Ellen G. White—Myten og Sandheden

6 - Ballenger-affæren

af Å. Kaspersen

Fra tid til anden er der stået kættere frem inden for Adventistkirken, som efter flittigt bibelstudium konkluderede, at grundlæggende elementer i samfundets etablerede lære havde problemer med Guds ord.

A.F. Ballenger, D.M. Canright, E.J. Waggoner, L.R. Conradi, W.W. Fletcher, R.A. Greive, D. Ford – for blot at nævne nogle af de mest kendte. At E.J. Waggoner fra 1888-konferencen hører til denne kategori, kommer måske som en overraskelse for de fleste. Men skal man dømme efter hans sidste bekendelse fra 1916, kan man trygt placere ham dér. Waggoner var – i hvert fald privat – blevet kættersk allerede i 1890'erne. Eller måske havde han, som så mange andre kættere, opdaget noget i Bibelen, som ikke stemte overens med etablissementets officielle lære? Var det ikke derfor, kættere blev brændt på bålet i middelalderen?

I denne artikel skal vi se nærmere på en af disse uglesete adventister og høre hans egen fremstilling af de anklager, der blev rettet mod ham, både i hans samtid og i eftertiden. A(lbion) F(ox) Ballenger (1861-1921) blev tildelt så mange hug og slag fra både EGW og Adventistkirkens ledelse, at det kan være nyttigt at høre, hvad han egentlig forkyndte, som vakte sådan vrede. I eftertiden er Ballenger blevet en førsteklasses syndebuk i adventisters øjne, en formidabel kætter, der forkastede helligdomslæren. Det er jo det, vi har fået at vide gennem EGW og officiel SDA-litteratur. Men hvor mange har læst Ballengers bog Cast Out for the Cross of Christ fra 1909 og på den måde fået lejlighed til at høre den anklagedes forsvarstale?

Det niende bud i Guds lov har denne ordlyd: Du må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste. Jeg er bange for, at mange, også i dag, gør sig skyldige i overtrædelse af det niende bud, når de går rundt og fortæller, hvilken frafalden kætter A.F. Ballenger var. Hvor har de det fra? De har hørt det fra tredjemand, dvs. fra Ellen Whites udfald og fra officiel SDA-litteratur, der taler sin egen sag. Kan du forestille dig en retssag, hvor sagen går sin gang og dommen bliver fældet, uden at den anklagede har fået lejlighed til at forklare sig? Sådan noget forekommer nok kun dér, hvor retten har snublet på tingstedet. John Harvey Kellogg var en anden kendt adventistkætter, som har lidt samme skæbne.

Der er enkelte, der ynder at trække Ballengers navn frem i visse sammenhænge uden at have den mindste anelse om, hvad han underbyggede sine påstande med. Måske havde han mere ret, end vi tror, i enkelte af sine hovedargumenter.

Jeg siger ikke, at A.F. Ballenger var korrekt i alle sine påstande, men vi skylder ham den retfærdighed at lytte til, hvad han havde at sige.

Hvad forkyndte A.F. Ballenger, og hvordan førte han bevis for sine påstande? Ud fra konventionel adventisme stillede han nok store spørgsmålstegn ved vigtige elementer i adventisternes helligdomslære, men hvordan harmonerede hans bevisførelse med Bibelen? Det er det, der er afgørende.

Brev til Ellen White

Lad os se på et brev, A.F. Ballenger skrev til EGW – et brev, som ikke blev besvaret. I dette brev analyserer han bl.a. udtrykket "forhænget", sådan som det bliver brugt i Bibelen.

Kære søster White. Jeg har i længere tid følt trang til at skrive til dig om mine overbevisninger, når det gælder helligdommen. Mange af mine venner har bedt mig om at gøre det, mens andre mente, det var nytteløst, fordi brevet efter deres mening aldrig ville nå frem til dig.

Ikke desto mindre har jeg besluttet mig for at skrive og på en åben måde give udtryk for mine problemer.

Det første problem har at gøre med den tolkning, du lægger i følgende skriftsted – Hebr. 6,19-20: 'Dette håb har vi som et anker for sjælen, et der er sikkert og fast og når ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som forløber for os, han som blev ypperstepræst til evig tid på Melkisedeks vis.'

Jeg er overbevist om, at udtrykket 'indenfor bag forhænget' betyder Det Allerhelligste i den himmelske helligdom, og de skriftsteder, der har overbevist mig, kommer herunder.

På den ene side har jeg sat den tolkning, Guds ord giver os af dette skriftsted, og på den anden side den tolkning, du har givet det. Du vil se, at du udelukkende hævder, at dette udtryk gælder den første afdeling af den himmelske helligdom, uden at du henviser til et eneste skriftsted, hvor dette udtryk bliver brugt i forbindelse med den første afdeling. Det, jeg beder om i dette brev, er, at der må foreligge et 'så siger Herren' til støtte for din udtalelse, og at du i din medfølelse for min sjæl må give mig et sådant skriftsted.

'Indenfor bag forhænget' som Bibelen tolker det

'Du skal hænge forhænget op under krogene og føre vidnesbyrdets ark derind og sætte den inden for forhænget. Og forhænget skal være en skillevæg for jer mellem Det Hellige og Det Allerhelligste' (2. Mos 26,33).

'Og Herren sagde til Moses: Sig til din bror Aron, at han ikke til enhver tid må gå ind i helligdommen inden for forhænget, frem til soneren, som er over arken, for at han ikke skal dø. For jeg vil åbenbare mig i skyen over soneren' (3. Mos 16,2).

'Så skal han fylde ildpanden med gløder fra alteret for Herrens ansigt, og han skal fylde sine hænder med finstødt, vellugtende røgelse og bære det inden for forhænget' (3. Mos 16,12).

'Derefter skal han slagte den buk, der skal være syndoffer for folket, og bære dens blod inden for forhænget. Han skal gøre med bukkens blod, ligesom han gjorde med tyreblodet, og stænke det på soneren og foran soneren' (3. Mos 16,15).

'Men du og dine sønner skal tage jer af præstetjenesten i alt, hvad der vedrører alteret og arbejdet inden for forhænget, og udføre tjenesten. Præstetjenesten giver jeg jer som en gave. Men den fremmede, der kommer nær, skal dø' (4. Mos 18,7).

'Indenfor bag forhænget' som du tolker det

'Den tjeneste, præsten udførte gennem året i Det Hellige 'inden for forhænget', som var indgangsdøren og skilte Det Hellige fra forgården, viser den tjeneste, Kristus begyndte ved sin himmelfart. I den daglige tjeneste skulle præsten komme frem for Gud med blodet fra syndofferet og med røgelsen, der steg op sammen med folkets bønner. På samme måde bragte Kristus sit blods fortjeneste frem for Faderen sammen med sin egen retfærdighed og de bodfærdige troendes bønner. Således er tjenesten foregået i Det Hellige i den himmelske helligdom.

Dertil fulgte disciplene Kristus i tro, da han fór op og forsvandt af syne. Dér havde deres håb fundet fæste. 'Dette håb er et fast og sikkert anker for vor sjæl. Det når gennem forhænget ind i helligdommen, hvor Jesus gik ind og åbnede vejen for os, han som er blevet ypperstepræst til evig tid.''

Søster White, du anvender udtrykket 'inden for forhænget' på den første afdeling, mens Herren bruger andre udtryk – 'uden for forhænget' og 'foran forhænget' – om den første afdeling, som vi vil se af følgende skriftsteder:

'Du skal stille bordet uden for forhænget og lysestagen over for bordet ved den søndre side af tabernaklet. Bordet skal du stille ved den nordre side' (2. Mos 26,35).

'Og du skal befale israelitterne, at de skal give dig ren olie af knuste oliven til lysestagen, så lamperne altid kan holdes brændende. I åbenbaringsteltet, uden for forhænget, der hænger foran vidnesbyrdet, skal Aron og hans sønner holde lamperne i stand fra aften til morgen for Herrens ansigt. Det skal være en evigt gyldig lov for israelitterne fra slægt til slægt' (2. Mos 27,20-21).

'Så stillede han bordet i åbenbaringsteltet ved nordvæggen i tabernaklet, uden for forhænget' (2. Mos 40,22).

'Så stillede han det guldbelagte alter i åbenbaringsteltet, foran forhænget' (2. Mos 40,26).

'Så skal han – den salvede præst – tage noget af tyreblodet og bære det ind i åbenbaringsteltet. Og præsten skal dyppe sin finger i blodet og stænke af blodet syv gange for Herrens ansigt, lige foran helligdommens forhæng' (3. Mos 4,5-6).

'Og præsten skal dyppe sin finger i blodet og stænke syv gange for Herrens ansigt, lige foran forhænget' (3. Mos 4,17).

'Herren talte til Moses og sagde: Byd israelitterne, at de skal give dig ren olie af knuste oliven til lysestagen, så lamperne kan sættes op til enhver tid. Uden for vidnesbyrdets forhæng i åbenbaringsteltet skal Aron altid holde dem i stand fra aften til morgen for Herrens ansigt. Det skal være en evig lov for jer fra slægt til slægt' (3. Mos 24,1-3).

Fem gange bruger Herren udtrykket 'inden for forhænget', og i hvert enkelt tilfælde gælder det den anden afdeling af helligdommen og ikke den første. Syv gange bruger Herren udtrykket 'uden for forhænget' og 'foran forhænget', og i hvert enkelt tilfælde bruger han udtrykket i forbindelse med den første afdeling eller 'åbenbaringsteltet' og aldrig om forgården uden for åbenbaringsteltet. Men hvis 'inden for forhænget' gælder den første afdeling af tabernaklet, som du lærer i din tolkning af Hebr. 6,19-20, så må udtrykket 'uden for forhænget' jo gælde forgården uden for tabernaklets indgang. Men hvert enkelt af disse syv skriftsteder fortæller tydeligt og klart, at 'uden for forhænget' og 'foran forhænget' er i den første afdeling. Dette er et guddommeligt vidne om den sandhed, at 'inden for forhænget' i Hebr. 6,19-20 skal gælde den anden afdeling.

Der er derfor tolv vidner – et tolvfoldigt 'så siger Herren' – som bevidner, at udtrykket 'inden for forhænget' peger på Det Allerhelligste og ikke den første afdeling af den himmelske helligdom, som du hævder.

Under den private overhøring af mig for fire år siden blev tre brødre sat til at svare på mine argumenter. (Det er interessant, at to af disse tre brødre engang var, og stadig befinder sig under din fordømmelse, fordi de begge lærer, at det 'daglige' i Dan. 8,13 peger på den himmelske tjeneste i stedet for hedenskabet, som du lærer i Early Writings.) I privat samtale med mig mente den ene, at 'inden for forhænget' betød ind i selve helligdommen, uden at det pegede på nogen bestemt afdeling. En anden hævdede, at udtrykket gjaldt den første afdeling, som du har tolket det. Under vægten af ovenstående vidner måtte den tredje indrømme, at udtrykket 'inden for forhænget' gælder Det Allerhelligste, men at det står i profetisk betydning, og selvom Skriften siger, at Kristus var gået 'inden for forhænget', må vi forstå det således, at han vil gå derind i 1844. Dette Babel af røster var ikke til stor hjælp til at vise mig, hvor jeg tog fejl – hvis jeg overhovedet tog fejl.

Før jeg udgav mit manuskript, sendte jeg det til flere ledende pastorer, som var absolut loyale mod samfundet, og jeg spurgte dem, om de ud fra kærlighed til sandheden og min sjæl kunne vise mig ud fra Skriften, hvor jeg tog fejl. Jeg lovede, at hvis de gjorde det, ville jeg aldrig udgive manuskriptet. Ikke én af disse brødre forsøgte at vise mig fra Ordet, hvor jeg tog fejl. Én svarede på denne måde:

'Oprigtigheden tvinger mig til at sige, at jeg ikke kan finde nogen fejl ud fra et bibelsk standpunkt. Argumentet virker uangribeligt.'

En anden svarede:

'Jeg har altid mener, at det var sikrere at holde sig til de bibeltolkninger, Profetiens Ånd har manifesteret gennem søster Ellen Whites skrifter, end at stole på sin egen dømmekraft eller sine egne tolkninger.'

Dette sidste citat udtrykker holdningen hos alle dem, der måtte indrømme, at mine argumenter så ud til at have bibelsk støtte, men som ikke var villige til at acceptere dem.

Oprigtig talt, søster White, jeg vover ikke at handle efter sådanne forslag, fordi det vil sætte tusinder på tusinder af sider i dine skrifter, bøger og artikler mellem et Guds barn og Guds bog. Hvis dette er rigtigt, kan ingen ædel berøer vove at tro på nogen som helst sandhed, uanset hvor klart den måtte stå i Skrifterne, uden at de først sammenlignede med dine skrifter for at se, om den harmonerede med dine tolkninger. Det er netop dette princip, som altid er blevet hævdet af Den Romersk-katolske Kirke, og som kommer til udtryk i følgende citat:

'Ligesom to hellige vandstrømme, der flyder fra Paradiset, indeholder Bibelen og guddommelig tradition Guds ord. Selvom disse to guddommelige strømme i sig selv er lige hellige på grund af deres guddommelige ophav, og begge er fulde af åbenbarede sandheder, står traditionen for os som den klareste og sikreste' (Catholic Belief, s. 54).

Det var mod denne placering af en ufejlbarlig fortolker mellem mennesket og Bibelen, at Reformationen kæmpede sin kompromisløse krig.

Romerkirken berøvede individet Bibelen og fordømte retten til 'privat tolkning', mens Reformationen gav Bibelen tilbage til individet og fordømte det pavelige dogme, som kræver en ufeilbarlig fortolker mellem Guds barn og Bibelen.

Brødrene beder mig om at acceptere din tolkning af Skriften som klarere og sikrere end det, de kalder min tolkning. Men jeg har ikke tolket Skriften. Jeg har ladet Herren gøre det og har accepteret hans tolkning. Lad mig illustrere:

Første gang sabbatten bliver nævnt i Det Nye Testamente, er i Matt. 12,1. Der står ikke, hvilken dag der er sabbat; det forudsættes, at læseren ved, hvilken dag det drejer sig om. Hvis ikke, vil han kunne se i Det Gamle Testamente, hvilken dag det er. Når man går til 2. Mos. 20,8-12 og læser: 'Den syvende dag er sabbat for Herren din Gud,' er det så ikke Guds egen tolkning? Har nogen ret til at sige: 'Det er bare din egen tolkning?' Nej.

Det første og eneste sted, udtrykket 'inden for forhænget' bliver brugt i Det Nye Testamente, er Hebr. 6,19, og det forudsættes, at læseren ved, hvilken afdeling Helligånden refererer til. Hvis ikke, kan læseren finde ud af i Det Gamle Testamente, hvilken afdeling det drejer sig om. Når jeg så går til Det Gamle Testamente og opdager dér, at dette udtryk i hvert enkelt tilfælde bliver brugt om Det Allerhelligste, er det så retfærdigt at anklage mig for at komme med min egen tolkning? Jeg har ikke tolket det, men har givet denne ære til de hellige orakler. Og nu, søster White – hvad kan jeg gøre? Hvis jeg accepterer Skriftens eget vidnesbyrd og følger min samvittighedsfulde overbevisning, så befinder jeg mig under din fordømmelse. Du kalder mig en ulv i fåreklæder og advarer både mine brødre og min familie mod mig. Men når jeg i min sorg vender mig til Guds ord, så står det klart og tydeligt dér, og da vover jeg ikke at forkaste Guds tolkning og acceptere din. Åh, om jeg bare kunne acceptere begge! Men hvis jeg skal acceptere den ene, skal jeg så ikke acceptere Herrens? Hvis jeg forkaster hans ord og accepterer dit, kan du så frelse mig i dommen? Når vi står side om side ved den store hvide trone, og hvis Mesteren da spørger mig, hvorfor jeg lærte, at 'inden for forhænget' var i den første afdeling af helligdommen – hvad kan jeg da svare? Skal jeg sige: 'Det var fordi søster White, som hævdede at have autoritet til at tolke Skrifterne for mig, fortalte, at dette var den rigtige tolkning, og at jeg ville komme under din fordømmelse, hvis jeg ikke accepterede den (Cast Out for the Cross of Christ. Fremhævelser tilføjet).

Så vidt A.F. Ballengers brev til Ellen White. I dette brev er der en række ting, vi skal lægge mærke til. Det, sagen i første række drejer sig om, er, at Syvendedags Adventisterne lærer, at Jesus gik ind i den første afdeling af den himmelske helligdom ved sin himmelfart for dér at påbegynde en 1800-årig tjeneste i tråd med forbilledet. Som støtte for dette syn bruger de Hebr. 6,19-20 og tolker det derhen, at 'inden for forhænget' betyder forhænget foran den første afdeling – at Jesus gik ind bag dette forhæng og ind i den første afdeling efter sin himmelfart.

Men som vi har set af Ballengers brev, bruges udtrykket 'inden for forhænget' i GT udelukkende om det andet forhæng, der skilte Det Hellige fra Det Allerhelligste, og aldrig om det første forhæng. Her blev udtrykkene 'foran forhænget' og 'uden for forhænget' konsekvent brugt i forbindelse med tjenesten i den første afdeling. 'Inden for forhænget' var altid i Det Allerhelligste.

Det burde vel ikke være så svært at forstå, hvilken afdeling Jesus gik ind i ved sin himmelfart ud fra udtrykket 'inden for forhænget' i Hebr. 6,19-20. Men adventister må manipulere verset for at finde støtte for deres helligdomslære. Det hævdes f.eks., at verset er profetisk og fra Paulus' standpunkt peger frem til 1844. Andre hævder, at Jesus ganske vist gik ind i Det Allerhelligste ved sin himmelfart, men gik ud derfra igen og påbegyndte en 1800-årig tjeneste i den første afdeling. Sådan noget er utilladelige fiksfakserier med et ellers klart bibelvers.

Mod historiens klimaks

Ballenger citerer fra s. 420-421 i bogen The Great Controversy af Ellen White. I disse to korte afsnit i bogen finder vi tre grove fejl.

1. EGW hævder, at 'inden for forhænget' er den første afdeling i den himmelske helligdom. Som vi har set, er dette ikke korrekt.

2. EGW hævder, at præsten hver dag kom frem til alteret i den første afdeling med synderens blod. Dette er heller ikke korrekt. Blodet fra den almindelige israelit blev altid hældt ud ved brændofferalterets fod, noget enhver kan finde ud af ved at granske sin Bibel.

3. Skriftstedet fra Hebr. 6,20 bliver skåret af med et punktum, antagelig for at finde støtte for adventisternes tolkning af Kristi præstetjeneste i himlen. MHK citerer: . . .hvor Jesus gik ind og åbnede vejen for os, han som er blevet ypperstepræst til evig tid. (The Great Controversy, s. 421; Mod Historiens Klimaks (papirudgave) s. 325.) Men Bibelen siger klart: . . .hvor Jesus gik ind som forløber for os, han som blev ypperstepræst til evig tid på Melkisedeks vis. (Hebr. 6,20.) MHK har sat punktum efter 'til evig tid' og udeladt ordene på Melkisedeks vis – antagelig fordi de ikke passer ind i adventisternes helligdomslære. Paulus gør det helt klart, at Jesus ikke blev præst på Arons vis, men på Melkisedeks vis, og at præstedømmet blev ændret (Hebr. 7,11). Der er også andre skriftmanipulationer i ovennævnte bog.

Det første forhæng

I sin bog Cast Out for the Cross of Christ påpeger Ballenger, at i GT bliver selve indgangen til tabernaklet, ind til den første afdeling, aldrig kaldt forhæng, endsige 'forhænget'. Det bliver kaldt teltindgangen (2. Mos. 26,31-36; 36,35.37), dækket for indgangen (2. Mos. 35,12.15), indgangen til åbenbaringsteltet (2. Mos. 38,27.39), forhænget for indgangen til teltet (2. Mos. 39,34.38), forhænget for indgangen til tabernaklet (2. Mos. 40,3.5.21.22.26.28) etc. – aldrig blot 'forhænget', i modsætning til skellet mellem Det Hellige og Det Allerhelligste, som altid bliver kaldt forhænget. Udtrykket 'forhænget' bruges 25 gange i GT og betyder altid forhænget mellem Det Hellige og Det Allerhelligste. Dette er et klart 'så siger Herren'! Er det så svært at acceptere?

Septuaginta

Enkelte hævder, at i den græske oversættelse af Det Gamle Testamente (Septuaginta) bliver indgangen til tabernaklet nogle gange kaldt forhæng. Hertil siger Ballenger:

Der er blevet gjort forsøg på at svække styrken af dette klare skel, som de hebraiske skrifter sætter mellem de to forhæng, ved at henvise til Septuaginta, som alle mine brødre ved er en oversættelse af Det Gamle Testamente fra hebraisk til græsk. Det hævdes, at i Septuaginta bliver det første forhæng af og til kaldt 'forhæng'. Dette er rigtigt. Og at det første forhæng virkelig var et forhæng, både i konstruktion og brug, er aldrig blevet benægtet. Men jeg har svaret, at Gud på en så klar måde har skelnet mellem de to forhæng, at når han bruger udtrykket 'inden for forhænget' i Hebræerbrevet, bliver læseren tvunget til at anvende det på Det Allerhelligste i den himmelske helligdom. I Septuaginta bliver det første forhæng aldrig kaldt 'forhæng' bortset fra de tilfælde, hvor det gælder retningslinjerne for konstruktionen og transporten af tabernaklet, og da altid i en sådan sammenhæng, at der aldrig er tvivl om, hvilket forhæng det gælder. . . . Overalt hvor udtrykket 'forhæng' bliver brugt i Septuaginta uden forbehold, betyder det altid det forhæng, der skilte Det Hellige fra Det Allerhelligste. I 3. Mos., hvor man finder lovene om offersystemet, refererer Septuaginta aldrig til det første forhæng som 'forhæng'. I Septuaginta betyder 'inden for forhænget' altid Det Allerhelligste. 3. Mos. 16,3.12.15. I Septuaginta bliver udtrykkene 'foran forhænget' og 'uden for forhænget' aldrig brugt om andre steder end den første afdeling. 3. Mos. 24,3 (Cast Out for the Cross of Christ).

Forhænget i Det Nye Testamente

Hebræerbrevet siger udtrykkeligt, at Jesus gik indenfor bag forhænget, dvs. ind i Det Allerhelligste ved sin himmelfart og satte sig ved Guds højre hånd. Dette kan adventister ikke acceptere, da det går på tværs af deres helligdomslære. I sin bog går Ballenger nærmere efter i sømmene på udtrykket 'indenfor bag forhænget' i NT.

Når vi nu går fra Det Gamle Testamente og ind i Det Nye, opdager vi, at Helligånden stadig omtaler forhænget mellem Det Hellige og Det Allerhelligste som 'forhænget'. Det græske ord, der er oversat med 'forhænget', er katapetasma, og det forekommer seks gange i Det Nye Testamente. Første gang er i Matt. 27,50-52: 'Men Jesus råbte igen med høj røst og opgav ånden. Og se, forhænget i templet flængedes i to, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede. Gravene åbnede sig, og mange af de hensovede helliges legemer stod op.'

Næste gang vi finder udtrykket 'forhænget' i NT, er i forbindelse med templet: 'Men Jesus råbte med høj røst og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to, fra øverst til nederst' (Mark 15,37-38).

Tredje gang det forekommer, er i Luk 23,44,45: 'Det var nu omkring den sjette time. Da blev der mørke over hele landet helt til den niende time. Solen blev formørket. Og forhænget i templet flængedes midt over.'

Læseren vil bemærke, at Helligånden i alle disse tre tilfælde kalder forhænget mellem Det Hellige og Det Allerhelligste 'forhænget i templet'. . . .

Der er tre tilfælde til, hvor dette græske ord forekommer i Det Nye Testamente, og alle disse finder man i Hebræerbrevet. Kan vi da tro, at Helligånden i Hebræerbrevet ville modside hele vidnesbyrdet i Det Gamle Testamente og i de tre foregående tilfælde i Det Nye? Med dette overvældende bevismateriale foran os, både fra de hebraiske skrifter og Det Nye Testamente, er det helt klart, at udtrykket 'forhænget', når det bruges uden forbehold, ufravigeligt sigter til forhænget mellem Det Hellige og Det Allerhelligste. Lad os med dette i baghovedet læse Heb. 6,19 på ny: 'Dette har vi som et anker for sjælen, et som er trygt og fast og når ind til det, som er indenfor bag forhænget, hvor Jesus gik ind som forløber for os, han som blev ypperstepræst til evig tid efter Melkisedeks vis.'

Igen vil jeg appellere til læseren: Hvordan kan jeg -- med hele Skriftens vidnesbyrd mod mig -- lære, at dette udtryk sigter til den første afdeling?

Den næste forekomst er Heb. 9,3: 'Men bag det andet forhæng var der et telt, som bliver kaldt Det allerhelligste. . .' Som før nævnt, finder vi her, at Herren kalder det andet forhæng 'det andet forhæng', og dette indikerer, at det første forhæng var 'det første forhæng'.

Når vi nu har studeret Det Gamle og Det Nye Testamente, kan vi stille spørgsmålet: Hvilket forhæng sigter Herren til, når han bruger udtrykket 'indenfor bag forhænget?' Der er ingen tvivl om, at det gælder det andet forhæng. . . .

Nu vil jeg appellere til læseren: Når Helligånden i Heb. 6,19 fortæller os, at Kristus, vor forløber, er gået 'indenfor bag forhænget', hvilken afdeling skal jeg da tro, der peges på i dette udtryk? Lad mig igen understrege, at udtrykket 'indenfor bag forhænget' bruges i Heb. 6,19 uden forbehold -- det tages for givet, at læseren er bekendt med udtrykket, og at han straks uden videre forklaring ved, hvilken afdeling der sigtes til. Ikke et øjeblik vil granskeren af de hebraiske skrifter tro, at det drejer sig om den første afdeling. Når vi går til Det Gamle Testamente for at se, hvilken afdeling udtrykket 'indenfor forhænget' gælder, opdager vi, at det ufravigeligt drejer sig om Det Allerhelligste. Når jeg står over for dette overvældende vidnesbyrd fra Skriften, hvordan kan jeg da anvende udtrykket 'indenfor bag forhænget' på den første afdeling, et sted Guds Ånd aldrig har henvist til med dette udtryk?

Hvis jeg lærer, at 'indenfor bag forhænget' gælder den første afdeling, vil Guds ord fordømme mig. Hvis jeg lærer, at det viser til den anden afdeling, vil menigheden fordømme mig. Måtte Herren vise mig nåde og holde mig oppe i mine prøvelser (Cast Out for The Cross of Christ. Fremhævelser tilføjet).

Guds trone

Adventisterne lærer, at Guds trone befandt sig i den første afdeling af den himmelske helligdom fra Jesu himmelfart og frem til 1844. Dette syn skaber store problemer. I sin bog kommenterer A.F. Ballenger dette syn:

Hvor er tronerummet?

Det næste og vigtigste spørgsmål er: I hvilken afdeling af den himmelske helligdom står Jehovas trone?

I det mosaiske tabernakel, som var et mønster af det sande, Guds bolig i himlen, står Guds trone i den anden afdeling. 'Lad dem bygge en helligdom for mig, og jeg vil bo midt iblandt dem' (2 Mos 25,8). 'Så skal du sætte soneren oven på arken. Og i arken skal du lægge vidnesbyrdet, som jeg vil give dig. Og jeg vil mødes med dig dér. Fra soneren mellem begge keruberne, som er på vidnesbyrdets ark, dér vil jeg tale med dig om alt det, jeg vil pålægge dig at sige til Israels børn' (2 Mos 25,21-22). . . .

De, som er velinformerede om syvendedags-adventisternes lære, vil indrømme, at Kristus efter sin himmelfart satte sig med sin Far på hans trone, men enkelte vil hævde, at Guds trone på den tid blev flyttet fra Det Allerhelligste til den første afdeling, og at den stod dér frem til 1844. Det er dog en række præster, som er blevet overraskede over, at dette var samfundets officielle lære.

En præst, som har forkyndt budskabet i mange år, skriver som følger om denne lære:

'Jeg er overbevist om, at der ikke vil blive fundet en eneste linje i nogen bog, traktat eller artikel skrevet af vort folk, som på en eller anden måde antyder, at Guds trone nogensinde befandt sig i Det Hellige eller den første afdeling. Og jeg har aldrig hørt noget sådant, hverken offentligt eller privat. . . . Det er noget af det mest ubibelske, man kan tænke sig, og omfatter flere urimelige og absurde standpunkter, end søndagsholderen kommer med til forsvar for søndagen. Hvorfor blev én del af helligdommen kaldt 'Det Allerhelligste?' Var det ikke, fordi denne del indeholdt Guds trone, som stod mellem keruberne over soneren, der dækkede universets grundlov? Hvis tronen gjorde denne afdeling hellig, og hvis tronen blev flyttet ud i den første afdeling, måtte den første afdeling vel blive Det Allerhelligste?'

Til gavn for dem, der måtte ønske det -- ligesom vor bror ovenfor -- følger her en klar udtalelse fra vort samfund som bevis for, at vi virkelig lærer, at Guds trone befandt sig i den første afdeling af den himmelske helligdom ved tiden for Kristi himmelfart:

'Da Kristus begyndte sin tjeneste deroppe, på sin Fars trone, befandt denne trone sig i den første afdeling af den himmelske helligdom' (Looking Unto Jesus [Uriah Smith], s. 134).

'Således begynder scenen med, at Kristus begynder sin tjeneste, og på den tid befandt Guds trone sig i den første afdeling af helligdommen, hvor forbilledet for guldlysestagen var' (samme).

Denne lære om, at Guds trone var i den første afdeling af den himmelske helligdom, rejser en del alvorlige spørgsmål.

Arken og tronen.

Hvis Guds trone blev flyttet ud i den første afdeling af den himmelske helligdom ved Kristi himmelfart, indbefattede det så også arken? . . .

Hvis denne adventistlære er rigtig, og soneren i 2 Mos. er et forbillede på nådens trone i Heb. 4,16, da bliver konklusionen, at Guds trone befandt sig i den første afdeling af den himmelske helligdom fra Kristi himmelfart og frem til 1844, og at den virkelige ark også befandt sig dér i denne tid. Men dette øver vold mod forbilledet, som placerer arken i den anden afdeling med et forhæng foran den og resten af genstandene i tabernaklet.

Det øver også vold mod forbilledet ved at placere alle genstande i den himmelske helligdom i én afdeling og lade Det Allerhelligste være øde og forladt i 1800 år.

Enkelte har set problemet, denne lære fører til, og har derfor prøvet at undgå vanskelighederne ved at skille Guds trone fra Guds ark og placere Guds trone i den første afdeling i den himmelske helligdom, mens Guds ark stadig står i Det Allerhelligste, sådan som forbilledet viser. Dette løser problemet ét sted, men skaber endnu større problemer et andet sted.

Hvis Gud flyttede sin trone fra Det Allerhelligste ved Kristi himmelfart, lod han da soneren eller nådens trone bag sig i Det Allerhelligste? Gjorde Kristus da tjeneste i 1800 år fra et andet sted end soneren, fra et andet sted end nådens trone?

Hvis tronen blev flyttet ind i den første afdeling, og ikke arken med loven, blev der da gjort tjeneste i 1800 år uden loven? . . .

Kan læseren ikke se, at denne doktrin, som flytter tronen fra Det Allerhelligste og ud i den første afdeling, skiller Gud og hans Søn fra soneren og loven og flytter centret for Guds regering og evangelium fra den nådedækkede lov i Det Allerhelligste ud i den første afdeling -- som ifølge forbilledet aldrig indeholdt hverken loven eller soneren -- og det gennem en periode på 1800 år? . . .

De sidste fire år har jeg lagt dette problem frem for de ledende brødre i samfundet, og ikke én af dem er kommet med en forklaring. Ingen af dem vovede at sige, at da tronen blev flyttet ud i den første afdeling, så blev arken og loven flyttet samtidig, og på den anden side har ingen vovet at hævde, at loven og soneren blev ladt tilbage -- efterladt i Det Allerhelligste mens der blev gjort evangelisk tjeneste i 1800 år fra et sæde, som ikke var soneren, og fra en trone, som var skilt fra den guddommelige lov med et forhæng (Cast Out for The Cross of Christ).

Forestillingen om, at både Faderen og Sønnen befandt sig i den første afdeling frem til 1844, stammer fra et syn Ellen White havde i 1845:

I februar 1845 havde jeg et syn om de begivenheder, som begyndte med Midnatsråbet. Jeg så en trone, og på den sad Faderen og Sønnen. . . . Og jeg så Faderen rejse sig fra tronen, og i en ildvogn drage ind i Det Allerhelligste, indenfor forhænget, og satte sig ned. Dér så jeg troner, jeg aldrig før havde set. Derefter rejste Jesus sig fra tronen. . . . Og jeg så en skyvogn med hjul som flammende ild, og der var engle omkring den, idet den kom dertil, hvor Jesus sad. Han gik ind i vognen og blev ført ind i Det Allerhelligste, hvor Faderen sad (fra skriftet To the Little Remnant Scattered Abroad. Fremhævelser tilføjet).

Dette syn finder man også i Early Writings, s. 54-55, men i noget amputeret form. Bl.a. er sætningen 'dér så jeg troner, jeg aldrig før havde set' blevet fjernet. Vi skal bemærke, at Ellen White siger, at Faderen rejste sig fra tronen og blev ført ind i Det Allerhelligste, indenfor forhænget, og at Jesus også rejste sig fra tronen og blev ført ind i Det Allerhelligste. Det er da selvindlysende, at den trone, de først sad på, var i den første afdeling. Hele denne scene er sat ind i rammen omkring 1844. Dette er en ubibelsk lære.

Hvis adventisternes helligdomslære er så grundfæstet på Guds ord, hvorfor har den ikke skabt andet end problemer for tænkende mennesker op gennem årene? Vi skal bemærke, at ingen af de ledende brødre, ingen af de præster Ballenger lagde problemerne frem for, kunne svare på dem med et klart 'så siger Herren!' Hvorfor?

Andre problemer

I 1905 overleverede A.F. Ballenger en liste på ni punkter til Generalkonferencens ledere. Jeg vil her trække tre af disse punkter frem.

5. Skyggen krævede, at Herrens ged, hvis blod tilfredsstillede lovens krav under skyggen, blev slagtet på forsoningsdagen. Samfundets syn er, at Kristi død, hvis blod tilfredsstillede lovens krav, skete mere end 1800 år før forsoningsdagen angiveligt begyndte.

6. Skyggen skildrer ypperstepræsten, som går direkte fra sin tjeneste i forgården, hvor han tilvejebragte blodet, direkte ind i Det Allerhelligste på forsoningsdagen. (Han stoppede ikke i den første afdeling, men tilvejebragte blodet og bar det lige ind i Det Allerhelligste.) Samfundets syn er, at Kristus gik fra sin tjeneste i den første afdeling, og ikke fra forgården, ind i Det Allerhelligste i 1844.

8. Skyggen sendte ypperstepræsten lige gennem den første afdeling og ind i Det Allerhelligste, straks han havde blodet fra Herrens ged i sine hænder, eller det blod, som betalte for syndens straf. Samfundets syn er, at vor store ypperstepræst stoppede i den første afdeling [i 1800 år], mens han havde sit eget blod i sine hænder, som betalte syndens straf.

På forsoningsdagen tilvejebragte ypperstepræsten under forbilledet blodet fra Herrens ged og gik umiddelbart ind i Det Allerhelligste med soningsblodet. Han gjorde ingen tjeneste i den første afdeling med dette blod, men stoppede kun et øjeblik for at tage et røgelseskar med røgelse, som han svingede, idet han gik indenfor bag forhænget. Adventistsamfundet lærer derimod, at Jesus -- efter at have tilvejebragt soningsblodet på Golgatas kors -- stoppede op i 1800 år i den første afdeling, hvor han gjorde tjeneste med soningsblodet. Dette er helt i strid med forbilledet. Desuden blev Jesus ypperstepræst til evig tid efter Melkisedeks vis (Heb. 6,20). Forhænget i den jordiske helligdom flængedes fra øverst til nederst ved Jesu død og tilkendegav, at den jordiske tjeneste -- hele det aronske/levitiske præstedømme -- var fuldbragt. Ved sin død råbte Jesus: Det er fuldbragt! Frelsen var tilvejebragt dér og da. Nej, siger adventisterne, det var slet ikke fuldbragt: Hans død var kun begyndelsen til den gerning, han fór op til himlen for at fuldføre (se Mot historiens klimaks, papirudg., s. 375). Adventisterne har derefter syet forhænget sammen igen og flyttet hele det aronske/levitiske præstedømme op til himlen, hvor de lader Jesus gøre tjeneste i den første afdeling med soningsblodet efter Arons vis i 1800 år, til trods for at Bibelen udtrykkeligt siger, at Jesus ikke var ypperstepræst efter Arons vis, men efter Melkisedeks vis (Heb. 6,20; 7,11-15) -- og til trods for at Bibelen udtrykkeligt siger, at Jesus gik ind i Det Allerhelligste ved sin himmelfart.

Ellen Whites respons på Ballengers brev

Vi har tidligere i denne artikel set på det høflige og bønfaldende brev, A.F. Ballenger sendte til Ellen White, med bibelske argumenter ingen kunne tilbagevise. Det er heller ikke let at tilbagevise de andre argumenter, han kommer med -- i hvert fald ikke fra et bibelsk ståsted.

Ellen White svarede ikke på Ballengers brev, men begyndte i stedet en tirade af vidnesbyrd, som fremstillede manden, som om han stod i ledtog med selve djævelen:

Der er ikke sandhed i de skriftforklaringer, ældste Ballenger og de, som står i ledtog med ham, kommer med (EGW i The Early Elmshaven Years, Vol. 5, s. 409. Fremhævelser tilføjet). Et udtrykkeligt 'så siger Herren!' var tydeligvis ikke sandhed for EGW!

Jeg erklærer i Herrens navn, at de farligste vildfarelser prøver at finde indgang hos os som et folk, og ældste Ballenger ruinerer sin egen sjæl (samme, s. 409. Fremhævelser tilføjet). Det er en meget alvorlig sag at kalde bibelsk sandhed, et udtrykkeligt 'så siger Herren!', for farlige vildfarelser og dømme et menneske til fortabelse for at komme med et 'så siger Herren!'

De mænd, som har mistet fodfæstet, når det gælder sandhederne i helligdomslæren, sådan som de er blevet skildret af mænd, som har stået under Helligåndens ledelse, burde hellere bede mere og tale mindre. Jeg bevidner i Herrens navn, at ældste Ballenger er ledet af sataniske redskaber og spiritistiske, usynlige ledere. De, som står under Helligåndens vejledning, vil vende sig bort fra disse forførende ånder (Manuscript 59, 1905. Fremhævelser tilføjet).

Dette er en meget alvorlig sag. Selv de ledende brødre i adventistsamfundet havde intet at stille op mod Ballengers bibelske argumenter og måtte indrømme, at de fra et bibelsk ståsted var uangribelige. Læseren har selv haft lejlighed til at gennemgå disse argumenter i denne artikel. Det er krystalklart ud fra Guds ord, at 'indenfor bag forhænget' viser til Det Allerhelligste, og Bibelen siger udtrykkeligt, at det var dér, Jesus gik hen ved sin himmelfart. Men dermed falder selve grundvolden for adventisternes helligdomslære. Ikke underligt at reaktionen var stærk. Ellen White siger, at et sådant syn er inspireret af sataniske redskaber og spiritisme. Hvilken ånd er det, der kommer til udtryk i Ellen Whites udtalelser om Ballenger? Det er i hvert fald ikke Guds Ånd. Sådan går vor himmelske Far ikke frem mod oprigtige, sandhedssøgende sjæle. Langt alvorligere er det, at hun tager Gud til vidne på denne åbenbare overtrædelse af det niende bud. Dette er at sværge falsk i Herrens navn. Dette har hun gjort gang på gang, hvor hun sendte falske syner, vidnesbyrd og åbenbaringer ud i Herrens navn: 'Det blev vist mig', 'min ledsagende engel sagde' osv. Men nu er sagen langt alvorligere: Ellen White kalder bibelsk sandhed for vildfarelse -- gør sandhed til løgn -- og bevidner dette i Herrens navn. Derudover lyver hun om Ballenger. Hun ville ikke have mere med Ballenger at gøre og bad aldrig om undskyldning for sit grove overtrædelse.

Hun siger videre, at helligdomslæren blev skildret af mænd, som stod under Helligåndens ledelse. Men vi har set, at de kom med ting i deres udlægninger, som var i strid med Bibelen.

Vi skal bemærke, at EGW ikke kommer med et eneste bibelsk argument for sine tirader, kun en lang række fordømmelser i Herrens navn. Sådant er utiladeligt af en, som fik en anmodning som denne:

Det, jeg beder om i dette brev, er, at der må foreligge et 'så siger Herren' til støtte for din udtalelse, og at du i din medfølelse for min sjæl må give mig et sådant skriftsted (A.F. Ballenger i sit brev til Ellen White, citeret ovenfor).

Skriftstedet/skriftstederne kom aldrig, kun fordømmelser og advarsler, hun tog himlens Gud til vidne på. Ifølge EGW stod manden i ledtog med Satan selv. Han ville gå fortabt. Ellen White, som ellers anmodede andre om at tage sig af vildfarende brødre med Bibelen i hånden og vise dem ud fra Skriften, hvor de tog fejl, praktiserede ikke selv dette råd. I Ballengers tilfælde kunne selv brødrene ikke svare på Ballengers argumenter med Bibelen i hånden. Det kunne tydeligvis heller ikke Ellen White. Hun kommer ikke med et eneste bibelvers for at tilbagevise Ballengers påstande. I stedet gør hun indirekte klart, at vi skal stole på hendes syner i stedet for Guds ord. I sådanne tilfælde er det bekvemt med et kraftigt vidnesbyrd, et 'så siger Herren' for at stoppe en trussel mod den etablerede lære, som utvivlsomt havde problemer -- og udtalelser, som kunne skabe tvivl om hendes troværdighed.

Ikke underligt at A.T. Jones skrev i 1905, at det efter hans opfattelse ikke var et kirkesamfund her på jord, der lignede pavemagten mere i sin ånd end adventistsamfundet! (Some History, Experience and Facts, s. 24.) Dette er virkelig noget at tænke over.

I 1984 fortalte præst Henry F. Brown, som da havde været præst i adventistsamfundet i tres år, at de fik at vide, at A.F. Ballengers datter stadig levede og boede i Californien. Hun var på den tid en dame i firs-års alderen. Præst Brown tog hen for at besøge hende:

I senere år, da vi var i Riverside, Californien, fik vi at vide, at hans [A.F. Ballengers] datter stadig levede, en dame i 80-års alderen. Vi tog hen for at besøge hende, en meget hyggelig dame, og hun fortalte os, at da de skaffede sig af med ham, fik han ikke en rød øre i vederlag. Han blev overladt til sig selv, og de græd og undrede sig over, hvordan de nu skulle klare sig. Han var en gudfrygtig kristen til sin død (Elder H.F. Brown's Personal Testimony, 5. december 1984).

Vore ledere gjorde intet forsøg på at bringe nogen af dem tilbage. F.eks. ældste Ballenger, som med de ømmeste følelser bønfaldt søster White og skrev et brev til hende: 'Vis mig vanskelighederne. Vis mig, hvor jeg tager fejl. Hjælp mig. Engang regnede du mig som en trofast bror, og nu vil du ikke engang tale til mig.' Men hun ignorerede hans bønfaldelse fuldstændigt og nægtede at have noget som helst med ham at gøre (samme).

Vi må igen spørge: Hvilken ånd er det, Ellen White her udviser over for en bønfaldende bror? Det er ganske vist ikke Kristi ånd. A.F. Ballenger havde begået den helligbrøde som ædel berøer at stille prøvende spørgsmål til Ellen Whites skrifter. Det gik hendes ære og troværdighed nær. Dette kunne hun aldrig tåle. Sådanne ædle berøere blev stemplet som Satans trofaste redskaber, drevet af spiritismens ånd.

Adventistsamfundet forventer, at det, den ædle berøer opdager i Guds hellige ord, harmonerer med samfundets officielle lære og søster White. Guds ord skal tolkes gennem søster White, sådan som de ledende brødre sagde til A.F. Ballenger i sin tid. Derfor er der ikke plads til ædle berøere i adventistsamfundet. Den ædle berøer ønsker derimod ikke at være et ekko af andre, en papegøje på sin pind. Gud har givet ham en selvstændig dømmekraft og en hjerne at tænke med. Men hvor paven og pavemagtens ånd råder, er den ædle berøer en torn i øjet, et fremmedelement som må fjernes. Og fjernet blev de med Ellen Whites støtte, som hun tog Gud til vidne på. Hun gik ikke af vejen for at sværge falsk i Guds navn, hvis hendes egen troværdighed stod på spil.

Røgelsesoffer-alteret

Når det gælder EGWs udtalelse i Slygtenes håb om, at Jesus i dag står ved røgelsesalteret og præsenterer vore bønner, i modsætning til hvad hun siger i Early Writings, er der måske nogen, der vil henvise til Paulus' ord i Heb. 9,3:

Men bag det andet forhæng var der et telt, som bliver kaldt Det allerhelligste, som havde et røgelsesoffer-alter af guld og pagtens ark, som var helt beklædt med guld. Den indeholdt en guldkrukke med manna og Arons stav, som havde blomstret, og pagtens tavler.

Her siger Paulus, at røgelsesoffer-alteret i det jordiske tabernakel stod i Det Allerhelligste. Alle, som kender deres Bibel, ved, at i dette tabernakel var det udelukkende pagtens ark, der stod dér. Røgelsesalteret stod i den første afdeling, foran forhænget der skilte Det Hellige fra Det Allerhelligste. Se 2 Mos. 40,26. Dette er noget, alle adventister kender til, hvilket utallige skitser af helligdommen kan bevidne.

Også Paulus kendte til dette, må vi tro. Han var en lærd mand, som næppe ville fejle i en så indlysende sag. Hvad han egentlig mener med sin udtalelse er uklart. Selv ikke adventisternes store bibelkommentar har nogen rimelig forklaring, andet end at Paulus måske placerede alteret dér rent symbolsk, da det var tæt knyttet til arken.

Hvis vi for argumentets skyld siger, at røgelsesalteret står i Det Allerhelligste i den himmelske helligdom, og at Ellen White derfor har ret i sin udtalelse, falder den adventistiske helligdomslære jo som et korthus. Man hævder, at det mosaiske tabernakel var en nøjagtig kopi af den himmelske helligdom. I det mosaiske tabernakel var der to afdelinger, som var skilt med et forhæng, og røgelsesalteret stod i den første afdeling, foran forhænget der skilte de to afdelinger. Hvis røgelsesalteret står i Det Allerhelligste i himlen, falder afdelings-begreberne bort og giver næring til antagelsen om, at den himmelske helligdom ikke har to adskilte afdelinger. Dermed falder også læren om, at Jesus stod i den første afdeling i 1800 år, før han gik ind i den anden afdeling i 1844 og lukkede døren til den første afdeling. Uden to adskilte afdelinger i den himmelske helligdom i overensstemmelse med det mosaiske tabernakel, ingen adventistisk helligdomslære. Så enkelt er det. Ellen Whites udtalelse i Slægtenes håb er i strid med hendes udtalelse i Early Writings, og der er grund til at antage, at udtalelsen i Slægtenes håb er mere bibelsk funderet -- men så er det sandsynligvis heller ikke EGW, der har skrevet den.