Ellen G. White—Myten og Sandheden
7 - Brev fra A.T. Jones
af Å. Kaspersen
I april 1906 sendte Ellen White et vidnesbyrd, hvori hun navngiver flere personer, som havde stillet betimelige spørgsmål om hendes inspiration. I vidnesbyrdet, som hun hævder var baseret på et syn, beder hun disse personer om at skrive ned, hvad de havde problemer med, så ville hun gøre sit bedste for at svare på dem.
Flere af de navngivne personer gjorde, som de blev opfordret til, men fik aldrig noget svar fra EGW. En af de navngivne personer, der svarede på opfordringen, var A.T. Jones. Her følger dele af hans brev fra 26. april 1909 til Ellen White. Han fik aldrig noget svar på dette brev.
Kære søster White: I april 1906 sendte du en meddelelse ud, dateret 30. marts 1906, hvori der stod følgende:
'For ikke så længe siden stod jeg i nattens syner midt i en gruppe mennesker. Til stede var Dr. Kellogg, ældste Jones, Tenny og Taylor, Dr. Paulson, ældste Sadler, dommer Arthur og mange af deres kolleger. Jeg blev ledet af Herren til at bede dem og alle andre, som havde problemer og alvorlige ting med hensyn til de vidnesbyrd, jeg har båret frem, om at specificere, hvad problemerne og kritikken går ud på. Herren vil hjælpe mig til at svare på disse indvendinger og gøre det klart, som er vanskeligt. Lad dem, der har vanskeligheder, nu sætte en udtalelse på papir om de problemer, de har, og lad os se, om vi ikke kan kaste lys over sagen, som vil hjælpe dem ud af problemerne. . . .Jeg har nu fået påbud om at bede dem, der har problemer med hensyn til søster Whites virksomhed, om at komme med deres spørgsmål nu, før den store dommedag kommer.'
Først og fremmest er det rigtigt af mig at forklare, hvorfor jeg ikke har skrevet før.
1. Jeg har aldrig modtaget en kopi af denne meddelelse.
2. Det tog lang tid, før jeg fik en kopi. Og da fik jeg den fra en bror, som heller ikke havde fået en kopi fra dig, selvom hans navn også var nævnt. Og han havde på sin side fået sin kopi fra en anden bror, du havde sendt til, selvom hans navn ikke var nævnt.
3. Før jeg fik en kopi af det, hørte jeg, at du havde bedt visse personer, deriblandt mig, om at skrive de problemer ned, de måtte have med hensyn til dine skrifter, for at du kunne forklare osv., og det var kun det, jeg fik at vide. Men på et sådant grundlag kunne jeg aldrig skrive, og årsagen er, at et sådant forslag øjeblikkeligt kuldkaster påstandene om, at dine skrifter står på lige linje med Guds ord eller er givet under Guds inspiration. For hvis disse skrifter virkelig var Guds ord –
a. Ville de ikke have brug for nogen forklaring.
b. Hvis skrifterne, som skulle forklares, ikke var Guds ord, så ville jeg heller ikke ønske nogen forklaring af dem, fordi jeg ikke ville bekymre mig mere om dem end om alle andre skrifter, der ikke var Guds ord.
Videre ved jeg, at du ikke ville være i stand til at forklare de ting, som kunne skrives ned, og at enhver forklaring ville have været værre end ingen forklaring overhovedet. Og begivenhedernes gang har bekræftet dette synspunkt. For da bror Sadler og bror Paulson skrev til dig i fuld åbenhed om deres problemer som svar på din opfordring af 3. juni 1906, skrev du følgende ord:
'Sabbat aften, for en uge siden, efter at have tænkt over sagen under bøn, fik jeg et syn, hvor jeg talte foran en stor gruppe personer, hvor der blev stillet mange spørgsmål om mit arbejde og mine skrifter. Jeg blev instrueret af et sendebud fra himlen om ikke at påtage mig byrden med at svare på al den snak og al den tvivl, som mange havde fået.'
Da bror Sadler havde skrevet sit brev færdigt og var klar til at sende det, læste han det for mig, før han sendte det. Jeg sagde til ham: 'Bror, det der vil du aldrig få svar på. Ethvert svar ville være værre end intet svar overhovedet.' Og sådan blev det. Til denne dag har bror Sadler ikke fået svar på sit brev, selvom du lovede at svare, da du modtog hans brev, med følgende ord: 'Så snart jeg kan, vil jeg opklare tingene, om muligt, med hensyn til det arbejde, Gud har givet mig at udføre.'
I bror Paulsons brev forsøgte du kun at svare på et enkelt punkt, og det hovedsageligt med citater fra The Great Controversy (Mod strømmen) og fra de udgivne vidnesbyrd – stof, han allerede var godt kendt med.
Dette var om Sadler og Paulson. Men det var endnu værre med hensyn til Dr. Stewart. Til Dr. Stewart blev der sendt en kopi af din meddelelse om at skrive al tvivl, indvendinger osv. ned, selvom hans navn ikke var nævnt der. Som svar på denne opfordring skrev Dr. Stewart et brev til dig, hvor han fremlagde det, han blev bedt om. Dette brev sendte han til dig personligt som et fortroligt, privat brev. Samtidig sendte han et brev til W.C. White, din søn, hvor han bad om et svar på brevet inden for tredive dage.
Det næste, Dr. Stewart hørte om dette brev, var, at det var kommet i hænderne på A.G. Daniells i Takoma Park, Washington [Generalkonferencens formand på det tidspunkt, ÅK], som gjorde offentlig brug af det som et – 'Her har vi et manuskript på 78 sider med indvendinger mod vidnesbyrdene osv.', uden antydning af, at du havde skrevet til forfatteren af manuskriptet og andre, en meddelelse med opfordring til at gøre, som han havde gjort. I stedet skabte han det indtryk, at hele manuskriptet blot var et forsætligt, planlagt angreb på vidnesbyrdene. Og det var det eneste svar på sit brev, Dr. Stewart nogensinde fik at se eller høre om. Hverken fra dig eller W.C. White fik han nogensinde svar på sit brev.
Nu, søster White, du skrev i Guds navn og appellerede til menneskenes kristne integritet og i nærværelse af dommen, at de skulle skrive til dig om problemerne: 'Lad det alt sammen blive skrevet ned.' Og du tog Gud til vidne for svaret: 'Herren vil hjælpe mig til at svare på disse indvendinger.' Denne meddelelse blev sendt personligt til Dr. Stewart. Han accepterede meddelelsen som oprigtigt ment og skrev sit svar i overensstemmelse hermed. Når du bliver konfronteret med alt dette, kan du da tro eller forvente, at et kristent menneske kan mene, at Guds dom vil retfærdiggøre det som en rigtig, kristen handlemåde, det der blev gjort med brevet til Dr. Stewart?
I nærværelse af dommen er det selvfølgelig rimeligt at tro, at der er en mulighed for, at du aldrig så brevet til Dr. Stewart og aldrig fik en chance for at se det. For din skyld er det rimeligt at tro, at muligheden er til stede for, at W.C. White fik brevet og læste det og sendte det videre til Daniells i Washington uden at give dig mulighed for at læse det. . . .
Og vil dommen retfærdiggøre den offentlige brug af Dr. Stewarts brev til dig som en rigtig, kristen handlemåde, med det indtryk at det var et forsætligt angreb på dig og dine skrifter, mens det, der fremgik helt tydeligt af brevet til Dr. Stewart, blev holdt skjult – nemlig at det ikke var andet end et svar på den opfordring, du var kommet med i Herrens navn, en opfordring, som stod at læse i det brev til Dr. Stewart, som blev brugt på denne måde? Og den offentlige brug af hans brev blev så udbasuneret, og der blev en sådan efterspørgsel efter det, at en anden mand også offentliggjorde det. Og igen blev Dr. Stewart anklaget for at have angrebet vidnesbyrdene og gået i krig mod dig. Vil Guds dom retfærdiggøre sådanne handlinger som Guds retfærdighed? Kan nogen, der kender Gud eller har respekt for ham, tro, at han vil godkende sådanne metoder? . . .
Lad mig nu sige nogle ord til Guds fordel. I din meddelelse af 30. maj 1906, hvor du navngav visse personer og bad dem skrive deres indvendinger ned på papir, skrev du følgende:
'I nattens syner. . .blev jeg ledet af Herren til at bede både dem og andre, som havde problemer og alvorlige ting at kæmpe med, når det gjaldt vidnesbyrdene, jeg havde båret frem, om at specificere, hvad indvendingerne og kritikken gik ud på. Herren vil hjælpe mig til at svare på disse indvendinger og at afklare det, der virker vanskeligt. . . .Lad alt blive skrevet ned.'
Efter at du modtog svaret, som enkelte brødre i åbenhed havde skrevet som svar på din opfordring, skrev du den 3. juni 1906 følgende ord: 'Jeg havde et syn, hvor jeg talte foran en stor gruppe, hvor der blev stillet mange spørgsmål om mit arbejde og mine skrifter. Jeg blev instrueret af et himmelsk sendebud om ikke at påtage mig byrden med at svare på al snakken og al den tvivl, som mange har fået.'
Begge disse meddelelser hævder at være fra Gud. Fordi de skal repræsentere Gud, skaber de den umulige situation, at Gud i sandhed har bedt visse mænd ved navn om at skrive alle deres indvendinger ned osv., med løfte om svar, og efter at han fik alt dette, nægtede han at svare.
Jeg gentager derfor over for Gud i sandhed, og for enhver, der har modtaget Guds åbenbaring, at dette er en umulig situation. For intet menneske, der kender Gud og Jesus Kristus, som han har sendt, kan tro om Gud, at han ville kalde mennesker ved navn blot for at give dem et slag i ansigtet eller fordømme dem.
Vidste Herren ikke, hvilken respons denne opfordring kunne afstedkomme? Vidste han ikke, hvilken slags respons der ville komme? Ja, vidste han ikke, hvilken slags respons der muligvis ville komme? Vidste han derfor ikke, før disse udtalelser blev skrevet, at der ikke ville komme noget svar? Og når han vidste alt dette, kan nogen så virkelig tro om Gud, at han med overlæg ville ty til sådanne uværdige tricks over for alvorlige, oprigtige mænd, som tror på hans egen Søn?
Lad os sætte disse to udtalelser fra dig side om side:
'For ikke så længe siden stod jeg i nattens syner midt i en gruppe mennesker. . . . Jeg blev ledet af Herren til at bede dem og alle andre, som havde problemer og alvorlige ting med hensyn til de vidnesbyrd, jeg har båret frem, om at specificere, hvad problemerne og kritikken går ud på. Herren vil hjælpe mig til at svare på disse indvendinger. . . .Lad alt sammen blive skrevet ned og givet til dem, der ønsker at fjerne problemerne.'
'Jeg havde et syn, hvor jeg talte foran en stor gruppe, hvor der blev stillet mange spørgsmål om mit arbejde og mine skrifter. Jeg blev instrueret af et himmelsk sendebud om ikke at påtage mig byrden med at svare på al den snak og al den tvivl, som mange har fået.'
Søster White: Kan du eller andre virkelig tro, at et menneske, der kender Gud eller har respekt for ham, vil acceptere begge disse udtalelser som værende fra Gud? Kan du eller andre forvente, at kristne mennesker vil tro om Gud, at han vil gå frem på en sådan måde eller behandle mennesker på denne måde?
Kan du eller nogen andre forvente, at kristne mennesker vil acceptere som inspireret noget, der involverer den hellige, retfærdige og gode Gud i et sådant væmmeligt og uværdigt kneb? Skal vi tro om Gud, at han er en sådan lakaj og uansvarlig over for sig selv, at han skal bindes til ting, der slår så skammeligt fejl? At han både kan bindes til og løses fra løfter? Og at han under løfte blot kan viftes hid og did, så løftet ikke er noget værd? Og alt dette for at være loyal mod vidnesbyrdene?
Vel, søster White, at tro noget sådant om Gud, Bibelens Gud, vor Herre Jesu Kristi Far, vil ikke være andet end den værste form for mangel på ærbødighed.
I disse breve blev du stillet følgende spørgsmål:
1. Godkender du, at personlige vidnesbyrd, Herren har givet visse personer, bliver sendt til andre?
2. Er det ikke en bibelsk regel, at når du har noget at indvende mod en bror, så skal det lægges frem for ham personligt, derefter for to eller tre, og hvis han ikke vil høre, til menigheden?
Dette er vigtige spørgsmål.
Det er et faktum, at kopier af vidnesbyrd til enkeltpersoner er blevet sendt til samfundets ledere på samme tid, eller til og med før de er blevet sendt til den person, det drejer sig om.
Det er et faktum, at vidnesbyrd til enkeltpersoner er blevet sendt til andre end dem, de drejer sig om, og at de er blevet brugt offentligt, til og med på tryk og udgivet overalt, uden at de personer, de er skrevet til, overhovedet har modtaget dem, hørt om dem eller set dem.
Da bror Tenney blev udelukket af menigheden, blev der læst op mod ham, og brugt som grundlag for udelukkelsen, dele af et vidnesbyrd, han aldrig havde set og ikke kendte til, før det blev brugt mod ham under mødet.
Under striden med Battle Creek-sanatoriet blev der sendt vidnesbyrd ud og brugt mod dem, som de aldrig havde set eller hørt, og de blev både trykt og udgivet, før sanatoriets folk overhovedet kendte til disse vidnesbyrd.
Når det gælder mig selv, har jeg modtaget breve fra forskellige dele af landet, der fortalte, at der under årsmøder både blev læst og citeret fra vidnesbyrd, som havde med mig at gøre, vidnesbyrd jeg aldrig har set.
Dette er nøjagtigt tilfældet med din meddelelse af 4. februar 1907 til bror Russell Hart, hvor jeg bliver nævnt to gange ved navn, og hvor det påstås, at jeg ville 'arbejde på alle mulige måder for at vinde kontrollen over' Tabernaklet [kirkebygningen i Battle Creek, ÅK]. Dette blev brugt af visse personer (ikke af bror Hart) som et 'vidnesbyrd' til at fordømme og nedværdige mig. Alligevel så jeg aldrig dette vidnesbyrd eller kendte til indholdet i det før 20. februar 1909 – mere end to år efter, at det blev skrevet. . . .
I Bibelen har Herren påbudt, at når en bror begår en fejl, skal han vindes tilbage, ikke fordømmes. . . .
Dette er Herrens ord, der fortæller os, hvordan vi skal gå frem mod den, der begår en fejl eller har syndet. Men måden dine vidnesbyrd er blevet brugt på, tilsidesætter dette påbud fuldstændigt. En mands fejltrin bliver udbasuneret på tryk for verden eller fortalt til alle mulige andre undtagen ham selv. Og han bliver både fordømt og forkastet uden overhovedet at have fået det at vide, endsige fået det at vide på en kristen måde for anden eller tredje gang.
7. september 1907: Denne meddelelse blev kopieret med de sædvanlige arkivnumre Sept. 7, 1907-8...H.38.07. Det er rimeligt at tro, at mindst syv af de indikerede otte kopier blev sendt til lige så mange personer og steder, og at de er blevet brugt flittigt til at publicere og vægtlægge det, der blev sagt i meddelelsen angående mig. Men jeg så den aldrig før 20. februar 1909, mere end to år efter at den blev skrevet. Og da så jeg den kun, fordi en bror fortalte mig, at bror Hart havde en kopi, og at andre også havde kopier og gjorde brug af dem. Da jeg mødte bror Hart, sagde jeg til ham, at jeg havde hørt, at han havde en kopi af et vidnesbyrd, hvor mit navn blev personligt nævnt, men at jeg aldrig havde set det eller vidst, at det eksisterede, og at jeg syntes, det kun var rimeligt, at jeg fik chancen for at se det. Det mente han også og lod mig få det. De steder, hvor mit navn er nævnt, er som følger:
'Jeg må handle i overensstemmelse med det lys, Herren har givet mig, og jeg siger til dig, at bror A.T. Jones og Dr. Kellogg vil gøre alle mulige anstrengelser for at vinde kontrollen over Tabernaklet, for at de dér kan præsentere deres doktriner. Vi må ikke tillade, at den bygning bliver brugt til at sprede vildfarelse. Tabernaklet blev bygget af Syvende Dags Adventister. Det er deres ejendom, og deres loyale repræsentanter må have kontrollen over det. Jeg står fast på dette spørgsmål, og hvis du og andre vil tage et afgjort standpunkt sammen med os, vil du gøre det, Gud kræver af dig på denne tid.
Vi må være sikre på, at vi beholder kontrollen over Tabernaklet, for mægtige vidnesbyrd må forkyndes dér til fordel for sandheden. Dette er Herrens ord til dig og andre. Ældste A.T. Jones vil arbejde på alle mulige måder for at vinde kontrollen over denne bygning, og hvis han kan det, vil han dér forkynde teorier, som aldrig burde være blevet hørt. Jeg ved, hvad jeg taler om i denne sag, og hvis du havde troet på de advarsler, der er kommet, ville du have handlet på fornuftig vis.'
I al venlighed, og uden nogen som helst følelse af bitterhed, men i godt humør, vil jeg sige til dig, søster White, og til alle andre – og jeg siger det i al højtidelighed for Gud, for at det kan stå frem i dommen som sandhed: Disse udtalelser om mig er ikke sande. De var ikke sande, da de blev skrevet, de har aldrig været sande på noget som helst tidspunkt, efter at de blev skrevet, og de vil aldrig blive sande på nogen som helst måde. Jeg gjorde aldrig 'alt' hvad jeg kunne for at vinde kontrollen over Tabernaklet; noget sådant har jeg aldrig tænkt på. Dette ved jeg på samme måde, som jeg ved, at jeg lever, eller at jeg befinder mig her og skriver til dig. . . .
Og i hele denne tid, over halvandet år eller mere efter at det blev kopieret, mens meddelelsen blev brugt både fjernt og nær til at advare folk mod min store ondskab, frafald og antagonisme – dér gik jeg roligt omkring og var totalt uvidende om, at noget sådant eksisterede, og på samme tid lige så uskyldig med hensyn til anklagerne som et barn.
Alligevel siger du i denne meddelelse: 'Jeg ved, hvad jeg taler om.' Med al respekt og i al venlighed siger jeg: Søster White, du ved ikke, hvad du taler om, for der er ikke et gran af sandhed i det, og hverken du eller andre kan vide, at det ikke er sådan. Og selvom jeg ikke med sikkerhed kan kende andre på samme måde, som jeg kender mig selv, tror jeg fuldt og fast på, at det, der er blevet sagt om Dr. Kellogg, er fuldstændig usandt, lige så usandt som det, der er blevet sagt om mig.
Videre står ordene dér: 'I overensstemmelse med det lys, Herren har givet mig. . . .Jeg siger til dig, at ældste A.T. Jones og Dr. Kellogg vil gøre alle mulige anstrengelser for at vinde kontrollen over Tabernaklet.'
Dér står altså ordene: 'Dette er Herrens ord til både dig og andre. Ældste A.T. Jones vil arbejde på alle mulige måder for at vinde kontrollen over denne bygning.'
Søster White: Den enkle sandhed er, at dette slet ikke er lys, for det er absolut ikke sandt. Og Herren gav det slet ikke til dig, for han giver ikke eller fortæller ikke noget, som ikke er sandt. Dette er slet ikke 'Herrens ord', for de var aldrig sande, og jeg ved, at Herren aldrig fortæller det, som ikke er sandt. Og hvis det havde været sandt, ville han først have givet det til mig, i stedet for til alle mulige andre undtagen mig, og aldrig til mig. Mener du virkelig, jeg skal tro, at Herren tilsidesætter sine egne ord og følger en kurs, som er i modstrid med den, han har udstukket for os, for at vi kan følge i hans fodspor? Det er umuligt.
Herren ved udmærket godt, at jeg aldrig har gjort noget forsøg, eller virket i den retning, eller overhovedet tænkt på at vinde kontrollen over Tabernaklet. Og Herren ved udmærket godt, at jeg og Dr. Kellogg aldrig har rottet os sammen og talt om, eller tænkt på at vinde kontrollen over Tabernaklet. . . .
Desuden, søster White: Du husker nok, at dette ikke er første gang, jeg er blevet stillet over for nødvendigheden af at fortælle dig, at det, du har sagt, ikke var sandt. Den anden gang var i juli 1903, i dit hjem i Elmshaven, da du havde sendt bud efter mig ved sanatoriet for at komme til dit hjem. Du begyndte at tale meget bestemt til mig. Da jeg med en vis overraskelse havde lyttet til dig over længere tid, husker du sikkert, at jeg stoppede dig, så dig direkte i øjnene og sagde: Søster White, der er ikke et gran af sandhed i det, du siger. Da droppede du pludselig emnet og vendte samtalen over på noget andet.
I Berrien Springs, Michigan, omkring tiden for Lake Union-konferencen i 1904, og mens du talte om bogen 'Living Temple', sagde du offentligt til forsamlingen:
'Jeg læste aldrig bogen selv, men Willie satte sig ned ved siden af mig og læste nogle af de mest tvivlsomme udtalelser for mig. Og jeg sagde til ham: Willie, det var akkurat det samme, vi havde dengang i New England, etc. etc.'
Vel, søster White, sagde jeg, og det samme siger jeg nu, og vil altid sige: Jeg har ikke det mindste gran af tillid til Willies inspiration, når det gælder om at udvælge og læse 'de mest tvivlsomme udtalelser' for dig, hverken i den bog eller i andre bøger, som grundlag for din fordømmelse af bogen eller for at skrive et vidnesbyrd om sagen. Jeg ved, at både Jan Hus og Hieronymus blev brændt på bålet, og Wyclif og Luther blev forfulgt til deres grave alene på grund af 'nogle af de mest tvivlsomme udtalelser', som blev udvalgt og læst af deres modstandere og fordomsfulde mennesker.
Jeg ved, at Willie viste mig nogle af disse 'mest tvivlsomme udtalelser', han havde udvalgt. Og jeg ved, at den tvivlsomme betydning, han lagde i disse udtalelser for at få dem til at blive 'tvivlsomme udtalelser', var direkte i modstrid med den betydning, som står klart og tydeligt på tryk. . . .
I 1902 blev der trykt en traktat af mig med titlen 'Guds åbenbaring'. Jeg blev fortalt, at bror Prescott i sine prædikener under disse unionskonferencer havde udvalgt en enkelt sætning fra denne prædiken og havde læst denne enkelte sætning sammen med sætninger og udtalelser fra bøger, han sagde var 'panteistiske' (og jeg så aldrig nogen af disse bøger), på en sådan måde, at der blev skabt det indtryk, at jeg forkyndte 'panteisme' på lige linje med de andre (Fremhævelser tilføjet).
Så vidt brevet fra A.T. Jones. Der er flere ting, vi skal lægge mærke til i dette brev.
1. Enkelte brødre stiller prøvende spørgsmål ved Ellen Whites vidnesbyrd. Dette får hun at vide.
2. I et syn bliver der navngivet personer med besked om, at de skal skrive deres indvendinger ned, og Gud ville hjælpe med at få dem afklaret.
3. Tro mod meddelelsen skriver nogle af de navngivne brødre til EGW, men da får hun pludselig et nyt syn med besked fra Gud om ikke at spilde tiden på denne sag. De ville ikke få nogen hjælp.
4. Ingen af de brødre, der skrev til EGW, fik svar. Dr. Paulson var den eneste, der fik et slags svar, som stort set bestod af citater fra EGWs bøger.
5. Dr. Stewarts private brev til EGW kom i stedet i hænderne på Generalkonferencens formand, som udgav det for at skabe det indtryk, at det drejede sig om et bevidst angreb på EGW.
6. Vidnesbyrd fra Ellen White blev af og til ikke sendt til den person, vidnesbyrdet drejede sig om, men til andre, som lod det trykke og udgive. Personen i vidnesbyrdet fik ofte ikke besked om dette før lang tid efter.
7. Ellen White anklagede ved flere lejligheder A.T. Jones for ting, han ikke havde gjort, og tog himlen til vidne på, at hun vidste, hvad hun talte om. Hun vidnede falsk mod sin næste.
Det kan vel ikke være tvivl om, at de to syner, A.T. Jones refererer til, var falske. Himlens Gud opererer ikke på denne måde. I dette tilfælde gør EGW Gud til en lune-fuld person, som skifter mening fra dag til dag. Først giver Gud et løfte, og da de implicerede personer er tro mod meddelelsen, trækker han løftet tilbage. Disse syner var definitivt ikke fra Gud, uanset hvad Ellen White måtte hævde. Men A.T. Jones fortæller, at det ikke var første gang, han greb Ellen White i at fortælle løgne.