Ellen G. White—Myten og Sandheden
1B - Indledning
af Å. Kaspersen
Islam har Muhammed og Koranen, Christian Science har Mary Baker Eddy og hendes skrifter, mormonerne har Joseph Smith og Mormons bog.
Adventister har Ellen G. White og hendes skrifter, som med indbundne artikler danner en tre meter høj stak. Bibelen bliver lille og ubetydelig i sådanne omgivelser.
Fælles for mange adventister er, at de i sidste instans lader skrifterne til deres profet få status over Guds Ord, når det gælder trosspørgsmål og leveregler. Christian Science hævder, at Mary Baker Eddys Key to the Scriptures er tilføjelse til Bibelen. Mormonerne går faktisk længere og hævder, at både Bibelen og Mormons bog er Guds ord.
Sådan fungerer også adventistmenigheden, i hvert fald den konservative del af den. Indenfor sidstnævnte finder vi de ultrakonservative, historiske adventister med nostalgiske tendenser overfor svundne tider og nidkær holdning mod alle, som ikke deler deres syn. Det er denne gruppe, som bruger Ellen White både som Bibel og kølle mod alt og alle. For dem er et så siger Ellen White det afgørende ord, som bilægger enhver disput i trosspørgsmål og andre ting. Med hendes ord er slutstregen sat. Egne erfaringer støtter fuldt ud denne påstand, og jeg må i dag bare beklage, at jeg selv tidligere har lagt sådanne holdninger for dagen. Der er kun ét ord, som passer i en sådan sammenhæng: fanatisme. Bibelen er desværre blevet tildelt rollen som sufflør, som er god at ty til med på forhånd fortolkede skriftsteder for at understøtte EGW, hvor det kneb. Mange ultrakonservative adventistgrupper på sidelinjen bruger gerne udtrykket Bibelen og Profetiens ånd som motto for deres virksomhed, men i praksis er det modsat. Det er 95% EGW og 5% bibel, hvis det er så meget, og de 5% bliver altid fortolket med EGWs skrifter. På den måde får man Bibelen til at støtte op om ting, den ellers ikke siger. Gud havde ikke til hensigt, at hans Ord skulle komme i anden række.
Madonnaskikkelse og ellenisme
Det er et uimodsigeligt faktum, at adventistsamfundets ledelse gennem en årrække, og da specielt efter EGWs død i 1915, har bygget en frontfigur op med ufejlbarlig status, en glansprofet, om vi må bruge et sådant udtryk. Dette billede finder vi i de mange bøger om Ellen G. White, som gennem årene er kommet fra vore forlag, samt de mange illustrationer, som adventistkunstnere har lavet til brug i standardpropagandaen. Fælles for alle disse bøger og skrifter -- hvoraf flere er kommet på norsk -- er, at de giver et ensidig, glorificeret billede af EGW, og fortier eller bortforklarer en række vigtige ting omkring profetinden og hendes medarbejdere, samt en række vigtige ting om hendes syner, drømme, vidnesbyrd og skrifter. Forestil dig en retssag, hvor juryen sidder på en bunke dokumenter, som unægteligt tyder på, at anklagede er skyldig. Disse dokumenter bliver imidlertid fortiet under retssagen, som udelukkende bygger på mere eller mindre tvivlsomme beviser og vidneudsagn for det modsatte. Er dette forsvarlig retsfør else? Det er imidlertid sådan, Adventistsamfundets ledelse i en menneskealder og mere har skildret overfor menigheden personen Ellen G. White og hendes skrifter. Forskellen er bare, at retssagen er grundlagt på en række ydre beviser, som rent overfladisk tyder på, at hun er uskyldig, mens juryen hele tiden har siddet på en anseelig dokumentbunke, som giver al grund til at mistænke hende som skyldig på en række punkter. Disse dokumenter har imidlertid The White Estate holdt skjult af hensyn til Adventistsamfundets interesser, ikke mindst af økonomisk art.
I de senere år har imidlertid denne frontfigur begyndt at få revner, og glansbilledet begyndt at blegne. Adventistsamfundets ellenisme er blevet en pseudovidenskab, som ikke tåler nærmere granskning. Ny information, nye og overraskende oplysninger fra dokumentbunken er efterhånden kommet frem i lyset og har begyndt at tære på troværdigheden hos både EGW og adventisternes grundlæggende doktriner. Dette vækker forståeligt nok reaktioner hos den konservative gruppe adventister, som ser på trenden som en opfyldelse af EGWs ord om, at der i endens tid ville blive skabt et satanisk had mod vidnesbyrdene, og at der ville komme sådan ne, som ville vælte vore grundlæggende doktriner:
Vi må kontant afvise alle forsøg på at drage os væk fra den platform af evig sandhed, som siden 1844 har bestået sin prøve. . . . Som et folk må vi stå fast på den platform af evig sandhed, som har bestået alle prøver. Vi må holde fast ved de sikre grundvolder for vor tro. De principper, Gud har åbenbaret for os, er vor eneste trygge grundvold. Tidens gang har ikke svækket deres værdi. . . . Sjælefjenden har forsøgt at bilde os ind, at der ville ske en stor reform blandt Syvendedags-adventister, og at denne reform ville gå ud på at opgive de doktriner, som står som søjler for vor tro, og gennemføre en omorganisation. . . . Der er mange af vort folk, som ikke er klar over, hvor solid grundvolen for vor tro er blevet lagt. . . . Skal vi ikke forkaste alt, som ikke er i harmoni med denne sandhed? (Special Testimonies, Series B nr. 2, s. 54-56.)
Dette er blot en smagsprøve på de mange udtalelser af EGW, som går i samme spor.
Der er mange af vort folk, som ikke er klar over, hvor solid grundvolen for vor tro er blevet lagt, skrev hun, og skal vi ikke forkaste alt, som ikke er i harmoni med denne sandhed? Med andre ord: al doktrin skal prøves med adventbudskabet. Hvor finder man støtte i Guds ord for en sådan påstand? Hvordan skal vi forholde os til denne udtalelse, når vitale punkter i adventbudskabet -- ja, selve grundvoldene for dette -- ved nærmere eftersyn viser sig at være i strid med Guds Ord? Er Gud i strid med sig selv? Lægger Gud en grundvold, som er i strid med hans Ord? Så afgjort nej. En anden sag er, at ovenstående udtalelse siger, at det er adventismens doktriner, som er vor eneste trygge grundvold, mens Bibelen siger, at ingen kan lægge en anden grundvold end den, som allerede er lagt, det er Jesus Kristus (1 Kor. 3:11). Menighedens grundvold er ikke et system af mere eller mindre bibelske doktriner, men Jesus selv.
Hvad skal vi da forkaste? Det er ikke Guds Ord, som skal prøves med adventbudskabet, men det er snarere adventbudskabet, som skal prøves med Guds Ord.
Adventister tyer til Ellen Whites skrifter som sidste skanse, når de kommer på glatis og får problemer med at holde sig på benene -- dvs. forsvare deres tro på en overbevisende måde fra Bibelen. For dem er Ellen White en større autoritet end Guds Ord, et ja og amen, som afgør sagen.