Ellen G. White—Myten og Sandheden

3 - Tvivlsomme syner

af Å. Kaspersen

I 1875 skrev Ellen White om en ung mand, der havde ledsaget hende i 26 år:

Følgende nat drømte jeg, at en ung mand af stateligt udseende kom ind i rummet, hvor jeg var, umiddelbart efter at jeg havde talt. Denne samme person havde vist sig for mig i vigtige drømme for at instruere mig fra tid til anden de sidste 26 år (EGW i Signs of the Times, 11. november 1875; Counsels on Health, s. 465. Fremhævelser tilføjet).

Dette var efter alt at dømme hendes ledsagende engel, hun nævner fra tid til anden i sine drømme og syner. 26 år tilbage fra 1875 fører os til 1849, en tid hvor EGW og andre stadig befandt sig i fanatisme og vildfarelser om den lukkede dør. Hvem var denne unge mand, hvis han overhovedet var reel? Det er hævet over enhver tvivl, at han fra tid til anden viste Ellen White falske syner, samt profetier der slog fejl og budskaber, der ikke var sande. I så fald var han ikke en Guds engel.

Ellen White omtaler ofte denne unge mand som min ledsagende engel: Jeg spurgte min ledsagende engel. . ., Min ledsagende engel sagde. . ., Guds engel pegede. . ., Engelen, der stod ved min side. . . etc. (Early Writings, s. 15, 45, 77, 243; Testimonies, bd. 4, 5, 9, s. 306, 68, 92, 94 etc.).

I bogen Early Writings refererer Ellen White ofte til englen, der talte til hende, og det er påfaldende, at i ét syn henvender englen sig til EGW på moderne engelsk (you, your - s. 20, 40, 77), mens den samme engel i andre syner henvender sig til hende på King James-engelsk (ye, thee -- s. 50, 52, 62, 64, 66, 73 etc.). I ét af synerne henvendte englen sig til EGW både på moderne engelsk og på King James-engelsk (you, ye -- s. 64, 119).

EGW fortæller (brev 56, 1911), at hun ofte følte nærværet af Guds engle, mens hun skrev bogen The Great Controversy (Mod Historiens Klimaks). Det er imidlertid et etableret og uomgængeligt faktum, at omtrent intet i denne bog er originalt af Ellen White. Den er i høj grad konstrueret ved hjælp af plagiering af andre forfatteres værker. Det er svært at forestille sig rene og hellige Guds engle, der står omkring Ellen White, mens hun udøvede sin litterære kleptomani og stjal fra andre forfattere for at udgive det under sit eget navn. Sanktionerer Gud gerninger, der ikke tåler dagens lys?

Hvem var denne unge mand, Den ledsagende engel, som fulgte Ellen White det meste af livet? Muligheden er selvfølgelig til stede for, at han var fiktiv, en imaginær person, der dukkede op i Ellen Whites sind under hendes trancer.

Duft af roser

Ikke et eneste sted i Bibelen står der, at profeterne mærkede duften af roser under deres syner. Ellen White oplevede imidlertid et sådant fænomen fra tid til anden under sine syner. F.eks.:

Hjemme hos Br. Hicks, hvor hun nød hans gæstfrihed, fik hun besøg af en ældre dame, som i sit kristne liv mødte stor modstand fra sin mand. Samtalen varede en time. Efter dette var Ellen White træt, udmattet og forvirret og trak sig tilbage til sit værelse for at bede. Hun gik op ad trappen og knælede ved sengen, og før det første ord blev sagt, følte hun, at rummet blev fyldt af duft af roser. Idet hun så op for at se, hvor duften kom fra, lagde hun mærke til, at rummet var fyldt af et blødt, sølvgråt lys. Øjeblikkeligt. . . forsvandt forvirringen og modløsheden, og håb, trøst og fred fyldte hendes hjerte. Da mistede hun bevidstheden over for alt omkring sig, og hun blev vist mange ting i syner (Life Sketches, s. 310. Fremhævelser tilføjet. Denne begivenhed fandt sted i 1890).

Det er bemærkelsesværdigt, at der inden for psykiske fænomener og spiritisme findes mange referencer til sådanne hændelser med roseduft og lys. Også under Maria-åbenbaringer har de, der er kommet i trance, mærket duften af roser:

Mens præsten så på, testede folk i landsbyen pigerne under deres absorptioner (syner). 'De mest smertefulde nålestik, kraftig rysten og selv ild og gløder kunne ikke bringe dem ud af deres bortrykkelse,' fortalte et vidne. Enkelte prøvede at rette kraftige lys ind i børnenes øjne, men visionærerne blinkede ikke engang. . . . Åbenbaringerne (af Jomfru Maria) begyndte at ske i en lille fyrrelund på toppen af en lille bakke ved siden af landsbykirken. . . . Rosenkranse og religiøse amuletter, pigerne havde fået under synerne, lugtede af og til af roser, selvom der ikke fandtes roser i området. Stykker af bark og rødder, der blev taget fra træerne, beholdt denne mærkelige parfume selv efter at være blevet sendt til USA (D. Scott Rogo: Miracles, A Parascientific Inquiry into Wondrous Phenomena, s. 240-242. Fremhævelser tilføjet).

Det er også rapporteret, at patienter, der lider af specielle epileptiske anfald, mærker blomsterduft under deres anfald.

Falske syner

Ellen White har beskrevet flere syner, som ethvert retmæssigt tænkende menneske på ingen måde kan acceptere som guddommelige.

Et af disse syner blev fremkaldt efter, at EGW's sekretær i Australien, Francis Eugenia Bolton (Fannie), beklagede sig til Dr. Merritt G. Kellogg over, at hun hele tiden skrev artikler for Ellen White, og at disse artikler til stadighed blev udgivet i Review and Herald under Ellen Whites navn som et "så siger Herren":

Jeg er stærkt bekymret over denne sag, for jeg mener, at jeg er delagtig i et bedrag. Folk bliver ført bag lyset med hensyn til inspirationen i det, jeg skriver. Jeg mener, det er helt forkert, at alt, hvad jeg skriver, bliver sendt ud under Str. Whites navn som en artikel, der er specielt inspireret af Gud. Det, jeg skriver, bør sendes ud under mit eget navn (M.G. Kellogg: The Story, s. 107, 1908).

Men da Ellen White opdagede, at Fannie Bolton havde afsløret hendes arbejdsmetoder, blev hun meget vred og fik et belejligt syn, efter hvad hun fortalte G.B. Starr:

Over mig dukkede der en guldvogn op trukket af sølvheste, og Jesus, i al sin kongelige majestæt, sad i vognen. . . . Da kom ordene tordnende ned fra skyerne fra Jesu mund, hvor han sad i vognen: 'Fannie Bolton er din fjende! Fannie Bolton er din fjende!', gentaget tre gange (EGW til Marian Davis, 29. oktober 1895, brev 102, s. 42). Videre sagde hun: Jeg havde det samme syn for syv år siden, da min niece Mary Clough blandede sig i mine skrifter.

Ellen White tålte på ingen måde, at nogen pegede på hendes skrifter med antydninger om, at alt ikke gik rigtigt for sig. Da svor hun falsk i Guds navn, dvs. påberåbte sig falske syner som støtte for sin uærlighed. Dette er stærke, men dækkende ord. Det er en alvorlig sag at gøre Jesus til medspiller i uærlighed.

Ellen White gav Fannie Bolton fyresedlen og sendte hende tilbage til Amerika.

Hvad havde sekretæren gjort, som fik Jesus til at komme ned fra himlen i guldvogn og sølvheste og råbe tre gange, at hun var EGW's fjende? Intet andet end at hun luftede sin samvittighed over for Dr. M.G. Kellogg angående Ellen Whites arbejdsmetoder og plagiering. Det var på denne tid, bogen The Desire of Ages (Lidelsens Vej) blev til (udgivet i 1898), en bog der er omtrent totalt plagieret fra andre forfattere. Ikke mærkeligt, at Generalkonferencens formand fra 1901 til 1922, Arthur G. Daniells, udbrød under bibelkonferencen i 1919, at da han var i Australien og så, hvordan The Desire of Ages blev til, var det lige før, han gav slip på troen. Mere om denne konference senere.

Tror vi, at synet om Jesus med guldvognen etc. var et syn fra Gud? Er Jesus en forsvarer af uretfærdighed og uærlige metoder? Selvfølgelig ikke. Ovennævnte var et falsk syn fremkaldt af EGW's sindstilstand over for Fannie Bolton. Det havde intet med Gud at gøre.

Ved én lejlighed slog Ellen White Fannie Bolton i ansigtet, fordi hun havde nævnt denne plagiering. Dr. John Harvey Kellogg fortæller om dette:

Fannie Bolton var sammen med hende på dette tidspunkt [i Australien]. Et eller to år senere vendte hun tilbage til Battle Creek. Hun forlod fru White, som i en af sine egne bøger havde indsat noget, Fannie Bolton havde skrevet, uden at give hende kredit for artiklen. Hun fortalte, at fru White havde for vane at gøre dette -- kopiere fra mange andre bøger, så hun og Mary Ann Davis måtte gå stoffet igennem og ændre sætninger og afsnit og på andre måder prøve at skjule plagieringen. Hun talte med fru White om det og protesterede mod, at hendes eget manuskript blev brugt uden at give kredit. Fru White blev meget vred og slog hende i ansigtet. Hun nævnte hændelsen for en af prædikanterne og blev øjeblikkeligt afskediget fra stillingen som en af Ellen Whites assistenter og sendt tilbage til Amerika (Brev, Dr. John Harvey Kellogg til E.S. Ballenger, 9. januar 1936. Fremhævelser tilføjet).

Chicago-affæren

I 1900, det sidste år Ellen White opholdt sig i Australien, udsendte hun et falsk syn, som senere skulle skabe problemer, både for sig selv og andre.

Hun havde læst en avisartikel, der senere viste sig at være usand. Af denne fremgik det, at Dr. John Harvey Kellogg havde brugt mange tusinde dollars i Chicago på at oprette et hjem for fattige. På grundlag af denne avisartikel fik hun et syn, hvor et ark med tal blev holdt foran hende, sandsynligvis af den unge mand. Hun sendte dette syn og et vidnesbyrd til Dr. Kellogg i Amerika.

Otte år senere (1908), året efter at Dr. John Harvey Kellogg var blevet udelukket af Adventistsamfundet, skrev Merritt G. Kellogg (J.H. Kelloggs halvbror) en redegørelse om sagen:

EGW: Dr. Kellogg løj om denne sag for mig, for på samme tid som jeg bad ham om penge, øste han tusinder på tusinder af dollars af sanatoriets penge ud til at opbygge og drive et arbejde i Chicago for de ufortjente fattige, et arbejde Gud aldrig har kaldt ham til at gøre.

MGK: Str. White, jeg er helt sikker på, at du tager fejl i denne sag. . . .

Næste morgen fortalte søster White mig, at jeg tog fejl i min opfattelse af den sag, vi havde diskuteret. Hun sagde: Jeg har beviser her for, at Dr. Kellogg løj for mig, da han sagde, at sanatoriet ikke kunne sende de penge, jeg bad om. Jeg har beviserne her for, at han på samme tid brugte tusinder af dollars af sanatoriets penge i Chicago. Derefter rakte hun mig et eksemplar af New York-avisen The Observer, hvori der stod en smigrende artikel om et arbejde, Dr. J.H. Kellogg udførte for de fattige i Chicago -- dem, der boede i slummen. Artiklen fremstillede Dr. Kellogg som den store filantrop og sagde, at han havde brugt mange af sine egne midler i arbejdet og mange tusinde dollars af Battle Creek-sanatoriets penge. Den sagde videre, at Battle Creek-sanatoriet havde til hensigt at bruge mange tusinde dollars hvert år på dette arbejde.

Efter at have læst artiklen igennem sagde jeg: Søster White, du må ikke stole for meget på den udtalelse, der står i denne avis, for det er helt klart, at den, der skrev dette, enten er en avisreporter, der forsøger sig med en sensationsartikel, eller en person, der har en egen plan, han prøver at iværksætte ved hjælp af denne artikel.

Jeg kender Dr. J.H. Kellogg alt for godt til at tro, at han med vidende og vilje vil lade sådant smigrende stof blive udgivet, hverken om sig selv eller sit arbejde i Chicago. Jeg tror ikke, han engang har set denne artikel eller kendt til den, før den blev udgivet.

Hertil svarede fru White med en vis ophidselse: Jeg ved, hvad jeg taler om. Artiklen var skrevet af din brors egen mand, manden som altid rejser sammen med ham for at udføre hans skrivearbejde. Din bror kendte til denne artikel, før den blev udgivet, da han selv dikterede den og gav ordre til, at den skulle udgives.

Jeg prøvede igen at vise Str. White, at hun tog fejl i denne sag, men hun blev meget ophidset og lukkede munden på mig ved at hævde, at hun aldeles ikke tog fejl, og at hun vidste godt, hvad hun talte om. Hun sagde: Din bror har brugt store pengesummer på at opføre bygninger og lede et arbejde i Chicago, et arbejde Gud aldrig har kaldt ham til. Det var både hans og Battle Creek-sanatoriets pligt at hjælpe os med at oprette et sanatorium her nede i Australien. Han har altid undskyldt sig med pengemangel og gæld for ikke at hjælpe os. Alligevel har han brugt tusindvis af dollars på sin egen virksomhed i Chicago, et arbejde Gud aldrig har krævet af hans hånd. Han har ophøjet sig ligesom kong Nebukadnezar, og i lighed med Nebukadnezar må han ydmyges. Jeg skal skrive et kort vidnesbyrd til ham om denne sag, men jeg vil ikke have, at du skriver et ord til ham om, hvad jeg har sagt. . . .

Nogle få måneder senere fik M.G. Kellogg at vide, at hans bror havde modtaget to breve fra Ellen White med beskyldninger om, at han havde brugt tusindvis af dollars i Chicago. M.G. Kellogg opsøgte W.C. White i 1906, hvor han fik lov at se disse breve. I disse vidnesbyrd hævdede Ellen White, at hun havde set i et syn en stor bygning i Chicago, og at der blev holdt et stykke papir foran hende med ordene: forbrugere, ikke producenter, samt rækker med tal, der viste, hvor mange penge der var brugt. Disse vidnesbyrd blev skrevet i Australien i 1900. Dr. J.H. Kellogg nægtede bestemt at acceptere dem.

Jeg spurgte ham [W.C. White], om han syntes, det var retfærdigt at anklage Dr. J.H. Kellogg for frafald og oprør, fordi han nægtede at acceptere et vidnesbyrd, der anklagede ham for at have gjort noget, han hverken havde gjort eller tænkt på at gøre -- et vidnesbyrd baseret på en drøm eller et syn, fru White sagde, hun sandsynligvis havde misforstået? W.C. White nægtede at svare på dette spørgsmål. Jeg sagde til ham: Br. White, sæt dig selv i Dr. J.H. Kelloggs sted. Hvordan ville du have følt det? Hvad ville du have troet? Hvad ville du have sagt? Hvordan ville du have grebet det an? Hvis du havde modtaget et sådant vidnesbyrd og derefter var blevet tvunget til at vente i to år på en forklaring, og til sidst fik en forklaring ligesom den, du gav Dr. Stewart i 1906? W.C. White kunne ikke svare på disse spørgsmål. . . .

Den tredje og vigtigste ting, som efter min mening bidrog til forfølgelsen af Dr. J.H. Kellogg, og at han blev udelukket af menigheden, var det faktum, at fru White havde sendt ham -- som et vidnesbyrd fra Gud -- en anklage, der viste sig ikke at være sand på nogen som helst måde, en anklage der var baseret på en drøm, hun fik efter at have læst et nyhedsopslag om hans arbejde i Chicago og efter at have set et billede af en lejet bygning i et af vores egne tidsskrifter, hvor arbejdet i Chicago blev ledet. Efter at have begået en fejl, hun ikke var i stand til at forklare på tilfredsstillende vis, begik både hun selv og andre endnu en fejl ved at prøve at ødelægge hans indflydelse ved at erklære ham for panteist; at han var under hypnose og en farlig person. Ikke tilfredse med det forsøgte de også at ødelægge sanatoriets virksomhed ved at forhindre tilgangen af sygeplejersker dertil. Dette forsøgte de ved at cirkulere alle mulige onde historier om doktoren og hans patienter (Merritt G. Kellogg: A Statement, 1908. Fremhævelser tilføjet).

Denne sag satte Dr. Kellogg i stor forlegenhed. Han vidste, at Ellen White påberåbte sig himmelsk åbenbaring for noget, der ikke var sandt. I 1903 skriver hun et brev til Dr. Kellogg:

Gentagne gange er det blevet vist mig, at du i mange tilfælde har forsøgt at undergrave tilliden til Vidnesbyrdene. . . . folk må ikke få det indtryk, at du, efter at have modtaget et vidnesbyrd, siger: 'Nogen har fortalt hende om disse ting, men det forholder sig ikke sådan'.

Igen og igen har du fortalt andre om den gang, jeg sendte dig et vidnesbyrd, der irettesatte dig for at have opført en stor bygning i Chicago, før der overhovedet var nogen bygning der. I nattens syner blev der vist mig en stor bygning. Jeg troede, den var blevet opført, og skrev med det samme til dig om sagen. Jeg fandt ud af senere, at den bygning, jeg så, ikke var blevet opført.

Da du modtog mit brev, blev du forbløffet og sagde: 'Nogen må have fejlinformeret Str. White om vores virksomhed.' Men intet dødeligt menneske har nogensinde skrevet til mig eller fortalt mig, at denne bygning var blevet opført. Det blev vist mig i et syn. Hvis jeg ikke havde fået dette syn, og jeg ikke havde skrevet til dig om sagen, ville der være blevet opført en sådan bygning i Chicago, et sted hvor Herren har sagt, at vi ikke skal opføre store bygninger. Budskabet blev modtaget i tide til at forhindre, at et sådant projekt blev igangsat.

Du burde have haft klarsyn nok til at se, at Herren arbejdede i denne sag. Selve kernen i budskabet, der forbløffede dig, burde have overbevist dig om, at oplysningerne kom fra en højere kilde end menneskers læber. Men i stedet har du igen og igen fortalt din version af sagen og hævdet, at nogen må have fortalt mig det, der ikke var sandt (EGW til J.H. Kellogg, 28. oktober 1903. Fremhævelser tilføjet).

Vi skal bemærke, at Ellen White indrømmer, at hun havde haft et syn, hvor det blev vist hende, at Dr. Kellogg havde opført en stor bygning i Chicago, og at der blev vist hende et stykke papir med tal, der viste, hvor mange penge der var brugt. Der er meget, der tyder på, at det var den unge mand, den ledsagende engel, der viste hende en række tal, som ikke var sande.

Merritt Kellogg fortæller Ellen White, at hun må have misforstået det på grundlag af et avisopslag, hun havde læst, mens hun var i Australien. Dette avisopslag var kilden til Ellen Whites syn. Ellen White blev vred og sagde, at hun vidste, hvad hun talte om. Over for Merritt Kellogg aflagde hun falsk vidnesbyrd om sin næste -- Dr. John Harvey Kellogg.

Det tog Ellen White to år at finde ud af, hvordan hun skulle ro sig i land efter fadæsen. Brevet til Kellogg fra 1903 er et sådant forsøg på at give en forklaring.

På dette tidspunkt anklager Ellen White Dr. Kellogg for at forkaste vidnesbyrdene. I 1899, ét år før hun så bygningen i Chicago, siger Ellen White, at Dr. Kellogg ikke havde forkastet vidnesbyrdene (se afsnittet Dr. Kellogg senere i dette kapitel). Sandheden var, at Dr. Kellogg ikke kunne acceptere vidnesbyrdet om Chicago-bygningen som ægte, da han vidste, det ikke var sandt. Dermed farer Ellen White op, som hun altid gjorde, når nogen ikke ville acceptere hendes budskaber, og anklager Dr. Kellogg for frafald, og at han ikke troede på vidnesbyrdene.

Ellen White lægger vægt på, at hun havde sine oplysninger direkte fra himlen og ikke fra noget dødeligt menneske. Dette var ikke sandt. Det var det falske avisopslag fra 1900, der var kilden til et lige så falsk syn.

Ellen White bad aldrig Dr. Kellogg om undskyldning for den forlegenhed, hun havde bragt ham i, og for at have løjet om ham.

I 1906 skrev Dr. Kellogg til G.I. Butler:

Seks uger før Generalkonferencen i 1901 havde jeg en åben samtale med ældste Daniells, W.C. White og med Str. White om de ting, hun havde skrevet til mig om. Jeg fortalte hende rent ud, at det, hun havde skrevet til mig, ikke var sandt; at hun var blevet fejlinformeret, og jeg bad hende om at fremskaffe beviser for, at noget af det, hun havde skrevet, var sandt. Jeg har aldrig trukket et eneste ord tilbage af det, jeg fortalte hende, og det kan jeg heller ikke, fordi jeg fortalte det, som var sandt. Jeg anklager hende ikke for bevidst misrepræsentation, men at hun havde baseret sine udtalelser på gale oplysninger. Hun sagde til mig: 'Du har taget penge fra sanatoriet til at opføre bygninger i Chicago for at hjælpe de fattige.' Jeg bad hende vise mig de bygninger. Hvad ville du have sagt, min ven, hvis du blev anklaget for noget sådant? (J.H. Kellogg til G.I. Butler, 16. marts 1906. Fremhævelser tilføjet).

På grundlag af dette falske syn og falske vidnesbyrd, som Dr. Kellogg selvfølgelig ikke kunne acceptere, blev doktoren anklaget for at forkaste vidnesbyrdene. Det er beklemmende, at Ellen White aldrig bad om undskyldning for den forlegenhed, hun påførte andre mennesker ved at anklage dem for ting, de aldrig havde gjort. Hun gør i dette tilfælde Gud til brødrenes anklager. Det er en alvorlig ting at anklage andre for noget, de beviseligt ikke har gjort, men det er langt mere alvorligt at udsende en falsk anklage som et syn fra Gud og sende det ud som et "så siger Herren"!

Salamanca-synet

Den 3. november 1890 skal Ellen White have fået et syn under et ophold i Salamanca, New York. Der henvises ofte til dette syn som bevis på Ellen Whites profetiske gave, fordi det tilsyneladende gik i opfyldelse på en slående måde. En nærmere undersøgelse af omstændighederne omkring synet og den påståede opfyldelse kaster dog stærk tvivl over Ellen Whites redelighed.

Synet går i korthed ud på, at Ellen White den 3. november 1890 skal have haft et syn, hun ikke var i stand til at genfortælle. Fire måneder senere (8. marts 1891) hævder hun, at hun midt om natten blev vækket af en engel (den unge mand?) og instrueret i at nedskrive det syn, hun havde haft fire måneder tidligere, men som hun ikke kunne genfortælle.

Aftenen før, den 7. marts 1891, havde der været et stort møde bag lukkede døre i Generalkonferencen. Sagen drejede sig om tidsskriftet The American Sentinel, en forløber for nutidens Liberty Magazine. Det blev hævdet af enkelte, at The American Sentinel burde nedtone blandt andet navnet syvendedags-adventist og sabbatten for at vinde gunst hos politikere og andre ledende mænd i USA.

Tidligt om morgenen kl. 05.30 den 8. marts 1891, få timer efter at Ellen White angiveligt var blevet vækket af en engel og instrueret i at nedskrive det syn, hun efter sigende havde fået fire måneder tidligere, skulle Generalkonferencen have et prædikantmøde. Lige efter at Generalkonferencens formand O.A. Olsen havde åbnet mødet, kom Ellen White ind, ledsaget af sin yngste søn William Clarence. Ellen White læste da det manuskript, hun angiveligt havde skrevet ned efter engelens anvisning tidligere på natten. Her fortalte hun, at hun havde fået et syn i Salamanca fire måneder tidligere om, hvad der skete under mødet aftenen før, og at der blev udvist en ukristelig og hård ånd under dette møde.

Da Ellen White var færdig, rejste A.F. Ballenger sig som den første og bekendte, at de var gået frem på forkert vis. Andre kom med lignende bekendelser. Dette blev set som en direkte indgriben fra Gud for at forhindre en fejltagelse med The American Sentinel og et mægtigt bevis på Ellen Whites profetiske gave. Hun havde jo set i et syn fire måneder tidligere, hvad der skete under aftenens møde, men blev først instrueret i at nedskrive synet og læse det for prædikanterne få timer før morgenmødet.

En analyse af dette syn og omstændighederne omkring det kunne læses i en artikel af Douglas Hackleman i Adventist Currents, september 1986. Konklusionen er uundgåelig: Ellen White både løj og optrådte som svindler i forbindelse med Salamanca-synet.

Ellen Whites dagbog fra den tid havde fejldaterede optegnelser samt materiale af senere dato, som helt klart var indsat i tidligere optegnelser i dagbogen for at skabe indtryk af, at det senere materiale var af tidligere oprindelse. Materialet i dagbogen, som er fejldateret til den 21. november 1891, giver ingen som helst grund til at hævde, at der var tale om en åbenbaring fra Gud, og at der blev skildret et møde, som først fandt sted fire måneder senere. Hun havde fejldateret fire afsnit i dagbogen for at give det indtryk, at hun vidste besked om ting, før hun reelt fik kendskab til dem. Ellen White havde for vane at indsætte materiale af senere dato blandt tidligere materiale i sine dagbøger. Douglas Hackleman udtaler:

At der her er tale om svindel, er helt klart. Den falske datering af dette materiale i dagbogen er en alvorlig sag, som bør danne grundlag for et mere omfattende studie af manuskripterne i The White Estate for at fastslå, hvor omfattende denne praksis var (Adventist Currents, september 1986).

I dagbogen under den 4. november 1890 – dagen efter synet – skrev hun, at hun var meget frustreret over, at hun ikke var i stand til at genkalde synet eller nedskrive det, der blev vist hende. Men i et brev til W.P. Burke (oktober 1891) skriver hun om denne erfaring, og at hun øjeblikkeligt begyndte at nedskrive det i sin dagbog. Dette kan ingen finde i dag – i hvert fald ikke med klare referencer til Salamanca.

Ellen White gør det meget klart, at ingen havde fortalt hende noget på forhånd, før hun nedskrev synet fra 1890 om natten den 8. marts 1891. Da hun genfortæller denne erfaring, siger hun følgende:

Omstændighederne var sådan, at ved denne lejlighed kunne ingen indvende, at 'nogen må have fortalt hende det'. Ingen havde lejlighed til at tale med mig i tiden mellem aftenmødet [7. marts 1891] og morgenmødet, jeg var til stede ved [8. marts] (fremhævelse tilføjet).

Da Ellen White under morgenmødet kunne beskrive omstændighederne omkring aftenmødet, er spørgsmålet: Hvor havde hun sine oplysninger fra? Der var kun to muligheder. Enten stammede de fra synet fire måneder forinden, som først blev skrevet ned få timer før morgenmødet, eller også havde nogen fortalt hende det. Hun gør dog klart, at ingen havde haft mulighed for at informere hende, da ingen havde lejlighed til at tale med hende i tiden mellem aftenmødet og morgenmødet.

Tidspunktet, hvor engelen vækkede hende, bliver anslået til mellem kl. 01.00 og 04.00 om natten. Edna K. Steele, der boede i værelset ved siden af Ellen White, fortæller, at Ellen gav besked til sin sekretær Sara McEnterfeer ved femtiden om morgenen om, at hun ikke havde til hensigt at være til stede ved morgenmødet, og at hun (Sara) bare kunne gå i seng igen. Øjensynligt ønskede Ellen White ikke at have sin sekretær i nærheden på det tidspunkt af en eller anden årsag.

Ellen Whites udtalelse om, at ingen havde haft lejlighed til at tale med hende mellem aften- og morgenmødet, er i strid med, hvad der står i bogen Life Sketches of Ellen White (1915) om den samme begivenhed:

Søndag morgen klokken halv seks gik brødrene A.T. Robinson, W.C. White og Ellery Robinson, mens de var på vej til mødet, forbi det sted, hvor fru White opholdt sig. De så lys i hendes værelse, og sønnen gik op for at høre, om noget var galt.

Han fandt hende travlt optaget af at skrive. Hun fortalte ham, at en Guds engel havde vækket hende ved tretiden og bedt hende gå til prædikantmødet og fortælle de ting, der blev vist hende i Salamanca. Hun fortalte videre, at hun stod hurtigt op og havde siddet og skrevet et par timer (s. 315).

Det er derfor helt klart, at Ellen White modsiger sig selv i denne sag. Hendes søn William Clarence (Willie) var hos hende tidligt om morgenen og ledsagede hende til mødet.

Det er derfor et dokumenteret faktum, at W.C. White var hos sin mor før morgenmødet og havde rigelig lejlighed til at tale med hende og give hende oplysninger om mødet aftenen før, som han havde været til stede ved. Dette er i direkte modstrid med brevet fra Ellen White fra 1905, hvor hun på det kraftigste afviser, at nogen kunne have informeret hende, da ingen havde lejlighed til at tale med hende mellem aften- og morgenmødet, som hun hævdede.

Omstændighederne omkring dette Salamanca-syn er så fulde af modstridende udtalelser, unøjagtigheder, udateret og fejldateret materiale i EGW's dagbog, samt senere materiale indsat i tidligere materiale i dagbogen, at hele denne beretning, som Ellen White fremstiller den, må tages med et gran salt. Det er et tyndt halmstrå, som Ellen White-forsvarerne klamrer sig til for at vise, at hun forudså ting i syner, som gik præcis i opfyldelse.

Da Douglas Hackleman skrev til Arthur White i 1982 og bad om en kopi af Ellen Whites håndskrevne dagbog for tidsrummet 3. november 1890 til 8. marts 1891 (som dækkede perioden mellem Salamanca-synet og det senere morgenmøde i Generalkonferencen), fik han aldrig svar fra Arthur White. Han opdagede dog, at hans forespørgsel havde skabt en vis aktivitet i The White Estate. Senere på året tog Hackleman til Washington og opsøgte The White Estate for at få lejlighed til at se denne dagbog, men først ringede han dertil for at høre nærmere. Han fik besked om, at dagbogen måske ikke var der, når han kom. Nogle skulle undersøge den og havde taget den med sig, blev der sagt. Hackleman sagde, at den slags var i strid med gældende praksis. Originalmanuskripter blev aldrig fjernet fra hvælvingerne, kun kopier. Hackleman tog alligevel chancen og tog til The White Estate. Da han kom dertil, fik han besked om, at han ikke ville få tilladelse til at se dagbogen. Han udtrykte sin forundring og sagde, at alle, der spurgte, om der var noget i The White Estate, de ikke måtte se, havde fået klar besked om, at menighedsmedlemmer kunne komme ind og både efterse og læse alt, hvad der var der – selv Z-arkivet med det følsomme materiale.

Tydeligvis havde hvælvingernes fyrster ikke rent mel i posen, når det gjaldt denne dagbog – og sikkert heller ikke andre ting dér. Den, der egentlig ikke havde rent mel i posen, var dagbogens forfatter, Ellen White.

Charles Lee

I sin bog Three Important Questions for Seventh-Day Adventists to Consider (1876) fortæller Charles Lee om en erfaring, han havde med Ellen White. Redaktøren for det svenske Advent Herald, C. Carlstedt, var blevet alvorligt syg. Charles Lee, James og Ellen White samt to andre tog hen for at besøge Br. Carlstedt:

Vi knælede alle for at bede for den syge mand, og fru White priste Herren, fordi han 'var til stede med sin helbredende kraft for at oprejse Carlstedt', hvis sygdom 'ikke var til døden, men til Guds Søns ære'. . . .

På vejen tilbage sagde fru White til mig, at Herren var der med sin helbredende kraft, og hun var fuldt overbevist om, at Carlstedt ville blive helbredt. Jeg sagde til hende, at det troede jeg ikke, det så mørkt ud for mig. Da talte hun ikke længere til mig den aften. Jeg forlod dem for at rejse videre til Chicago, hvor jeg skulle holde møder. Nogle dage efter at jeg var ankommet til Chicago, sendte fru White mig et skriftligt vidnesbyrd, hvori hun sagde, at jeg var under indflydelse af djævle. Næste dag fik jeg at vide, at Br. Carlstedt var død. Jeg læste dette vidnesbyrd igen og igen og sagde til mig selv: Hvis hun kunne se for tre år siden, at Satan ville tage mig i besiddelse, fordi jeg ikke ville overgive mig til at blive ledet af hende og hendes mand, hvorfor kunne hun så ikke se på forhånd, at Br. Carlstedt ville dø, da hun specifikt blev gjort opmærksom på hans tilfælde? Og hvis hun kunne se min sørgelige tilstand så lang tid i forvejen, hvorfor advarede hun mig så ikke, før Satan fik mig totalt under sin indflydelse? . . .

Brødrene ved Battle Creek skrev til mig for at hente mig tilbage til kontoret. Efter at jeg var kommet dertil, satte Br. J. Sawyer mig i arbejde, og jeg troede, alt var i orden. Men så kom ældste White og spurgte mig i en meget skarp tone: 'Hvem har sat dig til at arbejde her? Har du tænkt dig at komme her for at drive hele butikken?' etc. Jeg fortalte ham, hvem der havde sat mig i arbejde, men så gik han ud. Dette førte til det, der blev kaldt 'arbejdermøder'. Da han ikke opnåede det, han ville, vendte han sig mod sin kone og spurgte: 'Hvad så du med hensyn til Br. Lee?' 'Jeg så, at vi vil møde spiritisme i Br. Lee', eller: 'Jeg så, at hvis han ikke bøjer sin uafhængige vilje til at blive ledet af de ledende brødre, vil Satan tage hans sjæl i besiddelse.' 'Der har vi det!' sagde han. 'Hvis Br. Lee ikke tager imod vidnesbyrdet, er han uden for vores rækkevidde'. . . .

Hun sagde ting, jeg ikke ville have troet, et levende menneske kunne sige. Hun sagde: 'I fremmede [Charles Lee var halv svensk] skal formes af os for evigheden. . . .

Få dage før jeg giftede mig, sendte fru White bud efter min kone (daværende Miss Deedon) for at tale med hende. Hun fortalte hende, at jeg var 'den mest bedragede mand i hele verden' og advarede hende mod mig. . . . Nogle få uger senere sendte hun dette vidnesbyrd til mig, og jeg blev regnet for evigt fortabt' (fremhævelser tilføjet).

Her har vi den samme ånd igen: Hvis nogen modsagde Ellen White, fik vedkommende ofte et vidnesbyrd fra himlen, hvor han/hun blev erklæret som satanisk redskab, ledet af djævle etc. Dette skete gang på gang.

Senere fik Charles Lee at vide af Br. P. Hanson, at Ellen White havde instrueret Hanson om at advare de svenske brødre mod Lee.

Charles Lee fortæller videre:

Br. Hanson var meget venligt indstillet over for mig, før han kom under fru Whites indflydelse. Dagen før jeg begyndte rejsen til Chicago i efteråret 1874, var han på så god fod med mig, at han kom fem kilometer for at fortælle om en drøm, han havde haft natten før. Han hævdede, at Gud havde givet ham denne drøm til bedste for mig. Han drømte, at jeg tog hen for at møde Miss Deedon, som nu er min kone, og han så, at vi kom i store vanskeligheder. Men vi kom til sidst ud af disse vanskeligheder. Da kom en lille kvinde klædt i sort reformdragt til ham, tog ham ved hånden og ledte ham af sted. Hun virkede for ham som en lysets engel. Men snart hørte han en stemme, der råbte til ham og sagde: 'Tag dig i agt for, hvem du lader dig lede af!' I samme øjeblik blev kvindens hånd kold som is i hans hånd, og hun fremstod som en mørk dæmon. Dette var indholdet af den drøm, han fortalte mig.

Bror og søster Ericson blev bedrøvede over at høre så dårlige nyheder om mig. De vidste ikke, hvad de skulle tro. Det var svært for dem at tro, at jeg var ledet af Satan, for Søster Ericson var netop kommet sig efter en alvorlig sygdom på grund af vores forbøn. . . .

Bror Ericson fortalte os en drøm, han havde haft i løbet af natten. Han sagde, han så en stor menneskemængde, der ventede på Jesu komme. Midt i denne menneskemængde stod fru White. Han havde aldrig set hende, men beskrev hende nøjagtigt. Pludselig blev det mørkt over jorden. Han så sig omkring, men så da kun en lille gruppe i forhold til den store mængde, han først havde set. Han råbte i stor angst: 'Hvor er alle blevet af?' En stemme svarede ham: 'De er alle fortabt sammen med fru White.' Da vågnede han skrækslagen.

Moses Hull

I 1862 var adventistpioneren Moses Hull ved at miste troen på adventismen. Ellen White skrev da et vidnesbyrd til ham:

Hvis du fortsætter på samme måde, vil vanskeligheder og elendighed ligge foran dig. Guds hånd vil standse dig på en måde, der ikke behager dig. Hans vrede vil ikke slumre (Testimonies, bd. 1, s. 430-31).

Dette slog fuldstændig fejl. Han fortsatte på samme måde, men levede til en høj alder uden at opleve nogen af disse trusler. Hvilken Gud er det i øvrigt, der præsenteres her? Fordi Moses Hull var ved at miste troen på adventismen, ville Guds vrede ikke slumre. Er Gud hævngerrig? Gud tvinger ingen. Det er ikke Bibelens Gud, der blev præsenteret for Moses Hull. Der er hundredtusinder, som har forladt adventismen uden at have mærket Guds vrede og Ellen Whites trusler.

Bindingstid

I 1888 skrev Ellen White følgende vidnesbyrd:

Sanatoriet ved Battle Creek er blevet bygget op under store vanskeligheder. Det var nødvendigt med bestemte tiltag, og det var nødvendigt, at der blev underskrevet kontrakter af hjælperne om, at de skulle binde sig et vist antal år. . . . På denne måde har det været nødvendigt for Battle Creek-sanatoriet at lave kontrakter, der bandt dem, der tilknyttes som personale til sanatoriet. Dette var nødvendigt for, at de, der uddannede sig til sygeplejersker og badeassistenter, ikke skulle forlade stedet, fordi andre lokkede dem (Loyalty to Our Institutions, i Health, Philanthropic, and Medical Missionary Work, s. 29-33 (1888). Fremhævelser tilføjet).

Og i 1893 skrev hun det samme:

Før man optager elever ved vores missionsskole, bør de underskrive en skriftlig erklæring om, at de vil binde sig til virksomheden i et vist antal år efter deres uddannelse. Dette er den eneste måde, vores missionsvirksomhed kan bygges op på (vidnesbyrd i 1893 General Conference Bulletin, s. 162-163. Fremhævelser tilføjet).

Men i 1903 skrev Ellen White:

Ingen mand eller kvinde må binde sig i et vist antal år under en sundhedsinstitution. . . . Jeg ved, at enkelte har mener, det er tilrådeligt for arbejderne at underskrive visse kontrakter. Men jeg ved, at det ikke er i overensstemmelse med Guds plan for arbejderne at underskrive sådanne kontrakter (Testimony to Daniells, Prescott and W.C. White, 3. august 1903, s. 4. Fremhævelser tilføjet).

I går sendte jeg et brev til dig med den advarsel, jeg er kommet med gang på gang. Arbejderne i vores institutioner skal ikke underskrive kontrakter, der binder dem til en institution i et vist antal år. (Testimony to A.G. Daniells, 4. august 1903. Fremhævelser tilføjet).

For rigtigt at gøre forvirringen total blev vidnesbyrdet fra 1888, hvor EGW tilråder arbejderne at binde sig til sundhedsinstitutionen i et vist antal år, udgivet på ny i 1905.

I 1888 og 1893 var det Guds vilje, at arbejderne skulle underskrive kontrakter for at binde sig i et vist antal år.

I 1903 var det ikke Guds vilje.

I 1905 var det Guds vilje.

Ikke mærkeligt at Dr. Charles E. Stewart skrev:

Senere blev lederne ved sanatoriet alvorligt kritiseret, fordi de fulgte vidnesbyrdet fra 1903 (Brev fra Stewart til EGW, 1907).

Forstå det, hvem der kan.

Dr. Kellogg

I 1899 skrev Ellen White følgende vidnesbyrd:

Jeg ved, at når der er blevet givet formaning og advarsler, har Dr. Kellogg ikke ringeagtet disse advarsler og sat dem til side. . . . Gud godkender hans virksomhed i denne gren. Lad brødrene værdsætte hans arbejde (Testimony, 21. februar 1899, side 7. Fremhævelser tilføjet).

I 1902 skrev hun om Dr. Kellogg:

Jeg blev instrueret om at give Dr. Kellogg et budskab, som jeg mente ikke ville gøre ham noget godt. Han tager ikke imod de budskaber, jeg sender ham, hvis de ikke harmonerer med hans planer (Testimony, 5. august 1902. Fremhævelser tilføjet).

Tre måneder senere, i november samme år, skrev hun:

Du fortæller mig, at du ikke tror på de budskaber, jeg har sendt dig, men jeg ved, at dette ikke er sandt (Testimony to Dr. Kellogg, 12. november 1902. Fremhævelser tilføjet).

I 1905 skrev EGW om Dr. Kellogg:

Når Dr. Kellogg vil tage imod de advarselsbudskaber, der er givet de sidste tyve år. . . først da kan vi tro, at han vandrer i lyset (Tacoma Park, Washington, 30. maj 1905. Fremhævelser tilføjet).

Vi får da denne besynderlige situation: I 1899 havde Dr. Kellogg ikke ringeagtet budskaberne. Gud godkendte hans virksomhed. Han troede på vidnesbyrdene.

I 1902 havde Dr. Kellogg ikke taget imod advarslerne. Han troede ikke på vidnesbyrdene.

Tre måneder senere sagde Dr. Kellogg, at han ikke troede, men EGW sagde, at han gjorde.

I 1905 havde Dr. Kellogg ifølge EGW ikke taget imod advarslerne de sidste tyve år. Da kommer vi til 1885, fjorten år før han efter EGW’s udsagn troede på vidnesbyrdene. Men før 1899 omtaler Ellen White Dr. Kellogg i rosende vendinger. De tyve år må derfor tages med et stort gran salt.

I sit brev til Ellen White skriver Dr. Charles E. Stewart:

I løbet af foråret 1901, da du erklærede foran en stor forsamling i College-biblioteket, at Gud var med i sundhedsvirksomheden, og at han kaldte Dr. Kellogg 'min tjener' og havde valgt ham som 'min læge', anbefalede du også på samme tid (april 1901), at Dr. Kellogg blev ordineret til prædikant, og i et vidnesbyrd til Dr. S--, dateret 12. oktober 1901, stod der følgende: '. . . Gud siger om Dr. Kellogg: 'Han er min læge. Respektér ham og støt op om ham.'

I løbet af denne tid arbejdede Dr. Kellogg på at færdiggøre bogen The Living Temple med de lærdomme, du to år senere hævdede, Gud havde vist dig ville 'feje hele den evangeliske husholdning over ende'.

Er det muligt, at Herren ville støtte så helhjertet op om en mand og hans arbejde, som du hævder, Herren gjorde med Dr. Kellogg, samtidig med at han var optaget af at forberede en bog, der ville undergrave hele den kristne religion? (Fremhævelser tilføjet). Dr. Stewart fik aldrig svar på dette brev. Dette kan du læse mere om under kapitel 7, Brev fra A.T. Jones. Om The Living Temple, se kapitel 5 om Dr. Kellogg. Dette giver stof til eftertanke i forbindelse med den panteistiske krise. Det styrker kun mistanken om, at det hele var et spil, godt understøttet af EGW, som modsiger sig selv for at slippe af med den gode doktor.

Masturbation

I 1864 udgav Ellen White den lille bog Appeal to Mothers. Formålet med denne bog var at advare verden mod de forfærdelige lidelser og sygdomme af værste art, som blev forårsaget af masturbation (onani). Hun påstod at have set dette i et syn:

Tilstanden i verden blev præsenteret for mig, og min opmærksomhed blev specielt ledet til nutidens ungdom. Overalt så jeg idioti, dværgvækst, forkrøblede lemmer, vanskabte hoveder og alle mulige former for vanskabthed. Det blev vist mig, at synder og forbrydelser og overtrædelse af naturens love var årsagen til disse veer og lidelser (Appeal to Mothers, s. 17. Fremhævelser tilføjet).

Mange går ned i en tidlig grav, mens andre har tilstrækkelig livskraft til at holde sig i live. Hvis denne vane [masturbation] fortsætter fra femtenårsalderen og opefter, vil naturen protestere mod det misbrug, den har lidt og fortsat lider under, og de må betale straffen for overtrædelse af dens love, især fra 30-45-årsalderen, ved utallige lidelser i systemet, såsom sygdomme i lever og lunger, nervesmerter, reumatisme, sygdomme i rygmarven, nyrelidelser og kræftsvulster (samme, s. 18. Fremhævelser tilføjet).

En hr. ... bekendte sig til at være en Kristi efterfølger. Han var ved meget dårligt helbred. Vi havde stor sympati for ham. Han kunne ikke holde hovedet i ro. Øjnene var glasagtige, hånden rystede, og knæene skælvede, når han gik. Han sjanglede som en fuld mand og var ofte ved at falde. Han var nødt til at fæstne blikket på en genstand et stykke foran sig og gå mod den genstand. Da ville han samle nok styrke til at gå derhen, hvor han havde tænkt sig.

Hans sag blev præsenteret for mig i et syn. Jeg så, at han var selvbedraget, og at han ikke havde Guds velbehag. Han havde masturberet, til han blot var et menneskevrag (samme, s. 24-25. Fremhævelser tilføjet). Dette lyder mere som et tilfælde af Parkinsons sygdom.

Kvinder har mindre livskraft end mænd og bliver ofte berøvet frisk og opkvikkende luft ved deres indendørsliv. Masturbation hos dem viser sig ofte som utallige sygdomme, såsom katarsis, vandsot, hovedpine, hukommelsessvigt, synssvækkethed, stor svaghed i ryg og lænd, lidelser i rygsøjlen, og hovedet rådner ofte indefra. Kræftsvulster, som har ligget latent i systemet gennem livet, bliver betændte og begynder deres fortærende, ødelæggende værk. Sindet bliver ofte totalt ødelagt, og sindssyge tager dets plads (samme, s. 27. Fremhævelser tilføjet).

Dette var skrækkelige sager, men EGW fik i flere syner at se, at det forholdt sig sådan. Sandsynligvis var det den unge mand, der viste Ellen White alt dette.

Da James White lidt senere (1870) redigerede dette stof ind i bogen A Solemn Appeal, fjernede han Ellen Whites ord om, at hun havde set alt dette i syner.

Bogen Solemn Appeal, udgivet i 1870 af James White, fortsætter med endnu værre beskrivelser hentet fra forskellige kilder:

Der er knap nogen ende på de sygdomme, som bliver forårsaget af masturbation: fordøjelsesbesvær, lidelser i rygsøjlen, hovedpiner, epilepsi, svækket syn, hjertebanken, smerter i siden, blødninger i lungerne, kramper i hjerte og lunger, sukkersyge, ufrivillig vandladning, hvidt udflåd fra skeden, betændelser i urinvejene, reumatisme, åndedrætsbesvær, tuberkulose, astma, katarsis, polypper i hjertet, sygdomme i skelettet, febersygdomme, priapisme [kronisk og vedvarende rejsning af det mandlige lem], prostatabesvær, polypper i livmoderen, blodgang etc. etc. (A Solemn Appeal, s. 12. Fremhævelser tilføjet).

En dreng på ca. fire år led af svaghed og stive lemmer. Forældrene gik til sidst med ham til en læge et godt stykke væk. Efter at lægen havde udspurgt drengen længe nok, fortalte han forældrene, at barnet 'manipulerede sig selv for meget'. Forældrene tog hjem igen, mens de undrede sig over, hvad lægen mente. Efter at have talt med naboerne blev deres øjne åbnet. Vel, sagde de, det her skal vi stoppe. Og de stoppede det ved at bandagere drengens kønsorganer. Og se – snart var drengen ikke længere svag og lam. Nu er han en frisk og sund dreng (samme, s. 12).

I efteråret 1844 besøgte forfatteren sindssygehospitalet i Massachusetts. Der blev vi opmærksomme på det specielt hulkindede, rasende, vilde, fjendtlige udseende hos en ung mand, der skulede over sin skulder. Vi blev slået af det chokerende syn og spurgte vores ledsager, en ung læge, om hvad årsagen var til denne galskab. Masturbation, var det hurtige svar. ... det ødelægger styrken og skaber til sidst hos patienten idioti, lungetuberkulose, afkræftelse og død (samme, s. 11. Fremhævelser tilføjet).

Disse sidste udtalelser fra Solemn Appeal er ikke af Ellen White, men EGW’s udtalelser fra 1864 i Appeal to Mothers afspejler det samme syn. Ellen White troede virkelig på alt dette. Selv lungetuberkulose blev forårsaget af masturbation! Kan nogen forestille sig årsagen til, at disse to bøger forsvandt i glemselens mørke og aldrig blev genoptrykt af Adventistkirken?

Masturbation ['solitary vice'] dræber sine tusinder og titusinder (EGW: Testimonies, bd. 4, s. 97. Fremhævelser tilføjet).

Det er et faktum, at helsereformatorer i første halvdel af forrige århundrede troede, at masturbation førte til sådanne skrækkelige lidelser. Ellen Whites syner om helsereform fra denne tid var stærkt præget af mærkværdige myter og datidens overtro, men blev udgivet som Profetiens Ånd.

Samuel Tissot skrev f.eks. i 1758 (Treatise on the Diseases Produced by Onanism), at masturbation førte til bumser, reumatisme, sindsforvirring og hæmorider. Sylvester Graham (Lecture to Young Men, 1834) førte disse idéer videre. Graham skrev bl.a., at den, der masturberer, vokser op ... med en krop fuld af sygdomme. Og med et sind, der ligger i ruiner, har den modbydelige last stadig fat i ham med mørkets magters nådesløse greb. Masturbation førte også til bumser ifølge Sylvester Graham:

... Ulcerøse sår bryder i nogle tilfælde ud på hovedet, brystet, ryggen og lårene, og disse sår bliver nogle gange til store, permanente, kræftlignende fistler og fortsætter måske i en årrække med at afgive store mængder tyk, modbydelig pus. Mange gange ender dette med døden.

Ellen White havde adgang til disse skrifter, hvorfra hun hentede stof til sine egne bøger, mens hun hævdede, at der var tale om himmelske syner. De forfærdelige lidelser, som skyldtes den hemmelige last, blev endnu mere oversmurte i EGW’s helsebøger fra den tid. At dette stof ikke kom fra himmelske syner, bør ethvert tænkende menneske forstå, på trods af Ellen Whites påstande om det modsattt. Det 19. århundrede var blomstringstiden for myter af ovennævnte art, især i Amerika, og EGW var stærkt præget af samtidens overtro, men fordi Appeal to Mothers og lignende bøger bærer EGW’s navn, blev de pludselig til Profetiens Ånd, et "så siger Herren".

Andre helseråd

Ved indsnøring bliver de indre organer hos kvinder flyttet ud af stilling. Der er knap en kvinde, der er fuldstændig rask. De fleste kvinder lider af talrige sygdomme. ... Mange kvinder er født med smalle taljer. Men i stedet for at betragte sådanne former som smukke, bør de hellere betragtes som mangelfulde. Disse smalle taljer kan være blevet overført til dem fra deres mødre på grund af mødrenes syndige trang til at snøre taljen ind (Ellen White i The Health Reformer, november 1871. Fremhævelser tilføjet).

En kvinde med en naturlig, smal talje er altså en mangelfuld kvinde ifølge EGW. På den tid troede man, at tilegnede egenskaber kunne gå i arv fra forældre til børn. Denne forløber for darwinismen (lamarckisme) forklarede f.eks. giraffens lange hals ved, at den stadig måtte strække sig højere efter føde i trætoppene. På denne måde blev halsen længere, og afkommet arvede den længere hals. Før arvestoffet blev kendt, troede man – Ellen White inkluderet – på sådanne vildfarelser. Vil en mand, der har mistet den ene hånd i en ulykke, få en søn med en hånd for lidt? På den tid troede man, at den slags var muligt, og Ellen White var præget af dette syn. Men når denne overtro kom på tryk under Ellen Whites navn, var den ikke længere overtro, men et "så siger Herren".

Selvfølgelig er det ikke godt at snøre taljen ind på denne måde, men at den indsnørede talje går i arv til døtrene, er en myte fra forrige århundrede.

Her er et andet eksempel på genetik på afveje, denne gang om de forfærdelige konsekvenser af at bruge ammer til sine børn:

En fremmed udfører moderens pligt og giver fra sit bryst den føde, som skal opretholde livet. Men dette er ikke alt. Hun videregiver også sit temperament til det ammende barn. Barnets liv er knyttet til hendes. Hvis ammen er en grov kvindetype, følelsesladet og ufornuftig – hvis hun ikke er omhyggelig med sin moral, vil det ammende barn efter al sandsynlighed blive en lignende mennesketype. Den samme grove blodkvalitet, som løber i ammens årer, er også barnets (EGW i The Health Reformer, september 1871. Fremhævelser tilføjet).

Efter denne teori skulle man forvente, at spædbørn, der får komælk, udvikler koens egenskaber og ender som græsædere eller kvægavlere!

Det var ikke kun genetik på afveje, der blev trykt under Ellen Whites navn. Også lunger på afveje bar hendes stempel:

På Hotel Dieu, det store hospital i Paris, kom for nylig en ung kvinde på atten år til Dr. Breschet for at få råd. På højre side af halsen havde hun en svulst, som ændrede størrelse, men aldrig var større end en knyttet hånd. Den nåede fra kravebenet og så højt som skjoldbruskkirtlen. Når den blev presset nedad, forsvandt den fuldstændigt. Den var størst, når brystkassen blev snøret ind med korset. Ved at lægge øret mod svulsten kunne man høre åndedrætslyde i selve svulsten. Dette beviser, at der var sket en lungeforskydning – med andre ord: den stakkels pige var blevet snøret så kraftigt med korset, at lungerne ikke længere fik plads i brystkassen, men blev presset ud af den og helt op i halsen (Ellen White i Health Reformer, december 1871. Fremhævelser tilføjet).

Vi har hørt det symbolske udtryk "hjertet i halsen", men her er også lungerne kommet derop – bogstaveligt talt. Mere er der ikke at sige om det. Disse helseartikler under Ellen Whites navn, udgivet som Profetiens Ånd, forsvandt hurtigt i glemselens hav.

Mange har mistet deres forstand og er blevet håbløst sindssyge ved at følge denne vanartede mode [paryk og tupé]. Alligevel vil modeslaverne fortsætte med at klæde deres hoveder på denne måde og hellere lide forfærdelige sygdomme og tidlig død end at være ude af mode (Ellen White i Health Reformer, oktober 1871. Fremhævelser tilføjet).

Alle disse udtalelser fra tidsskriftet The Health Reformer, som var Adventistkirkens sundhedsblad på den tid, afspejler datidens myter og overtro og ikke medicinske fakta. Disse artikler under Ellen Whites navn viser helt klart, at hun var præget af sin samtid, men enkelte gør sådanne udtalelser til et "så siger Herren", bare fordi de bærer EGW’s signatur. Der er også meget, der tyder på, at disse artikler var plagieret fra andre forfattere.

Svinekød og spedalskhed

I bogen How to Live (kopieret fra andre forfattere og udgivet som Profetiens Ånd i 1865), skriver Ellen White:

Spisning af svinekød forårsager skrofulose, spedalskhed og kræftsvulster (kap. 1, s. 58. Fremhævelser tilføjet). Det er mærkeligt, at Adventistkirken stadig indsætter sådanne forældede udtalelser i deres nyere kompilationer af EGW, såsom Counsels on Diet and Foods, s. 393. Svin får hverken spedalskhed eller overfører sådanne sygdomme til mennesker, hvilket førende autoriteter inden for dyresygdomme kan bevidne.

Ingen flere børnefødsler efter 1885

I 1885 fik Ellen White et vidnesbyrd med specielt lys fra himlen om, at tiden var kommet, den var NU (1885), hvor der ikke skulle sættes flere børn til verden. De børn, der blev født efter 1885, havde Gud meget lidt med at gøre. Dette vidnesbyrd blev skrevet til pastor Isaac D. Van Horn og hans hustru Adelia:

Hvis værkets byrde skal være i overensstemmelse med vores tro, kræves det, at vi ofrer alt for sandhedens skyld. I denne tid, midt under de sidste dages prøvelser, er det ikke i overensstemmelse med vores tro eller Guds vilje, at vores missionærer fylder deres hænder med bekymring og byrder, som ikke er vigtige for værket, men som i stedet svækker evnen til at arbejde. Budskabet, vi har at forkynde, vil kræve megen selvfornægtelse, og hvis arbejderne ikke ændrer deres vaner og skikke mere end de verdslige i almindelighed, så lader de ikke deres gerninger være i overensstemmelse med deres tro. Det blev vist mig, at Br. og Søst. Van Horn veg bort fra Guds formaning ved at bringe børn til verden. Gud krævede alt af dem i sit værk, og begge kunne have udført et godt arbejde for Mesteren, men fjenden kom, og hans råd blev i stedet fulgt, og Guds sag blev berøvet den opmærksomhed, den burde have haft. Og i stedet for at bringe mange sønner og døtre til Gud, udførte de et arbejde, der snarere bragte bekymring og byrder over dem og hindrede dem i det arbejde, Gud havde sat dem til at gøre. Gud vil sige til dem: Hvem krævede dette af jeres hænder?

Da jeg fik at vide, at I snart ville få en familieforøgelse, vidste jeg, at I ikke gjorde Guds vilje, men fulgte jeres egne indskydelser for at tilfredsstille selvet. Jeg har specielt lys med hensyn til disse ting, men ved knap nok, hvordan jeg skal lægge det frem for vores folk. Missionærerne burde hellere være gået foran med et godt eksempel i disse ting, et eksempel som står i overensstemmelse med vores tro. Gud sendte ikke Ældste Van Horn hertil for at opfostre en familie, og han har heller ikke sendt dig hertil for at følge hans eksempel. Jeg er blevet kaldet til at skrive vidnesbyrd til den enkelte om, hvor inkonsekvent det er at rejse til fjerne missionsmarker og samtidig bringe børn til verden, noget som kun i høj grad vil øge byrderne og bekymringerne. Jeg er bekymret, når jeg ser denne tilstand blandt vores arbejdere.

Br. og Søst. Enoch foregav at vie sig til missionsarbejdet, men har hele tiden arbejdet ihærdigt, som om deres sjæles frelse var afhængig af, hvor mange børn de kunne sætte til verden. Hvor meget større ville deres indflydelse ikke have været, hvis de ikke havde giftet sig, og begge i stedet havde viet deres interesser til Guds sag. Og efter at de giftede sig, hvor meget bedre havde det ikke været for dem, hvis de med eftertanke havde overvejet situationen og besluttet, at Gud skulle få alle de kræfter, han har givet dem, til at frelse dyrebare sjæle.

Br. Cutney kunne have udført et stort arbejde for Mesteren, hvis han havde viet sig til dette arbejde som Herrens tjener. Men som gift mand var hans arbejde kun halvdelen af det, det kunne have været. Og så måtte han bringe et barn til verden. Og nu kan han kun udføre en tredjedel af det, han kunne have præsteret, hvis han havde studeret, hvordan han bedst kunne tjene Gud, som kaldte ham til at være en soldat for Kristi kors. Hans tilfælde tjener som eksempel for alle. Udgifterne øges i betydelig grad, og uden reel evne til at styre dem, vil der kun være en tredjedel tilbage til Guds sag i forhold til det, der kunne have været. Og tiden er nu, og har været det i årevis, hvor det at bringe børn til verden er mere en kilde til sorg end glæde. Selve luften bliver besmittet, Satan kontrollerer disse børn, og Herren har meget lidt med dem at gøre.

Hvis vores arbejdere havde holdt sig nær til Gud, ville de have set situationen og følt, at der ikke var nogen grund til glæde ved at bringe et barn til verden. Det er ingen glæde at bringe et barn til verden, en velsignelse bliver udtalt over eunukkerne [kastrerede personer]. Tiden er nu kommet, hvor de, der har hustruer, skal være som de, der ingen har. Gud vil, at vi skal være et konsekvent folk, og at vores gerninger skal være i overensstemmelse med vores tro.

Jeg er meget utilfreds med, hvordan vores forkyndere og arbejdere går frem. Det virker som om, de tror, at den vigtigste gren af værket er at bringe så mange børn til verden som muligt, og at de derefter kan give det, der er tilbage af deres tanker og evner, til værket og tro, at det var det, Gud krævede af dem. Vi har brug for røsten fra en Johannes Døber, som kan vise vores folk deres overtrædelser og Israels hus deres synder (Testimony DF 97 B, 15. februar 1885, manuskript 34, 1885. Fremhævelser tilføjet).

Man må med rette kunne spørge: Hvad slags Gud er det, der bliver præsenteret i dette vidnesbyrd? Det er næppe Bibelens Gud, som sagde: "Lad de små børn være, og hindr dem ikke i at komme til mig; for Himmeriget hører sådanne til" (Matt 19,14).

Dette vidnesbyrd fik stadig nye arkivnumre i The White Estate, således at de, der eventuelt måtte spørge efter det, kunne afvises med et "beklager, der findes ikke noget vidnesbyrd under det og det arkivnummer". Det blev bragt for dagens lys i 1934 i bogen God's Love, The Remnant Church af Sherman A. Nagel, som øjensynlig fik problemer, fordi han havde offentliggjort dette pinlige vidnesbyrd.

Det blev vist mig, jeg har specielt lys om dette, sagde Ellen White – og hun fik vist, at i 1885, for 114 år siden, var tiden kommet, hvor de, der havde hustruer, skulle være som de, der ingen havde, og at der ikke skulle sættes flere børn til verden. Var det igen den unge mand, der viste hende dette?

Er der nogen, der har en bare lille anelse om, hvorfor et vidnesbyrd som dette stadig fik nye arkivnumre i hvælvingerne?

Man ved knap, om man skal le eller græde over frugterne af dette vidnesbyrd. Under årsmødet i Portland, Oregon, samme år (1885), blev arbejdere og forkyndere sammenkaldt til et voksenmøde, hvor ingen børn skulle være til stede. Søst. White skulle tale til arbejderne og gøre det klart, at der ikke skulle sættes flere børn til verden. Arbejderne, missionærerne og forkynderne skulle være et eksempel i dette for resten af menighederne. Men sabbat morgen kom to eller tre forkyndere op på platformen med tårer ned ad kinderne og bekendte foran forsamlingen, at de havde syndet mod Gud og ligget med deres hustruer. De bad folket bede for dem, så de kunne være trofaste mod vidnesbyrdet. Men næste sabbat morgen stod de igen foran deres respektive forsamlinger og bekendte, at de igen havde syndet og ligget med deres hustruer.

Dette vidnesbyrd og dets frugter skabte sådan bestyrtelse, at en gruppe kvinder – præstekoner – marcherede til Søst. White og forlangte at få at vide, hvad hun egentlig mente.

Det var trods alt et vidnesbyrd fra Profetiens Ånd, et specielt lys fra himlen om, at tiden er NU – 1885 – hvor der ikke skal sættes flere børn til verden, og hvis du gør det, synder du mod Gud.

Vidnesbyrdet gjaldt øjensynlig ikke EGW’s yngste søn William Clarence, Willie. Han havde to børn med sin første kone, Mary Kelsey, og fik fem børn med sin anden hustru, Ethel May Lacey, som han giftede sig med i Australien i 1895, ti år efter at moderen havde fået specielt lys om sagen. I alt fik han syv børn. Deres tvillinger blev født, mens han arbejdede i missionsmarken i Australien (1891-1900), mange år efter moderens vidnesbyrd fra 1885 om, at tiden var NU, og at der ikke skulle sættes flere børn til verden, og at de, der havde hustruer, skulle være som de, der ingen havde. Ifølge hans mor havde Gud meget lidt at gøre med de børn, både han og andre satte til verden efter den tid.

Der er lille tvivl her, hvor vi sidder i dag, 114 år efter at tiden var kommet, hvor der ikke skulle sættes flere børn til verden, om at dette specielle lys fra himlen var mere end tvivlsomt. Det var kort og godt et falsk vidnesbyrd. Derudover må der stilles kritiske spørgsmål til en person, der kunne præstere at udsende sådanne ting i Guds navn.

Early Writings

Bogen Early Writings (Budskaber til menigheden) blev udgivet i 1882. I forordet kan vi læse:

Fodnoter, der giver datoer og forklaringer, samt et tillæg, som gengiver to meget interessante drømme, der blev nævnt, men ikke gengivet i den oprindelige udgave, vil styrke værdien af den nuværende udgave. Bortset fra det er der ikke blevet foretaget nogen ændringer i denne udgave. Det eneste kan være et nyt ord eller ændringer i en og anden sætningsbygning for bedre at kunne meddele den underliggende tanke, og ingen del af bogen er blevet udeladt. Ikke den mindste skygge af ændring er blevet foretaget i nogen som helst idé eller tanke i forhold til den oprindelige udgave, og de verbale ændringer er blevet foretaget under forfatterens egen overvågning og med hendes fulde godkendelse (Fremhævelser tilføjet).

Denne løgn havde altså Ellen Whites og Adventistkirkens fulde godkendelse. At det er en løgn, hersker der ingen tvivl om. Lad os hellere sige, at det er en halv løgn. I Early Writings fra 1882 var der ikke foretaget nogen ændringer i forhold til originaludgaven (Experience and Views, 1851), hævdede de, og dette var nogenlunde rigtigt. Men det, de ikke fortalte, var, at 1851-udgaven byggede på stof fra tidligere skrifter, stof som var redigeret i forhold til disse. En række sætninger af tvivlsom natur fra synet var blevet fjernet.

Originaludgaven af Early Writings udkom i 1851, kort efter at James og Ellen White havde lukket den lukkede dør op (se kapitel 4 om dette emne). Bogen havde dengang titlen Experience and Views og var baseret på stof fra heftet A Word to the Little Flock (1847) og Present Truth-artiklerne fra 1849-50. Begge disse publikationer fremmede vildfarelsen om den lukkede dør og andre ubibelske ting. Alt dette blev redigeret væk, før det fandt vej ind i den nye bog Experience and Views.

Allerede i det første syn fra december 1844, som er gengivet i Early Writings, er der fjernet fire linjer efter 33 linjer. Efter 72 linjer er der igen 22 linjer, der er fjernet. Lidt længere nede er der fjernet to linjer, og endnu længere nede er der fjernet otte linjer, og derefter ni linjer. Noget af det, der er fjernet, havde med den lukkede dør at gøre, men også andre ubibelske ting.

Da Experience and Views blev udgivet i 1851, var der enkelte, der klagede over, at alle synerne ikke var taget med dér. James White forklarede, at de ikke havde haft midler nok til at tage alle synerne med i bogen, men at han ville udgive en komplet udgave af synerne i bogform, så snart de fik midler til det (se Selected Messages, bd. 1, s. 53).

Midlerne kom, men han holdt aldrig sit løfte og havde heller aldrig haft til hensigt at gøre det. Ellens billede i menigheden som Guds sande profet måtte opretholdes, og de tidlige syner, der indeholdt vildfarelser, måtte glemmes.

Der var fjernet 22 linjer, hvor EGW fortæller, at hun så Abraham, Isak, Jakob, Noa, Daniel og andre i himlen, og at hun så pagtens ark med mannakrukken og Arons stav. Hun nævner intet om, at hun så lovtavlerne i pagtskisten. Øjensynlig var Ellen White ikke klar over på det tidspunkt, at lovtavlerne lå i pagtskisten. Senere fik hun syner, hvor hun så lovtavlerne i pagtskisten, men nævner intet om mannakrukken og Arons stav. De fandt det derfor tryggest at udelade de 22 sætninger fra dette første syn. Der er fjernet en sætning, som fremmede teorien om den lukkede dør, og fem linjer om, at de, der engang havde holdt sabbatten, men havde givet slip på den, udelukkede sig selv fra Staden.

I et andet syn er der fjernet ni linjer om, at dyrets tal 666 var færdiggjort på den tid, hun havde synet, omkring 1847.

Så er spørgsmålet: Har en profet, der hævder, at han/hun er en Guds profet, ret til at manipulere synerne og fjerne ting fra disse? Ellen White hævder selv, at hendes syner var fra Gud, og Adventistsamfundet hævder, at de er inspireret på samme måde, som det var tilfældet med Bibelens profeter. Har Ellen White da ret til at fjerne ting, hun så i disse syner? Ellen White har gjort det, ingen andre profeter har gjort før hende. Johannes fik klar besked: "Og hvis nogen tager noget bort fra ordene i denne profetiske bog, da skal Gud tage hans del bort fra livets træ og fra den hellige stad, som der er skrevet om i denne bog" (Åb 22,19). Dette er rene ord for pengene. En profet har ingen som helst ret til at fjerne et eneste ord fra det, Gud viste dem i syner. Ellen White fjernede stof fra sine syner, da det efterhånden blev klart, at det ikke stemte, og alligevel hævder hun, at hendes syner var fra Gud. I så fald kommer hun under truslen i Åb. 22,19. En rimeligere forklaring er, at synerne ikke var fra Gud, da de indeholdt vildfarelser. I så fald lyver Ellen White og Adventistsamfundet om hendes syner.

Og uanset hvad, lyver forordet i Early Writings, med Ellen Whites godkendelse, da det var hende, der overvågede det hele.

Du må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste (Det niende bud i Guds lov, 2 Mos 20,16).

Fejlslagne syner

I 1856 gengiver Ellen White et syn, hun havde fået om nogle personer, hun kendte, og som var samlet til et møde:

Det blev vist mig den gruppe, som var samlet ved konferencen. Englen sagde: 'Nogle skal blive føde for orme, nogle vil falde under de syv sidste plager, mens andre igen vil leve, til Jesus kommer, og blive forvandlet.' Alvorlige ord var disse, som englen talte (Testimonies, bd. 1, s. 132 (1856). Fremhævelser tilføjet. Også gengivet i Spiritual Gifts, bd. 2, s. 208 (1860) og bind 4b (1864)).

Dette er nu 143 år siden, og alle, der var i denne gruppe, er for længst blevet føde for orme. Hverken de syv sidste plager eller Jesu genkomst skete i deres levetid. Den ledsagende engel, den unge mand, forudsagde med andre ord noget, som beviseligt slog fejl. Dette var endnu et falsk syn af Ellen White, og den unge mand må også finde sig i nogle prøvende spørgsmål.

Enkelte af de 67 personer, som var til stede under dette møde, havde stærk tro på, at de ville leve, til Jesus kom. Troen var så stærk, at navnene på alle de tilstedeværende blev skrevet ned, til stor forargelse for Ellen White!

I 1862 profeterede hun, at England ville erklære krig mod De Forenede Stater under den amerikanske borgerkrig:

Det blev vist mig. . . .Englen sagde: . . .Når England erklærer krig [mod nord under borgerkrigen], vil alle nationer tjene deres egne interesser, og der vil blive almindelig krig og forvirring. Følgerne vil blive, at dette land [USA] bliver. . .ydmyget i støvet (Testimonies, bd. 1, s. 258-259. Fremhævelser tilføjet).

Profetien slog fejl. England erklærede ikke krig, og USA blev ikke ydmyget i støvet. Igen er vi nødt til at stille den unge mand nogle prøvende spørgsmål.

EGW profeterede også – ifølge syn fra himlen – at det gamle Jerusalem aldrig ville blive bygget op:

Derefter blev jeg vist nogle, som befandt sig i den store vildfarelse, at det var deres pligt at drage til det gamle Jerusalem, og at de havde et arbejde at udføre dér, før Herren kommer. . . .Jeg så, at Satan i den grad havde forført enkelte i denne sag. . . .Jeg så også, at det gamle Jerusalem aldrig ville blive genopbygget, og at Satan gjorde sit yderste for at lede Guds børns tanker ind på disse ting nu, i denne høsttid (Early Writings, s. 75. Fremhævelser tilføjet).

Også denne profeti slog fejl. Efter at staten Israel blev proklameret i 1948, er Jerusalem blevet både genopbygget og moderniseret.

Desuden er denne udtalelse i strid med Bibelen, som siger: "Se, dage kommer, siger Herren, da byen [Jerusalem] skal bygges for Herren, fra Hananels tårn lige til Hjørneporten" (Jer 31,38).

Denne tid refererer ikke til nutidens Jerusalem. Tiden i Jer. 31 er endnu ikke kommet, men vil ganske sikkert komme. Bibelen slår ikke fejl.

Opfyldte profetier

Adventister hævder, at Ellen Whites profetier er gået i opfyldelse, og at mange af dem går i opfyldelse i disse dage. Det er især det, der står i bogen Mod historiens klimaks, man hævder går i opfyldelse, såsom pavemagtens indflydelse etc.

Dette er der mange andre kristne trossamfund, der også hævder, uden at de har nogen tilknytning til Ellen White. Deres observationer er baseret på et studium af Guds ord og det, der sker i tiden. Hendes udtalelser om bl.a. pavemagten er præget af datidens syn på paven i Rom og Den romersk-katolske kirke. Vi skal senere se, hvordan bogen Mod historiens klimaks blev til, og at den i hovedsagen er hentet fra andre forfattere. At man tilskriver Ellen White æren for, at profetier går i opfyldelse, er derfor stærkt overdrevet. Andre har også forudsagt det, Ellen White får æren for.

Ellen Whites forudsigelser i de sidste kapitler i Historiens Klimaks er ikke så meget forudsigelser, som de er tolkninger af endetidsbegivenheder, hun regnede som uopfyldte. Uriah Smith havde også skrevet det samme i sin bog Daniel og Åbenbaringen. Ellen White profeterede i høj grad det, Smith og andre havde tolket før hende.

I bogen Selected Messages, bd. 2, s. 77-78 siger Ellen White om andre, der hævdede at have syner på den tid (1890):

Det hele var en farce, et bedrag. Alligevel gik mange af de ting, de forudsagde, i opfyldelse. Det blev spurgt mig, hvordan dette kunne gå til, hvis synerne alle var falske. Jeg fortalte dem, at det var Satans hensigt at blande sandhed med vildfarelse, og at han gennem disse forføreriske kneb kunne ødelægge virkningen af Guds sande værk. Fra den tid ophørte alle deres mange syner (Fremhævelser tilføjet).

Og med Guds sande værk mente Ellen White sig selv og sine egne syner. Her sætter hun sig i dommersædet og afsiger en knusende dom over enhver, der har drømme og syner: de er alle af Satan. Kun hendes egne syner er ægte. Vi sætter os ikke til doms over de andres syner og åbenbaringer, men det er alt for tydeligt, at Ellen White ikke tålte rivalinder eller rivaler i sin virksomhed. Hun ønskede at have fuldt monopol på syner, drømme og åbenbaringer.

Vi skal alligevel bemærke følgende: Hun siger, at mange ting, som disse andre havde forudsagt, gik i opfyldelse. I så fald var disse andre til tider mere nøjagtige i deres forudsigelser, end Herrens sendebud selv havde været. Hvis de personer, Ellen White stemplede som falske profeter, gjorde et lige så godt stykke arbejde som hun selv, er dette noget, tænkende adventister bør lægge mærke til.

Ellen White siger videre:

De, der drister sig til at forkynde tidspunkt [for Jesu komme], behager sjælefjenden, for de fremmer vantro i stedet for kristendom. De kommer med skriftsteder, og ved falske tolkninger lægger de en kæde af argumenter frem, som tilsyneladende støtter deres syn. Men deres fiasko viser, at de er falske profeter (Testimonies, bd. 4, s. 307. Fremhævelser tilføjet).

I kapitlet om den lukkede dør blev der gengivet et vidnesbyrd af Lucinda Burdick. Hun sagde bl.a.:

I løbet af året 1845 mødte jeg Miss Ellen Harmon flere gange hjemme hos min onkel i syd Windham, Maine. Det første af disse møder var i maj, da jeg hørte hende erklære, at Gud havde åbenbaret for hende, at Jesus Kristus ville komme til vores jord i juni, næste måned. Under høhøsten mødte jeg hende igen sammen med James White på samme sted og hørte min onkel spørge hende, hvorfor Herren ikke kom i juni, som hun havde set i synet. Hun svarede, at hun var blevet talt til på Kana'ans sprog, som hun ikke forstod, men at hun efterfølgende var nået til den forståelse, at Kristus ville komme i september, ved den anden græsvækst i stedet for den første (Fremhævelser tilføjet).

Her erklærede Ellen White, at Jesus ville komme, først i juni 1845, men da det slog fejl, rettede hun det til september samme år. Dette var på den tid, hvor hun var opslugt af vildfarelserne omkring den lukkede dør. Alt dette slog grundigt fejl, og Ellen White fælder dom over sig selv med udtalelsen fra Testimonies, som blev gengivet ovenfor: Men deres fiasko viser, at de er falske profeter.

Når Ellen White hævdede at se ting i syner, som ikke var rigtige, var synerne da fra Gud?

Når det ord, profeten taler i Herrens navn, ikke sker og ikke går i opfyldelse, da er det et ord, som Herren ikke har talt. Det er et ord, som profeten i overmod har dristet sig til at tale, og du skal ikke være bange for ham (5 Mos 18,22).