Ellen G. White—Myten og Sandheden
4 - Den lukkede dør
af Å. Kaspersen
Gennem flere år troede både Ellen White, hendes mand og mange af de andre adventistpionerer, at nådens dør blev lukket for verden den 22. oktober 1844, og at der efter den tid ikke længere var nåde at få for de ugudelige. Ellen White hævdede at have haft syner fra Gud, der bekræftede dette.
Dette var den såkaldte lukkede dør. I hele syv år virkede de første adventister udelukkende inden for deres egen snævre kreds. Der findes ingen dokumentation for, at de virkede for en eneste udenforstående i denne lange tid. Det havde ingen hensigt, mente de, fordi nådetiden for verden var forbi.
I begyndelsen af 1850'erne begyndte det imidlertid at knirke i den lukkede dør, og Ellen og James White gløttede på døren for andre personer; først for pionerernes børn, derefter for enkelte andre, som ønskede at slutte sig til adventfolket, og til sidst for resten af verden. Den lukkede dør var omsider åbnet, men episoden havde skabt problemer, ikke mindst for Ellen White, da det var hendes syner, der havde stadfæstet denne vildfarelse. Hvad skulle man nu gøre med hendes syner, der bekræftede den lukkede dør, og som var nedskrevet bl.a. i A Word to the Little Flock (1847) og Present Truth fra 1849-1850?
Disse tidlige skrifter dannede bl.a. grundlag for senere bøger, og løsningen var ganske enkelt at redigere bort -- fjerne -- alle udtalelser om den lukkede dør. De måtte for alt i verden ikke forekomme i bøger som Early Writings (Vejledning for Menigheden/Tidlige Skrifter), som var bygget på stof fra disse tidligere skrifter, hvor den lukkede dør fl??erede. Denne pinlige sag måtte glemmes hurtigst muligt. Det var jo åbenlyst, at nådens dør ikke blev lukket i 1844, og at det hele var en stor vildfarelse. Men hvad med EGW's syner, som bekræftede den lukkede dør i 1844? Hvis senere syner var fra Gud, var de tidlige syner om den lukkede dør vel også fra Gud?
Ellen White kunne ikke godt gøre tilbagetog og sige: Jeg tog fejl. Disse syner fortalte ikke sandheden. Så ville man sige: Men så var dine syner jo ikke fra Gud. Det ville gå ud over både stolthed og troværdighed.
Derfor var det enklest at redigere alle tvivlsomme udtalelser bort og lade det hele forsvinde stille og roligt i glemselens hav.
Vi skal se lidt på nogle vidnesbyrd fra forskellige personer på den tid.
Vi har udført vores arbejde med at advare syndere og prøve at vække en formel kirke. Gud har i sit forsyn lukket døren. Vi kan kun formane hinanden til at være tålmodige (William Miller i Advent Herald, 11. december 1844. Fremhævelser tilføjet).
I december 1844 fik Ellen G. Harmon (White) sit første syn, som bl.a. støttede teorien om den lukkede dør. Dette syn blev imidlertid ikke udgivet på tryk før i begyndelsen af 1846. Her fortæller Ellen G. Harmon, idet hun beskriver den smalle sti, de vandrede på mod himlen. De ugudelige gik det værre med:
Lyset bag dem slukkedes, og de befandt sig i totalt mørke. De snublede og faldt fra stien og ned på den mørke, ugudelige verden under dem. Det var lige så umuligt for dem at komme op på stien igen som for hele den ugudelige verden, Gud havde forkastet (A Word to the Little Flock (1847), s. 14. Early Writings (1882), s. 15, hvor sætningen Det var lige så umuligt for dem at komme op på stien igen som hele den ugudelige verden Gud havde forkastet, er fjernet. Fremhævelser tilføjet).
Dette var det første syn. Senere fik EGW flere syner, der støttede den samme opfattelse. En af dem, der var vidne til sådanne syner i sit hjem, var John Megquier:
Vi ved udmærket, hvordan Ellen White, visionæren, holdt for, mens hun var her i Maine. Nogle af de første syner, hun havde, var i mit hus i Poland [Maine]. Hun sagde, at Gud havde fortalt hende i et syn, at nådens dør var lukket, og at der ikke var mere nåde for verden, og hun fortsatte med at fortælle, hvem der havde (blod)pletter på tøjet, og de pletter kom, fordi man tvivlede på hendes syner -- om de stammede fra Herren eller ej. Og så ville hun fortælle dem, hvad de skulle gøre, eller hvilke pligter de måtte udføre for igen at opnå Guds velbehag. Da ville Gud vise hende i et syn, hvem der gik fortabt, og hvem der blev frelst på de forskellige steder i staten -- alt efter om de accepterede eller forkastede hendes syner (John Megquier, citeret i Miles Grant: An Examination of Mrs. Ellen White's Visions (1877). Fremhævelser tilføjet).
Dette fortæller Bibelen intet om. Guds ord siger ikke noget sted, at mennesker går fortabt eller bliver frelst på grundlag af Ellen Whites syner.
Lucinda Burdick kendte Ellen White meget godt. Hun havde ved flere lejligheder holdt EGW's hoved i skødet, mens hun havde syner. Lucinda Burdick skrev følgende i to forskellige skrifter:
Jeg lærte James White og Ellen Harmon (nu fru White) at kende tidligt i året 1845. . . . Ellen havde såkaldte syner. Hun fortalte, at Gud havde vist hende i syner, at Jesus Kristus rejste sig på den tiende dag i den syvende måned 1844, lukkede nådens dør og for altid havde forladt nådens trone. Hele verden var dømt og fortabt, og ingen syndere kunne mere blive frelst (The True Sabbath, s. 72. Fremhævelser tilføjet).
Ellen havde såkaldte syner; hun sagde, at Gud havde vist hende i syner, at Jesus Kristus havde rejst sig den tiende dag i den syvende måned i 1844 og lukket nådens dør; at han for altid havde forladt nådens trone, at hele verden var dømt og forladt, og at syndere aldrig mere kunne blive frelst. . . . Hvis de syner, hun nu har, er fra Gud, var de første syner også fra Gud. Og hvis de første syner var fra Gud, blev nådens dør lukket i 1844, og ve de stakkels syndere på denne side af årstallet. Vi ved, at Gud ikke lyver, og jeg ved, at enkelte af synerne løj. Gud modsiger ikke sig selv, og hendes syner har været modstridende. Jeg er blevet fortalt, at enkelte benægter på det kraftigste, at hun havde syner, der gik ud på, at nådedøren blev lukket, men der er tusinder af vidner, som ved, at en sortere løgn aldrig er blevet fabrikeret, og jeg hører til dem (Lucinda Burdick i The World Crisis, 1874. Fremhævelser tilføjet).
I 1908 gentog Lucinda Burdick på ny det, hun tidligere havde sagt, denne gang bekræftet af en Notarius Publicus:
Første gang jeg hørte om Miss Ellen G. Harmon (senere fru Ellen White), var tidligt på vinteren (januar/februar) 1845, da min onkel Josiah Little kom til min fars hus og meldte, at han havde set en vis Ellen Harmon, mens hun havde et syn, hun hævdede var fra Gud. Hun sagde, at hun erklærede, at Gud havde åbenbaret for hende, at nådens dør var lukket for evigt, og at der ikke var mere frelse at finde for syndere.
Dette gjorde mig meget urolig, da jeg ikke var døbt, og mit unge hjerte blev meget bekymret for min frelse, hvis nådens dør var lukket.
I løbet af året 1845 mødte jeg Miss Ellen Harmon flere gange hjemme hos min onkel i syd Windham, Maine. Det første af disse møder var i maj, da jeg hørte hende erklære, at Gud havde åbenbaret for hende, at Jesus Kristus ville komme til vores jord i juni, næste måned. Under høsten mødte jeg hende igen sammen med James White på samme sted og hørte min onkel spørge hende, hvorfor Herren ikke kom i juni, som hun havde set i synet. Hun svarede, at hun var blevet talt til på Kana'ans sprog, som hun ikke forstod, men at hun bagefter var kommet til den forståelse, at Kristus ville komme i september, ved den anden græs-vækst i stedet for den første. . . .
I efteråret 1845 besøgte jeg igen min onkel Josiah Little i syd Windham, Maine. En fredag aften kom en gruppe på seks personer til min onkels hus for at blive over weekenden. Blandt dem var James White og Ellen Harmon.
Den nat delte jeg værelse med Miss Mary E. Bodge og Miss Harmon. Ellen talte meget om sine syner, og jeg udtrykte ønske om at se et. Næste morgen (søndag), hvor jeg og andre var til stede, irettesatte Miss Bodge offentligt James White for at rejse rundt med Ellen Harmon og anklagede ham for at bringe skam og skandale over Kristi sag ved at optræde på en sådan måde. Han forsvarede det ved at hævde, at det var hans pligt at transportere hende rundt, så hun kunne fortælle om sine syner. Han blev vred og afviste Miss Bodges irettesættelser og benægtede, at han overhovedet tænkte på at gifte sig med 'den lille krøbling', hvilket var hans nøjagtige ord, mens han pegede på hende, der hvor hun sad i en stol. . . .
Lige efter at aftenandagten var slut, gik Mary E. Bodge, Ellen G. Harmon og jeg til en lund for at holde bøn. Mens jeg var ved at bede, blev Ellen Harmon pludselig liggende stiv og udstrakt på jorden. Miss Bodge sendte øjeblikkeligt bud efter James White, som hun sagde var den eneste, der kunne tale med hende, mens hun havde disse anfald. Han og mange andre skyndte sig til stedet og begyndte at stille hende mange forskellige spørgsmål. . . . I løbet af denne trance-tilstand hørte jeg Ellen G. Harmon erklære, at Jesus Kristus havde rejst sig fra nådens trone og var gået ind i Det Allerhelligste i himlen; at nådens dør var lukket for evigt, og at verden var hjælpeløst fortabt. Hun erklærede også, at djævelen havde taget nådens trone i besiddelse og bedrog folk, der bad om Helligånden, ved at kaste forskellige stimulerende oplevelser på dem, som de troede var Helligåndens kraft. Alt dette gentog hun flere gange.
Denne trance-tilstand varede mere end en time, og enkelte begyndte at antyde, at duggen, der begyndte at falde, ville gøre dem forkølede. White sagde: 'Jeg tror, det nu er Herrens vilje at bringe hende ud af synet', og øjeblikkeligt rejste hun sig op og var helt normal (Lucinda Burdick, 26. september 1908. Fremhævelser tilføjet).
Otis Nichols troede på Ellen Whites syner og var også vidne til flere af dem. Han skrev:
Hendes budskab. . . . opmuntrede dem til at holde fast ved troen og den syvende måneds bevægelse; at vores arbejde for de nominelle kirkesamfund og verden var afsluttet, og det, der nu var tilbage at gøre, var for troens husholdning (Otis Nichols til William Miller, 20. april 1846. Fremhævelser tilføjet).
Gilbert Cranmer var en anden af pionererne, der hævdede det samme:
Læren om 'den lukkede dør' udgjorde en del af menighedens lære, dvs. fru White havde set i et syn, at frelsens tid for syndere var forbi, og de, der troede fuldt og fast på, at hendes syner var fra Gud, accepterede også denne lære (Gilbert Cranmer, 1858. Citeret i R. Coulter: The Story of the Church of God, s. 12-13. Fremhævelser tilføjet).
Også Owen R.L. Crosier, som var ophavsmanden til adventisternes helligdomslære, bekræfter dette:
Jeg holdt den syvende dag i næsten et helt år, omkring 1848. I 1846 redegjorde jeg for idéen om helligdommen i en artikel i et ekstranummer af the Day Star, Cincinnati, Ohio. Hensigten med denne artikel var at støtte teorien om, at nådens dør var lukket, en teori både jeg og næsten alle adventister, der havde adopteret William Millers syn, holdt fast ved fra 1844 til 1848. Ja, jeg ved, at Ellen G. Harmon -- nu fru White -- troede på teorien om den lukkede dør på den tid (O.R.L. Crosier til D.M. Canright, 1. december 1887. Fremhævelser tilføjet).
Israel Dammon fortæller:
Vi var tidligere bekendt med hr. og fru White, og en tid havde vi tillid til hendes syner, men i mange år har vi ikke længere haft det. Da vi så, at de var i strid med hinanden, forkastede vi dem fuldstændigt og vendte os til Guds ord.
Det er nu gået tyve år, siden vi var associeret med fru White, men vi husker meget tydeligt, at hendes første syner, eller syn, blev genfortalt både af hende selv og af andre (specielt fru W) i forbindelse med forkyndelsen af den lukkede dør, og at synerne var til for at bekræfte denne lære. Mens hun var under denne indflydelse og forkyndte sine syner, så hun i et syn, at brødrene N.G. Reed og I. Damman var i Guds rige, hvor de var kronet og udødeliggjort. Men efter det så hun dem evigt fortabt. Hvordan kan begge dele være sandt? Jeg tror, at det ene var lige så rigtigt som det andet, og at Gud aldrig fortalte hende noget sådant (Israel Dammon, citeret i An Examination of Mrs. Ellen White's Visions (af Miles Grant, 1877). Fremhævelser tilføjet).
Pastor Isaac C. Wellcome fortæller:
Jeg var ofte til møder med Ellen G. Harmon og James White i 1844 og 1845. Flere gange greb jeg hende, idet hun faldt på gulvet -- på tidspunkter, hvor hun besvimede i et syn. Jeg har hørt hende gengive sine syner om disse datoer. Flere af dem blev udgivet i form af ark [han refererer sandsynligvis til den tidlige folder To the Little Remnant Scattered Abroad], hvor det fremgik, at alle, som ikke tog imod 1844-bevægelsen -- at Kristus havde forladt nådens trone, og at alle var blevet beseglet, og ingen andre kunne omvende sig. Både hun og James forkyndte dette i et eller to år (citeret i Adventist Currents, Vol. 3, nr. 1, 1988. Fremhævelser tilføjet).
I 1980 blev der opdaget et brev fra Ellen White til Joseph Bates. Dele af dette brev var frigivet tidligere af the White Estate, men resten var hemmeligholdt af indlysende grunde. Hele det møde, der beskrives i brevet, bærer præg af fanatisme:
Mens jeg var i Exeter, Maine, i et møde med Israel Dammon, James og mange andre, troede mange af dem ikke på den lukkede dør. Jeg led meget ved begyndelsen af mødet. Vantroen var overalt. Der var en søster der, som blev kaldt meget åndelig. Hun havde rejst rundt og været en mægtig forkynder størstedelen af de sidste tyve år. Hun havde virkelig været en moder i Israel. Men der var opstået splid i spørgsmålet om den lukkede dør. Hun nød stor sympati, men kunne ikke tro, at døren var lukket (jeg kendte ikke til disse meningsforskelle). Søster Durben rejste sig for at tale. Jeg var meget ked af det. Til sidst var jeg i stærk sjælekval, og mens hun talte, faldt jeg fra stolen og ned på gulvet. Det var da, jeg havde et syn, hvor jeg så Jesus rejse sig fra nådens trone og gå til Det Allerhelligste som brudgom for at modtage kongeriget. De var alle interesserede i synet. De sagde alle, at det var helt nyt for dem. Herren virkede med mægtig kraft for at præge sandheden ind i deres hjerter. Søster Durben kendte udmærket til Herrens kraft, for hun havde selv følt den mange gange. Kort efter at jeg faldt, blev også hun slået i gulvet, mens hun råbte til Gud, at han måtte være hende nådig. Da jeg kom ud af synet, blev jeg hilst af, at søster Durben sang og råbte med høj røst. De fleste accepterede synet og blev stadfæstet i troen på den lukkede dør (Ellen White til Joseph Bates, 13. juli 1847. Brev 3, 1847. Fremhævelser tilføjet. For en nærmere beskrivelse af møderne med Israel Dammon, se kap. 2).
Her fremgår det meget tydeligt, at EGW fik et syn for at stadfæste de tilstedeværende -- inklusive Israel Dammon, som vi har hørt om før -- i troen på en vildfarelse: at nådens dør blev lukket for verden den 22. oktober 1844. Var disse syner fra Gud? Nogle vil måske sige: Ellen White misforstod synet og meddelte denne misforståelse til de andre. Hun så, at Jesus rejste sig fra nådens trone og gik ind i Det Allerhelligste. Derfor trodede hun også, at nådetiden var forbi. Bortset fra at Bibelen ikke siger noget om, at Jesus gik ind i Det Allerhelligste i 1844, var hensigten med flere af synerne at stadfæste den lukkede dør og føre andre ind i vildfarelsen. Dette er ikke frugterne af et ægte, himmelsk syn fra Gud. Det reviderede syn på den lukkede dør finder man i bogen Early Writings, hvor de tidlige syner er revideret. At synerne er revideret, kaster et mærkeligt lys over dem: Syner fra Gud har ikke brug for revision og udeladelser.
Lignende udtalelser om den lukkede dør finder man i andre breve:
Den første sabbat, vi tilbragte i Topsham [24. marts], var en interessant tid. . . . Ånden kom over mig, og jeg blev rykket bort i et syn. Jeg så mange vigtige ting. Enkelte af disse vil jeg fortælle om, før jeg afslutter dette brev. Jeg så, at bror Stowell fra Paris [Maine] vaklede i troen på den lukkede dør. Jeg følte, at jeg måtte besøge dem. . . . Vi havde frie, kraftfulde møder sammen med dem. Gud gav mig to syner, mens jeg var der, til stor trøst og styrke for brødrene og søstrene. Bror Stowell blev stadfæstet i troen på den lukkede dør og al den nærværende sandhed, han havde tvivlet på (Brev 5, 1849, EGW til br. og søster Hastings, 24.-30. marts 1849. Fremhævelser tilføjet).
Også her, i 1849, fik Ellen White syner, der gik ud på at stadfæste andre i troen på, at nådens dør var lukket.
Ellen Whites artikler i The Present Truth fra 1849-1850 er fulde af hentydninger til den lukkede dør. Her er et eksempel, hvor EGW faktisk placerer denne vildfarelse som en central del af menighedens lære:
Der blev det vist mig, at Guds bud og Jesu Kristi vidnesbyrd, som havde med den lukkede dør at gøre, ikke kunne skilles. . . . Min ledsagende engel bad mig om at spejde efter syndernes sjælekvaler som tidligere, men jeg kunne ikke se det, for tiden for deres frelse er forbi (Present Truth, august 1849. Fremhævelser tilføjet).
I 1847 udgav James White heftet A Word to the Little Flock. Her finder vi nogle af EGW's tidligste syner -- uredigeret. Hun ser bl.a. adventfolket gå på en smal sti mod himlen. Enkelte faldt af stien, og hun siger:
Det var lige så umuligt for dem at komme op på stien igen og gå mod Staden som for hele den ugudelige verden, som Gud har forkastet (s. 14. Fremhævelser tilføjet).
Den sidste sætning blev behændigt redigeret bort, da dette syn blev gengivet i bogen Early Writings i 1882.
I det såkaldte Camden-syn fra 1851 finder vi igen den lukkede dør, og i tillæg så Ellen White, hvordan vi skulle tolke Jesu ord om at elske vores næste:
Da så jeg Jesus bede for sine fjender, men at det ikke bør lede os til at bede for den ugudelige verden, som Gud har forkastet. Da han bad for sine fjender, var der håb for dem, og de kunne have nytte og blive frelst ved hans bønner. Også mens han var en mellemmand i den ydre afdeling for hele verden, men nu er hans Ånd og sympati trukket tilbage fra verden, og vores sympati må være med Jesus og trækkes væk fra de ugudelige. Jeg så, at de ugudelige ikke havde nogen nytte af vores bønner nu. Da så jeg mht. at elske vores næste. Jeg så, at Skriften ikke mente, at vi skulle elske de ugudelige, som Gud har forkastet, men han mente vores næste i husholdningen, og at det ikke strakte sig uden for husholdningen. Men vores næste, som vi skulle elske, var dem, der elsker Gud og tjener ham (Camden-synet, 29. juni 1851. Fremhævelser tilføjet).
Ikke underligt, at dette syn bliver regnet for tvivlsomt af personer, som ønsker at skjule de lidt flatterende dele af adventismens historie. Men synet lancerer de samme idéer som hendes andre syner fra den lukkede dør-periode.
I juni 1865 -- fjorten år efter at den lukkede dør var blevet åbnet på vid gab -- var der et privat møde mellem James White og hans kone og B.F. Snook. Emnet gjaldt Camden-synet. James og Ellen White indrømmede da, at det var ægte, men prøvede at bortforklare det med, at det kun havde begrænset anvendelse. Om vinteren 1865 hævdede de, at det kun var delvist ægte, og i 1867 hævdede de bestemt, at synet ikke var ægte (H.E. Carver: The Claims of Mrs E.G. White). Dette var den sædvanlige procedure med at redigere alle tidligere udtalelser bort i syner og skrifter, som havde med den lukkede dør at gøre.
The White Estate hævder, at dette syn er tvivlsomt, men både J.N. Andrews og Uriah Smith stod inde for dets ægthed. Det er i hvert fald i fuld harmoni med, hvad EGW og andre pionerer troede på den tid.
Oktober 1851
I 1850 udgav Joseph Bates traktaten The Typical and Anti-typical Sanctuary, hvori han hævdede, at Jesu forsoning i himlen ville vare i syv år fra oktober 1844, og følgelig ville ende i oktober 1851 – og kulminere med Jesu genkomst. De sidste seks måneder af disse syv år, hævdede han, var indsamlingen af de hellige.
Fordi både James og Ellen White havde stor tiltro til Bates' viden og havde brug for hans indflydelse, accepterede de uden videre hans teorier. Dette afspejles i Ellen Whites syner mellem 1850-1851.
I september 1850, et år før de syv år var til ende, fik EGW et syn, som afspejler hendes tro på Bates' teori:
Enkelte ser for langt frem efter Herrens komme. Tiden er fortsat nogle få år længere, end de forventede, derfor tror de, at den kan fortsætte nogle år endnu. . . .Jeg så, at tiden for Jesu ophold i Det Allerhelligste var næsten forbi, og at tiden kun kan vare lidt endnu (Early Writings, s. 58. Fremhævelse tilføjet).
Da de troede, at Jesus gik ind i Det Allerhelligste i oktober 1844, var der gået seks år, da hun fik dette syn. Der var derfor kun omkring ét år tilbage af tiden. Dette er helt i tråd med Joseph Bates' teorier, som blev udgivet få måneder før, hun fik dette syn. Det, hun så, var ikke en åbenbaring fra himlen, men hvad hun havde lært af Joseph Bates.
I et andet syn fra 1850 (27. juni) er hun mere specifik:
Min ledsagende engel sagde: 'Tiden er omtrent forbi. Bliv rede, bliv rede, bliv rede. . . . Enkelte af os har haft tid til at lære sandheden og gå fremad skridt for skridt, og for hvert skridt har vi fået styrke til at tage det næste. Men nu er tiden omtrent forbi. . . og det, vi har brugt flere år på at lære, bliver de nødt til at lære på nogle få måneder (Early Writings, s. 64-67. Fremhævelse tilføjet).
Det er ret indlysende, at Ellen White var forført af Bates' fejlagtige teorier om, at tiden var forbi i oktober 1851, og at hun fik syner, der bekræftede disse teorier.
Det var omkring dette tidspunkt – i 1849 – mens de var forført af teorier om den lukkede dør, at James White begyndte at udgive et tidsskrift, The Present Truth, som var gennemsyret af disse vildfarelser.
Omkring dette tidspunkt begyndte han at udgive et lille tidsskrift ved navn Present Truth. . . . Vi plejede altid at lægge dem frem for Herren og bede for dem, før vi bragte dem til posthuset (Testimonies, bd. 1, s. 88).
Senere, da den lukkede dør var blevet åbnet, måtte disse Present Truth-tidsskrifter fra 1849-1850, som de havde lagt frem for Gud og bedt for, samt traktaten A Word to the Little Flock fra 1847 glemmes så hurtigt som muligt, da de forkyndte grove vildfarelser. Nogle få måneder før Bates' syv år sluttede i oktober 1851, blev både James og Ellen White overbevist om, at teorierne var forkerte og måtte begraves. Nu stod de med to tidligere skrifter, der hævdede den lukkede dør med støtte fra himmelske syner. Hvad skulle de gøre? A Word to the Little Flock og The Present Truth måtte begraves hurtigst muligt.
I september 1851 udgav de den lille bog Experience and Views, hvori de kopierede materiale fra The Present Truth uden med ét ord at nævne, hvor de havde kopieret fra. Alt materiale om den lukkede dør blev også fjernet.
A Word to the Little Flock fra 1847 og Present Truth-bladene fra 1849-1850 var blevet begravet så grundigt, at ikke engang Uriah Smith kendte til Present Truth før 28 år senere, og førstnævnte ikke før i 1868, 17 år senere. Skrifterne var blevet skjult så godt, at kun få af de ledende brødre kendte til dem, mens resten af menigheden aldrig havde hørt om dem overhovedet. Det var vigtigt at tie om dem, fordi de indeholdt grov vranglære, som blev støttet af Ellen Whites syner. Ingen måtte få nys om dette af hensyn til Ellen Whites ry som Guds profet.
Early Writings
Bogen Early Writings (Vejledning for menigheden) blev udgivet af Review and Herald i 1882. I Advent Review, 26. december 1882, skrev Generalkonferencens formand, G.I. Butler:
Fjenderne af denne sag, som ikke har sparet på noget for at nedbryde troen hos vores folk på vidnesbyrdene fra Guds Ånd og interessen for Søster Whites skrifter, har gjort et så stort nummer som muligt ud af det faktum, at disse tidlige skrifter ikke var tilgængelige. De har sagt mange ting om, at vi har 'holdt disse skrifter tilbage', som om vi skulle skamme os over dem. Enkelte har forsøgt at give det indtryk, at der var noget tvivlsomt ved dem, noget vi frygtede ville komme frem i lyset, og at vi derfor holdt dem skjult. Disse løgnagtige insinuationer har bedraget enkelte, som ikke var velfunderede. Men nu optræder de i deres virkelige skikkelse i flere tusinde eksemplarer af den 'tilbageholdte bog', vore fjender hævdede, vi var så ivrige efter at skjule. De påstod, at de var opsat på at få fat i disse skrifter for at påvise deres såkaldte fejl. Nu har de muligheden.
Kort efter at Early Writings blev udgivet, udgav A.C. Long en traktat med titlen Comparison of the Early Writings of Mrs. White with Later Publications. Her skriver han bl.a.:
Fra ovennævnte citater kan vi slå fast: For det første blev Early Writings af fru White udgivet under hendes overvågning og med hendes fulde godkendelse. For det andet indeholder den alle hendes tidlige syner. For det tredje fremstår de som løgnere, der hævdede, at visse dele af hendes tidlige syner var blevet 'holdt tilbage', da alle nu er udgivet på ny (Fremhævelser tilføjet).
Vi skal se, at det er A.C. Long og G.I. Butler, der her optræder som løgnere – sandsynligvis på grund af uvidenhed.
Allerede i det første syn, som er gengivet i Early Writings, er der fjernet fire linjer efter 33 linjer. Efter 72 linjer er der igen 22 linjer, som er fjernet. Lidt længere nede er der fjernet to linjer, og endnu længere nede er der fjernet otte linjer, og derefter ni linjer. Noget af det fjernede havde med den lukkede dør at gøre, men også andre ubibelske ting. Originalsynet findes i A Word to the Little Flock fra 1847.
Camden-synet fra 1851 er fuldstændig udeladt fra Early Writings. Dette syn forkyndte i sin helhed den lukkede dør. Et syn, som blev gengivet i Present Truth for august 1849, er taget med i Early Writings, men otte linjer, som havde med den lukkede dør at gøre, er fjernet.
I Present Truth for november 1850 er der næsten tre spalter, som gengiver et andet af EGW's syner. To hele spalter fra dette syn er ikke taget med i Early Writings.
G.I. Butlers og A.C. Longs udtalelser om, at Early Writings indeholdt alle de tidlige syner, og at intet var fjernet, er derfor helt fejlagtige. Dette kan enhver, der har A Word to the Little Flock og Present Truth-bladene fra 1849-1850, selv konstatere ved at sammenligne. Men hvor mange har hørt om disse skrifter, for slet ikke at tale om at have dem i deres besiddelse? Undertegnede har dem i sit bibliotek.
Ellen White benægter
I 1874 og senere benægtede Ellen White bestemt, at hun havde haft syner om en lukket dør:
Jeg vidner hermed i al gudsfrygt om, at de anklager, som Miles Grant, fru Burdick og andre har udgivet i The Crisis, ikke er sande. Udtalelserne med hensyn til min handlemåde i 1844 er falske. Efter at tiden gik i 1844, troede både jeg og andre af mine brødre og søstre, at syndere ikke længere kunne blive omvendt. Men jeg havde aldrig et syn om, at syndere ikke længere kunne blive frelst. Og jeg føler mig helt fri til at sige, at ingen nogensinde har hørt udtalelser fra min mund eller pen, som kan styrke dem i de anklager, de har rettet mod mig på dette punkt (Brev 2, 1874. Fremhævelse tilføjet).
Her taler Ellen White ikke sandt. Det var præcis det, hun havde skrevet, f.eks. i Word to the Little Flock og Present Truth. Disse udtalelser var baseret på syner:
Der blev det vist mig, at Guds bud og Jesu Kristi vidnesbyrd, som havde med den lukkede dør at gøre, ikke kunne skilles. . . . Min ledsagende engel bad mig om at spejde efter syndernes sjælekvaler som tidligere, men jeg kunne ikke se det, for tiden for deres frelse er forbi (Present Truth, august 1849. Fremhævelse tilføjet). Her siger hun udtrykkeligt, at syndere ikke længere kan blive frelst. Ellen White fortæller ikke sandheden og tager himlen som vidne på dette i sin udtalelse fra 1874.
Gud har vist mig i hellige syner. . . . Det var lige så umuligt for dem at komme op på stien igen og gå mod Staden som hele den ugudelige verden, som Gud har forkastet (s. 14. Fremhævelse tilføjet). Dette var hendes første syn, som det står i Word to the Little Flock fra 1847. Hvorfor blev sætningen om den ugudelige verden, som Gud havde forkastet, fjernet fra synet, da det blev sat ind i bogen Early Writings i 1882? Hvorfor blev alle udtalelser fra EGW's syner, som havde med den lukkede dør at gøre, redigeret ud af hendes skrifter? Man vil sige, at vi ikke kan finde noget om dette. Nej, men gå til de originale skrifter fra 1846-1850, så vil du finde det der. Hvorfor blev det fjernet i senere skrifter, hvis EGW havde rent mel i posen? Et syn fra Gud skal ikke manipuleres på denne måde. Når Gud giver syner, skal hans profet gengive det tydeligt, så andre ikke bliver ført ud i vildfarelser på grund af synet, og det bliver nødvendigt at redigere det. "Og Herren svarede mig og sagde: Skriv synet op og skriv det tydeligt på tavlerne, så det er let at læse det!" (Hab 2,2.)
Desuden har Ellen White en hel skare af vidner imod sig, som alle siger det samme, og sikkert mange flere, som ikke er kommet til orde eller er blevet spurgt. Det er på grundlag af to eller tre eller flere vidners udsagn, at en sag skal stadfæstes: "Ét vidne er ikke nok til at dømme en mand for nogen som helst brøde eller synd, uanset hvilken synd han har begået. Efter to eller tre vidners udsagn skal en sag stå fast" (5 Mos 19,15).
Den lukkede dør var en meget pinlig sag for Ellen White og Adventistkirken. Denne sag skulle for enhver pris begraves under seks fod jord. Hendes troværdighed og hendes syner stod på spil. I sådanne tilfælde helligede målet midlet.
L.L. Howard beretter følgende:
Jeg var i hjemmet hos Geo. Barker i Norridgewock, Maine, i 1869. Der spurgte jeg fru Ellen White, mens flere andre præster var til stede, om hun nogensinde havde haft et syn om, at nådens dør var lukket? Hun svarede: 'Det har jeg aldrig haft'.
Lige efter kom ældste C. Stratton ind i rummet og stillede hende det samme spørgsmål og fik det samme svar. Jeg bekræfter, at dette er sandt (L.L. Howard, Boston, 28. september 1874. Fremhævelse tilføjet).
Vi skal bemærke, at Ellen White aldrig var villig til at komme med en offentlig afkræftelse af anklagerne fra alle disse vidner – kun privat i private breve. Derfor taler troværdigheden til vidneskarens fordel.
Det tjener en person til ære, når han åbent indrømmer sin fejltagelse efter at have fået vist, hvad der er sandhed. Ellen White tog aldrig det skridt. Hun var i en slem klemme, da en sådan indrømmelse ville sætte troværdigheden af hendes syner på en hård prøve. Hun indrømmede aldrig, at synerne om den lukkede dør var falske, og benægtede endda, at hun havde haft sådanne syner. I stedet tillod hun sin mand og andre at redigere disse syner og fjerne alle "jeg så"-udtalelserne om den lukkede dør. Hendes billede og position blandt adventister som Herrens profet skulle bevares for enhver pris.
Egentlig stammede ideen om den lukkede dør ikke fra Ellen White. Hun fik kun syner for at bekræfte det, hun allerede kendte til. I december 1844 udgav Joseph Turner og Apollos Hale en traktat, hvori de forsøgte at tolke skuffelsen i oktober samme år, og i januar 1845 udgav de en traktat ved navn The Advent Mirror, hvori de proklamerede, at døren var lukket, og at der ikke var mere nåde for verden. Dette havde Turner og Hale næppe fra EGW. Hun havde sit første syn i december 1844, men det blev først offentliggjort på tryk i februar 1846 (The Day Star Extra, februar 1846). Turner og Hale udgav deres Advent Mirror i januar 1845, knap en måned efter at EGW fik sit første syn. Joseph Turner var i øvrigt en ven af familien White. Han var også en leder af fanatisme og blev faktisk arresteret i John Megquiers hus i april 1845.
I sit brev til Joseph Bates (13. juli 1847) skriver Ellen White:
Jeg vidste ikke, hvornår J. Turner havde udgivet sit skrift. Jeg vidste, at han havde sendt et ud, og at vi havde det i huset, men jeg vidste ikke, hvad der stod i det, for jeg havde ikke læst i det. . . .
Tidligt næste morgen sendte Joseph Turner bud efter mig og sagde, at han havde travlt, fordi han skulle til byen om et øjeblik, men at han ville have mig til at fortælle ham alt det, Gud havde vist mig i syn. Det var med skælvende frygt, jeg fortalte ham alt. Da jeg var færdig, fortalte han, at han havde sagt det samme aftenen før. Jeg blev så glad, for jeg troede, at han ville gå imod mig (Fremhævelser tilføjet).
Her skal vi bemærke følgende:
1. EGW siger, at hun kendte til Joseph Turners skrift, og at de havde det liggende i huset.
2. Hun benægtede at have læst det.
3. Joseph Turner kendte ikke til EGW's syn, derfor sendte han bud efter hende for at udspørge hende om synet.
4. Efter at have hørt EGW fortælle om synet, sagde han, at han havde sagt præcis det samme aftenen før.
5. Ellen White glædede sig, da hun hørte, at Joseph Turner også troede det samme som hende.
Som vi har set, beskriver resten af brevet et møde, hvor flere var til stede. Enkelte af de tilstedeværende troede ikke på den lukkede dør. EGW får da et syn, som bekræfter denne teori, og de fleste af de vantro accepterede synet og blev bestyrket i troen på den lukkede dør.
At Ellen White benægtede at have læst Turners skrift, betyder ikke meget i denne sammenhæng. Læren om den lukkede dør i 1844 var grov vranglære, og det syn, EGW havde, som bestyrkede de vantro i troen på denne vranglære, var ganske givet ikke fra Gud. Joseph Turner havde proklameret denne vranglære tidligere. Da EGW ikke fik dette syn fra Gud, må hun have fået ideerne andetsteds fra. Enten havde hun alligevel læst Turners Advent Mirror, eller også havde hun hørt andre i huset tale om det. Hun bekræftede, at de havde Turners skrift liggende i huset. Det hævdes også, at mormonprofeten Joseph Smith egentlig var den første, der forkyndte læren om den lukkede dør, og at milleritterne lukkede den i 1844.
I 1883 forsøgte Ellen White at forklare fadæsen i 1845-51:
En tid efter skuffelsen i 1844 troede jeg sammen med resten af adventfolket, at nådens dør var lukket for verden for evigt. Dette troede jeg, før det første syn blev givet mig. Det var det lys, Gud gav mig for at rette op på fejltagelsen, og ledte os ind på det rette spor (Selected Messages, bd. 1, s. 63. Fremhævelser tilføjet).
Her bliver Ellen White igen grebet i usandhed. Vi har set, at det netop var det første syn, der førte til, at EGW troede på vildfarelsen om den lukkede dør frem til 1851. Det er ikke sandt, at det første syn rettede fejltagelsen, som hun hævder. Det var det første syn, der forårsagede vildfarelsen! Dokumentationen for dette er helt klar.
Vi har også set, at flere senere syner stadfæstede troen på den lukkede dør. Jf. brevet til Joseph Bates fra 1847 (ét syn), brev til Br. og Str. Hastings fra 1849 (to syner), samt syner gengivet i The Present Truth fra 1849-50. Alt dette er nævnt ovenfor. Alle disse syner, som hun fik efter det første syn, gik helt klart ud på at bestyrke tvivlende sjæle i troen på den lukkede dør. Det er helt på det rene, at Ellen White ikke fortæller sandheden i sin udtalelse fra 1883. Synerne om den lukkede dør var blevet en meget pinlig sag for Ellen White, og for at bevare sin troværdighed holdt hun sig ikke tilbage fra at fortælle direkte usandheder. Dette bidrager imidlertid til at svække hendes troværdighed endnu mere.
Et andet spørgsmål, der dukker op, hvis vi skal acceptere udtalelsen fra 1883, er dette: Hvis det første syn (december 1844) rettede fejltagelsen, som hun hævder, hvorfor fortsatte Ellen White og de første adventister så med at holde fast i fejltagelsen, dvs. den lukkede dør, i hele syv år efter det første syn, frem til 1851? Dette er værd at bemærke. I dette spørgsmål er det helt på det rene, at Ellen White er i modstrid med sig selv og dokumenterede fakta og ikke fortæller sandheden.
I eftertiden har Ellen White-apologeter forsøgt at forklare fadæsen med den lukkede dør og Ellen Whites fejlslagne syner om dette fra adventismens barndom ved at omtolke synerne om den lukkede dør. Det hedder sig, at Ellen White fejlfortolkede disse syner. Hun troede, at det, hun så i synet, var, at nådedøren blev lukket for verden i 1844, mens det i virkeligheden var døren til den første afdeling i den himmelske helligdom, der blev lukket, og døren til den anden afdeling, der blev åbnet på det tidspunkt. Ellen White misforstod det, bliver der sagt og skrevet fra Ellen White-apologeter. Dette gør ikke sagen bedre, da en ny vildfarelse lanceres for at slå den gamle ihjel. Der står ingen steder i Skriften, at døren til den første afdeling blev lukket i 1844, og at Jesus gik ind i Det Allerhelligste i 1844. Dette er en fejlfortolkning af Åb 3,7 og 11,19. Dette syn er bl.a. i modstrid med Paulus i Hebræerbrevet.
Synerne om den lukkede dør var en brøler, der ikke kom fra himlens Gud, men fra mere eller mindre fanatiske milleritter. Denne brøler fra Ellen Whites side fik tænkende mennesker i eftertiden til at stille prøvende spørgsmål til hendes syner. Men når sådanne spørgsmål blev rejst, benægtede Ellen White altid at have læst eller kendt til skriftligt materiale, som hun beviseligt enten må have læst eller hørt andre tale om. Et andet eksempel på dette er omstændighederne omkring helsereform-synet fra 1863. Mere om dette senere.