jesus i dag står foran røgelsesalteret og formidler de helliges bønner. Alle velinformerede adventister ved, at røgelsesalteret stod i den første afdeling, Det hellige, foran forhænget, der skilte de to afdelinger i den jordiske helligdom. I 1882, baseret på tidligere syner, siger EGW, at Jesus i dag står foran arken og har forladt den første afdeling og lukket den, og ingen kan åbne den. Alle velinformerede adventister ved, at arken stod i den anden afdeling, Det Allerhelligste, bag det andet forhæng. EGW siger med andre ord, at Jesus står i begge afdelinger efter 1844, på trods af at hun i Early Writings siger, at Jesus har forladt og lukket den første afdeling, hvor røgelseskaret stod.

Bortset fra at læren om 1844 osv. er ubibelsk, modsiger Ellen White sig selv i disse to udtalelser. Udsagnet i Desire of Ages er ganske sikkert lånt fra andre forfattere, og det gør ikke forvirringen mindre, men hun godkendte ikke desto mindre det litterære tyvegods.

Ellen White siger, at hun gik ind i templet i det nye Jerusalem:

Jeg så en engel flyve hurtigt hen til mig. Han bar mig fra jorden til den hellige stad. I staden så jeg et tempel, som jeg gik ind i (Early Writings, s. 32. Fremhævelser tilføjet).

Men Bibelen siger:

Intet tempel så jeg i staden, for dens tempel er Gud Herren, den Almægtige, og Lammet (Åb. 21,22).

Ellen White så et tempel i staden, Johannes så ikke noget tempel i staden. Hvem havde ret?

Der er mange lignende selvmodsigelser og udtalelser, som går på tværs af Bibelen i Ellen Whites skrifter. Det er heller ikke mærkeligt, når man ved, at disse skrifter i vid udstrækning er sammensat af stof fra en hærskare af forfattere med forskellig tro.

Ellen White så i et syn, at både Faderen og Sønnen sad på en trone i den første afdeling i den himmelske helligdom. Ifølge adventistlæren havde Jesus stået og gjort tjeneste på Arons vis dér i 1800 år frem til 1844. Men Ellen White lærer, at også Faderen sad på tronen dér:

I februar 1845 havde jeg et syn om de begivenheder, som begyndte med Midnatsråbet. Jeg så en trone, og på den sad Faderen og Sønnen. . . . Og jeg så Faderen rejse sig fra tronen og i en ildvogn drage ind i Det Allerhelligste, inden for forhænget, og sætte sig ned. Dér så jeg troner, jeg aldrig før havde set. Derefter rejste Jesus sig fra tronen. . . . Og jeg så en skyvogn med hjul som flammende ild, og der var engle omkring den, idet den kom hen, hvor Jesus sad. Han gik ind i vognen og blev ført ind i Det Allerhelligste, hvor Faderen sad (fra skriftet To the Little Remnant Scattered Abroad. Fremhævelser tilføjet).

Dette syn kan på ingen måde forsvares ud fra Bibelen. Se kapitlet om Ballenger.

Gud elsker ikke uærlige børn:

Herren elsker de små børn, som prøver at gøre det, der er ret, og han har lovet, at de skal få lov at være i hans rige. Men de ugudelige børn elsker Gud ikke (Appeal to Youth, s. 61. Fremhævelser tilføjet).

Gud elsker sandfærdige børn, som har et oprigtigt hjerte, men han kan ikke elske dem, der er uærlige (Appeal to Youth, s. 41. Fremhævelser tilføjet).

Hvordan kan det være, at Gud elsker sine fjender, men ikke uærlige børn?

Ellen White siger, at Gud vil have et folk på jorden, som holder sig til Bibelen og Bibelen alene som grundlag for alle doktriner (Spirit of Prophecy, bd. 4, s. 413). Følger vi dette råd, bliver det umuligt at forsvare ovenstående syn (og mange andre syner) ud fra Bibelen alene.

Dermed kommer man i den umulige situation, adventistisk set, at hvis man støtter ovenstående syn, kommer man i konflikt med Bibelen. Støtter man ikke ovenstående syn, kommer man i konflikt med "Profetiens Ånd", som adventister hævder er Ellen White og hendes skrifter. Udtalelsen fra bind fire af Spirit of Prophecy er i strid med Ellen Whites syner. Hun er i strid med sig selv, som så mange gange før.

Man bliver stillet over for valget mellem Bibelen og Ellen White -- et kompromis er umuligt. Hvad skal man vælge?

Man skal vælge det, menneskene har haft som deres rettesnor til alle tider -- Guds ord, Bibelen.