Ellen G. White—Myten og Sandheden

2 - Synerne

af Å. Kaspersen

Ifølge Arthur White skal hans bedstemor have erfaret ca. to tusinde syner i løbet af sit liv. Et anseligt tal, når man tænker på Bibelens profeter og hvor mange af deres syner, der har fundet plads i Bibelens kanon. Bibelen, Guds Ord, er en bog på godt tusinde sider, mens Ellen Whites skrifter udgør over tres bøger, samt tusindvis af artikler, breve og manuskripter -- i alt ca. hundrede tusinde sider. Dette svarer til hundrede bibler. Alt dette er ifølge Adventistsamfundet direkte kommunikationer fra himlen, et "så siger Herren".

Fra den spæde begyndelse og til denne dag har Profetiens Ånd været et bekvemt redskab fra adventistledernes side til at holde fodfolket på linje. Udvalgte citater kommunikeret fra talerstolen og de officielle organer gør god nytte som åndeligt styreredskab, når behovet melder sig, hvilket det ofte har gjort. Ellen Whites skrifter er fra Gud, bliver det hævdet, og hvem vil vove at stå Gud imod?

Også adventister, der driver egen virksomhed fra sidelinjen eller "offside", bruger fortrinsvis Ellen Whites skrifter som Bibel til at bevise alt fra franske revolutioner og tyrkiske sultaner til antallet af måltider pr. dag.

Der findes en statistik, udgivet af Adventistsamfundet (Comprehensive Index, bd. 3, s. 2978-2984), hvoraf det fremgår, at i en periode på 71 år -- 1844-1915 -- kan det dokumenteres, at Ellen White havde 188 syner, gennemsnitligt 2,5 syner pr. år. Dette er en reduktion på 1812 syner fra de påståede to tusinde! Selv Arthur White, som lancerede tallet to tusinde, kan ikke gøre rede for de manglende 1812 syner. Han udtalte imidlertid, at der ikke findes fuldstændig dokumentation over alle synerne. I de tidligere år kan de have været relativt hyppige. Nogle hundrede (enkelte mener mindst 400 eller flere) syner er et rimeligt tal.

Ellen G. Harmon fik sit første syn i december 1844. Dette syn er gengivet i bogen Early Writings, s. 13-20. I dette syn beskriver EGW bl.a. en smal sti, der gik fra jorden til det himmelske Jerusalem, en syvdages rejse fra jorden til himlen i en skyvogn, samt templet på Zions bjerg på den nye jord.

Ifølge oplysninger, som nu begynder at sive ud, kan EGW bl.a. have hentet stof til dette syn, samt halvtreds andre tidlige syner, fra mormonprofeten Joseph Smith. Mere om dette senere.

De fleste er heller ikke klar over, at Ellen Whites profetiske løbebane begyndte i vild fanatisme. Disse mørke sider af Adventistsamfundets historie er omhyggeligt blevet skjult af informerede ledere for at give næring til myten om den rosenrøde pionertid omkring madonnaskikkelsen Ellen White. Der er også grund til at tro, at mange ledere selv ikke kendte til denne mindre flatterende del af historien om deres profet.

I de senere år er der kommet en stadig øget mængde information for dagen fra den tidlige pionertid, som har tvunget mange til at betragte både EGW og adventismen fra nye vinkler. Senere i livet hævdede Ellen White, at hun og hendes mand var optaget af at bekæmpe fanatisme, men tier om, at både hun og James var entusiastiske deltagere i den vildeste fanatisme i tiden efter den store skuffelse i 1844. Under disse vilde møder lå den unge Ellen Harmon -- "Kristi billede", som hun blev kaldt -- på gulvet med en pude under hovedet, mens hun i trance genfortalte syner, hun fik. Hvor mange har hørt om begivenheden i Atkinson i februar/marts 1845, hvor både James White og Ellen Harmon var indblandet? Faktisk fremgår det, at James White var en af lederne for denne fanatiske gruppe.

Fanatisme

I 1986 opdagede en studerende ved Andrews University (Bruce Weaver) et gammelt avisopslag (retsreferat) fra 1845 om arrestationen og retssagen mod en mand ved navn Israel Dammon, en af Ellen Whites bekendte (Piscataquis Farmer, 7. marts 1845, nr. 31). Mange mener, at dette er et af de mest sensationelle fund, der er gjort om tidlig adventisthistorie.

Af indlysende grunde vil dette gamle avisopslag hverken finde vej ind i Adventist Review eller Advent Nytt. Det stod derimod at læse i Adventist Currents, Vol. 3. nr. 1, april 1988. Billedet af Ellen Whites kald og tidlige syner, som adventister er blevet fodret med i over hundrede år, ville briste i sømmene, hvis dette blev almindeligt kendt.

I denne tid har adventisterne ikke haft andre kilder at holde sig til end EGWs egne udtalelser om de tidligste år af menighedens historie, samt udtalelser fra EGW-tro pionerer. Fundene af disse avisopslag fra 1845, hvor Ellen Harmon (White), James White, Dorinda Baker, Israel Dammon og andre var indblandet, skaber en ikke så lille tvivl om pålideligheden af Ellen Whites selvbiografiske beretninger.

I sine selvbiografiske skitser påpeger EGW, at hun og hendes mand var optaget af at bekæmpe forskellige former for fanatisme i adventismens barndom. Imidlertid er det nu helt på det rene, at Ellen White selv var dybt involveret i forskellige bizarre, fanatiske aktiviteter, hvor hendes syner spillede en ikke ubetydelig rolle.

Efter skuffelsen den 22. oktober 1844 vendte hovedmassen af milleritter tilbage til de kirkesamfund, de havde tilhørt. Nogle få, deriblandt Ellen White, fortsatte med at samles, for det meste i private hjem. Mange af disse private sammenkomster var præget af ekstrem fanatisme: helligt kys, skrigen og råben, promiskuitet, bizarre fysiske øvelser, som at kravle rundt på gulvet og udstøde lyde, etc. Til stede ved disse manifestationer var gerne nogle få -- for det meste kvindelige -- visionære, som fik syner under samlingerne.

Ellen G. White (Harmon på den tid) rejste hele tiden rundt med disse fanatikere. Det er muligt, at hun med nød og næppe undgik at blive arresteret ved en lejlighed (i Orrington, Maine) ved at flygte fra stedet, og det er sandsynligt, at hun engang faktisk blev arresteret sammen med en Joseph Turner i Poland, Maine (april 1845).

Den 15. februar 1845 holdt disse ekstremister et husmøde hos en James Ayer i den lille by Atkinson, Maine. Mødet blev ledet af den tidligere skibskaptajn Israel Dammon, og til stede var også James White og to visionære: Ellen G. Harmon og Dorinda Baker.

Her følger et uddrag af retsreferatet fra 1845 med beskrivelse af den type husmøder, Ellen Harmon og James White var involveret i efter skuffelsen i 1844:

J.W.E. Harvey, under ed: Jeg var til stede ved deres møder i to dage og fire aftener. Den første sammenkomst varede i otte dage. Jeg har kendt Dammon i seks uger. Dammon, [James] White og Hall var lederne. Dammon sagde, at synderne ville fare til helvede i løbet af to dage. De omfavnede og kyssede hinanden. Dammon lå på gulvet og sprang derefter op, og de forsvandt ofte ind i et andet rum. Dammon har intet arbejde til at forsørge sig selv med, så vidt jeg ved. Mødet virkede meget vanhelligt. Jeg har set ham sidde på gulvet med en kvinde mellem benene og armene omkring hende.

Wm.C. Crosby, Esq, under ed: Jeg var til stede under mødet sidste lørdag aften, fra ca. kl. syv til ni. På gulvet lå en kvinde. Hun lå på ryggen med en pude under hovedet. Af og til rejste hun sig op og gengav et syn, hun sagde var blevet åbenbaret for hende. Af og til talte alle i munden på hinanden og råbte så højt de kunne. Enkelte sagde, at der var for meget synd dér. Efter at støjen havde lagt sig, rejste Dammon sig op og klagede lidt mere sammenhængende over dem, der var til stede og ikke troede på adventlæren. En gang sagde Dammon, at der var svin til stede, som ikke tilhørte gruppen, og han pegede på mig, mens han sagde: "Jeg mener dig, Sir."

Loton Lambert, under ed: Da jeg kom dertil, var de ved at synge. Derefter satte de sig ned på gulvet. Dammon sagde, at en søster havde et syn at fortælle. En kvinde på gulvet fortalte derefter sit syn. Dammon sagde, at alle andre kirkesamfund var onde -- de var løgnere, horkarle, mordere etc. Han angreb også alle, der ikke var enige med ham. Han beordrede os ud, men vi gik ikke. Kvinden, der lå på gulvet og fortalte syner, blev af Dammon og andre kaldt "Kristi billede". Dammon kaldte os svin og djævle og sagde, at hvis det havde været ham, der ejede huset, ville han have jaget os ud. Hende, der blev kaldt Kristi billede, fortalte fru Woodbury og andre, at de måtte forlade alle deres venner eller fare til helvede. "Kristi billede", som de kaldte hende, lå på gulvet et stykke tid og rejste sig derefter, mens hun råbte på en eller anden og fortalte, at hun havde fået et syn, der vedrørte vedkommende, og som hun måtte fortælle dem. Hun gengav derefter synet. Der var en ung pige dér, som de sagde skulle døbe sig den aften eller fare til helvede. Hun græd bittert og sagde, at hun ønskede at se sin mor først, men de fortalte hende, at hun måtte forlade sin mor eller fare til helvede. En af dem råbte: "Lad hende fare til helvede!" Til sidst gik hun med til at blive døbt. Kristi billede gengav synet til en kusine til mig; at hun skulle døbe sig den aften eller fare til helvede. Hun protesterede, fordi hun var døbt i forvejen. Det blev sagt, at Kristi billede var en kvinde fra Portland [Ellen Harmon var fra Portland]. En kvinde, de kaldte Miss Baker [Dorinda Baker, den anden visionære], sagde, at djævelen var dér, og at hun ønskede at se ham. Hun pegede på mig og sagde: "Du er djævelen og vil fare til helvede." Jeg sagde til hende, at hun ikke var min dommer. Hr. [James] Ayer [Jr., husejeren], greb fat i mig og prøvede at smide mig ud. Jeg sagde til ham, at jeg ikke var kommet for at forstyrre mødet. Kvinden med synerne råbte derefter på Joel Doore og sagde til ham, at han havde tvivlet og ikke behøvede at blive døbt. Hun sagde, at br. Doore ikke ville fare til helvede. Doore knælede ved hendes fødder og bad. Miss Baker og en mand forsvandt ind i soveværelset. Hørte derefter lyde derfra. Døren blev åbnet, og jeg kiggede ind i rummet. Hun lå på sengen, og han holdt fast i hende. De kom ud af soveværelset, mens de omfavnede og kyssede hinanden. Hun sprang op og ville lægge sine ben mellem hans ben. Miss Baker gik til hr. Doore og sagde: "Du har afvist mig før." Han svarede, at det havde han, og de kyssede hinanden. Hun sagde, at det "føltes godt". Lige før de gik til vandet for at døbe, forsvandt Miss Baker ind i soveværelset med en mand, de kaldte Ældste White. Jeg så, at han hjalp hende ned i sengen. Lyset blev slukket og døren lukket. Jeg så ingen af dem bagefter. Ved en lejlighed, mens jeg var i et andet rum og talte med min kusine, kom Dammon ind i rummet og afbrød samtalen. Han kaldte sin søster og mig for selve djævelen. Kristi billede lå på gulvet i den tid, de var nede ved vandet for at døbe, og hun lå stadig på gulvet, da jeg forlod stedet, hvilket var mellem klokken tolv og ét om natten.

Wm.C. Crosby, forhørt på ny: Jeg så ingen kyssen selv, men hørte om det. Jeg var ikke dér så længe, men kom dertil ved syvtiden og gik ved nitiden. Efter at den visionære kvinde råbte dem op, fortalte hun dem, at de tvivlede. Det virkede som om hendes mål var at overbevise dem om, at de ikke måtte tvivle. Dammon kaldte kirkesamfundene horkarle, løgnere, tyve, slyngler, ulve i fåreklæder, mordere etc. Han sagde: "Læs 'The Star'". Det var den mest støjende forsamling, jeg nogensinde havde været i. Der fandtes ikke orden eller noget som helst. Det var ikke den mindste lighed med møder, jeg havde været til før. Det virkede som om Dammon havde den fulde ledelse. Jeg vil ikke sige, at Dammon råbte højest. Der var nok andre dér, som havde stærkere lunger end han.

Diakon James Rowe, under ed: Jeg var hjemme hos Ayers et kort stykke tid under det sidste lørdagsmøde. Dammon kritiserede os for at være kommet til hans møde. Han omtalte de andre kirkesamfund på samme måde, som hr. Crosby netop fortalte -- at kirkemedlemmerne var de værste mennesker i hele verden. Jeg har engang været ung, og nu er jeg en gammel mand, og af alle de steder, jeg nogensinde har været, har jeg aldrig oplevet magen til forvirring, ikke engang i et drukildebefindende. Dammon rejste sig op på gulvet og sagde: "Jeg agter at stå her, og mens jeg står her, kan de ikke skade jer -- hverken mennesker eller djævle kan skade jer."

Joseph Moulton, under ed: Da jeg gik hen for at arrestere den tiltalte, lukkede de døren for mig. Da jeg ikke kunne komme ind på anden måde, brød jeg døren op. Jeg gik hen til den tiltalte, tog ham ved hånden og fortalte mit ærinde. En hel del kvinder løb hen til ham. Han klyngede sig til dem, og de til ham. Modstanden var så stor, at jeg ikke fik ham ud, selv ikke ved hjælp af tre assistenter. Jeg blev i huset og tilkaldte mere hjælp. Da den kom, gjorde vi et forsøg til, men med samme resultat. Jeg måtte tilkalde yderligere forstærkninger. Til sidst overmandede vi dem og fik ham ud af døren og i arrest. Vi blev hindret af både mænd og kvinder. Jeg kan ikke beskrive stedet -- det var ét eneste sammenhængende hyl.

James Ayer, Jr., bekræftet: Jeg lagde mærke til kvinden med en pude under hovedet. Hendes navn er Miss Ellen Harmon, fra Portland. Jeg hørte intet om, at hun blev kaldt Kristi Billede. Jeg så Miss Baker ligge på gulvet. Jeg så hende falde. Jeg så også Miss Baker og Str. Osborn gå ind i soveværelset. Str. Osborn hjalp hende ned på sengen.

Job Moody, bekræftet: Jeg var til mødet lørdag aften. . . .Str. Harmon lå på gulvet i trance, og Herren åbenbarede de andres liv for hende, og hun videre til dem.

Jacob Mason, bekræftet: Efter at Str. Baker var gået ind i soveværelset, så jeg Ældste White i nærheden af Str. Harmon, som var i trance. Nogle gange holdt han hendes hoved.

Under krydsforhør: Jeg ved ikke, hvem der gik ind i soveværelset sammen med Str. Baker. Han var fremmed for mig. Jeg så kyssen udenfor, men ikke i huset. En del af tiden sad vi på gulvet, både mænd og kvinder, i promiskuøse stillinger.

Joel Doore, bekræftet: Jeg bor i Atkinson. Dammon sagde, at der var onde mennesker i de andre kirkesamfund. Jeg opfattede ikke, at han sagde alle. Han prædiker højere end de fleste mennesker, men ikke mere støjende end andre forkyndere af hans tro. Den visionære kvinde lå på gulvet og stirrede opad, da hun kom ud af trancen. Hun pegede på en eller anden og fortalte om deres liv. Hun sagde, at dette var fra Gud. Hun gengav en række syner den aften. Br. Gallisons datter ønskede at se sin mor, før hun blev døbt, men samtykkede til sidst i at lade sig døbe uden at se hende. Str. Baker kom op fra gulvet og gik hen til Lambert for at tale med ham. Jeg så ikke mere til hende, før jeg hørte støj fra soveværelset. De gik ind dér og fik hende ud, som de andre vidner allerede har fortalt.

Under krydsforhør: Idet hun kyssede mig, sagde hun, at der var lys forude. Vi tror, at hendes syner [Dorinda Bakers] er ægte, og vi tror, at Miss Harmons syner er ægte.

George S. Woodbury, under ed: Søster Harmon sagde til min kone og pigerne, at hvis de ikke gjorde som hun sagde, ville de fare til helvede. Min kone og Dammon kravlede hen over gulvet på hænder og knæ. En forsvandt ind i soveværelset. Hørte Dammon sige, at gaven til at helbrede syge var i menigheden.

J.W.E Harvey, tilkaldt: Jeg har været til stede ved møderne flere gange. Jeg har set den tiltalte på gulvet med en kvinde mellem benene. Jeg har set ham i grupper, hvor de omfavnede og kyssede hinanden. En gang tog jeg dertil i et ærinde. Dammon brølede ud: "Gode, Almægtige Gud, driv djævelen bort!" Engang så jeg Ældste Hall, som havde taget sine støvler af. Kvinderne kravlede derefter hen og kyssede hans fødder. En pige lavede et smask, men kom ikke nær hans fødder med læberne. Hall sagde: 'Den, der skammer sig over mig for menneskene, ham vil jeg skamme mig over for Gud og hans hellige engle'. Derefter kyssede hun hans fødder flere gange. (Piscataquis Farmer, 7. marts 1845, nr. 31.)

Det var under disse omstændigheder, og under sådanne omgivelser, at Ellen G. Harmon fik sine første syner. Det mangler at blive spurgt, hvilke af Bibelens profeter og profetinder, der fik syner fra Gud i sådanne omgivelser og på en sådan måde.

Vi skal bemærke følgende:

1. De fleste vidner var mænd med integritet, gudfrygtige mænd, som befandt sig i retssalen under ed, og som ikke ville begå mened.

2. Vidnerne var stort set enige på de fleste punkter. Uenigheden bestod i uvæsentlige punkter, f.eks. hvem der gik ind i soveværelset med hvem, og om Ellen Harmon blev kaldt Kristi Billede.

3. Vidneafhøringen foregik kun to dage efter lørdagsmødet, mens vidnernes hukommelse var frisk.

Ellen Whites egen beretning

I bogen Spiritual Gifts, bd. 2, s. 40-42, fortæller Ellen White om arrestationen af Israel Dammon. Sammenlign denne version med vidneafhøringerne ovenfor. Det er den samme begivenhed, der skildres:

Fra Exeter drog vi videre til Atkinson. En aften [15. februar] blev der vist mig noget, jeg ikke forstår. Hensigten var at prøve vores tro. Mens jeg talte den næste dag, som var ugens første dag, kiggede to mænd ind gennem vinduet. Vi blev klar over, hvem de var ude efter. De kom ind og styrtede forbi mig hen til Ældste Dammon. Herrens Ånd hvilede over ham, og han mistede al styrke og faldt hjælpeløs til gulvet. Betjenten råbte ud: 'I staten Maines navn, arrester denne mand!' To mænd greb ham i armene, og to andre i benene, og de prøvede at trække ham ud af rummet. Men de nåede kun at trække ham nogle få centimeter, før de måtte flygte ud af huset. Guds kraft var i rummet, og Guds tjenere med ansigter, der skinnede af Guds herlighed, gjorde ingen modstand. Forsøgene på at gribe Ældste D. blev ofte gentaget, men med samme virkning. Mændene kunne ikke udholde Guds kraft, og det var en befrielse for dem at løbe ud af huset. Der var til sidst tolv mænd, og alligevel blev Ældste D. holdt fast af Guds kraft i ca. fyrre minutter. Al styrken hos disse mænd kunne ikke flytte ham fra gulvet, hvor han lå hjælpeløs. I samme øjeblik følte vi, at Ældste D. måtte gå; at Gud havde tilkendegivet sin kraft til sin ære, og at Herrens navn ville blive mere æret ved at lade ham blive fjernet fra os. Og mændene løftede ham op, let som et barn, og bar ham ud (Fremhævelser tilføjet).

Dette er en af Ellen Whites rosenrøde beretninger om adventisternes pionertid. Vi skal imidlertid bemærke, at hendes egen beretning om begivenheden er i stærk modstrid med, hvad sheriff Joseph Moulton fortalte under ed:

Vi skal bemærke, at ingen af de andre vidner i retssagen modsagde sheriff Joseph Moultons korte forklaring. Han siger, at han og hans mænd blev hindret af både mænd og kvinder i huset, og at et antal kvinder klyngede sig til Israel Dammon.

Ellen White gør det helt klart, at Guds kraft hvilede over Israel Dammon, og at Guds kraft var til stede i dette hus, hvor der var ét eneste sammenhængende hyl. Ansigterne på Guds tjenere skinnede af Guds herlighed, siger hun.

Vi skal også bemærke, at Israel Dammon lidt senere forkastede Ellen Whites syner.

Ellen White siger også, at "en aften [15. februar] blev der vist mig noget, jeg ikke forstår." Vi noterer os, at denne selvsamme aften lå Ellen Harmon på gulvet som entusiastisk deltager i dette spektakel og gengav syner.

I slutningen af bogen Spiritual Gifts, bd. 2, finder man femten lister over personer, der attesterer for rigtigheden af EGWs beretninger i bogen. Fem af listerne har at gøre med Israel Dammon-begivenheden. Der står opført 61 navne, men da der er mange gentagelser, skrumper listerne ind til 38 navne. Der er blevet foretaget undersøgelser ved at gå ind i folkeregistrene for staten Maine i året 1850, og 28 af de 38 navne er blevet identificeret. To af dem var døde, da listerne i Spiritual Gifts blev kompileret. Det er påfaldende, at otte af disse personer blev stærkt fordømt for fanatisme af Ellen White i 1860, samme år som navnene kom på tryk i bogen!

I sin bog History of the Second Advent Message and Mission, Doctrine and People (1874) fortæller Isaac Wellcome, at de allerfleste af dem, der havde underskrevet listerne i bogen Spiritual Gifts, var lige så dybt involveret i fanatisme som James og Ellen White selv, enkelte var faktisk ledere af fanatisme (s. 408).

En af listerne i Spiritual Gifts indeholder fem navne:

Vi erklærer med glæde rigtigheden af de udtalelser, som har med Ældste Israel Dammon at gøre, på siderne 40, 41 [i bogen Spiritual Gifts]. Så vidt vi kan huske, tror vi, at omstændighederne omkring hans arrestation og retssag er korrekt fremstillet.

H.A. Hannaford, Wm. T. Hannaford, D.S. Hannaford, James Ayer, Sen., Fru R.W. Wood.

Det skal bemærkes, at ingen af de fem personer, som er nævnt her, var til stede ved retssagen mod Israel Dammon. Tre af navnene er desuden fra samme familie. Hvad angår fru R.W. Wood, benægtede hun selv på det kraftigste at have sat sit navn på nogen liste:

I et privat brev, dateret 16. maj 1888, nægtede fru Wood på det kraftigste at have sat sit navn på denne udtalelse, og hun var ikke klar over, at hendes navn figurerede dér før mange år senere. Hun benægter også rigtigheden af fru Whites udtalelser om [Dammon]-sagen. Hun var selv til stede ved møderne og husker begivenheden meget vel, og hendes forklaring stemmer ikke overens med den, fru White kommer med. Hvis de vil svindle fru Woods navn ind i et dokument, kan de sagtens have svindlet andre navne ind dér; derfor har vi al mulig grund til at tvivle på deres erklæringer (Early History of the Seventh-day Adventist Church, ufuldendt manuskript af E.S. Ballenger, s. 117).

Under denne retssag kom det frem, at Israel Dammon, James White og en Mr. Hall var lederne for denne fanatiske gruppe, som Ellen Harmon og andre visionære unge kvinder blandede sig med.

Hellig latter

I et brev fra august 1850 fortæller Ellen White om et tilfælde af hellig latter, uden at sætte den i forbindelse med fanatisme. James White var pludselig blevet syg, og Ellen og flere andre søstre var til stede ved sygelejet, hvor de bad om helbredelse:

Søster Harris og Clarissa blev fuldstændig frigjort, og de bad til Gud med høj røst. Ånden fik Clarissa til at le højt. James blev fuldstændig helbredt (citeret i Adventist Currents, Vol. 3, nr. 1, 1988. Fremhævelser tilføjet).

Det er påfaldende, at EGW fjernede sætningen om, at Ånden fik Clarissa til at le højt, da hun senere offentliggjorde denne beretning.

Vi har set, at den såkaldte Toronto-bevægelse, eller "Latter-bevægelsen", som griber så meget om sig i disse dage, kendetegnes ved nøjagtig de samme fysiske manifestationer som 1840'ernes fanatisme, Ellen White var indblandet i: De kravlede rundt på gulvet og udstødte lyde, og de blev grebet af hellig latter. Det mangler at blive spurgt, hvilken ånd der står bag Toronto-bevægelsen. Det er den samme ånd, som manifesterede sig under 1840'ernes fanatisme. Manifestationerne var de samme.

Under sagen mod Israel Dammon vidnede Joel Doore om, at han havde set både mænd og kvinder kravle over gulvet på hænder og knæ. G.S. Woodbury vidnede om, at både hans kone og Israel Dammon (som Guds kraft hvilede så stærkt over, ifølge EGW) kravlede over gulvet på hænder og knæ. Det var under dette rabaldermøde, at Ellen Harmon lå på gulvet og gengav syner. Det var her, Guds kraft var mægtigt til stede, ifølge profetinden. Vi kan ikke huske at have læst om lignende begivenheder i apostelmenigheden, i hvert fald ikke hvor Guds kraft var til stede.

En lignende begivenhed fandt sted i hjemmet hos kaptajn John Megquier i Poland, Maine. Dette kunne man læse om i Norway Advertiser:

De sidder sjældent i anden stilling end på det bare gulv. . . .Under mødet kravlede en kvinde rundt på gulvet på hænder og knæ som et lille barn. En mand, i samme stilling, fulgte efter hende og stangede hende af og til med hovedet. En anden mand kastede sig i fuld længde på ryggen i sengen, og tre kvinder kravlede hen over ham.

Det er hævet over enhver tvivl, at både James White og Ellen Harmon var entusiastiske deltagere under sådanne fanatiske møder, som har deres modstykke i den moderne Toronto-bevægelse. James White var faktisk en af lederne.

I sine breve fra 1850'erne fortæller Ellen White om flere møder, hvor hun var til stede, hvor der forekom stærke fysiske manifestationer og høj råben. James White fortæller i et brev fra 1851 om et mægtigt syn, og at Ellen, da hun kom ud af synet, råbte så højt, at hun fik et nyt syn.

I 1847 beskriver EGW, hvordan hun faldt fra stolen og direkte ned på gulvet, idet hun fik et syn, og at Str. Durben kort tid efter blev slået i gulvet af Guds kraft (brev til Joseph Bates, citeret i Adventist Currents, vol. 3, nr. 1, 1988).

Otis Nichols beskriver, hvordan EGW senere i 1845 tilbragte fire timer i syner, lænet mod væggen i et hjørne af rummet, og at hun gengav synerne med skingrende røst. Ellen White citerede senere Otis Nichols, men rettede ordene "skingrende røst" til "klar røst" (samme). Efter beskrivelserne fra disse møder er vi tilbøjelige til at tro, at "skingrende røst" er en mere passende beskrivelse.

Selvmodsigelser

I 1900 udtaler Ellen White følgende om de fanatiske bevægelser i 1840-50'erne, hun selv var dybt involveret i:

Jeg bærer mit vidnesbyrd og erklærer, at de fanatiske bevægelser, denne larm og støj, var inspireret af Satan, som udfører mirakler for at bedrage selv de udvalgte (citeret i Adventist Currents, vol. 3, nr. 1, 1988. Fremhævelser tilføjet).

I Spiritual Gifts fortalte Ellen White imidlertid i klartekst at –

Ældste Dammon. Herrens Ånd hvilede over ham. . . . Guds kraft var i rummet, og Guds tjenere med ansigter, der skinnede af Guds kraft. . . . Mændene kunne ikke udholde Guds kraft. . . . alligevel blev Ældste D. holdt fast af Guds kraft. . . . Gud havde tilkendegivet sin kraft til sin ære.

I 1845 var det Guds mægtige kraft; i 1900 var de samme begivenheder fra Satan. Vi er tilbøjelige til at være enige i sidstnævnte. Men dette sætter både hende selv og hendes tidligere udtalelser i et mere end tvivlsomt lys. En sådan forvirring om, hvad der er Guds kraft, er mere end betænkelig. Det er derfor ikke mærkeligt, at Ellen Whites tidligste bøger fra pionertiden ikke er almindeligt tilgængelige for adventister. Det samme gælder mormonerne. Heller ikke de har almindelig adgang til visse af Joseph Smiths og Brigham Youngs tidlige værker.

Lucinda Burdick

Lucinda Burdick (tidl. Howell) kendte Ellen White særdeles godt. Hun havde ved flere lejligheder holdt EGWs hoved i skødet, mens hun havde syner. I 1874 kom Lucinda Burdick med et langt vidnesbyrd i The World Crisis. Her siger hun bl.a.:

Vi bemærker, at fortællingen fra Lucinda Burdick, som ikke var vidne i retssagen mod Israel Dammon, men som lærte James White og Ellen Harmon at kende på den tid, er helt i tråd med de andre vidner.

Syner på bestilling?

I sit vidnesbyrd i The World Crisis i 1874 fortæller Lucinda Burdick, at EGW kunne fremkalde syner, når det passede hende:

Både jeg og andre, som så hende under synerne, havde mistanke om, at hun kunne fremkalde syner, når det passede hende (hun indrømmede det), men at James White kunne kontrollere disse syner og bringe hende ud af dem, når det behagede ham (Fremhævelser tilføjet).

Her følger dette vidnesbyrd i sin helhed:

Jeg blev kendt med James White og Ellen Harmon (nu fru White) i begyndelsen af 1845. Da jeg først blev kendt med dem, var de indblandet i vild fanatisme. De plejede at sidde på gulvet i stedet for på stole, og de kravlede rundt på gulvet som små børn. Sådanne skøre ting blev regnet som tegn på ydmyghed. De var ikke gift, men rejste sammen. Ellen havde såkaldte syner; hun sagde, at Gud havde vist hende i syner, at Jesus Kristus havde rejst sig den tiende dag i den syvende måned 1844 og lukket nådens dør; at han for altid havde forladt nådens trone, at hele verden var dømt og forladt, og at syndere aldrig mere kunne blive frelst. Snart fortalte hun, at hun havde set, at lørdagen måtte holdes som hviledag. Hendes syner var noget ganske nyt, og det lod til at være modstand mod dem i de forskellige menigheder, de tog til. De skabte en god del diskussion og spænding, og alle lod til at være villige til at undersøge. Men efter et stykke tid begyndte hendes syner at blive selvmodsigende. Både jeg og andre, som så hende under synerne, havde mistanke om, at hun kunne fremkalde syner, når det passede hende (hun indrømmede det), men at James White kunne kontrollere disse syner og bringe hende ud af dem, når det behagede ham.

Der var også meget, som slog fejl. Hun sagde, at Gud havde vist hende ting, som ikke skete. En gang sagde hun, at Herren ville komme i juni 185. [Her er det sidste ciffer faldet bort i originalen, mest sandsynligt 1851, mens de troede på den lukkede dør. ÅK.] Denne profeti blev meget omdiskuteret i alle menighederne og i et lille "lukket dør"-tidsskrift i Portland, Maine. I løbet af sommeren, efter at juni var forbi, hørte jeg en ven spørge hende, hvordan hun ville forklare synet. Hun svarede, at 'de fortalte hende synet på Kana'ans sprog, og at hun ikke forstod sproget, og at det var næste september, at Herren ville komme, og at det drejede sig om den anden græshøst i stedet for den første i juni.'

Men september gik forbi, og mange andre siden da, og vi har endnu ikke set Herren. Det blev efterhånden klart for mange tænkende mennesker, at der var mange ting, som måtte have været 'fortalt hende på Kana'ans sprog' eller et andet sprog, hun ikke forstod, da der var mange ting, som slog fejl. Jeg kunne nævne en række af disse, jeg selv kender til.

Engang, da de var på vej til den østlige del af Maine, så hun i syn, at de ville få store problemer med de ugudelige, blive kastet i fængsel, etc. Dette fortalte de i de menigheder, de var indom på vejen. Da de kom tilbage, sagde de, at de havde haft en herlig tid. Venner spurgte dem, om de havde haft nogen problemer med de ugudelige, eller været i fængsel. De svarede: 'Slet ikke'. Folk rundt om i menighederne begyndte at få øjnene åbne og gik bestemt imod hendes syner. Straks de gjorde det, plejede hun at se dem 'med [blod]pletter på klæderne', som hun plejede at sige. Jeg kendte personligt flere prædikanter, hun havde set i Guds rige, hvor de udbrød: 'Åh, sådanne skinnende kroner, fulde af stjerner!' Men så snart de gik imod hendes syner, så hun dem 'fordømt, evigt fortabt, uden håb'.

At de rejste sammen på denne måde, før de var gift, bragte en stor skandale over sagen. Folk mente i almindelighed, at en sådan fortrolighed ikke burde forekomme mellem ugifte personer, og de bad ham [James White] lade Ellen blive hjemme og selv gå og forkynde evangeliet. Han mødte dem med skældsord og sagde, at han aldrig ville bøje sig for noget menneske. Menighederne over hele Maine (som er Ellens hjemstat) mistede troen på dem. Der var alligevel nogle få spredte familier eller enkeltpersoner, de lod til at holde under en slags hypnotisk indflydelse, og som stod sammen med dem og forsvarede dem. Efter en tid giftede de sig og drog vestpå for at virke dér, hvor de ikke var så godt kendt. Måske de også havde lært at gå lidt mere forsigtigt frem og få syner, der var lidt mere konsekvente. Hvis de syner, hun nu har, er fra Gud, var de første syner også fra Gud. Og hvis de første syner var fra Gud, blev nådens dør lukket i 1844, og ve de stakkels syndere på denne side af årstallet. Vi ved, at Gud ikke lyver, og jeg ved, at enkelte af synerne løj. Gud modsiger ikke sig selv, og hendes syner har været selvmodsigende. Jeg er blevet fortalt, at enkelte benægter på det kraftigste, at hun havde syner, der gik ud på, at nådedøren blev lukket, men der er tusindvis af vidner, som ved, at en sortere løgn aldrig er blevet lavet, og jeg hører til dem (Fremhævelser tilføjet).

Ellen White benægtede på det kraftigste dette vidnesbyrd fra Lucinda Burdick. Det blev påstand mod påstand. Lucinda Burdicks vidnesbyrd var offentligt, men EGW benægtede det blot rent privat. Derfor går troværdigheden i favør af Lucinda Burdick, fordi EGW aldrig var villig til at komme med en offentlig afkræftelse af et offentligt vidnesbyrd. Dette er forståeligt, da "den lukkede dør" var en meget pinlig affære i EGWs tidlige virksomhed. Hun ønskede ikke mere publicitet om denne sag, da den kunne skade hendes renommé som Herrens profet.

Vi vender tilbage til "den lukkede dør" lidt senere.

Andre visionære

Ellen White var ikke den eneste på den tid, som havde syner. Ann Lee, som grundlagde The Shakers, hævdede at have modtaget syner fra Gud. I lighed med EGW kaldte hun disse for "Vidnesbyrd". Efter Ann Lees død i 1784 fortsatte hendes efterfølgere med at hylde hende som den kvindelige Messias. Jesu første komme var i form af en mand, og Jesu andet komme måtte derfor være i form af en kvinde for at opretholde balancen, blev det hævdet. I anden halvdel af 1830'erne, under den spirende Miller-bevægelse, begyndte der at sprede sig en epidemi af syner blandt unge piger i Shaker-samfundet:

Pludselig begyndte nogle af dem at ryste og hvirvle. Om aftenen, efter at de var gået til ro, blev sanserne hos tre af børnene tilsyneladende trukket tilbage fra omgivelserne og blev opslugt som i trance. De begyndte at synge, tale om engle og beskrive en rejse, de foretog til himmelske steder under åndelig ledsagelse. Næste dag var opførslen normal, men erfaringen blev gentaget flere gange, og da de ældre klasser, og til sidst voksne medlemmer af familien blev påvirket, blev det klart, at de gaver, Ann Maria Goff og hendes Shaker-søstre havde, ikke var et isoleret fænomen. . . .

En atmosfære af intens forventning blev skabt gennem hele samfundet. I løbet af nogle få måneder følte man oprømthedens strøm i Canterbury, Enfield (N.H.), Hancock, og så langt vestpå som Den nordlige union. I de fleste tilfælde først hos grupper af Shaker-piger i begyndelsen af teenageårene. . . .

Ofte blev de slået i gulvet, hvor de lå som døde, eller kæmpede i kvaler, til nogen løftede dem op. Da begyndte de at tale med stor klarhed og fatning (E.D. Andrews: The People Called Shakers (1963-udgave), s. 152-153. Fremhævelser tilføjet).

Dette var i 1837-38, få år før Miller-bevægelsen begyndte. Sammenlign dette med EGWs erfaringer under hendes første syner, hvor hun faldt i gulvet, talte om engle og foretog rejser under engleledsagelse til himmelske steder:

Idet Str. White talte således, kom hun til et punkt, hvor bemærkningerne blev yderst alvorlige, og pludselig og uventet for alle tilstedeværende blev hun rykket bort i et syn og faldt i gulvet (A.L. White: Ellen White, bd. 2, s. 236. Fremhævelser tilføjet).

. . .et lys kom pludselig over mig. Noget, der lignede en ildkugle, traf mig lige over hjertet. Jeg mistede kræfterne og faldt i gulvet. Det virkede, som om jeg var i engles nærvær (Life Sketches, s. 71. Fremhævelser tilføjet).

Str. Durben rejste sig for at tale. Jeg var meget ked af det. Til sidst var jeg i stærk sjælekval, og mens hun talte, faldt jeg fra stolen og ned på gulvet. Det var dér, jeg havde et syn, hvor jeg så Jesus rejse sig fra nådens trone og gå til Det Allerhelligste som brudgom for at modtage kongeriget (Ellen White til Joseph Bates, 13. juli 1847. Brev 3, 1847. Fremhævelser tilføjet).

Så var der Foy, som havde syner. Han havde fire syner. Han var i en stor forsamling. Han faldt direkte i gulvet. . .han faldt i gulvet. Jeg ved ikke, hvor længe han lå dér – ca. tre kvarter, og han havde alle disse syner, før jeg havde dem (Manuscript Releases, bd. 17, s. 95).

Ældste Dammon. Herrens Ånd hvilede over ham, og han mistede al styrke og faldt hjælpeløs i gulvet (Spiritual Gifts, bd. 2, s. 40. Fremhævelser tilføjet).

Jeg så en engel flyve hurtigt hen til mig. Han bar mig hurtigt fra jorden til Den hellige Stad (Early Writings, s. 32. Fremhævelser tilføjet).

Herren har vist mig andre verdener. Der blev givet mig vinger, og en engel ledsagede mig fra Staden til et sted, som var lyst og herligt (Early Writings, s. 39. Fremhævelser tilføjet).

Pludselig blev hendes røst klar og velklingende, og vi hørte det klingende råb: 'Ære være Gud!' Vi så alle op og forstod, at hun var i et syn (Rene Noorbergen: Prophet of Destiny, s. 41. Fremhævelser tilføjet).

Vi ser, at Ellen Whites erfaringer under sine tidlige syner ofte falder sammen med Shaker-pigernes erfaringer. Begge blev slået i gulvet og begyndte at tale med klar, velklingende stemme, og begge beskrev rejser til himlen under engles ledsagelse.

Også inden for Shaker-bevægelsen (se nedenfor) faldt unge piger i gulvet, når de fik syner. Dette forekommer også under nutidens Maria-åbenbaringer. Unge piger kan falde i gulvet og blive hensat i ekstase.

Joanna Southcott

Joanna Southcott havde i lighed med Ellen White ingen uddannelse. I 1792 proklamerede hun sig selv som profetinde og udgav over 60 traktater med sine syner og åbenbaringer. Hun holdt sabbatten, og i lighed med EGW havde hun trancer og forkyndte Jesu snarlige genkomst. Som det var tilfældet med Ellen White, gjorde Joanna Southcott også en indbringende forretning med sine syner i bogform.

Hun proklamerede sig som profet i 1792 og udgav over tres traktater med syner og åbenbaringer.

Joseph Smith

Mormonprofeten Joseph Smith begyndte at få syner og åbenbaringer i 1820-23. Omkring 1830 blev Mormonbevægelsen organiseret. Joseph Smith blev skudt i fængslet i august 1844.

Som tidligere nævnt begynder kildemateriale at komme for dagen, som tyder på, at Ellen White har lånt stof til mindst halvtreds af sine tidlige syner fra Joseph Smith. Det står helt klart, at mange af Smiths bøger har bemærkelsesværdige lighedstræk med adventistprofetindens skrifter, men Smith skrev sine bøger længe før EGW havde sit første syn. Ifølge Joseph Smith er mormonerne de hellige, og de andre kirkesamfund hedninger. Ifølge Ellen White er adventisterne de hellige, og de andre kirkesamfund er Babylon.

Syner var på mode i 1840'erne, specielt blandt forkynderne af "den lukkede dør". En sort "lukket dør"-forkynder ved navn Houston hævdede, at Gud til tider talte til ham i syner. I den sidste tid af Miller-bevægelsen var der så meget fanatisme, at Joshua V. Himes, en af hovedlederne i Miller-bevægelsen, udtalte, at det var "syv fod dyb mesmerisme". I Ellen Whites hjemby Portland, Maine, var det endnu værre, som Himes beskriver det: "Et kontinuerligt, visionært nonsens." I marts 1845 informerede Himes William Miller om, at en Str. Clemons i EGWs hjemby Portland, Maine, var blevet meget visionær og var til anstød for næsten alle de gode venner dér. Blot et par uger senere fortalte han, at en anden ung kvinde i Portland havde fået et syn, der gik ud på, at Miss Clemons var af djævelen. Himes konkluderede, at tingene var meget slemme i Portland (Ronald Numbers: Prophetess of Health, s. 16-18).

Hendes [EGWs] hjemby Portland, Maine, var blevet berygtet for den 'kontinuerlige udgydelse af visionært nonsens', og intet viste sig at være mere spontant og grænseløst end karisma. I store forsamlinger eller i små sammenkomster i huse og lader blev 'Profetiens Ånd' udgydt af sig selv i rigelige mængder. . . .Overalt hørte man råbene fra dem, der var 'slået i Ånden', og overalt så man 'besvimerne' (Ronald L. Numbers og Jonathan Butler (red): The Disappointed, s. 202-203).

Der er ingen tvivl om, at Ellen White hævdede, og der er heller ingen tvivl om, at hun fuldt og fast troede på, at hun modtog syner og budskaber direkte fra Gud. I dag kan man undre sig over, at hun blev så let accepteret som profetinde. Men på den tid var profeter og profetinder ganske almindelige fænomener både i England og Amerika. Joseph Smith blev accepteret som profet, og mormonmissionærer hævdede, at deres menighed havde 'Profetiens Ånd'. . . .Billington har påpeget, at mellem 1830 og 1850 var 'kvindeforkyndere populære. Syner og trancer blev let accepteret' (M. Couperus: The Significance of Ellen White's Head Injury. Adventist Currents, juni 1985. Fremhævelser tilføjet).

Jemima Wilkinson, som i 1790 grundlagde Jerusalem-samfundet i det vestlige New York, var kendt for sine syner og religiøse drømme.

Mary Baker Eddy (1821-1910), som grundlagde Christian Science, var en anden visionær kvinde i forrige århundrede. I lighed med Ellen White var Mary Baker Eddy også interesseret i sundhed, og hendes mest berømte bog, Science and Health, er oversat til 16 sprog og solgt i mere end ti millioner eksemplarer. Mary Baker Eddys disciple tror, at hendes skrifter er inspirerede og ufejlbarlige. Styrmanden på Titanic, Charles Lightoller, hævdede, at det var hans tro på Christian Science, der reddede ham fra forliset i 1912.

William E. Foy

Som teenager havde Ellen White mødt to milleritter, hun begge regnede som profeter. Mulatten William E. Foy hævdede at have haft to syner fra Gud i 1842, som han senere udgav i en lille bog, The Christian Experience of William E. Foy (1845). Hazen Foss, som var svoger til Ellen Whites søster Mary, hævdede også at have haft syner.

I 1844 hørte EGW William Foy tale. Engang efter skuffelsen den 22. oktober blev der holdt et møde øst for Portland, Maine, hvor Ellen White fortalte om sit første syn (som hun fik i december samme år). Hun var ikke klar over, at William E. Foy var til stede i forsamlingen, før han sprang op og erklærede, at det var nøjagtig det, han havde set i sine egne syner.

Ellen White havde hørt William E. Foy fortælle om sine syner, før hun selv fik lignende syner:

En anden gang var det Foy, som havde syner. Han havde fire syner. Han var i en stor forsamling, meget stor. Han faldt direkte på gulvet. Jeg ved ikke, hvad de foretog sig dér inde, om de lyttede til prædikenen eller ej. Men uanset hvad, så faldt han på gulvet. Jeg ved ikke, hvor længe han lå dér – ca. tre kvarter tror jeg – og han havde alle disse syner, før jeg havde dem. De blev trykt, og det er mærkeligt, at jeg ikke kan finde dem i nogen af mine bøger. Men vi har jo flyttet så mange gange. Han havde fire (Manuscript Release 17, 1906, s. 95-96. Udgivet af The White Estate i 1987. Fremhævelser tilføjet).

I bogen The Unknown Prophet af Delbert W. Baker finder man uddrag af William E. Foys syner. Her er et eksempel:

Bag englen så jeg utallige millioner af skinnende vogne. Hver vogn havde fire vinger som flammende ild, og en engel fulgte efter vognen. Vingerne på vognen og vingerne på englen råbte som med én røst: 'Hellig!'

Ellen White: Og mens vognen rullede opad, råbte hjulene: 'Hellig!' og vingerne råbte, mens de bevægede sig: 'Hellig!' og følget af hellige engle omkring skyen råbte: 'Hellig, hellig, hellig! Herren Gud Den Almægtige!' (Early Writings, s. 35.)

Her er endnu en sammenligning:

Ellen White: De, som spiser af frugten i dette land, vender aldrig mere tilbage til jorden (EGW i The Day Star, 24. januar 1846, s. 31-32).

William E. Foy: De, som spiser af frugten i dette land, vender aldrig mere tilbage til jorden (The Christian Experience of William E. Foy, s. 14. Citeret i M. Couperus: The Significance of Ellen White's Head Injury).

Ellen White siger, at William E. Foy havde disse syner, før hun selv fik dem, og at hun kendte til hans syner, så der er meget, der tyder på, at hun udover at låne stof fra mormonprofeten Joseph Smith også lånte stof fra William Foy til sine tidligste syner.

Men hvorfor hævder adventister, at William E. Foy sagde nej til Gud, og at opgaven blev givet til Hazen Foss, som også sagde nej, og at opgaven derfor blev overladt til "det svageste kar"? Faktum er, at William E. Foy ikke sagde nej. Han rejste rundt og fortalte om sine syner og udgav dem i traktatform i 1845. At han sagde nej til Gud, er intet andet end en adventistmyte.

Tidspunktet for sabbattens begyndelse

Syvendedags-adventisterne fik læren om den syvende dags sabbat fra Joseph Bates, som i 1846 havde udgivet traktaten The Seventh-Day Sabbath a Perpetual Sign. Joseph Bates lærte også, at sabbatten skulle holdes fra klokken seks til seks. Både Ellen White og de andre adventister på den tid adopterede stort set denne teori. Først nogle år senere accepterede både hun og resten af menigheden solnedgangstidspunktet, støttet af åbenbaring. Det var med andre ord en udvikling eller et progressivt lys i dette spørgsmål.

Dette virker mærkeligt, når man tager i betragtning, at syvendedags-baptisterne på den tid både havde den syvende dags sabbat og solnedgangstidspunktet fastslået længe før, der fandtes syvendedags-adventister. Den første syvendedags-baptistmenighed blev organiseret i Amerika i 1671.

Det kan være, at enkelte føler væmmelse over det, de har læst her, og enkelte ultrakonservative adventister vil måske betragte afsnittet om Israel Dammon som den rene blasfemi. Det er heldigvis ikke mig, der står for dette stof. Det er veldokumenteret historie, som står i stærk modstrid med Ellen Whites egen beretning. Jeg formidler oplysningerne og er ikke ansvarlig for, hvordan enkelte vil reagere, når de får sandheden at vide, og sandheden kan være tung – meget tung – at fordøje for den, der i lang tid har levet under en myte.

Efter skuffelsen i 1844 endte Miller-bevægelsen i vild fanatisme for en række personer, og Ellen White (Harmon på den tid) og James White var blandt dem. Det var her, grundlaget blev lagt for hendes virksomhed og hendes syner og åbenbaringer. James White gjorde et godt stykke arbejde med at rejse rundt og markedsføre den unge Ellen G. Harmon.

Hendes [EGWs] hjemby Portland, Maine, var blevet berygtet for den 'kontinuerlige udgydelse af visionært nonsens'. . . .I store forsamlinger eller i små sammenkomster i huse og lader blev 'Profetiens Ånd' udgydt af sig selv i rigelige mængder. . . .Overalt hørte man råbene fra dem, der var 'slået i Ånden', og overalt så man 'besvimerne'. Ellen var ganske sikkert blegnet bort i denne spirende, karismatiske baggrund og forsvundet fuldstændig, hvis ikke James White havde giftet sig med hende i august 1846 og ikke blot gjort tjeneste som mand og beskytter, men også som promotor og udgiver (Ronald L. Numbers og Jonathan Butler (red): The Disappointed, s. 202-203).

Dette føler vi os rimelig sikre på. Der var mange visionære unge kvinder i staten Maine på den tid, også i Ellen Whites egen kreds, men alle disse er fuldstændig glemt i dag. De havde ikke fordelen af at være gift med en fremragende markedsfører og organisator, som James White var. Ingen ved engang, hvad disse andre visionære, som f.eks. Dorinda Baker, så i deres trancer og syner. Alligevel hævdede f.eks. Joel Doore i sagen mod Israel Dammon, at de troede, at både Dorinda Bakers syner og Ellen Harmons syner var fra Gud.

Det står helt klart, at det billede, Adventistsamfundet gennem sine officielle skrifter har givet af adventisternes pionertid og Ellen Whites syner, ikke stemmer overens med de oplysninger og fakta, der efterhånden dukker op. Det er næppe sandsynligt, at nutidens historiske adventister, som er opflasket med myten, ville have følt sig veltilpas under husmøderne hos Israel Dammon, som Guds kraft hvilede over. Måske de ville have fået et andet syn på deres profet, hvis de havde set hende ligge på gulvet i halvmørket under alt postyret fra stue og soveværelse og gengive sine syner, mens James White holdt hendes hoved. Jeg siger ikke, at dette var almindelig praksis alle steder, men at det var mere almindeligt, end vi har troet. Der findes ikke skrevne beretninger om alle de husmøder, der fandt sted dengang. Adventistsamfundets ledere har kendt til mange af disse ting i en årrække, men fortsætter alligevel med at holde liv i myterne.