Ellen G. White—Myten og Sandheden

14 - Nidkær for egen sag

af Å. Kaspersen

Det er et faktum at Ellen White var særdeles ærekær for egen person og egen sag. Hun tålte på ingen måde at andre rettede fingeren mod noget hun havde gjort, sagt eller skrevet -- eller stillede prøvende spørgsmål ved hendes virksomhed, syner, vidnesbyrd og andre ting. Der er mange eksempler på at personer som gjorde det, blev genstand for himmelsk vrede gennem fordømmende syner og vidnesbyrd.

Fannie Bolton, Charles Lee, Uriah Smith, A.T. Jones, J.H. Kellogg, A.F. Ballenger og andre fik mærke profetindens vrede efter at have stillet prøvende spørgsmål.

Høje tanker om sig selv

Ellen White var ikke beskeden når hun omtalte sin egen rolle. Hun hævdede at hun bare var en budbringer og ikke nogen profet. Men hun siger at hun var mere end en profet:

Andre har kaldt mig en profetinde, men jeg har aldrig hævdet den titel. Jeg har ikke følt at det var min pligt at kalde mig noget sådant. De som åbent hævder at de er profeter i disse dage, er ofte til skam for Kristi sag. . . .Mit arbejde omfatter langt mere end dette navn antyder. Jeg regner mig selv som et sendebud som er betroet budskaber fra Gud til hans folk. . . .Min opgave omfatter en profets gerning, men stopper ikke der. Det omfatter langt mere end de som har sået vantroens frø kan fatte (Selected Messages, bd. 1, s. 36. Fremhævelser tilføjet).

Ellen White siger ikke at hun er profetinde -- hun siger bare at hun aldrig har kaldt sig selv med den titel. Derimod siger hun at hun er en budbærer, og at hendes gerning omfatter langt mere end en profets gerning. Dermed stiller hun sig på linje med Døberen Johannes:

Da disse var gået bort, begyndte Jesus at tale til folket om Johannes: Hvad gik I ud i ørkenen for at se? -- et siv som svajer i vinden?. . . .Men hvad gik I da ud for at se? -- en profet? Ja, jeg siger jer: endog mere end en profet. Det er om ham dette er skrevet: Se, jeg sender min budbærer foran dig, han skal rydde din vej for dig (Matt 11:7.9).

Ellen White sætter sine skrifter på lige linje med Guds ord:

I gammel tid talte Gud til menneskene ved profeternes [Det gamle testamente] og apostlenes [Det nye testamente] mund. I disse dage taler han til dem ved sin Ånds Vidnesbyrd (Testimonies, bd. 4, s. s. 147-148. Fremhævelser tilføjet).

Med andre ord: I gammel tid talte Gud til menneskene ved sit Ord -- Det gamle og Det nye testamente. I disse dage gør han ikke det, men taler til menneskene gennem Ellen Whites vidnesbyrd -- eller han gør ikke bare det, men taler også gennem hendes vidnesbyrd. Klarere kan ikke Ellen White få sagt at Bibelen ikke er nok, men at også vidnesbyrdene hendes, Profetiens ånd må sidestilles med Bibelen, og er lige nødvendig som denne. Men dermed kommer hun i konflikt med sig selv i andre udtalelser hvor hun siger at Gud vil have et folk som holder sig til Bibelen og Bibelen alene.

Vi har tidligere set hvordan store dele af vidnesbyrdene og bøgerne hendes blev til. At sætte disse på lige linje med Guds ord, er mere end formastelig. Gang på gang skamroser hun sine plagierede bøger og gør dem til himmelske åbenbaringer.

Da damptrykkeriet ved Battle Creek skulle udgive 1888-udgaven af The Great Controversy, ønskede de ledende brødre at prioritere bogen Bibellesninger for familiekredsen fremfor Ellen Whites plagierede bog. Da fik de mærke profetindens vrede, som skal have udtalt at hans majestæt Satan sad som forlagschef (denne påståede udtalelse har jeg ikke kunnet dokumentere, og må måske tages med lidt salt). At udsætte salget af Great Controversy -- som stort set bestod af tyvlånt stof -- ville reducere hendes indtægter. Men hvad gik det hele ud på? Bogen til Ellen White var et produkt af litterær kleptomani, mens Bibellesninger for familiekredsen var studier fra Guds ord. Alligevel ville EGW at hendes bog skulle prioriteres fremfor bibelstudierne. Hun satte sin egen bog foran Guds ord. Der er grund til at mistænke penge som den egentlige årsag til at EGW ønskede at prioritere sin egen bog. Forfatterhonoraret fra denne beløb sig til adskillige tusind dollar. Ellen White skrev engang -- under frenologisk påvirkning -- til en pengekær broder at hans berigelsesorgan var pirret. Hendes eget berigelsesorgan led vist samme skæbne.

Uriah Smith

Vi har tidligere set hvordan Fannie Bolton, A.T.Jones, J.H. Kellogg og A.F. Ballenger blev behandlet. Også Uriah Smith blev uretfærdig behandlet af EGW. I et vidnesbyrd, The Testimonies Rejected fra 1882, haglede det med tirader mod manden. I lighed med vidnesbyrdene til A.T. Jones og andre, med falske beskyldninger, var også vidnesbyrdet til Uriah Smith fyldt af anklager og fordømmelser. Ellen White sendte først et vidnesbyrd til Smith (Important Testimony, 23. marts 1882), med anklager som var stærkt overdrevne. Mest sandsynligt havde hun hørt af andre. Smith blev bedt om at læse dette vidnesbyrd højt for menigheden i Battle Creek, noget han af forståelige grunde ikke ville gøre.

Dette vakte profetindens vrede. Han blev anklaget for at have forkastet vidnesbyrdene, etc. Sandheden er vel at Smith, i lighed med mange andre, havde fået øjnene åbnet om hvordan vidnesbyrdene blev til, og stillet prøvende spørgsmål ved dem. Uriah Smith skrev flere breve til D.M. Canright, hvor han luftede disse ting:

Kære Broder Canright, Jeg blev interesseret i dine spørgsmål til onkel George [George I. Butler], om udeladelserne i Early Writings. Vi har Marion-manuskriptet, og jeg har noteret mig artiklen. Under dagens omstændigheder må det have kommet som et skred, og jeg er lidt nysgerrig på hvordan han svarede på spørgsmålene, da han noterede i margen at han havde besvaret dem. Jeg tvivler ikke på at citaterne er rigtige. Jeg husker jeg kom over traktaten Word to the Little Flock da vi var i Rochester, men jeg har ikke set noget eksemplar af den siden, og jeg vidste ikke andet end at Experience & Views indeholdt den fulde tekst af disse tidlige syner. Det virker på mig som om vidnesbyrdene praktisk talt er blevet til på denne måde, og der er ringe hensigt i at forsvare de enorme påstande som nu bliver lanceret om dem. Efter den uretfærdige behandling jeg fik i fjor [vidnesbyrdet fra 1882], føler jeg i hvert fald ingen byrde i den retning (Uriah Smith til D.M. Canright, 22. marts 1883. Fremhævelser tilføjet).

Kære Broder Canright, dit brev af 24. marts er modtaget. . . .Jeg har ikke det utrøstelige syn som du mener, for om synerne forsvandt totalt, ville det ikke på nogen måde påvirke min tro på bibelske teorier. . . Folk er blevet hjernevaskede med den forestilling, at stiller man det mindste spørgsmål angående synerne, bliver man øjeblikkeligt en oprører og en håbløst frafalden, og det gør mig ondt at sige at mange ikke har karakterstyrke til at ryste af sig sådanne forestillinger. Hvis de derfor bliver rystede i deres tro på synerne, mister de troen på alt sammen og går til fortabelse (Uriah Smith til D.M. Canright, 6. april 1883. Fremhævelser tilføjet).

Kære Broder Canright, Dit brev af 28. juli ligger foran mig. Jeg har vist det til B. Gage, sådan som du bad om. Det er rigtigt at G.I.B (Geo. I Butler) har bedt mig om at skrive et eller andet for det foreslåede tillæg, og det har han bedt indtrængende om i nærværelse af brødrene Littlejohn og Fargo -- eller det er rigtigere at sige at alle tre bad mig om det. Men jeg har endnu ikke besluttet mig for om jeg vil sige noget, for jeg ved ikke rigtig hvad jeg egentligt skal sige som kan være til hjælp for dem. Dette sagde jeg lige ud til brødrene. Og grunden er at Søster White selv har lukket min mund. I Special Testimony to the Battle Creek Church, citeret i Sabbath Advocate Extra (jeg tror du har set begge disse), har hun beskyldt mig for ikke bare at have forkastet det vidnesbyrd, men alle vidnesbyrde. Hvis jeg nu siger at jeg ikke har forkastet dem, så vil det vise at jeg har, fordi jeg da modsiger dette ene. Men hvis jeg siger at jeg har forkastet dem, vil det ikke gøre dem noget godt så vidt jeg kan se, men vil hævde noget jeg mener ikke er sandt. Hendes angreb på mig virker særdeles unødvendigt og uretfærdigt. Jeg fortalte brødrene at jeg ikke rigtig kunne fatte hvorfor hun var så ivrig, og havde sådan hastværk med at fremstille mig offentligt som en skeptiker med hensyn til vidnesbyrdene. Hun har tvunget mig ind i en særdeles pinlig situation. Hvis jeg ikke siger noget, vil det blive opfattet som at anklagerne er sande. Men siger jeg noget, må jeg tale ud om min overbevisning, som slet ikke vil være tilfredsstillende for dem (Uriah Smith til D.M. Canright, 31. juli 1883. Fremhævelser tilføjet).

Her havde Uriah Smith stillet prøvende spørgsmål ved et vidnesbyrd han opfattede som både urimeligt og uretfærdigt. Fordi han gjorde det, blev han straks beskyldt for at have forkastet alle vidnesbyrdene. Den samme affære havde man senere med Dr. John H. Kellogg, som stillede prøvende spørgsmål ved et vidnesbyrd (Chicago-affæren) som beviseligt var falsk, og blev da beskyldt af Ellen White for at have forkastet alle vidnesbyrdene. Således var Ellen White hele tiden mod personer som stillede prøvende spørgsmål ved tvivlsomme vidnesbyrd. De blev da beskyldt for at forkaste Profetiens ånd. For hende var det alt eller intet.

Fannie Bolton

Fannie Bolton luftede sin bekymring over EGWs lyssky virksomhed med hensyn til plagiering, og at hun udgav andres stof under sit eget navn. Da EGW fik at vide det, fik hun se Jesus komme ned fra himlen i en guldvogn trukket af sølvheste, mens han råbte højt tre gange: Fannie Bolton er din fjende! Dette var et falsk syn, noget enhver retænkende person bør forstå. EGW tålte ikke at der blev rettet en finger mod noget som havde med hendes virksomhed at gøre, især ikke den lyssky del af den. Da nedkaldte hun straks himmelens vrede og forbandelse over vedkommende. Dette er ganske sådan ulikt Jesu eksempel og ånd:

Han sendte bud foran sig. De drog af sted og kom ind i en samaritansk by for at gøre i stand for ham. Men der ville de ikke tage imod ham, fordi hans ansigt var vendt mod Jerusalem. Da hans disciple, Jakob og Johannes, så det, sagde de: Herre, vil du at vi skal byde ild fare ned fra himlen og fortære dem, sådan som Elias gjorde? Men han vendte sig om og talte strengt til dem og sagde: I ved ikke hvad ånd I er af (Luk 9,52-55).

Det var ganske vist ikke Jesus som kom ned fra himlen i guldvogn og sølvheste for at gå i rette med Fannie Bolton som havde gjort sin kristne pligt. Bibelen siger klart at vi skal prøve ånderne, om de er af Gud: Mine kære! Tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne om de er af Gud! For mange falske profeter er gået ud i verden (1 Joh 4,1).

A.T. Jones og Kellogg

A.T. Jones blev forfulgt med falske syner og vidnesbyrd fordi han havde irettesat EGW for at have kommet med usandheder, og for at have udgivet falske syner.

J.H. Kellogg blev forfulgt med falske syner om panteisme og andre ting. Meget af denne forfølgelse skete på grundlag af et falsk syn EGW havde haft om Dr. Kelloggs arbejde i Chicago, noget som satte hende i en særdeles pinlig situation. Hendes troværdighed stod på spil.

Den lukkede dør

EGW nægtede bestemt at have haft syner om at nådedøren blev lukket i 1844, til trods for at hun har en skare af vidner imod sig, og hendes egne syner fra den tid bekræfter vidnernes troværdighed.

Uriah Smith blev forfulgt med falske syner og vidnesbyrd fordi han havde stillet prøvende spørgsmål ved synerne, og nægtet at læse disse vidnesbyrd offentligt fordi de efter hans mening var fejlagtige.

Der var mange andre som fik lignende behandling, skal man tro hvad Merritt Kellogg og A.T. Jones fortæller, og der er ingen grund til at anklage disse mænd for at fare med løgn.

J.N. Andrews

Ellen White havde til tider særdeles liden medfølelse med andre mennesker som ikke tilhørte hendes egen favoriserede kreds, eller havde stillet prøvende spørgsmål om hendes skrifter. J.N. Andrews var en af dem som fik erfare denne mangel på sympati, troligt fordi der hele tiden var et dårligt forhold mellem familierne White, Andrews og Stevens.

J.N. Andrews klagede engang over at Ellen Whites syner om ham var en sådan kilde til skræk og sorg at han ikke kunne bruge dem overfor andre.

I en traktat som blev udgivet for menigheden i 1860, blev der skrevet ekstremt ubehagelige udtalelser. Det hårdeste slag blev rettet mod samfundets første oversøiske missionær, J.N. Andrews. I marts 1872 døde hans elskede hustru Angeline. Næsten tre år senere rejste Andrews og hans to børn til Europa for at oprette samfundets europæiske virksomhed i Schweiz.

Andrews vendte tilbage til Amerika i 1878 og begravede sin datter Mary og sin broder William. Fordi hans helbred ikke var godt, vendte han ikke tilbage til Europa før året efter. I 1883 skrev EGW til Andrews' medarbejder B.L. Whitney, hvor hun udtalte at Andrews havde 'givet det indtryk at han led, mens han i virkeligheden ikke havde haft flere prøvelser end de første arbejdere i verket.' Hun udtalte videre at han var 'syg på sindet.' Hun mente også at han troligt ville dø, og sagde at hun '. . .ikke kunne bede for ham, for jeg mener at han har ledet verket i Schweiz, og at han fremdeles leder det.' Hun fortsatte med at fortælle ham om hvordan han havde syndet ved at dvæle ved sig selv og ved at sørge for sin hustru og datter, sådan som han havde gjort.

Jeg ved ikke hvordan jeg kunne have taget sådanne skarpe fordømmelser, men Andrews skrev tilbage til 'Søster White' hvor han udtalte:

'Jeg ydmyger mig for Gud ved at modtage fra hans hånd den skarpe refselse han har givet dig for at give videre til mig' (citeret i Adventist Currents, februar 1985).

Da han skrev dette var han allerede en døende mand. Nogle få måneder senere døde han (Don Hawley: Ellen White, kap. 6). Denne mangel på sympati og medfølelse overfor J.N. Andrews i hans nedbrudte tilstand, hvor hun sågar erklærede ham for sindsyg, og at hun ikke ville bede for ham, er fjernt fra Jesu ånd.

A.F. Ballenger

Den samme behandling fik Albion F. Ballenger. Han havde gjort som de ædle beræere og gransket i Skriften for at se om Ellen Whites ord stemte. Da han fandt at de ikke gjorde det, skrev han et pænt brev til Ellen White hvor han bønfaldt hende om at hjælpe ham med problemet. Det er et brev skrevet i en god kristen ånd. Se kapitlet om A.F. Ballenger. Efter at han skrev brevet blev han forfulgt med falske syner og vidnesbyrd fordi han på grundlag af et solidt bibelstudium havde påpeget at dele af bogen Great Controversy ikke var i harmoni med Bibelen. EGW kom ikke med et eneste bibelvers til sit forsvar, men påberåbte sig syner og åbenbaringer som dømte manden til fortabelse som spiritist og besat af djævelen.

Var det sådan Paulus gik frem mod folket i Beræa da de ikke automatisk ville godtage hans forkyndelse, men var af et ædlere sind end de i Thessalonika. De tog imod Ordet med al godvilje, og granskede hver dag i Skrifterne om det forholdt sig sådan som det blev sagt (Ap gj 17,11).

Fordømte Paulus dem som spiritister og sataniske redskaber fordi de prøvede hans ord med Skriften? Ville han ikke have mere med dem at gøre? Tværtimod. Han roste beræerne for denne indstilling og sagde at de var af et ædlere sind. Det er helt tydeligt at Paulus var af et ædlere sind end Ellen White.

Ballengers datter fortalte senere hvor hjerteløst Adventistsamfundet gik frem mod Ballenger på grundlag af Ellen Whites falske vidnesbyrd mod ham. Hvad andet havde han gjort end at følge Paulus' formaning? Men EGW tålte ikke at nogen havde rettet fingeren mod vildfarelser i hendes bog. Ballengers datter fortalte at samfundet sparkede ham, og at han ikke fik fem øre til underhold, sådan at familien blev stillet overfor store problemer. Ellen White ville ikke have noget mere med ham at gøre, fortalte hun, noget som kan stemme med de breve EGW skrev om ham.

Er denne rå, hjerteløse behandling af andre mennesker som befinder sig i sorg, eller ønsker at følge Guds ord et mærke på en Guds profet?

Mine kære! Tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne om de er af Gud! For mange falske profeter er gået ud i verden (1 Joh 4,1).

Alt dette vidner ikke til Ellen Whites fordel. Hendes

troværdighed bliver ikke styrket af denne hjerteløse behandling af andre personer som ikke havde gjort andet galt end at stille prøvende spørgsmål ved hendes syner og vidnesbyrd, eller personer som ikke tilhørte hendes favoriserede gruppe.

Autoritet

Få, om nogen personer har haft og øver fortsat sådan autoritet over Syvendedags-adventist-menigheden som Ellen White. Enkelte har udtalt, og med rette, at adventismen står og falder med sin profet.

Hvad kan årsagen være til at andre profetinder i forrige århundrede er glemt i dag? Da skuffelsen i 1844 endte i vild fanatisme, var Ellen Harmon og James White med i fanatiske grupper. Der var også andre unge kvinder til stede under disse vilde møder, som hævdede at have syner, bl.a. Dorinda Baker. Lederen for den fanatiske gruppe James White og Ellen Harmon var med i, Israel Dammon, udtalte at både han og andre troede at såvel Dorinda Bakers syner som Ellen Harmons syner var fra Gud. Senere gik han bort fra dette.

Der er fare for at Ellen Harmon havde været lige glemt i dag, havde det ikke været for James White. Han var en glimrende promotor for Ellens syner, og fik hende introduceret for ledende brødre med indflydelse, f.eks. Joseph Bates. Ellen Harmon var ung og svag, og hendes syner blev regnet som en følge af dårligt helbred. Efter at have introduceret hende for Joseph Bates, accepterede han efter kort tid hendes syner som ægte. Dette var en glimrende lejlighed for den unge Ellen og hendes mand. Det er dette som er årsagen til at både Ellen White og James så let godtog Bates teorier, f.eks. om at holde sabbat fra seks til seks, og de syv år Jesus skulle være i Det Allerhelligste i den himmelske helligdom fra oktober 1844 til oktober 1851. James White havde ringe indflydelse blandt brødrene på den tid. Joseph Bates derimod, var en indflydelsesrig mand, og det gjaldt at holde sig inde med ham. Med Bates i ryggen, ville det bidrage til at markedsføre Ellen White og hendes syner i den gryende adventmenighed.

Efter at de slog sig ned i Battle Creek i 1855, rejste fru White rundt og virkede de næste 25 år, enten sammen med sin mand eller andre, til mange stater fra Maine til California. Hendes indflydelse blandt folket var nu etableret og suveræn. Ingen vovede at tvivle på hendes autoritet og inspiration (D.M. Canright: The Life of Mrs E.G. White. Fremhævelser tilføjet).

De vovede nok ikke det, ellers ville de have fået vidnesbyrd med himmelske åbenbaringer som stemplede dem som sataniske redskaber med blodpletter på klæderne. Ellen White var både idol og frygtet svøbe.

Hverken Dorinda Baker eller andre milleritter som hævdede at have syner og åbenbaringer havde en James White som støtte og opmuntring. Efter en tid sluttede de derfor at få syner, og de blev glemt. Ellen White blev derimod -- fordi hun blev støttet af indflydelsesrige mænd og markedsført af dygtige promotorer -- et midtpunkt i adventmenigheden, hvor hendes indflydelse stadig voksede til hun blev Adventismens madonna og pave på samme tid.

Mens hun levede, stod alle og enhver i samfundet i fare for at blive angrebet med et skarpt vidnesbyrd, eller at blive fjernet fra deres job hvis en eller anden klagede til hende. Ingen var tryg for hendes skarpe pen. En fordømmelse fra hende var det samme som at få en plet på sin karakter og sin position i samfundet for resten af livet. Hun var samfundets skræk og tilbedte orakel på samme tid (D.M. Canright: The Life of Mrs. E.G. White).

I lighed med paven i Rom under Middelalderen, voksede hendes magt og indflydelse i menigheden til hun blev suveræn. Hun indsatte og afsatte konferenseformænd med et ord eller et pennestrøg. Hun fortalte hvem som skulle sidde i stillinger og hvem som ikke skulle. Hun fortalte hvor de skulle bygge, og hvor de ikke skulle bygge. Hvis hun sagde: 'Kør i vej', vovede ingen i samfundet at protestere, selv om det ville medføre tab på tusinder og titusinder af dollar (samme).

Profitt

Som nævnt tidligere, drev profetinden Joanna Southcott en indbringende forretning med sine vidnesbyrd. Men Bibelen fortæller intet om Guds profeter som tjente gode penge på de syner Gud gav dem, og at de drev forretning med den profetiske gave.

Det gjorde imidlertid Ellen White. Hun var gift med en skarp og fremsynet forretningsmand, som ved én lejlighed skal have sagt: Dette her [hendes syner] ligger der penge i, Ellen. Og i brev af 18. februar 1881 sagde han: Vor økonomi er god, og der er endnu penge i vore penne.

James og Ellen White arbejdede sig op fra fattigdom til velstand. Da James White døde i 1881, skal han have efterladt sig 22 000 dollar, som var mange penge på den tid.

Han [James] drog fordel af sin stilling til at berige sig selv og sin familie, og hun støttede ham med sine åbenbaringer. Hun modtog en højere løn end de allerfleste præster i samfundet. I tillæg fik hun betaling for alle artikler som blev leveret til de ledende tidsskrifter i samfundet (mens andre vanligvis bidrog med artikler gratis). Hun fik også en stor og voksende indtægt fra salget af hendes bøger. På grund af sin 'specielle stilling' blev hun i mange år før sin død betalt højere forfatterhonorar fra salget af hendes bøger end andre forfattere i samfundet.

Lad os tage et eksempel på hvordan hun brugte åbenbaringerne til at tjene penge. I 1868 sad James White på et lager af gamle bøger for flere tusind dollar, bøger som var død kapital, da de ikke solgte og var for gamle. Han udklækkede da en plan for at rejse et 'bogfond' for gratis uddeling af bøger og traktater. Dette fond brugte han til at købe ud sine egne og sin hustrus gamle bøger. Da pengene ikke kom hurtigt nok, fik hun en åbenbaring:

'Hvorfor sender ikke vore brødre ind midler til bog- og traktat-fondet i større grad? Og hvorfor griber ikke vore forkyndere fat i dette arbejde med stort alvor?. . . .Vi vil ikke tie om dette. Vort folk vil komme og gøre noget. Midlerne vil komme, og vi vil sige til dem som er fattige, men som ønsker bøger: Send ind bestillingerne. . . .Vi vil sende jer en pakke med fire bind af Spiritual Gifts, How to Live, Appeal to Youth, Appeal to Mothers, Sabbath Readings, samt to store plansjer med forklaringer. . .til en pris af fire dollar' (Testimonies, bd. 1, s. 689).

Hver eneste af disse bøger var deres egne. Pengene kom, og de fejede dem ind. Jeg var der, så jeg kender til hele sagen (D.M. Canright: The Life of Mrs. E.G. White).

Ellen White sparede ingen anstrengelser for at markedsføre hendes bøger og få folk til at købe dem:

Spirit of Prophecy, og vidnesbyrdene bør komme ind i ethvert sabbatsholdende hjem. . . .Lad dem blive udslidt ved at alle naboerne læser dem. . . .Bed dem indtrængende om at købe dem (Testimonies, bd. 4, s. 390-391). Forfatterhonoraret fra bare ét af forlagshusene (i Washington, D.C.) i 1911, var på over otte tusind dollar, eller mere end forlagshusets egne nettoindtægter det år. Bare fra én enkelt bog havde hun et forfatterhonorar på over fire tusind dollar, og fra alle bøgerne over hundrede tusind dollar [totalt].

Ellen White havde imidlertid ingen særlig god forretningssans selv. Hun rådede brødrene til at sætte i gang flere projekter som endte med stor økonomisk fiasko. Den 8. juni 1905 skrev hun til W.J. Fitzgerald, som var formand for Øst-Pennsylvania-konferencen om at 'sætte i gang' og købe en vis ejendom i Philadelphia. Denne skulle de bruge til sanatorium. 'Få fat i alle mulige midler.' Han gjorde det. Institutionen blev en fiasko, blev lukket, og solgt igen med et tab på over 60 000 dollar for samfundet.

Omtrent på samme tid gav hun lignende undervisning om at købe en anden bygning som skulle bruges til sanatorium i Nashville, Tenn. Denne blev også en fiasko, og påførte samfundet et tab på 30 000 dollar.

Lidt senere, gennem hendes råd, styrtede samfundet ind i en gæld på over 400 000 dollar i Loma Linda, Cal., selv om hun i 1901 havde bedt sine brødre om at 'sky gæld som pesten' (Testimonies, bd. 6, s. 211, 217). Disse modsætninger bekymrede brødrene (D.M. Canright: The Life of Mrs. E.G. White).

Fra 1890 og fremover tjente hun mellem otte til tolv tusind dollar i året i forfatterhonorarer for plagierede bøger. Dette var mange penge dengang. Efter dagens kurs svarer det til mellem en til en og en halv million norske kroner i året. Så meget havde aldrig de virkelige forfattere af hendes bøger tjent på deres værker. Men Ellen White tjente groft på andres bekostning. Vi skal lede længe efter at finde bibelske profeter i en sådan misundt stilling.

Indtægterne fra Ellen Whites profetiske gave gjorde hende i stand til at købe et rummeligt hjem på sine gamle dage, hvor hun omgav sig med en tjenerstab få personer kunne vise magen til. Elmshaven, som var hendes hjem i nord-Californien, med 300 mål jord, er i dag værd syv til otte millioner norske kroner.

Den store tjenerstab på fjorten personer kostede penge, og de personlige udgifter var derfor store. Hun havde egen kok, egen sygeplejerske, egen syerske, flere sekretærer og kontorassistenter, gårdsarbejdere etc. Ingen af Bibelens profeter kunne opvise magen til otium. De blev ofte stenet, gennemsavet, kastet i tomme brønde, sat ud på ensomme øer og forfulgt på mange måder for deres profetiske budskab. Selv Daniel blev kastet i løvekulen, og befriet. Ingen profeter tjente sig rige på de syner Gud gav dem. Forfølgelse var ofte lønnen.

Til Ellen Whites ære skal det dog siges at hun ofte gav midler til projekter. Hun benægter også at hun var rig:

Enkelte gange er det blevet sagt at jeg prøver at blive rig. Nogle har skrevet til mig og spurgt: Er ikke fru White værd flere millioner dollar? Jeg er glad jeg kan sige nej. Jeg ejer ikke et eneste sted i denne verden som er frit for gæld. Hvorfor? Fordi jeg ser så meget missionsarbejde som bør blive gjort. Kunne jeg samle mig op midler under sådanne omstændigheder? Nej. Jeg modtager forfatterhonorarer for mine bøger, men omtrent alt bliver brugt på missionsarbejde (manuskript 8, 1904).

Ifølge hendes egne ord ejede hun ikke et eneste gældfrit sted her på kloden. Det var imidlertid EGW som skrev: Vi bør sky gæld som pesten (Testimonies, b. 6, s. 217). Vi må ikke lade gæld hobe sig op termin efter termin. Den højeste form for uddannelse, er at sky opsamling af gæld som pesten (samme. s. 211).

I Ellen Whites testamente går det frem at der var særdeles lidt hun gav til samfundet. Så godt som alt blev givet til børn, børnebørn og børnebørns-børn. Ellen White har imidlertid givet dette råd om testamenter:

Når du fordeler din ejendom ved testamente, må du ikke glemme Guds sag. . . .Bring ikke ind i testamentet en lang række slægtninge som ikke behøver det (Testimonies, bd. 4, s. 482).

Jeg beder mine brødre om at lade være at rane Gud. Enkelte er i den stilling at de må lave testamenter. Men når de gør det, bør man passe på at ikke give sønner og døtre midler som burde strømme til Guds skatkammer (samme, s. 484).

Ellen White døde med en opsamlet gæld på 90 000 dollar. Denne gæld blev overtaget og betalt af Adventistsamfundet for at redde profetindens ære.