Ellen G. White—Myten og Sandheden

15 - Hovedskaden

af Å. Kaspersen

Da Ellen Gould Harmon (senere White) var ni år gammel, blev hun udsat for en ulykke, som kom til at præge hende for resten af livet. Konsekvenserne af denne ulykke kan være en rimelig forklaring på hendes syner. Nedenfor gengives i sin helhed artiklen Visions or Partial Complex Seizures af Dr. Delbert H. Hodder. Artiklen stod i tidsskriftet Evangelica, november 1981.

Syvendedags-adventistkirken blev født i tiden lige efter 'den store skuffelse' i 1844. Folk fra alle religiøse samfund forlod deres menigheder for at slutte sig til 'Miller-bevægelsen', en bevægelse som med en evangelisk glød, ingen har set mage til, forkyndte verdens ende og Jesu Kristi komme den 22. oktober 1844. Som forberedelse til denne begivenhed skilte man sig af med alt jordisk gods, og familie- og sociale bånd, som stod hindrende i vejen, blev brudt, mens man ventede på Kristi komme. Men Kristus kom ikke som forventet den 22. oktober 1844, og i dag kan man kun delvist forestille sig udstrækningen af 'den store skuffelse'. Det var fra den gruppe, som overlevede skuffelsen, at Syvendedags-adventistkirken blev født og voksede til et større protestantisk kirkesamfund med mere end to millioner medlemmer [i 1981] og helse- og uddannelsesinstitutioner over hele verden.

Der er ikke noget enkeltindivid, som ene og alene har ansvaret for udviklingen af Syvendedags-adventistkirken, men der er ingen tvivl om, at Ellen White var den mest indflydelsesrige person i løbet af denne tid. Havde det ikke været for Ellen White, kan man spekulere på, om der overhovedet havde været nogen Syvendedags-adventistkirke i dag. De hundrede tusinde skrevne sider fortsætter med at være en autoritet for Adventistkirken næst efter Bibelen. At Bibelen er blevet betragtet gennem Ellen Whites skrifter, har resulteret i nogle af de unikke doktriner, som Adventistkirken står for. Fru White hævdede at være et 'Guds sendebud', og menigheden accepterede hende som en 'Guds profet' og fortsætter med at tro, at Gud gav hende speciel undervisning og vejledning gennem hendes syner. Det var disse syners overnaturlige væsen, som i begyndelsen var et af de vigtigste beviser på, at hun blev brugt af Gud som en profet, og det er disse samme begivenheder, som for de fleste adventister fortsætter med at stå som beviser for hendes inspiration.

Da Ellen fik sit første 'syn', blev hun urolig og uvis om, hvad hun skulle gøre med den information, der blev præsenteret.¹ I en tid, hvor der var mange spiritister, som 'profeterede', i en tid, hvor den gruppe, hun identificerede sig med, var faldet i unåde efter 'den store skuffelse', indså hun risikoen ved at forkynde den 'sandhed', hun følte var blevet åbenbaret for hende. Men på grundlag af sin overbevisning om, at Gud ledte, tog hun den nødvendige risiko og offentliggjorde 'synerne', for både hun og den gryende Adventistkirke var opsat på at finde 'sandheden'.

For flere måneder siden læste jeg tilfældigvis Rene Noorbergens bog Ellen G. White, Prophet of Destiny.² Læsningen skyldtes min generelle interesse for fru White og behovet for almindelig oplysning, fordi jeg var sabbatsskolelærer i vores menighed. Som børnelæge og specialist i pædiatrisk neurologi blev jeg forbløffet over at opdage ligheden mellem fru Whites 'syner' og en speciel type epileptiske anfald, som kaldes 'psykometriske' eller 'partial-complex anfald'. Jeg opdagede snart lighederne mellem fru Whites personlighed og den nyligt omtalte personlighed hos dem, der har denne lidelse. Selvom jeg har hele min uddannelse fra folkeskole til lægestudium i SDA-skoler, havde jeg aldrig før vurderet fru Whites 'syner' på en kritisk måde, men havde altid accepteret dem i tro. Med min interesse for pædiatrisk neurologi fik disse 'syner' en betydning, ingen ville have fundet ud af uden at have en baggrund i medicin og neurologi. I lighed med fru White føler jeg et ansvar for at dele denne information.

Da F.D. Nichol diskuterede epilepsi i sin bog Ellen G. White and Her Critics,³ udelod han desværre den type anfald, som var konsekvente under hendes anfald. Der er ingen tvivl om, at hendes 'syner' ikke er konsekvente med grand mal og petit mal-anfald, men som denne artikel vil vise, var anfaldene konsekvente med 'partial-complex anfald', fordi de indeholdt alle de unikke elementer i denne type epilepsi. Siden denne form for epilepsi aldrig går i arv, men altid bliver erhvervet, må vi først kaste et blik på Ellen, før hun fik sine første 'syner'.

Ellen var ved godt helbred, til hun var ni år gammel, hvor hun fik en alvorlig hovedskade. Jeg citerer en beskrivelse af denne begivenhed og dens øjeblikkelige konsekvenser fra Rene Noorbergen og hans bog Ellen G. White, Prophet of Destiny:

'Ellens liv tog en drastisk vending, da hun en eftermiddag var på vej hjem fra skolen i Portland, Maine. Hun blev skræmt af de rasende råb fra en klassekammerat og hvirvlede rundt. Et øjeblik stod hun der som lammet, mens pigen løftede hånden og i ondskab kastede en sten mod hendes hoved. Slaget, da stenen ramte, var så kraftigt, at Ellen blev kastet til jorden. Da hun genvandt bevidstheden, lå hun i en butik, hvortil hun var blevet båret af bekymrede tilskuere. Hun nægtede at blive kørt hjem, kæmpede sig op og klyngede sig til sin tvillingesøster. Mens hun blødte kraftigt fra såret i hovedet, vaklede hun hjem, støttet af sin søster og en skolekammerat. Men før hun nåede hjemmet, faldt hun igen bevidstløs til jorden.

I tre hele uger svævede hun mellem liv og død, og da hun til sidst genvandt styrke nok til at gå lidt rundt, blev hun plaget af et vansiret ansigt og eftervirkningerne af en alvorlig hovedskade.

Dette påvirkede hendes helbred i en sådan grad... at hun blev tvunget til at afbryde videre skolegang. Faktisk kom hun aldrig videre end tredje klasse... Efter sit uheld blev hun en ivrig bibelgransker og blev fascineret af den religiøse vækkelse, der skete omkring hende. Fordi hun var dybt religiøs, gav hun ikke afkald på en eneste mulighed for at associere sig med andre, der delte hendes interesse, siden hendes sædvanlige venner skyede hende efter ulykken.'⁴

På grundlag af denne beskrivelse er det helt klart, at Ellen fik en alvorlig hovedskade. Jeg bruger den almindelige medicinske definition af udtrykket 'alvorlig'. En alvorlig hovedskade ledsages af en øjeblikkelig bevidstløs tilstand, som kan vare en time eller mere under den pludselige eller progressive ødelæggelse af bevidsthedsniveauet, efter at patienten først var klar. Der kan udvikles abnorme neurologiske symptomer, som kan vare i timer eller i dage, eller blive permanente. Denne type hovedskade bliver sædvanligvis ledsaget af omfattende hjerneødem (hævelser), kvæstelser og skader på hjernen, eller en intrakraniel blødning.⁵ Ca. ti procent af dem, der får sådanne alvorlige hovedskader, udvikler en epileptisk lidelse.⁶ Hvis der er sket en blødning, er procentdelen betydeligt højere. At fru White øjeblikkeligt mistede bevidstheden, efterfulgt af et klart øjeblik med en påfølgende længere bevidstløs periode, er typisk for kranielle blødninger, specielt et epiduralt hæmatom, men ikke diagnostisk for sådanne.

Ved fjorten års alder fik Ellen sin første 'drøm', som lod til at have en speciel religiøs betydning for hende.⁷ Da hun var sytten år, mindre end to måneder efter 'den store skuffelse', fik hun sit første 'anfald', som blev tolket som et 'syn'. Det bliver fortalt, at Ellen fik ca. to tusind sådanne 'syner' i løbet af livet. I de senere år af sit liv fik hun disse 'syner' hovedsageligt, mens hun sov, og de mindede derfor mere om dem, hun fik ved fjorten års alder.

Fra Rene Noorbergens bog finder jeg endnu en gang følgende beskrivelse af hendes anfald:

'Pludselig blev hendes røst klar og velklingende, og vi hørte det rungende råb: "Ære være Gud!" Vi så alle op og opdagede, at hun var i et syn. Hendes hænder var foldet over brystet. Øjnene var rettet ufravendt opad, og læberne var lukkede. Der var ikke antydning af åndedræt, selvom hjertet fortsatte med at slå. Mens hun så ufravendt opad, fik hun et ængsteligt udtryk i ansigtet. Hun kastede tæpperne af sig og gik frem og tilbage i rummet. Hun vred sine hænder og klagede: "Mørkt! Mørkt! Alt er mørkt! Så mørkt!" Efter nogle øjeblikkes stilhed udbrød hun med eftertryk, mens ansigtet lyste op: "Et lys! Et lille lys! Mere lys! Meget lys!"

Under synerne var hendes øjne åbne. Der var intet åndedræt... men skuldrene, armene og hænderne udførte graciøse bevægelser for at udtrykke det, hun så. Det var umuligt for andre at bevæge hendes hænder eller arme. Ofte gengav hun ordene enkeltvis, og enkelte gange sætninger, som skildrede det syn, hun havde, for dem, der befandt sig omkring hende – enten af himlen eller jorden.

Hendes første ord i et syn var "Ære", som først lød tæt på, men derefter døde ud i det fjerne; det virkede, som om det var langt væk. Dette ord blev nogle gange gentaget...

Da synet var slut... udbrød hun gerne med et dybt åndedrag, som om hun tog sit første naturlige åndedrag: "M-ø-r-k-t!" Hun var da haltende og kraftløs.

Hun trak sit første dybe åndedrag, langt og fuldt, på en måde der viste, at lungerne var blevet tømt fuldstændigt for luft. Efter at have trukket det første åndedrag gik der flere minutter, før hun trak det andet, som fyldte lungerne nøjagtigt som det første. Derefter var der en pause på to minutter og et tredje åndedrag. Derefter trak hun vejret normalt.

Tiden, fru White befandt sig i denne tilstand, varierede fra femten minutter til tre timer. I løbet af denne tid fortsatte hjertet og pulsen med at slå, øjnene var altid åbne og lod til at stirre på et fjerntliggende objekt, aldrig fikseret på nogen person eller ting i rummet. De var altid rettet opad. De havde et behageligt udtryk... Det går ofte timer og nogle gange dage, efter hun er kommet ud af denne tilstand, før hun får sit naturlige syn tilbage. Hun siger, at det virker, som om hun kommer tilbage til en mørk verden, alligevel bliver synet ikke svækket af disse erfaringer.'⁸

Ud fra disse og andre beskrivelser i bogen Ellen G. White, Prophet of Destiny kan der laves følgende sammendrag af, hvad der skete under 'synet'. Fru White kunne af og til føle, at hun var i færd med at få et 'syn'. De begyndte brat, og hun var uopmærksom på omgivelserne og det, der skete omkring hende, mens hun havde 'synet'. Øjnene var åbne, og hun stirrede opad uden at blinke. Åndedrættet var umærkeligt, men ofte gentog hun visse ord eller sætninger, mens hun var i et 'syn', og hun blev aldrig cyanotisk [blå i ansigtet]. Hjerteslagene var normale. Under 'synerne' kunne hun af og til virke meget ængstelig. Hun havde forskellige motoriske bevægelser, som var automatiske, f.eks. at vride hænderne. 'Synerne' blev afsluttet med dybe åndedrag og blev efterfulgt af en længere, letargisk fase, hvor hun ofte hverken kunne se eller høre, og sædvanligvis havde hun en depressiv mental status over kortere eller længere tid.

Efter at elektroencefalogrammet (EEG) blev opfundet i 1929, er der kommet en strøm af ny information om vores forståelse af 'epilepsi' og behandlingen af denne. Før de sidste tyve år blev epilepsi ofte klassificeret i to kategorier: Store anfald (grand mal) og små anfald (petit mal). I dag udgør generelle grand mal-anfald kun tyve procent af alle anfald, mens en type anfald, der kaldes psykomotoriske anfald, omdøbt i 1970 til partial-complex anfald,⁹ nu ser ud til at være den mest almindelige form for epilepsi, som udgør 42 procent af alle fokale anfald og 26 procent af alle typer anfald.¹⁰ Den ældre betegnelse 'psykomotorisk' blev først brugt i 1902 som betegnelse for anfald, der kombinerede psykiske og motoriske hændelser.¹¹ Den nyere betegnelse er baseret på det faktum, at anfaldet omfatter et fokalt område i hjernen i stedet for hele hjernen og viser sig ved komplekse symptomer. Anfaldets sammensatte natur afhænger af, hvilket område af hjernen der er involveret – tindingelappen (temporallappen) og det underliggende system – de dele af hjernen, der er involveret i hjerneaktivitet på højt niveau.

Partial-complex anfald forekommer kun i en hjerne, der har fået en skade, og er derfor ikke familiært betinget eller arveligt som andre typer anfald.¹² I modsætning til grand mal-anfald sker disse anfald ret ofte hos en person; de er sædvanligvis ikke associeret med en progressiv neurologisk svækkelse og forkorter ikke den forventede levealder. Selvom partial-complex anfald sædvanligvis kun varer fra nogle sekunder til nogle minutter, kan de i sjældne tilfælde vare længere og kaldes da 'complex partial status epilepticus'.¹³

Disse anfald begynder sædvanligvis i ungdomstiden og fortsætter gennem livet. De optræder sædvanligvis spontant, men stressforhold kan fremkalde anfald. Sådan stress kan være af psykologisk art, skyldes hormonændringer, døsighed, sygdom og søvn. En anden faktor, der gør disse anfald 'komplekse', er evnen hos enkelte patienter til ikke blot at føle, at et anfald er i anmarch, men at de til tider kan afbryde eller udløse dem. Jeg havde en patient med anfald, der bestod i en ændret bevidsthed, men ikke bevidstløshed, og en generel 'god følelse', som bredte sig gennem kroppen. Ofte kunne han udløse disse anfald ved at 'koncentrere' sig. Han undgik med nød og næppe en bilulykke, der næsten kunne være blevet alvorlig, på grund af et anfald, som han fremkaldte, mens han kørte. Denne nærved-ulykke var nok til, at den unge mand holdt op med at fremkalde sådanne anfald, fordi glæden ved at køre bil var større end 'glæden' under anfaldene.

Grand mal og partial-complex anfald bliver efterfulgt af en periode med svækket neurologisk funktion, som typisk viser sig ved hovedpine, letargi eller søvn. Dette kaldes 'post-iktal'-perioden. Denne periode varer sædvanligvis i overensstemmelse med anfaldets varighed og skyldes udmattelsen i de dele af hjernen, der var involveret i anfaldet.

Grand mal-anfald associeres ofte med umærkeligt åndedræt, fordi respirationscentret i hjernen og åndedrætsmusklerne er involveret i anfaldet. Disse patienter bliver sædvanligvis noget cyanotiske [blå]. Under partial-complex anfald fortsætter åndedrættet sædvanligvis hos patienten, men det kan være umærkeligt. De, der har observeret fru White i 'syner', påpegede gang på gang, at hun ved brug af det udstyr, de havde til rådighed (dvs. et spejl og et stearinlys), ikke trak vejret. Alligevel bliver det beskrevet, at hun gentagne gange udtalte ord eller sætninger under 'synerne', hvilket kun kan tilskrives luft, der passerer stemmebåndene, og dette antyder, at hun var nødt til at inhalere luft for at kunne udånde en tilstrækkelig mængde til at tale. Pulsen og hjerteslagene var normale, så hjertet fortsatte med at pumpe blod gennem lungerne til resten af kroppen som normalt. Selvom muligheden er til stede for, at noget 'overnaturligt' skete med lufttilførslen via kanaler uden for lungerne, så viste den normale ilttilførsel til vævene (dokumenteret ved hendes normale hudfarve og puls), at det var lungerne, der var kilden til ilten, og at der var et svagt, umærkeligt åndedræt, hvilket er typisk for et partial-complex anfald.

Fælles for alle typer anfald er den ændring af bevidsthedsniveauet, som finder sted under partial-complex anfald. Der er flere unikke kendetegn ved partial-complex anfald, som finder sted under den ændrede bevidsthed, og disse omfatter åbne øjne, stirren – ofte opad – automatbevægelser, hallucinationer og forskellige psykiske fænomener. Alle disse unikke kendetegn var til stede under fru Whites 'syner'.

Under partial-complex anfald ændres bevidstheden, men går ikke altid helt tabt. Det er helt klart fra de foregående beskrivelser af fru Whites 'syner', at hun havde mistet bevidstheden under disse anfald. Hun reagerede ikke på forskellige ydre stimuli og var ubevidst om begivenheder, der skete i omgivelserne i den tid, hun var i et 'syn'. Det må understreges, at de hallucinationer, som ses eller opleves under et partial-complex anfald, kan huskes efter anfaldet og ofte kan beskrives i levende detaljer. Den ubevidste tilstand, som er karakteristisk for anfaldene, gælder begivenheder uden for selve anfaldet. Karakteristisk for partial-complex anfald var fru Whites åbne øjne og stirren, som nogle beskrev som 'rullet opad'.¹⁴

En af de mest interessante og konsekvente hændelser under partial-complex anfald er forskellige automatiske bevægelser, hvad enten de giver mening eller ej. Disse kaldes automatismer. Automatismerne omfatter ofte fordøjelseskanalen og indebærer tyggebevægelser, smasken med tungen eller synkebevægelser. De andre kendetegn ved automatismer indbefatter det motoriske system og kaldes 'gestus-automatismer'. De mest typiske for disse er at vride hænderne, famle med en knap eller en anden genstand, lukke hænderne, klø sig i hovedet, gnide næsen eller andre formålsløse, men graciøse bevægelser.¹⁵ Det er beskrevet, at fru White vred sine hænder og udførte langsomme, graciøse bevægelser med skuldrene, arme og hænder, og at hun gik frem og tilbage.

Automatismerne under denne form for epilepsi kan være både komplekse og enkle, som beskrevet ovenfor. Der er beskrevet et utal af komplekse handlinger. En oliegeolog kunne fortsætte med at tegne ved tegnebordet eller spise et måltid, men langsommere, under et anfald. 'Under julegudstjenesten kunne han [en organist] gå over fra at spille en salme til at spille jazz, og gå tilbage til salmen, idet anfaldet sluttede. En ung kvinde reciterede altid Ave Maria under sine automatismer. En pedel ved et hospital duppede pærer op og ned i en spand vand, og ved en lejlighed hældte han beskidt vand over hænderne på nogle kirurger, som stod og vaskede sig ved en steril vask.'¹⁶

En anden typisk automatisme indebærer tale og viser sig ved vedholdende tale – at gentage de samme ord eller sætninger om og om igen. Eksempler på dette i min praksis har været: 'Mor, løft mig op' og 'jeg vil have en kage'. Disse to patienter ville begynde at sige disse sætninger og gentage dem hele tiden, selv efter at de havde fået deres ønske opfyldt. Denne unormale talen var associeret med anden typisk aktivitet under anfaldene. De ord, fru White på karakteristisk vis gentog, var: 'Herlighed', 'Ære være Gud', 'lys' og 'mørke'.

Hallucinationer er et andet typisk element under partial-complex anfald og kan omfatte alle sanserne, men er typisk enten høre- eller synsbetonede.

'Et vigtigt punkt med hensyn til beskaffenheden af dette ændrede bevidsthedsniveau er, at det udgør en indtrængen i patientens igangværende bevidsthedsstrøm. Uanset hvor levende, kompleks eller "virkelig" den iktale erfaring er, opfatter patienten det som en erfaring, der er lagt på ham. Hans bevidsthed bliver "splittet", og han kan fortsat være den objektive tilskuer, der overværer disse mærkelige begivenheder.'¹⁷

Illusioner (forvrænget sansning af eksisterende stimuli) såvel som hallucinationer (sanseopfattelser uden stimuli) kan være til stede.

'Anfald, der opstår i den primære synsbark, forårsager stærke følelser af lys eller mørke – f.eks. cirkler eller ellipser af hvidt og farvet lys. I kontrast hertil kan formbetonede hallucinationer spænde fra enkle, statiske, farveløse, men identificerbare genstander til indviklede, mangefarvede, progressive scener... Af og til kan et anfald opstå i den primære synsbark og sprede sig til den associerede bark med et ledsagende skift fra formløse til formbetonede hallucinationer.'¹⁸

Fordi det er patientens egen hjerne, der 'kortslutter' og skaber illusionen eller hallucinationen, er indholdet af disse ofte manifestationer af tidligere lagret information eller bliver givet mening på grundlag af patientens bevidsthed. Da patienter med partial-complex anfald ofte er religiøse, har hallucinationerne ikke sjældent religiøs betydning for dem.

En trettenårig dreng, jeg havde under observation for sine partial-complex anfald, kiggede for nylig i en bog, hans søster havde taget med hjem. Den handlede om satanisme og det okkulte. Kort efter at han havde kigget i bogen, gik hallucinationen under hans anfald ud på, at han så en ring af ild i levende farver med flere menneskelignende skikkelser uden for ringen. De menneskelignende skikkelser havde ingen ansigter. Disse skikkelser begyndte at gå mod ham gennem ringen af ild, mens de gradvist løftede armene, som om de ville slå ham og dræbe ham, når de kom tæt nok på. Patienten fortalte, at han kunne føle varmen fra ilden, og hans mor fortalte, at han skreg af frygt med sveddråber over hele kroppen, da anfaldet var overstået. Da han beskrev hallucinationen for mig på mit kontor, kunne han genkalde hele episoden på levende vis og var overbevist om, at djævelen 'var efter ham'. Jeg måtte læse beskrivelser for ham af andre menneskers hallucinationer, der skete under anfald, før jeg var i stand til at overbevise ham om, at fænomenet ikke havde været virkeligt, men var en del af anfaldet.

Det andet unikke kendetegn ved partial-complex anfald er de forskellige psykiske fænomener, der kan opstå under anfaldet. Alle former for bizar adfærd er i det væsentlige blevet sporet tilbage til partial-complex anfald.

'Frygt var det første iktale følelsessymptom, der blev observeret, og som tydeligvis optræder hyppigst. I enkelte tilfælde er frygten intens, og patienten bruger udtryk som "terror", "panik", "en følelse af overhængende ulykke... en følelse af, at jeg bliver rablende gal"... Enkelte patienter giver udtryk for frygt for at dø... Andre patienter erfarer mindre intense følelser, som kan spænde fra at føle sig ængstelige og nervøse til ren frygt.'¹⁹

Nydelse, depression, erotiske følelser og raseri er andre psykiske fænomener, der kan opstå under anfaldene.

'I enkelte tilfælde kan hallucinations-erfaringerne antage en følelsesbetonet farve. MacLean (1952) har beskrevet en mand, "som føler en frygtfornemmelse i maven, der fører en overbevisning med sig om, at nogen står bag ham. Hvis han drejer hovedet for at se, hvem det er, bliver frygtfornemmelsen forstærket". Williams (1956) beskrev en arkitekt med en endnu mere kompleks hallucinatorisk effekt. Han ser en mand og to mindre skikkelser på et frossent vand, han skøjter rundt på. Han mærker en frygt mht. disse skikkelser og føler, han er "fanget af en kraft, jeg ikke kan undslippe". Skikkelserne taler stille sammen om denne frygt, og han føler, han burde gå nærmere for at få en løsning på problemet, men kan ikke, fordi han skøjter i en cirkel. Derefter får han et større anfald.

I andre tilfælde vil den iktale følelse knytte sig til en ellers neutral sanseopfattelse, som giver erfaringen en helt anderledes, subjektiv egenskab. To patienter sagde, at når deres anfald begyndte, ville enhver genstand, de så på (f.eks. en telefonpæl eller en stol), pludselig antage en truende eller ond egenskab, som hver af dem forstod var helt ufornuftig. Hvis de vendte blikket mod en anden genstand i omgivelserne, ville denne ikke virke truende, og frygtfornemmelsen aftog. Men hvis de kiggede tilbage på den oprindelige genstand, vendte frygten tilbage med fornyet styrke.'²⁰

Ud fra den foregående diskussion kan man ikke undgå at trække den slutning, at fru Whites 'syner' i det mindste var konsistente med det, man nu kalder partial-complex anfald, eller psykomotoriske anfald. Jeg tror, de citerede eksempler på de unikke egenskaber ved disse anfald vægter disse anfalds komplekse natur og den forvirring og bekymring, de ville have ført til, hvis patienten ikke var klar over, at det drejede sig om anfald. Det, som er lige så vigtigt, når det gælder lighederne mellem hendes 'syner' og sådanne anfald, er, at fru Whites personlighedstræk var til stede, hvilket er typisk hos patienter med denne form for lidelse.

Blandt de neurologiske sygdomme, som har en klar anatomisk lokalisering, er epilepsi i tindingelappen (den temporale hjernehalvdel) oftest associeret med funktionelle, psykiske lidelser. Selvom psykiske lidelser er hyppigere hos sådanne patienter end hos den normale befolkning²¹, er de stadig forholdsvis sjældne. Det, som er af større interesse, er den nylige dokumentation for en speciel profil af de psykosociale adfærdsaspekter, som ofte bliver observeret hos disse patienter. I en nylig undersøgelse, som blev foretaget ved afdelingen for klinisk neurovidenskab ved the National Institutes of Neurological and Communicative Disorders and Stroke under the National Institute of Health,²² blev 48 patienter undersøgt. Det viste sig, at patienter med epileptiske anfald fra tindingelappen ikke blot udviste karakteristiske personlighedstræk, men at det også var muligt at skelne mellem træk, der var karakteristiske for en svækket funktion i henholdsvis højre og venstre tindingelap. Her følger en liste over de træk, som ofte bliver observeret hos patienter med partial-complex anfald, selvom den enkelte patient sjældent udviser dem alle:

1. Emotionelt -- en forstærkning af alle følelser, vedvarende, intens affekt.

2. Opstemthed -- eufori, storladenhed, løftet stemning.

3. Sorg -- nedtrykthed, tårefyldt, selvforringelse.

4. Vrede -- forstærket temperament, irritabilitet.

5. Aggression -- utilsløret fjendtlighed, raseriudbrud, voldelig adfærd.

6. Ændret seksuel interesse -- hyposeksualitet, tab af libido etc.

7. Skyld -- tendens til selvransagelse og selvanklage.

8. Hypermoralisme -- overdreven optagethed af regler uden evne til at skelne det væsentlige fra det uvæsentlige.

9. Tvangsforestillinger -- ritualisme, sygelig ordenssans, tvangspræget pedanteri over for detaljer.

10. Detaljebesat -- snakkesalighed, pedantisk, sygelig opmærksomhed på detaljer.

11. Sendrægtighed -- træghed, tendens til gentagelser.

12. Personlig følelse -- begivenheder tillægges stor personlig betydning; guddommelig ledelse tilskrives mange aspekter af patientens liv.

13. Skrivekløe (Hypergrafi) -- fører omfattende dagbøger, detaljerede notater, skriver selvbiografier og romaner.

14. Religiøsitet -- har en dyb religiøs tro, som ofte er idiosynkratisk.

15. Filosofisk interesse -- optagethed af metafysiske eller moralske spekulationer og kosmologiske teorier.

16. Afhængighedsfølelse, passivitet -- følelse af kosmisk hjælpeløshed, 'i skæbnens hænder', hyppige bedyrelser om hjælpeløshed.

17. Manglende humør, overdreven alvor -- overgeneraliseret, tung bekymring, manglende eller særpræget form for humor.

18. Paranoia -- mistænksomhed, mistolkning af motiver og begivenheder.

De ovenstående symptomer, som oftest adskilte kontrolgruppen fra epileptikergruppen, var paranoia, vrede, afhængighedsfølelse, religiøsitet, sorg, filosofisk interesse og manglende humør. Jeg understreger endnu en gang, at ikke alle disse tendenser blev observeret hos alle patienterne.

Det mest interessante ved denne undersøgelse er opdagelsen af, at patienter med patologi i den ene tindingelap havde andre personlighedstræk end patienter med patologi i den modsatte side. Karakteristisk for patienter med patologi i højre tindingelap var vægten på ydre affekter. 'Dette viste sig ved usædvanlig seksuel tiltrækning, bedyrelser om hjælpeløshed, perioder med sorg, emotionel ophidselse eller moralsk glød. Overdreven bekymring for detaljer og orden kendetegner også patienter fra den højre hjernehalvdel i forhold til den venstre.'²³

'Patienter med patologi i venstre tindingelap kendetegnes ved deres følelse af personlig skæbne og bekymring for meningen bag begivenheder. Relaterede symptomer omfattede fokus på de mægtige kræfter, der virkede i ens liv (paranoia), og behovet for alvorlig intellektuel og moralsk selvransagelse (manglende humør, samvittighedsfuldhed).'²⁴ Der er en slående mangel på mange af de kendetegn, man generelt ser hos patienter med partial-complex anfald, og specielt dem, man ser hos patienter med patologi i højre tindingelap. Lige så slående er lighederne mellem fru Whites personlighed og beskrivelsen af patienter med patologi i venstre tindingelap.²⁵

Adventister påpeger sædvanligvis den store mængde skriftligt materiale fru White efterlod sig som bevis på guddommelig vejledning. Hun manglede den nødvendige uddannelse som tilsyneladende er nødvendig for at skrive så mange artikler og bøger. Men som det er påpeget i denne nylige undersøgelse, viser det sig at også hendes omfattende forfattervirksomhed er en karakteristisk adfærd hos patienter med partial-komplekse anfald.

I de sidste ti årtier er puslespillet om Ellen White blevet sat langsomt sammen. Ron Numbers opdagede, omtrent på samme måde som jeg gjorde, at fru Whites sundhedsbudskab syntes at være det samme sundhedsbudskab som andre på hendes tid forkyndte, og som hun sandsynligvis var godt bekendt med.²⁶ Jonathan Butler opdagede for nylig at fru Whites forestillinger om eskatologi [de sidste dages begivenheder] var stærkt påvirket af de protestantiske kirkesamfunds opfattelse på hendes tid.²⁷ Med oplysningerne i denne artikel får puslespillet større sammenhæng og et mere fuldstændigt billede. Det ser ud til at der er en klar mulighed for at hjerneskaden Ellen fik i sin barndom førte til udviklingen af en epileptisk lidelse og en personlighedstype som kendetegnes ved dyb religiøs interesse. Det var mindre end to måneder efter 'den store skuffelse' at hun fik sit første nedskrevne 'syn' om dagen, og de lys hun så i sit 'syn' fik betydning på grund af deres tilknytning til den lille gruppe som overlevede 'skuffelsen'. Ikke engang lægerne på hendes tid kendte til denne type epileptisk lidelse, og fordi de vidste at 'anfaldene' ikke passede med selvhypnose, mesmerisme, hysteri eller katapleksi [skræklammelse], blev de fortolket som 'overnaturlige'. Fru White var ikke klar over at indholdet i de visuelle hallucinationer hun troede var 'syner', var knyttet til tidens begivenheder og forestillinger. Fordi hun ikke var klar over at skrivedriften hun havde i sig selv var et kendetegn på hendes sygdom, gjorde hun hvad enhver gudfrygtig person ville have gjort i en lignende situation -- hun delte det med andre, og det var disse andre som stemplede hende som 'profet' og gjorde hende til omdrejningspunkt i den voksende Syvendedags-adventistkirke.

Den langsigtede betydning og konsekvens af disse oplysninger vil blive afgjort, ikke af medicinsk personale som mig selv, men af teologerne i vor kirke. Disse forhold rejser muligheden for at Syvendedags-adventistkirken kan opleve en ny 'stor skuffelse'

Ovenstående artikel konkluderer altså med, at den ulykke Ellen White var ude for i niårsalderen, førte til en hjerneskade, som gav sig udslag i epileptiske anfald af en speciel type, som kaldes psykomotoriske anfald (partial-complex anfald). Ellen Whites personlighed og adfærd under 'synerne' viste mange af de kendetegn, som er karakteristiske for denne type epilepsi. Også skrivemanien er et karakteristisk kendetegn ved denne lidelse.

Denne information var ikke tilgængelig dengang, og derfor var det nemt at stemple anfaldene som 'overnaturlige' eller som syner fra Gud.

På baggrund af den information, som nu er tilgængelig, er det sandsynligt, at Ellen Whites 'syner' enten skyldtes psykomotoriske, epileptiske anfald eller eventuelt en form for hysteri, som vi også skal se lidt nærmere på. Denne sidstnævnte mulighed kan være mere sandsynlig. Dette forklarer de mange falske syner, som ofte satte Ellen White og andre i forlegenhed, samt en række selvmodsigelser, der også var baseret på 'syner'.

Det er hævet over enhver tvivl, at Ellen White fik en alvorlig skade, da hun var ni år gammel. Stenen, som ramte hende i næsepartiet, slog hende bevidstløs til jorden. Ifølge Girgis er tindingelappen (den temporale hjernehalvdel) specielt udsat for skade, da den befinder sig nederst i hjernen, tæt ved øjenhulerne. Det er her, kraniet er tyndest, og hvor ydre skader lettest kan penetrere hjernen. Dette forklarer, hvorfor epilepsi i tindingelappen er så almindelig (se M. Girgis: Neural Substrates of Limbic Epilepsy).

At Ellen White var bevidstløs i så lang tid -- tre uger -- vidner om omfanget af hjerneskaden. Det er ikke almindeligt, at patienter med sådanne skader er bevidstløse i så lang tid. I en rapport over 105 børn med hjerneskader og efterfølgende bevidstløshed var blot fire af patienterne bevidstløse i mere end 24 timer (se Dr. M. Couperus: The Significance of Ellen White's Head Injury. Adventist Currents, juni 1985).

Patienter, som kommer sig efter alvorlige hovedskader, oplever depressioner, svækket koncentration, svimmelhed og hovedpine. Desuden oplever patienter med epilepsi i tindingelappen ofte angst, samt synsindtryk af lys og mørke. Ellen White havde alle disse symptomer.

Blomsterduft

Under Maria-åbenbaringer og spiritistiske seancer er det almindeligt at deltagerne mærker blomsterduft, gerne af roser. Dette har vi været inde på tidligere. Men sådanne sanseindtryk er også typiske for 'partial-complex anfald' -- epileptiske anfald fra tindingelappen, uden at de har noget med seancer og åbenbaringer at gøre. Personer under Maria-åbenbaringer er upåvirkelige over for ydre stimuli, det samme var Ellen White under synerne.

Anfaldene begynder gerne med et såkaldt symptom, eller aura, som ofte indebærer epigastriske fornemmelser eller andre automatismer. Man kan føle frygt, eller indbilde sig at man lugter noget. Ellen White oplevede dette en række gange som duften af roser, eller ganske enkelt 'blomster'. Hun kendte duften af violer, og en anden gang 'samlede hun blomsterne og glædede sig over duften.' Ved en anden lejlighed 'knælede hun ved sengen, og før det første ord var udtalt, følte hun at rummet blev fyldt af duften af roser. Da hun så op for at se hvor duften kom fra, så hun rummet blive fyldt af et sølvgråt lys.'

Da Arthur White beskrev en visionær oplevelse Ellen havde i 1901, hvor der forekom en 'sød duft, som af smukke blomster', tilføjede han: 'Hun vidste hvad det betød.' Tilsyneladende var det en almindelig oplevelse at hun mærkede denne duft under sine syner. Hun så ofte et klart lys idet synerne begyndte, et lys som fyldte rummet, eller viste sig i forskellige styrker, farver og former. Det er almindeligt at man ser klare lys og forskellige farver under epileptiske anfald af 'partial-complex-typen. Ellen udtalte:

'Mens jeg bad og opsendte mine bønner, cirklede et blåt lys rundt i rummet, sådan det har gjort hundrede gange tidligere, eller mere, og jeg mærkede duften af blomster, en herlig blomsterduft' [manuscript 43a, 1901].

Hvis man tager alvorligt udtalelsen 'hundrede gange tidligere, eller mere,' må dette cirklende lys og blomsterduften have været til stede i omtrent hvert eneste syn. Musikhallucinationer (som også er associeret med klart lys) var også til stede i Ellens erfaringer [Testimonies, bd. 9, s. 66]. Dette finder man også under epileptiske anfald fra tindingelappen (Dr. M. Couperus: The Significance of Ellen White's Head Injury. Adventist Currents, juni 1985).

Symptomer: Varighed

Epileptiske anfald fra tindingelappen varer almindeligvis fra nogle få sekunder til nogle minutter. I enkelte tilfælde kan de vare længere, fra nogle timer til nogle dage. Det er imidlertid sjældent at de varer så længe. I sin bog Messenger to the Remnant, s. 8, fortæller Arthur L. White om varigheden af Ellens syner:

Selv om enkelte af synerne havde stor udstrækning, og til tider varede mere end en time, og ved en lejlighed i fire timer, var der andre tilfælde hvor synerne var særdeles korte. . .bare nogle få minutter, og i enkelte tilfælde bare i sekunder. (Fremhævelser tilføjet.)

Der er blevet rapporteret (Lennox) at anfald af denne type som varer i flere timer optræder en eller to gange om året (W.G. Lennox: Epilepsy and Related Disorders. 1:236). Sådanne anfald kaldes gerne 'partial-complex status epilepticus'. Ofte består de af en række korte anfald i så hurtig rækkefølge at de opfattes som ét sammenhængende anfald.

Symptomer: Skrivemani

Det er almindeligt at patienter med denne type epilepsi efterhånden udvikler ændringer i adfærdsmønster og personlighed efter den skade, som førte til lidelsen. Dette var også tilfældet med Ellen White. Et typisk symptom for patienter med tindingelap-epilepsi (temporal hjernehalvdel-epilepsi) er skrivemani. At Ellen White havde dette symptom, er der ingen tvivl om. Der er beskrevet mange sådanne tilfælde. Waxman og Geschwind rapporterede om en 24 år gammel kvinde, som begyndte at få anfald i tiårsalderen, og i 15-årsalderen begyndte hun at udvise et afvigende adfærdsmønster. Hun blev dybt religiøs og oplevede mindst fire omvendelser. Hun havde visuelle hallucinationer med blågrønt, blinkende lys. Hun tilbragte mange timer om dagen med at skrive, særligt digte med moralske eller filosofiske emner. En sang hun havde lært, kopierede hun flere hundrede gange, da hun havde en umættelig trang til at skrive. Det blev konstateret, at hun havde en skade på den højre temporale hjernehalvdel (Waxman/Geschwind: Hypergraphia in Temporal Lobe Epilepsy. Neurology, 24 (1974), 929-363).

Geschwind beskriver videre:

Graden af hypergrafi [skrivemani] hos mange af disse patienter er slående. Patienter skriver ofte jævnligt artikler og prædikener. En patient havde en kiste fuld af sine skriverier. En neurolog på New Zealand blev præsenteret for en patient med over tyve bind af hendes håndskrevne værker. Jeg har for nylig set en patient, som udviklede tindingelap-epilepsi, efter at dele af den temporale hjernehalvdel blev fjernet på grund af en aneurisme (blodkarudvidelse). Han havde aldrig haft intellektuelle interesser, men efter at han fik tindingelap-epilepsi, blev han besat af tanken om, at han havde som opgave at skrive noget vigtigt (N. Geschwind: Pathogenesis of Behavior Change in Temporal Lobe Epilepsy. Epilepsy, Vol. 61).

Ellen White havde utvivlsomt denne trang til at skrive. Ofte stod hun op midt om natten for at skrive vigtige vidnesbyrd -- som ofte viste sig at være falske.

Kaldet om at 'skrive, skrive, skrive' kan let ændres til 'låne, låne, låne'. Under en stærk religiøs tvang kunne en sådan skribent overbevise sig selv om, at det var Gud, som hjalp hende med at finde det stof, hun ønskede at kopiere, og at hun blot adlød den guddommelige forpligtelse og Åndens tilskyndelser om at kopiere andres skrifter og sætte sit eget navn under (M. Couperus: The Significance of Ellen White's Head Injury. Adventist Currents, juni 1985).

Symptomer: Gentagelser

Et typisk træk under anfald af tindingelap-typen er automatismer af forskellige slags, ofte stadige gentagelser af ord og sætninger. Dette var også et typisk træk hos Ellen White.

Ellen måtte skrive, og for at kunne producere den mængde hun gjorde, havde hun ikke andre muligheder end at kopiere fra andre, og det gjorde hun flittigt, med god hjælp fra andre. . . .

Et symptom, som er let at observere hos tindingelap-epileptikere, er repetition, gentagelser -- en form for automatisme som både gælder skrift og tale, hvor personen gentager ord, fraser, sætninger, eller som Fenton udtrykte det: 'En tendens til at klynge sig til hver en tanke, følelse og handling.' Eksempelvis fortæller mange, som så Ellen White i et syn, at hun ofte udbrød 'Ære! Ære! Ære!', da synet begyndte. Daly beskriver et tilfælde, som blev rapporteret af Penfield og Jasper, hvor en dreng hørte en røst, som råbte 'Sylvere, Sylvere, Sylvere' -- patientens fornavn -- da anfaldet begyndte. En 45-årig mand hørte ordene 'Mor, mor, mor'. Og en svoren agnostiker gentog hele tiden 'Gud, Gud, Åh, min Gud'. Det ville falde let for Ellens ubevidste sind at vælge netop gentagelsen 'Ære! Ære! Ære!', da det var almindeligt at bruge dette ord under metodistmøder, Ellen overværede som barn.

Ellen gav beviser for dette gentagelses-symptom som attenårig, da hun gentog ordene 'jeg så' seksten gange. I sit andet bidrag til det samme tidsskrift tre uger senere brugte hun udtrykket 'jeg så' tretten gange. To måneder senere, i en artikel i The Little Remnant Scattered Abroad, brugte hun udtrykket 'jeg så' hele 35 gange. Repetitionen af dette udtryk bliver stadig mere påfaldende i Ellens skrifter, indtil hun enkelte steder begynder omtrent hver eneste sætning med disse ord, f.eks. i et Present Truth fra 1849, hvor hun i løbet af tretten sætninger bruger udtrykket 'jeg så' eller 'det blev vist mig' elleve gange. . . .

Ellen havde to syner den 5. januar 1849 i Rocky Hill, Connecticut. . . Jesus 'så med sorg på levningen. . . løftede hænderne og råbte med sorgfuld røst: 'Mit blod, Far, mit blod, mit blod, mit blod. . . Da så jeg en engel. . . råbe med høj røst: 'Stop! Stop! Stop! Stop!' Samme år skrev hun også: 'Jeg hørte englen sige: 'Sæt fart på de hurtige sendebud, sæt fart på de hurtige sendebud.' . . .

I Ellens rapport fra synet af 14. marts 1852 i Balliston finder vi følgende:

'Hvis syndene ikke går forud til dom, vil de aldrig gå. Dit folk, dit folk, dit folk, dit folk ikke rede, ikke rede, ikke rede. . . Bliv rede! Bliv rede! Bliv rede!' . . .

I Sutton-synet Ellen White havde i 1850, finder vi følgende eksempel:

'Da så jeg at vi må drikke dybt, dybt af vandet fra kilden. . . . Svøm, svøm, svøm, dyk dybt, dybt, dybt i Guds kærligheds hav.'

I Battle Creek den 3. januar 1875 havde Ellen et syn, som blev rapporteret af W.C. White. Hun var da 48 år gammel. Dette syn demonstrerer enkelte af symptomerne ved temporal hjernehalvdel-anfald, inklusive gentagelser:

'Mor begyndte at bede, og med en hæs, anstrengt stemme fremførte hun to eller tre sætninger. Pludselig blev hendes røst klar og velklingende, og vi hørte det klingende råb: 'Ære være Gud!' Vi så alle op og opdagede, at hun var i et syn. Hendes hænder var foldet over brystet. Øjnene var rettet uafvendeligt opad, og læberne var lukkede. Der var ingen antydning af åndedræt, selvom hjertet fortsatte med at slå. Mens hun så uafvendeligt opad, fik hun et ængsteligt udtryk i ansigtet. Hun kastede tæpperne af sig og gik frem og tilbage i rummet. Hun vred sine hænder og klagede: 'Mørkt! Mørkt! Alt er mørkt! Så mørkt!' Efter nogle øjeblikkes stilhed udbrød hun med eftertryk, mens ansigtet lysnede: 'Et lys! Et lille lys! Mere lys! Meget lys!'. . . Efter disse udbrud om lysene satte hun sig ned i stolen.'

I 1868 skrev hun: 'Han vil ikke acceptere et halvt offer. Alt, alt, alt tilhører Gud.'

I et brev fra Australien (1892) gentog hun: 'Stræb, stræb, stræb, stræb.' (M. Couperus: The Significance of Ellen White's Head Injury. Adventist Currents, juni 1985. Fremhævelser tilføjet).

Der er utallige lignende eksempler på repetition i Ellen Whites skrifter. Her er et til:

Synet kommer til mig, og englens ord lyder selv nu i mine ører: Gør jer rede, gør jer rede, gør jer rede! Tiden er næsten forbi, næsten forbi, næsten forbi! Råb, råb, for Herrens arm skal åbenbares, for Herrens arm skal åbenbares! (Brev til Br. og Sr. Loveland, 1. november 1850. Fremhævelser tilføjet).

Da Ellen White blev vred, fordi Fannie Bolton havde afsløret hendes arbejdsmetoder, fik hun et syn: Da kom ordene tordnende ned fra skyerne fra Jesu mund, hvor han sad i vognen: 'Fannie Bolton er din fjende! Fannie Bolton er din fjende! gentaget tre gange (EGW til Marian Davis, 29. oktober 1895, brev 102, s. 42).

Symptomer: Hypermoralisme

Et andet træk i Ellen Whites skrifter er hypermoralisme, manglende humør og mangfoldige formaninger. Dette er specielt synligt i skrifter, som blev skrevet til andre menighedsmedlemmer. Et typisk eksempel på dette finder vi i et brev, som blev skrevet i 1873 til søster E:

'Det er blevet vist mig, at du trænger til en grundig omvendelse. Du er ikke nu på ret vej til at få fred og lykke, som den ydmyge, korsbærende troende kan få. . . . Du har en selvisk tilbøjelighed. . . . Du tænker mest på dig selv for at behage dig selv. . . . Du forsømmer at deltage med glæde i det arbejde, Gud har givet dig at gøre. Du overser de daglige, enkle pligter, som ligger foran dig. . . . Du studerer ikke, hvordan du kan gøre andre lykkelige. . . . Du tager del i drømmerier, som må blive brudt. . . . Du gør ikke fremskridt så hurtigt, som du kunne, og som du må. . . . Du har været en sky og en skygge i familien. . . . Du har ikke haft Guds nåde i hjertet. . . . Du elsker at tænke på og tale om unge mænd. Du tolker deres høflighed som speciel opmærksomhed over for dig selv. Du smigrer dig selv. . . . En reform må begynde i din fars familie. Du bærer stemplet på din fars karakter. Du bør forsøge at undgå hans fejlgreb og hans yderligheder. . . . Du elsker ikke børn. Faktisk elsker du ingenting, som kræver stadige, alvorlige, udholdende anstrengelser.'

I dette brev på syv sider begynder 75 sætninger med ordet 'du', og 115 gange bliver 'du' brugt i midten af sætninger. Dette er et eksempel på den dømmetilbøjelighed og hypermoralisme, vi finder hos tindingelap-epileptikere, og som man så ofte finder i Ellens skrifter (M. Couperus: The Significance of Ellen White's Head Injury. Adventist Currents, juni 1985. Fremhævelser tilføjet).

Hysteri

I sin bog Prophetess of Health udtaler Dr. Ronald Numbers:

I sin korrespondance og sine selvbiografiske skrifter rapporterede Ellen White om en imponerende række psykiske og psykologiske problemer, men til trods for gentagne forventninger om snarlig død levede hun til den høje alder af 87 år. Som en selvbeskrevet 'stor-lider af sygdomme' og 'livslang invalid' klagede hun til tider over svaghed og besvimelse, tilfælde af bevidstløshed, åndedrætsbesvær, 'hjertesygdom', smerter i lungerne, 'blodtryk på hjernen', stærke hovedpiner og 'betændelse i hjernen', døsighed, svag ryg, lammelser, 'øm mave', næseblødninger, lungehindebetændelse og gigt. Af og til fik hun svækket syn, lammelse, følelsesløshed og stumhed -- for ikke at tale om stadige syner og hallucinationer. Hun led ofte af depression og fortvivlelse.

Af forståelige grunde tilskrev Ellen White alle sine syner og mangeartede lidelser overnaturlige årsager (s. 210).

Dr. Numbers har lille tro på, at psykomotoriske anfald til fulde forklarer Ellen Whites syner og adfærd, selvom hun havde mange af kendetegnene på sådanne anfald:

Naturligvis viste fru White under sine syner mange af disse symptomer. Men hendes adfærd adskilte sig også betragteligt fra det, som kunne forventes af sådanne, som led af psykomotoriske anfald. Hun talte efter alt at dømme klart og tydeligt under synerne og kom ud af dem med et klart sind. Heller ikke led hun af hukommelsestab, orienteringsbesvær eller frygt, som så ofte associeres med psykomotoriske anfald. . . .

Psykomotoriske anfald kaster også begrænset lys over hendes mangfoldige fysiske plager og forklarer heller ikke, i hvilken grad hendes syner var afhængige af andres godkendelse. Men allervigtigst: Denne diagnose tager ikke det store antal af fru Whites samtidige i betragtning, som også hævdede at have syner i lighed med hende, men som sikkert ikke havde nogen hjerneskader. Derfor må vi se længere end til psykomotoriske anfald for at finde en adækvat forklaring på hendes specielle, medicinske tilfælde.

En mere overbevisende diagnose, som ikke blot forklarer mange af hendes psykiske og psykologiske problemer, men som også tager betydningen af sociale og kulturelle faktorer i betragtning, er hvad psykiatere i dag kalder 'somatisk lidelse med ledsagende teatralsk personlighedsstil'. Disse kategorier omfatter den adfærd og de symptomer, som tidligere faldt under den nu forældede betegnelse 'hysteri'. . . .

Med andre ord: Personer, som har denne lidelse, klager hele tiden over et bredt spektrum af fysiske problemer og mener selv, at de er syge, men er alligevel ikke fysisk syge. Symptomer, som kan spænde fra fordøjelsesbesvær, brystsmerter, andennød, hjertebanken og svimmelhed til tab af stemmen, uklart syn, dobbeltsyn, besvimelse, lammelse, problemer med at gå samt hukommelsestab, begynder gerne i teenageårene og optræder oftest hos kvinder. Selvom de ofte bliver beskrevet på en dramatisk eller overdreven måde, er symptomerne hverken forsætlige eller bevidste. Den typiske patient har ingen følelse af at styre dem og tror oprigtigt, at de er af organisk oprindelse. . . .

Personer med denne lidelse søger eller forlanger hele tiden at blive beroliget, blive godkendt eller rost af andre, og føler sig utilpasse i situationer, hvor de ikke er centrum for opmærksomheden (Numbers, s. 212-213).

Denne lidelse kan forklare oprindelsen til Ellen Whites lange liste over mere eller mindre reelle lidelser og plager. Hendes syner må også ses på baggrund af den tid, hun levede i:

I denne diagnostiske sammenhæng, som for vort formål har større heuristisk end deterministisk værdi, krymper fru Whites drømme og syner til rene epifænomener. Teatralske personer i dag fortæller sjældent, at de har set syner, hovedsageligt fordi sådanne erfaringer er gået af mode. I det nittende århundrede hørte derimod trancer og syner til dagsordenen for en hærskare af mesmerisører, spiritister og religiøse entusiaster. Selvudnævnte seere brugte ikke blot bibelske forfattere som model, specielt Daniel og Johannes' Åbenbaring, men betragtede også sig selv som en opfyldelse af profetien om, at 'Det skal ske i de sidste dage. . . . Deres sønner og deres døtre skal tale profetiske ord. Deres unge mænd skal se syner, og de gamle blandt jer skal have drømme' (Ap.Gj. 2,17). I lyset af at fru White var let påvirkelig, og den opmærksomhed og forstærkning hendes specielle erfaringer fik fra andre, er det ikke mærkeligt, at hun hævdede at have haft syner. Den eksakte mekanisme, som fremkaldte disse tilsyneladende selvhypnotiske episoder, er af mindre historisk interesse end det faktum, at hendes syner rent fænomenologisk ikke skilte sig fra trancerne hos den almindelige mesmerisør eller spiritist. Beviserne for denne påstand ligger i fru Whites egen manglende evne til empirisk at skelne mellem sine egne syner og synerne hos andre af hendes samtidige. Hun distancerede sig fra andre trance-medier, ikke på grundlag af fysiske beviser, men snarere på grundlag af det åndelige indhold.

Ud fra fru Whites eget vidnesbyrd er vi overbeviste om, at hun fra barndommen af fik episoder med depression og angst, som ofte svækkede hende og nogle gange gjorde hende til invalid. . . . I voksne år havde hun udviklet en fuldt udsprunget somatisk lidelse og en teatralsk personlighedsstil (Numbers, s. 214-215).

Ronald Numbers reflekterer videre:

Når man læser fru Whites selvbiografiske beretninger, bliver man umiddelbart slået af den overdrevne, dramatiske måde, hun skildrer personlige begivenheder på. For eksempel fortæller hun, hvordan hun i 1858, efter sit 'store strid-syn' mellem Kristus og Satan, led af midlertidig lammelse og stemmetab, efterfulgt af flere uger med ustadighed og svækkede sanser. Hendes forklaring:

'Satan havde til hensigt at tage mit liv for at hindre det værk, jeg var i færd med at skrive, men Guds engle blev sendt til min redning for at løfte mig over virkningerne af Satans angreb.'

Fru White hungrede efter den opmærksomhed, som knyttede sig til hendes rolle som en endetidsprofet. Så tidligt som i 1845 blev hun så fyldt af kvaler på grund af offentlig tvivl om det guddommelige ophav til hendes syner, at familien troede, hun ville dø -- det er i hvert fald, hvad hun fortalte. Senere, i midten af 1850-erne, da hendes selvbevidste mand nægtede at udgive hendes vidnesbyrd, og trosfæller ignorerede dem, skrumpede synerne ind, og hun sank ned i fortvivlelse. . . .

Ellen White brugte ofte synerne og dårligt helbred som middel til at styre dårlig opførsel hos familie- og menighedsmedlemmer. Til tider holdt hun sine egne børn ansvarlige for sin utilpashed. Idet hun i 1850 skriver om sine børn, siger hun: 'Jeg var meget følsom over for fejl hos mine børn, og enhver fejl, de begik, bragte mig sådanne hjertekvaler, at helbredet blev påvirket.' At kaste skylden på sine sønner for alle plagerne forandrede nok ikke deres opførsel, men fremkaldte utvivlsomt mængder af skyldfølelse. Selv for relativt jordnære ting påkaldte hun risikoen for at pådrage sig sygdom. Da forsamlinger ikke havde efterkommet hendes krav om udluftning af bygningen, 'blev hun' ved en lejlighed 'meget syg med nervøs udmattelse. . . led meget med betændelse i hoved, mave og lunger', og ved en anden lejlighed nægtede hun blankt at tale af frygt for, at den giftige luft 'ville koste mig livet.' Med andre ord: 'Åbn vinduerne, ellers dør jeg!'

Fru Whites syner, i lighed med hendes plager, tjente til at holde familie og menighedsmedlemmer på linje. For hvordan kunne de anerkende hende som Guds inspirerede budbærer og alligevel tvivle på hendes budskaber, uanset om de var af teologisk eller personlig art? De, som var dristige nok til at udfordre hendes autoritet, blev genstand for guddommelig irettesættelse. Da Fannie Bolton, en af fru Whites litterære assistenter, stillede pinlige spørgsmål om sin chefs skrifter, hørte fru White en røst, som sagde: 'Tag dig i vare og gør dig ikke afhængig af Fannie til at forberede artikler eller lave bøger. . . Hun er din fjende. . . Hun er ikke tro mod sin pligt, men smigrer sig alligevel med, at hun udfører et særdeles vigtigt arbejde.' Lignende advarsler bragte påstande fra rivaliserende profeter, både samtidige og fremtidige, til tavshed: 'Det er blevet vist mig', sagde fru White, at der vil være 'mange, som hævder at have speciel undervisning fra Gud, og som vil prøve at lede andre, og de vil arbejde ud fra misforståede idéer om en pligt, Gud aldrig har lagt på dem, og resultatet vil blive forvirring.' (Numbers, s. 218-221).

Dermed er døren lukket for alle andre budbærere end Ellen White. Og hun tager himlen til vidne på det.

I tidligere år havde Dr. Russell T. Trall forudsagt, at hendes syner ville forsvinde efter overgangsalderen (menopausen):

1870-erne markerede også slutningen på Ellen Whites syner på dagtid. Det sidste af disse kom omkring 1879, da hun var 52 år gammel. Mange år tidligere havde Dr. Trall privat forudsagt, at synerne ville slutte efter overgangsalderen, og -- hvem ved af hvilken årsag -- det gjorde de. Sommeren 1869 skrev fru White til Edson, at hun gik gennem en forandring i livet, og at hun forventede at dø, ligesom hendes søster Sarah havde gjort. . . .

På en eller anden måde overlevede hun prøvelsen, som kan have varet til midten af 1870-erne. Men derefter blev hendes offentlige syner mindre og mindre hyppige. Resten af livet fik hun sine himmelske kommunikationer ved hjælp af drømme -- 'nattens syner' -- uden ydre, fysiske manifestationer (Numbers, s. 180-181. Fremhævelser tilføjet).

Tilfældigvis faldt dette sammen med mandens død. James døde den 6. august 1881.

Dr. Merritt Gardner Kellogg (bror til Dr. John Harvey Kellogg) skrev i et brev til sin bror:

Når det gælder min holdning til vidnesbyrdene, tror jeg, at vi i mange af hendes skrifter finder klare beviser for, at Guds Ånd ledede hendes tanker, når hun skrev, men hun fik sin inspiration fra De Hellige Skrifter i Bibelen. Bibelen har været hendes stadige kilde til inspiration.

Hendes første syner var fremkaldt af en unormal, nervøs tilstand, og emnet for synerne stammede fra hendes forestillinger om forskellige ting, mens hun befandt sig i en normal tilstand. Drømmene kan tilskrives samme årsager. Om dette er jeg helt og fuldt overbevist (brev fra Dr. M.G. Kellogg til J.H. Kellogg, 1. august 1909. Fremhævelser tilføjet).

I 1887 skrev Dr. W.J. Fairfield:

Du har utvivlsomt ret, når du relaterer sygdom som årsagen til Ellen Whites såkaldte syner. Jeg har haft lejlighed til at observere hende en god del og over ganske mange år og har derfor fuldt kendskab til hendes baggrund helt fra begyndelsen. Dette har ikke givet mig grund til at tvivle på, at hendes anfald kort og godt er hysteriske trancer. Alderen har i sig selv omtrent helbredt hende (brev af 28. december 1887. Fremhævelser tilføjet).

Dr. William S. Sadler, en meget intelligent mand og stor menneskekender, var en bekendt af Ellen White. Han var en af dem, som fik falske vidnesbyrd fra hende. I 1912 kom Dr. Sadler med følgende observation:

Det er ikke usædvanligt for personer, som befinder sig i kataleptisk trance, at indbilde sig, at de foretager rejser til fjerne kloder. Faktisk er disse fantastiske beretninger, de skriver ned, efter at disse anfald er overstået, så unikke og utrolige, at de tjener som grundlag for at oprette nye sekter, kulter og religioner. . . . Det er et interessant psykologisk studie at bemærke sig, at disse trancemedier altid ser syner, som er i overensstemmelse med deres teologiske tro. . . . Næsten alle, som er udsat for trancer og nervøs katalepsi, vil før eller senere tro om sig selv, at de er Guds budbærere og himlens profeter, og de fleste af dem er utvivlsomt oprigtige i denne tro. Fordi de ikke forstår den fysiologi og psykologi, som ligger til grund for deres lidelser, tror de oprigtigt, at deres særegne mentale erfaringer er overnaturlige, mens deres disciple blindt tror alt, hvad de skriver, fordi de mener, at disse åbenbaringer er af guddommelig oprindelse (William S. Sadler: The Physiology of Faith and Fear, s. 461-462. Fremhævelser tilføjet).

Ellen White kom fra en metodistbaggrund og var involveret i Miller-bevægelsen; derfor var hendes syner farvet af loviske metoder og millerisme. Hvordan ville EGWs syner have artet sig, hvis hun var kommet fra en romersk-katolsk eller muslimsk baggrund? Dette er en interessant tanke.

Isaac Wellcome, som blev døbt af James White i 1844, var blandt dem, som stillede spørgsmål ved Ellen Whites syner:

Ellen G. Harmon. . . havde mærkelige manifestationer både i krop og sind. . . faldt på gulvet. . . vi husker, at vi greb hende to gange for at forhindre, at hun faldt på gulvet. . . under møder talte hun særdeles heftigt og hurtigt, indtil hun faldt, da -- som hun hævdede -- det blev givet hende fantastiske åbenbaringer af himlen og det, som skete dér. Hun hævdede at have set, at Kristus havde forladt sin mæglertjeneste og antog, at han som dommer havde lukket nådedøren og udslettet navnene fra Livets Bog. . . . Vi så hende i Poland, Portland, Topsham og Brunswick i begyndelsen af denne løbebane, og vi hørte hende ofte tale, og flere gange så vi hende falde. Vi hørte også, at hun gengav de vidunderlige ting, hun sagde, hendes himmelske Far havde ladet hende få se. Hendes overnaturlige eller unormale syner blev ikke så let godtaget som sådanne, men som åndelige syner af ting, som ikke kan ses. Dette var ganske almindeligt blandt metodisterne. . . . Disse syner var bare ekkoer af forkyndelsen fra ældste [Joseph] Turner og andre, og vi regner dem som produktet af en overspændt fantasi og ikke som fakta (Isaac Wellcome: History of the Second Advent Message, s. 4-6).

Dudley M. Canright var af samme opfattelse:

Ved niårsalderen fik hun et forfærdeligt slag i ansigtet, som brækkede hendes næse og næsten dræbte hende. Hun var bevidstløs i tre uger. Dette chok på nervesystemet var den virkelige årsag til alle de syner, hun fik efterfølgende (D.M. Canright: Life of Mrs. E.G. White, s. 170-188).

Canright fortæller videre:

Læs historien om fru White, og hun fortæller gang på gang, at hun ofte besvimede, havde smerter i hjertet og var så syg, at hun forventede at dø. Og det er påfaldende, at de fleste af hendes syner kom umiddelbart efter et af disse besvimelsesanfald. Dette viser klart, at de var en konsekvens af en nervøs lidelse. . . .

'Jeg besvimede ofte som en død'. Men næste dag var hun helt rask og 'red tres kilometer'. (Testimonies, bd. 1, s. 80). Dette er karakteristisk for personer, som lider af hysteri, hvilket enhver, der har set dem, ved. Den ene dag er de døden nær, og den næste dag er de helt raske. Fru White gik gennem denne erfaring tusinde gange. Hun var døden nær, blev bedt for og blev helbredt af Gud -- og i løbet af få minutter var alt fint. Men nogle dage senere gik hun gennem det samme på ny. Men hvis Gud helbredte hende, hvorfor blev hun så ikke rask for altid? Dette plagede mig. Skulle den person, som Jesus helbredte, hele tiden vende tilbage efter nogle dage for at blive helbredt på ny? (D.M. Canright: Life of Mrs. E.G. White. Fremhævelser tilføjet).

Efter det, vi nu ved, er det overvejende sandsynligt, at Ellen Whites syner var af somatisk natur. Der er alt for mange falske syner og vidnesbyrd, som har stillet både hende og andre personer i pinlige situationer, samt selvmodsigelser og andre anomalier i hendes syner, til at man uden videre kan acceptere dem som ægte syner fra himlen og hende selv som en sand Guds profet.

Hun kom ud af den store skuffelse i 1844 og deltog i entusiastiske, fanatiske møder. Dette var på en tid, hvor mange hævdede at have syner, åbenbaringer og andre gaver, trancer etc. Ellen White drak dybt af denne entusiastiske ånd, og dette viste sig i hendes egne manifestationer.

Dette er tungt at fordøje for mange, og mange vil nægte at tro det. Men vi må holde os til fakta og ikke lade følelser og sentimentalisme styre vor tro.