Ellen G. White—Myten og Sandheden

5 - Kellogg-affæren og panteisme

af Å. Kaspersen

Dr. John Harvey Kellogg (1852-1943) var i sin tid en af Adventistsamfundets mest lysende skikkelser. Som leder af Battle Creek-sanatoriet i Michigan, USA, blev han verdenskendt både som læge, kirurg og helsereformator. Han var opfinderen af cornflakes og lignende morgenmadsprodukter, såvel som protose og andre køderstatninger. Desuden var han en flittig skribent, som udgav over 50 bøger.

I Syvendedags Adventisternes officielle historie er Dr. John Harvey Kellogg også kendt for andre ting af mindre flatterende natur. Han regnes som hovedpersonen bag det såkaldte alfa-frafald omkring århundredeskiftet, hvor han blev anklaget for at sprede panteistisk lære via sin bog The Living Temple (1902), en bog som omhandler enkle hygiejniske principper, fysiologi og enkel sygdomsbehandling i hjemmet. Det er blevet sagt, at panteistisk filosofi gik som en rød tråd gennem denne bog, som i dag er omtrent umulig at få fat i. Ellen White skrev en række breve og vidnesbyrd med stærke advarsler både mod bogen og Kelloggs panteistiske filosofi. Hun skrev bl.a.:

De opfattelser, som kommer til udtryk i Living Temple med hensyn til Guds personlighed, er blevet modtaget af selv de mænd, som har lang erfaring i sandheden. . . .At de, som vi troede stod fast i troen, ikke formåede at skelne den besnærende, dødelige indflydelse fra den ondes videnskab, burde i høj grad bekymre os. . . .Når disse doktriner bliver fulgt til deres logiske konsekvens, fejer de hele den kristne husholdning over ende. . . .De gør de himmelske sandheder virkningsløse og fratager Guds folk deres tidligere erfaring, og giver dem i stedet en falsk videnskab (Special Testimonies, Series B, nr. 7, s. 37).

I bogen Living Temple bliver de dødelige vildfarelsers alfa præsenteret. Omega vil komme efter og vil blive modtaget af dem, som ikke er villige til at give agt på de advarsler, Gud har givet. . . .Living Temple indeholder disse teoriers alfa. Jeg vidste, at Omega ville følge om ikke så længe, og jeg skælvede for vort folk (Special Testimonies, Series B, nr. 2, s. 50, 53).

De interesserede kan læse mere om dette i Selected Messages, bd. 1, s. 193-200. Dette er Ellen Whites og Adventistsamfundets fremstilling af sagen.

Kellogg blev også anklaget for at ville tilrane sig kontrollen over en række af Adventistsamfundets sundhedsinstitutioner. Her er Adventistsamfundets officielle version af Kellogg-frafaldet i en nøddeskal:

Kort efter århundredeskiftet kom Dr. Kellogg i konflikt med lederne i Generalkonferencen på grund af sine forsøg på at tilrane sig kontrollen over alle de af Adventistsamfundets sundhedsinstitutioner, han havde været tilknyttet. Til slut lykkedes det ham at få kontrol over Battle Creek-sanatoriet, helsekostfabrikken i Battle Creek og sundhedsinstitutionen i Mexico. Han begyndte også at forkynde fremmed lære. Hans bog, The Living Temple, var gennemsyret af panteistiske principper.

Alt blev gjort for at hjælpe ham til at indse sit bedrag. Ellen White arbejdede personligt for ham, og han modtog mange budskaber fra hende, men forgæves. I 1907 blev han frataget sit medlemskab af menigheden. Kun nogle få nære venner fulgte ham (SDA Bible Commentary, bd. 10: SDA Encyclopedia, s. 723, art. Kellogg, John Harvey. Fremhævelser tilføjet).

Så vidt Adventistsamfundets egen version af frafaldets alfa og Kelloggs ønske om kontrol og diktatur. Som sædvanlig fremstår Generalkonferencen som en flink onkel i hvidt tøj. Det er altid de andre, der fremstilles som mistænkelige, frafaldne personer, men mærkeligt nok får vi aldrig lov at høre deres version af det, Adventistsamfundet sætter på tryk. Er det fordi Generalkonferencen havde sit på det tørre (skeletter i skabet), som de ikke ønsker almuen skal få kendskab til, f.eks. fra Dr. Kellogg eller andre implicerede parter, hvis disse fik lov at komme til orde? Vi skal sammenligne denne officielle version af frafaldets alfa med Dr. Kelloggs beretning om, hvad der skete bag kulisserne på den tid, specielt i forbindelse med bogen The Living Temple.

En anden side

En sag har som bekendt to sider, ligesom en mønt. I en retsstat må ikke kun anklageren komme til orde. Også den anklagede må få lejlighed til at udtale sig til sit forsvar. Det er uhørt at fælde dom, uden at den anklagede har fået lejlighed til at udtale sig. Men når det gælder Kellogg-affæren, har adventister i snart hundrede år udelukkende fået fortalt den ene side af sagen -- Adventistsamfundets version. En sådan praksis er almindelig i lukkede, autoritære sekter. Det som nu bliver fortalt, er et stykke adventisthistorie, som er ukendt for det store flertal af adventister, nemlig Dr. John Harvey Kelloggs egen version af den panteistiske krise -- og lidt til. Dette vil i det mindste balancere det billede, vi er blevet hjernevasket med i en menneskealder. Jeg mener bestemt, at Dr. Kelloggs version af sagen i retfærdighedens navn fortjener at blive hørt. Der dukker til stadighed bøger og artikler op om frafaldets alfa og omega, hvor ensidigheden råder. Med Ellen White som hovedanklager, støttet af himmelske syner, bliver den anklagede kategorisk dømt uden at have fået lejlighed til at udtale sig.

Sandheden var, at Ellen White prøvede at herske over Dr. Kellogg på samme måde, som hun herskede over så mange andre. Men Kellogg var for stærk for hende, derfor fordømte hun ham og tog himlen til vidne på dette komplot mod den gode doktor.

Nu skal vi se, hvordan Dr. Kellogg opfattede Ellen Whites og Generalkonferencens forsøg på at hjælpe ham til at indse sit bedrag.

Den 7. oktober 1907 kom to brødre fra Generalkonferencen, G.W. Amadon og A.C. Bourdeau, på besøg hos Dr. Kellogg i hans hjem i Battle Creek, Michigan. Hensigten med besøget var at interviewe doktoren, før han blev udstødt af menigheden. Dette interview blev ordret stenograferet af J.T. Case og R.V. Ashley. Kellogg ønskede at have denne overhøring i skriftlig form, med behørig bekræftelse, da han kendte brødrenes snedighed. Det stenograferede interview blev senere (30. december 1907 og 7. december 1954) behørig dokumenteret som ægte af Notarius Publicus i Calhoun, Michigan. Hele interviewet blev genfundet og tørret for støv og spindelvæv i 1986 og udgivet af The Omega Historical Research Society. Det kaster lys over en dunkel side af Adventistsamfundets historie. Fra dette manuskript (108 sider) skal vi trække en række udtalelser frem af Dr. John Harvey Kellogg om frafaldets alfa, magtovertagelse og Generalkonferencens hjælpsomme hånd. Pladshensyn tillader naturligvis ikke at citere alt dette stof. Der kan kun blive tale om udvalgte citater, nok til at man kan danne sig et billede af, hvordan Kellogg selv opfattede krisen.

Generalkonferencen kom aldrig til Kellogg

Alt blev gjort for at hjælpe Kellogg ud af sit 'bedrag', lyder samfundets version, som vi har læst.

J.H. Kellogg: [1907, flere år efter den panteistiske krise]: Dette er faktisk det første officielle besøg, jeg har haft af nogen, der er tilknyttet menigheden i Battle Creek. Det er første gang, ledende brødre i menigheden har taget kontakt med mig for at diskutere mit forhold til menigheden. . . .

Jeg har i lang tid inviteret dem til at komme og tale ud om sagerne, men de kom aldrig. . . . I Berrien Springs modtog Br. Daniells [Generalkonferencens formand], Prescott og andre, som var fjendtligt indstillet mod mig, et brev fra søster White, hvor de blev bedt om at komme til mig for at række broderskabets hånd ud både til mig selv og W[ill] K[eith] Kellogg [bror til John Harvey Kellogg] uden nogen betingelser. De kom aldrig. De gjorde overhovedet aldrig forsøg på at tage kontakt med mig. I lyset af, hvad Str. White havde skrevet, tænkte jeg derfor, at det måske var min pligt at gå til dem, og at jeg burde gøre det, før jeg forlod stedet. Derfor gik jeg til telefonen og talte i to timer med disse brødre -- Br. Butler, Str. Druillard og andre, hvor jeg bad dem indstændigt om at komme for at tale ud om sagerne. Jeg sagde til dem, at hvis de bare ville komme, troede jeg ganske sikkert, at alt ville være opklaret i løbet af en halv times tid, og at vi var villige til at gøre alle mulige indrømmelser. Men de ville ikke komme. De havde andre aftaler, sagde de. En havde en aftale her, en anden der. Professor Prescott stak alligevel indenom på vej til østkysten, sammen med Br. Evans. Vi talte lidt sammen, og i samtalens løb kom han med flere udtalelser, jeg mente var usande, hvilket jeg beviste på stedet. Jeg fortalte ham, hvordan jeg så på det, og at jeg ikke kun mente, det var usandt, men at han bevidst fortalte løgne. Det hele var så meningsløst, så absurd, at det ikke kunne være sandt. . . . Det jeg mener, er at sige, at han selv var klar over, at han ikke fortalte sandheden, og da jeg sagde det til ham, blev han ganske målløs -- han kunne ikke komme med noget modsvars-argument. Det drejede sig i første række om det, jeg bliver anklaget for -- da bogen Living Temple blev udgivet første gang.

Living Temple

A.C. Bourdeau: Jeg har læst hvert ord i Living Temple, også dele af den, flere gange.

J.H. Kellogg: Den er nok blevet læst, tror jeg, især dele af den. Da jeg forberedte Living Temple, gjorde jeg det i harmoni med en plan, prof. Prescott og jeg selv havde udarbejdet, og det hele var i harmoni med Str. White. Det gik ud på at lave en oplysningskampagne for Syvendedags Adventister om helsespørgsmålet. . . . Denne bog skulle være kampagnens lærebog, derfor gjorde jeg mit bedste for at skrive den i harmoni med den undervisning, prof. Prescott gav her ved sanatoriet og i Review. . . .

De synspunkter, jeg satte ind i bogen, præsenterede jeg ved denne konference [i 1901]; de blev trykt i de daglige bulletiner fra konferencen, jeg prædikede dem ved forskellige sammenkomster, og der har aldrig været nogen uenighed fra de ledende brødre om noget af det, jeg forkyndte. Jeg præsenterede også mine synspunkter om Det levende tempel ved et møde i kapellet her ved Battle Creek. . . . Jeg præsenterede præcis de samme synspunkter, som jeg kom med i The Living Temple. Str. White læste senere rapporten om, hvad jeg havde prædiket der, og sagde, at det var 'helt rigtigt'. . . .

De synspunkter, jeg kom med der, gik ud på, at når et menneske blev sygt og blev frisk igen, var det Gud, der helbredte ham. Det er kun guddommelig kraft, der kan helbrede; helbredelse af syge er altid guddommelig helbredelse. Gud kan arbejde hurtigt, eller han kan arbejde over tid, men denne helbredende kraft er skabende kraft, og det er intet andet end skabende kraft, der kan helbrede et sygt menneske. . . .

Lad mig tilføje, at prof. Prescott var en af dem, der sad i komitéen, som skulle se igennem bogen, så han gjorde det og kom med sine kommentarer i en skriftlig rapport. I denne skriftlige rapport kritiserede han intet af det, han senere udtalte sig negativt om. . . .

Det var seks og en halv maskinskrevne sider, og der var ikke et ord der om det, som bogen nu bliver kritiseret for -- slet ikke. Jeg har denne rapport i mine arkiver. Da jeg kom tilbage fra Europa, opdagede jeg, at bogen var lyst i band, og den blev nedslagtet, fordi jeg ikke ville støtte Generalkonferencens økonomiske politik. . . .

Da jeg så opdagede, at bogen var lyst i band, og den var klar til trykning, lod jeg tryk-matricerne ligge et helt år, mens jeg ventede på resultatet af disse diskussioner. Og da bogen til slut blev offentligt nedslagtet af Prescott og andre, sendte jeg dem et eksemplar, før den blev sendt ud på markedet. Jeg sendte også et eksemplar til Str. White, eller rettere: to eksemplarer -- et til Sarah [McEnterfer] og et til Str. White. . . .

Derefter ventede jeg, til Str. White havde fået lejlighed til at læse bogen, for at høre hendes kommentarer. Derfor ventede jeg helt til efteråret, før jeg sendte bogen ud på markedet. Og på den tid, i oktober, nogle måneder efter at jeg havde sendt hende bogen, sendte jeg også flere eksemplarer til konference-formændene og bad dem om at læse den igennem og sige, hvad de mente om den, og om de ønskede at bruge den for at hjælpe os med at nedbetale sanatoriet, kvitte os med gæld og støtte andre sanatorieprojekter. Og jeg fik flere meget positive svar. . . .

Jeg fik aldrig en linje fra Str. White, hvor hun kritiserede bogen eller gav mig et vink om, at alt ikke var, som det burde være med den. Jeg fik aldrig en linje fra hende, hvor hun kom med et eneste vink om, at jeg forkyndte vildfarelse, selv efter at jeg havde prædiket om disse ting i over femten år. Jeg fik aldrig en linje fra hende om, at disse doktriner var falske. De var flere gange blevet udgivet i Generalkonferencens bulletiner og udgivet i mindst en af bedeugens læsninger, og jeg har aldrig fået det mindste vink om, at noget af dette var galt -- før denne artikel dukkede op i Review. Jeg havde sendt bogen til hende, for at hun skulle komme med sin kommentar, og jeg ventede i seks måneder, før jeg sendte den ud på markedet. Alligevel fik jeg aldrig nogen personlig irettesættelse fra hende, eller noget brev overhovedet, og det første, der dukkede op om sagen, var denne artikel i Review.

Jeg så denne artikel en dag eller to, før den blev trykt i Review. Den blev ikke sendt til mig, men det traf sig sådan, at jeg var i Washington, og nogle af brødrene der havde et eksemplar af den, og de lod mig læse den. Havde det ikke været for det, ville jeg ikke have set denne artikel overhovedet, før den kom på tryk i Review. Men hun havde ikke til hensigt, at den skulle komme der. Det ved jeg. Det blev gjort med list. Jeg kender personligt til alt dette her. Hun sendte aldrig denne artikel, for at den skulle komme på tryk i Review. Hun sendte den blot som en personlig oplysning til disse brødre, og den ville heller ikke være kommet på tryk i Review, havde det ikke været for et listigt kneb fra Prescotts side. De telegraferede til hende, at det var en stor krise, og at artiklen måtte udgives. De sendte hende et telegram, og hun samtykkede.

Men der var ingen stor krise overhovedet, det var et bedrag fra ende til anden. Jeg rejste mig foran dette rådsmøde, og for hele konferencen, og med tårer løbende ned ad kinderne sagde jeg: 'Jeg accepterer det, der er blevet sagt om disse ting, som et budskab fra Herren, og jeg vil straks trække bogen tilbage fra omsætning.' Jeg forstod ikke alt dette her, men jeg sagde: 'Jeg ser, at Herren ikke ønsker, at denne bog skal sælges, så jeg vil øjeblikkeligt sende et telegram med besked om, at bogen skal trækkes tilbage fra omsætning, pakkes i kasser og stoppes.' Dette gjorde jeg straks. Jeg sendte telegram om, at bogen skulle pakkes ned i kasser og lagres i skolens kælder, hvor de befinder sig nu. Men dette er en ganske anderledes version end den, som i øjeblikket cirkulerer om sagen. Jeg fortæller jer disse ting, fordi jeg vil have, at I skal vide det.

Efter dette møde gik jeg til prof. Prescott og spurgte ham: 'Professor Prescott, hvad er der i vejen? Hvad er det, der er problemerne?' Jeg havde en privat samtale med ham, hvor jeg sagde: 'Jeg troede, jeg skrev denne bog i harmoni med, hvad både du og jeg tror på, og hvad de fleste andre tror på, og hvad jeg har prædiket i mange, mange år, og hvis jeg har udtalt mig uheldigt på noget som helst punkt, er jeg straks villig til at trække det tilbage.' Under rådsmødet, der blev holdt efteråret før, bad jeg formanden om at nedsætte en komité, som kunne revidere bogen, og hver gang de fandt noget, der ikke stemte, kunne de bare fjerne det. Jeg sagde: 'Alt, hvad der ikke er i harmoni med Bibelen og hvad samfundet står for, vil jeg fjerne fra bogen, hvis I bare vil gøre mig opmærksom på disse punkter.' Alt dette er stenograferet og arkiveret. I kan finde det der sort på hvidt. Jeg tilbød at gøre dette helt fra begyndelsen, både før bogen blev trykt, og efter at den var trykt og sendt til Str. White for hendes anmærkninger -- men fik aldrig et vink om, at noget var galt med den.

Og efter at den var trykt og lyst i band, sagde jeg: 'Vel, jeg vil trække den tilbage fra cirkulation og pakke den ned.' . . . Jeg kunne ikke andet end at føle, at den holdning I havde mod bogen, var del af en kampagne for at tvinge mig i knæ og dermed hindre mit arbejde ved sanatoriet. Jeg kunne ikke andet end at opfatte det på den måde. . . .

Så jeg sagde: 'Professor Prescott, tag denne bog for dig og revidér den. Gå igennem den fra perm til perm og sæt et mærke i margenen og understreg alt det, du mener er galt i den, og jeg vil fjerne det. . . .

Professor Prescott svarede: 'Jeg ønsker ikke at drive censur over for nogen.' 'Vel,' sagde jeg, 'jeg beder dig alligevel om at gøre det. Du behøver ikke komme med nogen kommentarer. Sæt blot et mærke i margenen ved alt, som er galt, og jeg vil fjerne det.' Så svarede han da: 'OK, jeg vil gøre det.' . . .

Derefter tog jeg op for at tale med Br. Haskell, og han sagde ja til at gøre det samme. Prof. Magan blev tilbage i Washington, og han fortalte mig bagefter, at Prescott alligevel ikke ville revidere bogen og sende den til mig. Så svarede jeg: 'Men han sagde jo, at han ville.' 'Vel,' svarede Br. Magan, 'han vil ikke nu, for jeg hørte ham fortælle Br. Daniells, at han skulle revidere bogen, og jeg hørte også, at Daniells øjeblikkeligt svarede: 'Det skal du ikke gøre!' . . .

Jeg ventede helt frem til søndag, uden at bogen kom retur, og om tirsdagen fik jeg et brev, hvor der stod, at han slet ikke ville revidere bogen. Han bad også om, at bogen ikke måtte blive trykt. Det næste, jeg nu bemærkede, var denne artikel [fra EGW] i Review. . . .

Efter nogle få dage fik jeg et brev fra Haskell, hvor han skrev, at han ville sende mig nogle forslag til ændringer. Jeg antager, at han sendte nogle sådanne. Derefter skrev jeg til Will [William Clarence White, EGWs yngste søn] og fortalte Will White hele affæren og sagde: 'Mit forslag er at fjerne fra bogen enkelte sider, som indeholder de ting, der er sådan strid om, og at ændre bogens titel til The Miracle of Life. Jeg vil gerne vide, hvad din mor mener om det.' Så jeg skrev et brev til hende, hvor jeg fortalte, at jeg havde accepteret som et budskab fra Gud det, hun havde skrevet [artiklen i Review] om boken, og at jeg havde stoppet salget af den.

Will sendte brev tilbage og skrev, at dette syntes at være i orden for ham, og tilføjede: 'Jeg skal tale med mor om det, og hvis du ikke hører andet, så er det bare at gå i gang.' Jeg hørte aldrig andet, så jeg gik i gang. Jeg følte mig fuldstændig sikker på, at hvis jeg fjernede alt det, der var strid om, så ville de ikke længere finde nogen fejl ved den. Derfor sendte jeg et rundskrive ud, som jeg fik gode tilbagemeldinger på. . . .

Når det gælder prof. Prescott, så er sagen følgende: Det blev kendt, at han ville revidere bogen, men så kom Br. Daniells ind og talte til ham og bad ham om ikke at gøre det. Derfor kom han i klemme. Han blev nødt til at gøre eller sige noget, fordi det nu så ud til, at disse problemer, de selv havde skabt i den hensigt at tvinge os til underdanighed over for dem, var ved at løse sig. Men dette var det sidste, de ønskede. De ønskede nemlig at fortsætte denne affære, til sanatoriet var tvunget i knæ, så sundhedsvirksomheden var blevet underlagt dem. Det var derfor, denne kampagne mod mig blev planlagt. Br. Daniells fortalte prof. Sutherland følgende efter det første rådsmøde, vi havde her: 'Vi begik en fejl, da vi angreb teologien i bogen.' . . .

Jeg er ingen panteist, og jeg tror heller ikke på panteisme. I hørte godt, hvad jeg sagde i Berrien Springs, hvor jeg stod op og sagde i alles påhør, at hvis der var noget i det, jeg havde skrevet om dette spørgsmål, denne såkaldte panteisme, så ville jeg trække det tilbage og fordømme det som vildfarelse og løgn. . . . Jeg er slet ingen panteist, og det er I helt klar over. Hvis jeg var panteist, ville jeg være derude og tilbede morgensolen. . . .

Hvis jeg er kommet med nogle uheldige formuleringer i bogen The Living Temple, så er jeg straks villig til at rette det. Det har jeg været hele tiden -- jeg har blot bedt om, at det bliver vist mig, hvor disse ting står. Men hver gang nogen kommer og siger: 'Du siger sådan og sådan', og jeg beder dem om at vise mig det, så kan de pludselig ikke finde det. Derfor kan jeg heller ikke fjerne det. Jeg kan kun fjerne ting, som bliver vist mig. Jeg ville have, at de fra Generalkonferencen, samt konference-formændene, skulle komme her til Battle Creek og tage sagen op i sin fulde bredde -- og afgøre den. Hvis I vil have et sådant rådsmøde her, vil vi også bøje os for rådets afgørelser, men vi må tage sagen op i sin fulde bredde og gå den efter i sømmene på en åben måde. Disse brødre påstår, at der er foregået lyssky ting her. Lad dem komme og påvise det. . . .

G.W. Amadon: Det som søster White sendte her engang. Jeg ønskede, at du skulle læse det for dig selv, før det blev læst i Tabernaklet. Jeg tænkte ved mig selv, at sandelig, sandelig, dette må smelte lidt af hvert. Str. White sagde om det møde, at det virkede som om, der ville ske en sønderrivelse af sjæl og ånd, og hun sagde, at Herren Jesus Kristus kom personligt ned og ville have taget dig ved hånden -- både dig og din bror Will, og at han ville have løftet dig ud i lyset og friheden. Men det skete ikke. Din udtalelse kaster --

Dr. Kellogg: Jeg vil gå videre og fortælle jer lidt mere. Og det, jeg fortæller jer, er sandhed for Guds åsyn. Der var en del brødre, som kendte til alt dette. Jeg kender til det, du siger, og at de to versioner ikke stemmer overens. Jeg kan ikke svare for det på anden måde, end at der var enkelte ting, Herren ikke viste søster White. Men jeg vil fortælle jer noget, jeg tror, hun slet ikke har forstand på. Morgenen efter at jeg havde været der -- efter at jeg havde været der i flere dage -- sad jeg i huset lige over for det hus, W.C. White opholdt sig i, og jeg lagde mærke til, at han var udenfor og sad på en stok eller lignende med hovedet i hænderne. Så sagde jeg til mig selv: 'Det virker som om, Will ikke har det så godt med sig selv.' Og det burde han have grund til, for da Prescott prædikede fredag aften, holdt han en hel prædiken mod mig og The Living Temple, hvor han ikke citerede en eneste linje fra bogen. Men han citerede fra spiritistbøger, hedenske bøger, panteistiske bøger og teosofiske bøger -- citerede alle disse forfærdelige ting for at skabe det indtryk blandt folk, at han hele tiden læste op fra min bog. Dette var forfærdeligt. Jeg kunne næsten ikke klare det, og det kom til et punkt, hvor jeg var lige ved at råbe op hele tiden.

Der var nogen, der spurgte ham, hvilken bog han citerede fra, men det ville han ikke oplyse om. Han fortsatte blot med sine forfærdelige eventyr, disse modbydelige hedenske doktriner og sagde: 'Dette er de doktriner, som bliver forkyndt blandt os via den bog, der er blevet cirkuleret.' Og i College View erklærede han foran hele forsamlingen, at vi havde cirkuleret 50.000 eksemplarer af bogen. Dette var løgn, og han vidste godt, at det var løgn, da han fortalte forsamlingen det -- om The Living Temple. . . .

Da bror Evans vendte tilbage, kom han op til mig og sagde: 'Professor Prescott, W.C. White og Daniells har sammensvoret sig for at ødelægge dig, og jeg har breve her, som beviser det. . . .

Han [W.C. White] er en renkesmed, og han ønskede at få sat dette angreb på mig i værk, og brødrene -- Sutherland og andre -- kendte til det. De havde set dette brev, søster White havde givet til W.C. White -- de havde fået en kopi af det fra Maggie og andre. I dette brev havde søster White bedt Prescott om ikke at holde denne tirade mod mig, og heller ikke sige noget ufordelagtigt om mig, men i stedet for at sende brevet, beholdt W.C. White det i lommen. Derfor kom Prescott den aften med denne diabolske tirade mod mig, hvor han anklagede mig for alle slags djævelske ting, citerede fra andre bøger og sagde: 'Dette er de doktriner, Dr. Kellogg forkynder.' Nu var prof. Prescott kommet i en pinlig situation. Bror [A.T.] Jones sad der under prædikenen og noterede de ting, jeg blev anklaget for. Han noterede det hele ned, og næste søndag morgen stod bror Jones op klokken seks om morgenen i det samme rum og læste op fra Review, fra prof. Prescotts egen pen, hver enkelt af de ting, han anklagede mig for, og han kunne ikke finde nogen af dem i The Living Temple. Dette var nu situationen, han [Prescott] befandt sig i. Han måtte næsten flygte ud i skoven. Ikke så få her i byen ved, at dette er sandt. Bror Jones begyndte klokken seks om morgenen, og mødet sluttede ikke før klokken et. De sprang endda morgenmaden over. Og da bror Jones var færdig med at læse fra Review de ting, prof. Prescott havde skrevet, og det blev opdaget, at han selv havde gjort sig skyldig i det, han anklagede mig for, og at jeg ikke havde gjort noget af dette -- da han havde modbevist Prescott, sank Will White stadig mere sammen. Bror Daniells sagde: 'Vel, jeg er målløs. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.'

Under dette samme møde rejste jeg mig og sagde direkte til dem, at jeg ikke havde nogen planer om at skrive noget i The Living Temple, som ikke var i harmoni med, hvad søster White havde skrevet, det som Review udgav, og det som var accepteret af samfundet. Jeg sagde til dem: 'Jeg er klar til at tilbagekalde disse ting med det samme, og tilbagekalde alt, som ikke er i harmoni med, hvad søster White selv for nylig har skrevet i Review. Det er præcis det, jeg tror. Hvis der er noget i denne bog, som ikke er i harmoni med det, så vil jeg både tilbagekalde og afvise det.' Kunne de have bedt mig om mere? Søster White havde bedt disse personer om at komme til mig med broderskabets udstrakte hånd, men de kom ikke. Jeg opholdt mig der så længe jeg kunne. Derefter måtte jeg skynde mig tilbage for at udføre nogle operationer. Denne morgen så jeg W.C. White der. Jeg vidste, at Will drev disse snedige manipulationer. . . .

Bror Evans kom her frivilligt og fortalte mig, at Daniells, Prescott og [W.C.] White havde sat en sammensværgelse i værk, sluttet sig sammen for at ruinere mig -- noget de ville gøre, hvis de kunne. Og Evans sagde: 'Jeg tror nok, jeg har breve, der kan bevise det.' . . .

Jeg har fået fat i et dokument, en rapport fra et møde, som viser hvordan vidnesbyrd bliver fabrikeret. Det viser, hvordan dette sker. Der bliver lavet et vidnesbyrd, de får søster Whites underskrift på det -- og vidnesbyrdet blev lavet der og da. . . .

Det var på denne tid, de begyndte kampagnen mod os, for jeg var der sammen med Ed. Men dette blev de ikke klar over før bagefter. Daniells sad der, og der er rapporter om ting, som blev fortalt søster White -- ting som er direkte løgn og opspind, bror Amadon. Og hun kom og tog sit standpunkt -- fortalte disse mænd, hvad de skulle gøre. Grunden til, at de kom her og slagtede bogen The Living Temple, var kort og godt, at de da kunne slippe for at fremskaffe de 200.000 dollar, de ellers havde forpligtet sig til at skaffe. Da de fortalte søster White alle disse historier, bad hun dem om ikke at gøre det. Derfor måtte de udklække en plan for at slippe for at skaffe disse penge. Den eneste måde var at lyse bogen i band, og derefter fortalte Daniells til Sutherland, at de havde begået en fejl, da de fordømte teologien i boken. . . .

Jeg vil gerne fortælle jer, at da søster White skrev i sin artikel, at denne bog, The Living Temple, forkyndte læren om 'fri kærlighed', da skrev hun noget, som var ærekrænkende og slet ikke sandt. Der er ingen sådan lære i The Living Temple. Du har læst bogen fra ryg til ryg, og har du fundet noget sådant dér?

A.C. Bourdeau: Det tror jeg ikke, jeg gjorde.

Dr. Kellogg: Du kan ikke finde det, og der er ikke noget sådant dér. Jeg tror ikke på nogen doktrin om fri kærlighed, og jeg har aldrig været på den side af hegnet. Jeg prøver at stå for det, der er rent og hæderligt, og jeg prøver at gøre min del ved at løfte de rigtige bannere her i verden. Disse personer kommer for at prøve at sværte os til på alle mulige måder.

A.C. Bourdeau: Dette er et af de punkter, jeg har ønsket at tale med dig om, nemlig hvad der står i bogen.

Dr. Kellogg: Jeg vil fortælle dig det. Det vil kun tage et minut eller to at fortælle alt, hvad jeg har at sige om det, og det er følgende: Jeg tror på Guds allestedsnærværelse. Hvordan Gud kan være allestedsnærværende, ved jeg ikke. Tror I på Guds allestedsnærværelse?

A.C. Bourdeau: Det gør jeg. Allestedsnærværelse, Almægtighed og Alvidenhed.

G.W. Amadon: Tilstede som en Helligånd.

Dr. Kellogg: Det er også, hvad jeg tror.

A.C. Bourdeau: Jeg tror, vi er i Guds lignelse såvel i intellekt som i legeme, men på samme tid er Hans kundskab ubegrænset, mens den er begrænset hos os. Og Hans kraft er ubegrænset, mens den hos os er begrænset.

Dr. Kellogg: Visst, visst. Og jeg hører brødrene sige, når de er til et møde: 'Jeg føler, at Guds nærvær er til stede.' Jeg går til laboratoriet, ser i mikroskopet, lægger mærke til cellerne, og hvordan de arbejder, og jeg siger til mig selv: 'Gud er i virksomhed her.' Jeg kan ikke se, hvordan Guds Ånd kan skilles fra Hans nærvær. Men jeg mener ikke dermed, at 'Herren selv er der.' Hans Ånd er der. Jeg har ingen problemer med det. Det, jeg ønskede at forklare i The Living Temple, var, at dette arbejde, denne virksomhed, som hele tiden pågår i et menneske, ikke foregår af sig selv som et optrukket urværk, men at det er Guds Ånd og kraft, der udfører arbejdet. Jeg troede virkelig, jeg havde udeladt den teologiske side af dette -- det med treenigheden og det hele. Jeg havde ikke til hensigt at tage noget sådant med overhovedet, og jeg gjorde mig den umage at sige dette i forordet. Jeg havde aldrig drømt om, at nogen teologiske spørgsmål skulle bringes ind i bogen. Jeg ville bare vise, at hjertet ikke slår af sig selv, det er Guds kraft, der opretholder hjerteslagene. Søster White skrev en artikel, hvori hun sagde: 'Det er forkert at sige, at Gud selv er i træet.'

Men det var heller ikke det, jeg mente at sige, det var slet ikke det, jeg havde til hensigt at sige -- at Gud selv, Den Almægtige, adskilt fra sin kraft, adskilt fra sin Ånd som et separat væsen -- at Han var i træet. Det var ikke det, jeg mente at sige. Jeg mente ganske enkelt, at Ånden, kraften, Den Almægtiges intelligens viste sig i disse levende skabninger, som omgiver os.

G.W. Amadon: Ja, i alt planteliv og i alt dyreliv.

A.C. Bourdeau: I alt.

Dr. Kellogg: Ja visst. Jeg havde aldrig drømt om, at det, jeg skrev, skulle blive tolket på denne måde. Men da jeg opdagede, at det blev tolket sådan, sagde jeg til mig selv: 'Jeg vil ændre på det, jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at ændre på det.' Og som I ved, ville de ikke lade mig ændre på det. . . .

Og hvis I vil vise mig -- som jeg sagde til prof. Prescott: Hvis du vil vise mig, hvordan jeg skal ændre på dette, så vil jeg gøre det straks. Men de ønskede ikke at lade mig gøre det. Hvis de gjorde det, ville spillet have været slut dér og da, hele spillet, hele denne kampagne, der pågik. Hvis de bare ville vise mig, hvordan jeg skulle rette denne bog, så den ikke på nogen måde skulle skabe det fejlagtige indtryk, de sagde, de fik af den -- bare vis mig, hvordan jeg skal ordne det hele, og jeg vil lægge hele min sjæl i det. Jeg havde aldrig tænkt mig at forkynde noget, der kunne lede folk på afveje. Så dér er de -- bøgerne ligger i kælderen.

Jeg bad Generalkonferencen om at gøre det, jeg bad Haskell om at gøre det, jeg bad Prescott om at gøre det. Jeg bad dem om at strege alt over, som ifølge dem selv kunne misforstås, og at jeg ville fjerne det. Prof. Prescott sagde, at det hele var så gennemvævet fra ryg til ryg, at det ikke lod sig fjerne. Dette var så latterligt og meningsløst, og jeg vidste, at det ikke var sandt. Jeg vidste også, at han selv var klar over, at det ikke var sandt, fordi størstedelen af bogen handler om, hvad man skal spise, hvad man skal drikke, hvordan man skal klæde sig, og hvordan man skal motionere -- samt en mængde andre ting, som slet ikke bliver berørt af dette spørgsmål overhovedet. . . .

Jeg vil ganske enkelt acceptere det, der sker efterhånden, men jeg vil ikke trække mit medlemsskab tilbage fra menigheden eller bede om at blive slettet, for det vil stille mig i en lidt ønskværdig situation. Jeg ønsker at stå for sandheden, og jeg har ikke forandret mig. Jeg vil heller ikke give andre noget påskud til at hævde sådant. Jeg ønsker, at de personer, som bare fortsætter med deres løgne, selv skal stå ansvarlige for disse (1907-interview. Fremhævelser tilføjet).

Renkespil og løgnehistorier

Så vidt Dr. John Harvey Kellogg om den panteistiske krise, frafaldets alfa, ifølge Ellen White. Dette er hans version af sagen. Vi ser, hvad der var hans syn på panteisme, og at det hele kan have beroet på nogle misforståelser, og at Kellogg var den første til at ville rette op på sådanne -- men samfundets ledelse ville ikke. Det passede ikke ind i deres renkespil. De blæste sagen op til en uhyrlighed, og Ellen White blev både fejlinformeret og manipuleret af sin egen søn og de andre ledere, foruden at hun fik syner, der støttede ledernes renkespil. Frafaldets alfa var kort og godt et bedrag fra ende til anden -- der var intet frafald overhovedet.

Som vi har set tidligere, sendte Ellen White vidnesbyrd ud, hvori hun sagde, at Dr. Kellogg havde forkastet vidnesbyrdene på den tid. Dette stemmer dårligt overens med Dr. Kelloggs egne udsagn.

Dette Kellogg-interview fortæller, hvordan Generalkonferencens ledere spredte de groveste løgnehistorier om Dr. Kellogg, bl.a. at sanatoriet ved Battle Creek i virkeligheden var et bordel, at Dr. Kellogg hentede skøger fra Vestindien til sanatoriet og forklædte dem som sygeplejersker, og at Dr. Kellogg selv var en kvindeforfører. Vi får at vide, hvordan Ellen White blev manipuleret og fejlinformeret, hvordan EGW sendte falske vidnesbyrd fra Gud ud mod Kellogg, som senere viste sig at være baseret på fejlagtige oplysninger. Vi får at vide, hvordan Generalkonferencens ledere beskyldte Kellogg for svindel og for at ville overtage magten, mens det i virkeligheden var anklagerne, der var de skyldige.

Hele tiden taler Kellogg varmt og respektfuldt om Ellen White som menneske, hvilket også står i stærk kontrast til småligheden, renkespillet og løgnehistorierne fra de ledende brødre dengang. Men Ellen White var selv skyldig med sine falske syner. Hun påberåbte sig lys fra himlen for at deltage i et renkespil for at knække en uskyldig mand.

Der findes også en række manuskripter og breve fra A.T. Jones fra den tid, som bekræfter Generalkonferencens renkespil mod Dr. Kellogg.

Skal man danne sig et helhedsbillede af den panteistiske krise, er det vigtigt, at begge parter får lov at udtale sig: både anklageren (Adventistsamfundet og Ellen White) og den anklagede (John Harvey Kellogg). Vi kender Adventistsamfundets og Ellen Whites fremstilling. Den kan vi finde i en række udgivne bøger. Den anklagedes version er af indlysende grunde blevet fortiet; ingen har nogensinde hørt den. Dr. Kellogg er blevet dømt in absentia. Dommen er afsagt på grundlag af en ensidig fremstilling af sagen, uden fældende beviser.

Dr. Kellogg blev udsat for hetz og personforfølgelse dengang (og han var ikke den eneste; A.T. Jones var en anden, som på den tid blev udsat for renkespil og løgnehistorier fra Generalkonferencens ledere), og vi skylder ham en retfærdig høring. Vi har ikke taget parti for hverken den ene eller den anden. Spørgsmålet om, hvorvidt Kellogg virkelig var panteist, overlader vi til Gud. Det er ham, der skal dømme. Det er kun ham, der kender hjerterne. Vi har blot prøvet at balancere billedet ved også at lade den anklagede part komme til orde.

Den 10. november 1907, 34 dage efter ovennævnte interview, blev Dr. John Harvey Kellogg smidt ud af menigheden i Battle Creek, uden at den bibelske regel blev fulgt. Han fik ikke lov til at stå frem for menigheden og forsvare sig. Var de ledende brødre bange for, hvad han ville sige? Var de bange for afsløringer? Var de bange for Ellen Whites integritet, hvis hendes navn blev trukket ind i denne beskidte sag?

I 1974 udgav Donald R. McAdams et manuskript, hvori han bl.a. udtaler:

Hele beretningen bag Kelloggs brud med samfundet er aldrig blevet fortalt og vil måske aldrig blive fortalt. Richard Schwartz har gjort det klart, at anklagerne om, at Kellogg var panteist, kun var toppen af isbjerget, og at der var andre konfliktområder. Men selvom alt materiale var tilgængeligt, vil det blive svært at rekonstruere motiverne hos de involverede parter. For at sige det med ét ord: Jeg tror, det drejede sig om magt (s. 11).

Dette skrev McAdams flere år før Kellogg-interviewet blev genfundet. Når det gælder Kelloggs brud med samfundet, har vi set, at han gjorde det udtrykkeligt klart, at han ikke agtede at melde sig ud frivilligt. Han blev smidt ud uden at få lejlighed til at forsvare sig i noget menighedsmøde.

M.G. Kellogg

I 1908 skrev Dr. Kelloggs ældste bror, Merritt G. Kellogg, et 33-siders håndskrevet manuskript, hvori han kommer med sin opfattelse af situationen. For god ordens skyld vil jeg citere lidt fra dette manuskript.

Så vidt jeg forstår sagen, er der flere ting, der ligger bag denne forfølgelse, som er blevet ført mod Dr. J.H. Kellogg, og som til slut kulminerede med, at han blev smidt ud af menigheden i Battle Creek. Nogle af disse ting var af mere fjern og tilfældig natur, mens andre ting var langt mere aktuelle. Jeg vil nævne tre af disse forhold, som klart skiller sig ud fra de andre.

For det første er Dr. Kellogg en mand, som W.C. White har frygtet i mange år. Ved flere lejligheder har han fortalt mig, at han var bange for ham -- bange for hans indflydelse og store organisatoriske evner. Han har sagt til mig mere end én gang: 'Jeg er bange for at møde Dr. Kellogg. Han har en måde at sige tingene på, som gør mig målløs.'

For det andet er Dr. Kellogg blevet overladt til sig selv i sit slid med at genopbygge sanatoriet. Der er blevet gjort forsøg på at ødelægge hans troværdighed, og Dr. Kellogg besluttede at forære sin bog, The Living Temple, til sanatoriet, for at de skulle sælge den og bruge midlerne fra salget til en byggefond. Planen var også at trykke en stor udgave, som skulle sælges på abonnementsbasis.

Så snart dette blev kendt, satte de, der arbejdede imod Dr. Kellogg, tiltag i gang for at stoppe bogen ved at erklære den for kættersk. Den virkelige grund til, at de ønskede at stoppe salget, var, at et sådant salg ville lægge beslag på mange af kolportørerne, som var optaget af at sælge både søster Whites bøger og andre af Adventistsamfundets bøger. For at stoppe salget af The Living Temple blev bogen derfor anklaget for at forkynde panteisme. Denne anklage stammer fra enkelte af mændene i Generalkonferencen, til trods for det faktum at teologien i The Living Temple er helt i harmoni med teologien hos søster White og de ledende forkyndere i samfundet, samt redaktørerne for samfundets tidsskrifter.

I 1904, da bogen The Living Temple blev så alvorligt kritiseret, havde jeg en samtale med søster White om disse ting. Hun fortalte mig, at bogen forkyndte panteisme. Jeg fortalte hende, at jeg havde læst bogen omhyggeligt flere gange, og at jeg ikke var i stand til at finde nogen anden teologi dér, end jeg kunne finde i flere af hendes egne bøger. Jeg spurgte hende, om hun havde læst bogen. 'Nej', svarede hun. 'Willie har gjort mig opmærksom på visse afsnit, men jeg har aldrig gransket bogen nærmere. Det var ikke nødvendigt for mig at gøre det. To gange blev der vist mig ting i nattens syner, som gør det nødvendigt for mig at sige, at bogen ikke må sælges. I et af disse nattesyn stod en værdig person -- ham, der sædvanligvis er til stede, når jeg er i et syn -- [Dette var den unge mand, den ledsagende engel, som vi er kommet ind på tidligere] foran mig med et eksemplar af The Living Temple i sin hånd. Han holdt bogen op og sagde: 'Denne bog må ikke sælges.' Kort tid efter dette, eller måske det var før, havde jeg læst en beretning om en damper, som på sin vej over Atlanten havde kurs mod et isbjerg og fik problemer med at undgå at kollidere med det. . . .

Jeg må bare fortælle dig på ny, at din bror John ikke er sandfærdig. Han har løjet for mig. Da jeg skrev til ham, at han ikke måtte sælge The Living Temple, lovede han mig ikke at gøre det. Men han har brudt sit ord, for han har solgt flere tusinde eksemplarer, siden han gav mig dette løfte. Det er umuligt for din bror at fortælle noget, der er sandt. At tale løgn har været en vane for ham hele hans liv. Ligesom Nebukadnezar har din bror John ophøjet sig, og ligesom ham må han blive ydmyget. Jeg forventer, at han ligesom Nebukadnezar vil blive sindssyg.'

Det tredje forhold, og det som efter min mening bidrog mest til forfølgelsen af Dr. J.H. Kellogg, og som førte til, at han blev smidt ud af menigheden, berodde på det faktum, at søster White havde sendt ham, som et vidnesbyrd fra Gud, hvori han blev anklaget for noget, som senere viste sig ikke at være sandt. Dette gjaldt specielt en anklage, som var baseret på en drøm, der kom til hende, efter at hun havde læst en avisartikel om Dr. Kelloggs virksomhed i Chicago, og efter at have læst et eller andet i nogle af samfundets tidsskrifter, blev der foretaget nedskæringer ved den lejede bygning i Chicago, hvor virksomheden foregik.

Efter at have begået en fejl, hun ikke kunne gøre ordentligt rede for eller rette op på, prøvede både hun selv og andre at ydmyge doktoren og bringe ham på linje ved at forsøge at ødelægge hans indflydelse, ved at erklære ham som panteist, en hykler og en farlig mand. Som om det ikke var nok, prøvede de at lamme sanatoriets virksomhed ved at prøve at hindre rekrutteringen af sygeplejersker ved at cirkulere alle slags nederdrægtige historier om doktoren og hans assistenter. De prøvede også at lamme missionsskolen dér i den udstrækning, det var muligt, ved at advare eleverne mod at tage dertil. Dette arbejde med at prøve at lamme sanatoriet og missionsskolen blev udtænkt af nogle af lederne ved Generalkonferencen. Man blev enige om, at den sikreste, hurtigste og sandsynligvis eneste måde at knuse og ydmyge Dr. Kellogg på ville være at afskære adgangen til elever, assistenter og sygeplejersker. De sanktionerede denne plan og var enige om, at den eneste måde var at påvise, at han var panteist -- og stort set en ond mand. De udformede planen skriftligt, sendte den til søster White for at få hendes samtykke, og for at hun skulle skrive en artikel til Review.

Alt dette har jeg fra bror Osborne, som fortalte mig, at han var til stede under det møde, hvor sagen blev diskuteret af Generalkonferencens komité. Han fortalte mig også, at han selv var sekretær for komitéen. Jeg har netop hørt, at bror Osborne døde for ca. ti dage siden.

For at opsummere, er man kommet til den konklusion, at forfølgelsen og udelukkelsen af Dr. J.H. Kellogg hovedsageligt skyldtes en brøler af søster White, da hun sendte ham et kort, irettesættende vidnesbyrd og anklagede ham for at have gjort ting, han slet ikke havde gjort. For det andet skyldtes det frygten for, at doktoren ville bruge dette falske syn mod hende for at skade hendes indflydelse i samfundet og mod hendes påstand om, at hun var Guds talerør for sit folk.

For det tredje skyldtes det frygt for, at hvis han ikke blev ydmyget, knust eller drevet ud af menigheden, ligesom Nebukadnezar blev det fra menneskene, ville hans store organisatoriske evner til sidst vende kolportørerne væk fra salget af søster Whites bøger til fordel for hans egne bøger -- og på den måde reducere de indtægter, hun fik fra salget af sine bøger, som jeg fik fortalt af W.C. Whites svigersøn beløb sig til 5.000 dollar om året.

Der er flere grunde til, at jeg er helt på det rene med, at fru White har sendt mange falske vidnesbyrd ud, mens hun troede, hun fortalte sandheden. Jeg kender personligt to sådanne vidnesbyrd, hvor en person blev skarpt irettesat for at have gjort ting, denne person ikke havde gjort, men faktisk havde gjort det modsatte (Merritt G. Kellogg, 1908. Fremhævelser tilføjet).

Renkesmedene i Generalkonferencen rotter sig altså sammen i et beskidt komplot mod Dr. Kellogg ved at spinde løgne sammen. Derefter går renkesmedene til Ellen White og får Profetiens Ånd med på komplottet. Ellen White sender et falsk syn ud, nærmest bestilt til lejligheden. Det er stærke ord, hun bruger, når hun siger: Det er umuligt for din bror at fortælle noget, der er sandt. At tale løgn har været en vane for ham hele hans liv. Dette udsagn af EGW er selvfølgelig ikke rigtigt. Alt tyder på, at Ellen White gentagne gange var langt mere lemfældig med sandheden end Dr. Kellogg.

I tråd med EGW's skrifter

W.H. Grotheer fortæller følgende om bogen The Living Temple:

Der er få i dag, der ved, hvad bogen drejer sig om, for der er få, der nogensinde har set et eksemplar af den. Jeg husker, at jeg efter at have hørt om bogen fik lov at låne den af en historieprofessor ved Andrews University. Til min overraskelse drejede størstedelen af bogen på 568 sider sig om fysiologi, anatomi samt sundhed og hygiejne. De første halvtreds sider indeholdt filosofiske tanker, der var sat spørgsmålstegn ved, og selv her var det svært at skelne 'de dødelige vildfarelser'. Da jeg afleverede bogen tilbage til Dr. Vande Vere, kommenterede jeg dette, og han svarede, at medmindre man kendte til det, Ellen White havde skrevet om bogen, ville den tilfældige læser ikke kunne se nogen vildfarelser.

Da bogen skulle udgives i 1903, hævdede de, der gerne ville have, at den fik en bred udbredelse, at den indeholdt de samme tanker, som søster White havde skrevet. Kellogg hævdede selv, at tankerne i bogen var i harmoni med kapitlet 'Gud i naturen' i bogen Education. Jeg har personligt ledet forsøg med flere forsamlinger om dette. Jeg samlede en række citater fra Education og Living Temple, og mens jeg læste, bad jeg tilhørerne om at fortælle, fra hvilken bog citaterne var hentet. Men der var aldrig nogen, der formåede at identificere citaterne korrekt (Watchman, What of the Night, nr. 12-94, s. 5-6).

Ellen White indrømmede, at det var rigtigt, at de tvivlsomme udtalelser i The Living Temple nærmest stemte overens med det, man fandt i hendes egne skrifter (Special Testimonies, Series B. nr. 2, s. 53). For at ro sig i land hævdede hun da, at de var desto farligere. Men når man ikke kan skelne Ellen Whites udtalelser i bogen Education (som i høj grad er plagieret fra John Harris) fra udtalelserne i The Living Temple, som ovenstående forsøg viste, må man jo med fuld ret kalde bogen Education lige så farlig som The Living Temple! Dette var et dilemma, Ellen White ikke helt formåede at komme ud af; desto stærkere blev derfor fordømmelserne af Kelloggs bog.

Ellen White kaldte bogen The Living Temple for de dødelige vildfarelsers alfa (frafaldets alfa). Vi har nu set, hvad der lå til grund for anklagerne om kætteri mod Dr. John Harvey Kellogg. Der var mange bøger om både panteisme, spiritisme og anden hedenskab i cirkulation på den tid. Hvorfor øremærke Dr. Kelloggs bog på en sådan måde? Vi har fået svaret. Ellen Whites syn om frafaldets alfa og Living Temple var et falsk syn, nærmest på bestilling fra stærke ledere, der ønskede at knække Dr. Kellogg. Kellogg-affæren var en særdeles mørk plet på Ellen Whites renommé som Herrens sendebud.

Brand

I februar 1902 brændte sanatoriet i Battle Creek, og i december samme år brændte også forlagshuset og trykkeriet i Battle Creek ned til grunden. Enkelte antyder, at brandene var påsat af kræfter, der ønskede at knække Kellogg. I 1903 skrev Ellen White et vidnesbyrd, hvori hun siger, at brandene var Guds straffedomme. Trykkeriet havde nemlig trykpladerne til Dr. Kelloggs bog Living Temple liggende dér, en bog EGW hævdede indeholdt dødelig lærdom.

Men i 1906 brændte samfundets trykkeri og forlagshus i Californien -- Pacific Press -- ned, og denne gang var Ellen White den skadelidte. Illustrationer, hun havde betalt kunstnere i New York flere tusinde dollar for at få lavet, og som skulle bruges i hendes bøger, brændte op. Efter dette havde Ellen White ikke så meget at sige om brande, der var Guds straffedomme.