Ellen G. White—Myten og Sandheden

8 - Selvmodsigelser og påvirkning fra andre

af Å. Kaspersen

Det er hævet over enhver tvivl, at flere udtalelser af Ellen White er i strid med hinanden. Vi har set, at hun i en udtalelse fra 1900 siger, at de fanatiske bevægelser fra 1840-50'erne var af djævelen. Vi har også set, at hun selv var involveret i disse bevægelser, og at hun i bogen Spiritual Gifts siger, at Guds kraft og Guds Ånd hvilede over et af disse fanatiske møder. I 1845-1860 siger hun, det var Guds kraft; i 1900 siger hun, det var fra djævelen. En sådan forvirring og sammenblanding af Guds kraft og djævelen er mere end betænkelig.

Der er en række andre selvmodsigelser i Ellen Whites skrifter. Her er en del af dem.

Jesus segnede/segnede ikke

'I ham [Jesus] dvælede hele guddommens fylde.' Menneskene bør forstå, at guddommen led og segnede under Golgatas kvaler. Alligevel købte Jesus Kristus, som Gud gav som verdens forløser, menigheden med sit eget blod. Himlens Majestæt blev sat til at lide under de religiøse fanatikere, som gav sig ud for at være de mest oplyste mennesker på vor jord (Manuscript 153, 1898. Fremhævelser tilføjet).

Mennesket Jesus Kristus var ikke Herren Gud Den Almægtige, alligevel er Kristus og Faderen ét. Guddommen segnede ikke under Golgatas frygtelige kvaler, men det er alligevel sandt, at 'således har Gud elsket verden, at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv' (Manuscript 140, 1903. Fremhævelser tilføjet).

Gud elsker/elsker ikke ulydige børn

Herren elsker de små børn, som gør det, der er ret, og han har lovet, at de skal få lov at være i hans rige. Men Gud elsker ikke de uartige børn. . . .Når du føler dig fristet til at tale i en utålmodig, gnaven tone, da må du huske, at Herren lægger mærke til dig, og han vil ikke elske dig, hvis du gør noget forkert (Brev til W.C. White, 14. marts 1860; An Appeal to the Youth, s. 42, 62. Fremhævelser tilføjet. Willie var dengang seks år gammel).

Du må aldrig fortælle dine børn, at Gud ikke elsker dem, hvis de gør noget forkert. Fortæl dem, at han elsker dem, og at det gør hans ømme Ånd sorg at se dem gøre det, der er forkert (Signs of the Times, 15. februar 1892. Fremhævelser tilføjet).

Frelsesplanen lagt før/efter syndefaldet

Sorg fyldte himlen, da det viste sig, at mennesket var fortabt, og at den verden, Gud havde skabt, skulle blive fyldt med dødelige væsener, som var indviet til elendighed, sygdom og død, og at der ikke var nogen vej til redning for overtræderen. Hele Adams familie måtte dø. Jeg så da den elskelige Jesus og lagde mærke til et udtryk af medlidenhed og sorg i hans ansigt. Snart så jeg ham nærme sig det overmåde klare lys, som omgav Faderen. Min ledsagende engel sagde: 'Han er i fortrolig samtale med sin Far.' Englene lod til at være i den største spænding, mens Jesus samtalede med sin Far. Tre gange blev han omhyllet af det herlige lys omkring Faderen, og den tredje gang han kom fra Faderen, kunne vi se hans skikkelse. Hans ansigt var roligt, frit for ethvert spor af bekymring og uro, og strålede af en ynde, ord ikke kan beskrive. Han fortalte englehæren, at der var fundet en udvej til redning for det fortabte menneske; at han havde samtalet med sin Far og fået tilladelse til at give sit eget liv som en genløsning for menneskeslægten, bære deres synder, påtage sig dødsdommen og på den måde åbne en vej, hvor de ved hans blods fortjenester kunne få tilgivelse for tidligere overtrædelser og ved lydighed blive ført tilbage til haven, de blev drevet ud af (Early Writings, s. 126; The Story of Redemption, s. 43-44. Fremhævelser tilføjet).

Her ser vi, at frelsesplanen blev etableret efter syndefaldet.

Før verdens grundvold blev lagt, aflagde Kristus, Guds enbårne Søn, et løfte om at blive menneskehedens Forløser, hvis Adam skulle synde (Selected Messages, bd. 1, s. 226. Fremhævelser tilføjet).

Her blev frelsesplanen etableret før jorden blev skabt.

Mens Moses var på bjerget med Gud, blev frelsesplanen, som daterede sig fra Adams fald, åbenbaret for ham på den mest slående måde (Selected Messages, bog 1, s. 231-232. Fremhævelser tilføjet).

Her blev frelsesplanen etableret efter at Adam var faldet i synd.

Ordene 'min time er endnu ikke kommet' peger på det faktum, at enhver handling i Kristi liv her på jorden var en opfyldelse af den plan, som havde eksisteret fra evigheds dage (Desire of Ages, s. 147. Fremhævelser tilføjet).

Her blev frelsesplanen etableret fra evigheds dage.

Stilling under bøn

Jeg har fået breve med spørgsmål om den rigtige stilling, en person bør indtage, når han beder til universets hersker. Hvor har vore brødre fået den idé fra, at de kan stå på deres fødder, når de beder til Gud? En person, der havde gået i skole i fem år ved Battle Creek, blev bedt om at holde bøn, før søster White skulle tale til folket. Men da jeg så ham stå oprejst på sine fødder, idet han skulle begynde at bede, blev jeg bevæget i ånden til at give ham en åbenlys irettesættelse. Jeg kaldte ham ved navn og sagde: 'Gå ned på dine knæ.' Dette er altid den rigtige stilling (Selected Messages, bd. 2, s. 311. Fremhævelser tilføjet).

Jeg har mange gange været til stede ved årsmøder og generalkonferencer, hvor søster White har holdt bøn, og hvor både forsamlingen og hun selv stod på deres fødder (Dores E. Robinson i brev, 4. marts 1934. Fremhævelser tilføjet. Dores E. Robinson var på denne tid en del af staben i The White Estate).

Vidnesbyrdene

Toner ned.

Når jeg er tvunget til at forkynde budskabet, toner jeg dem ofte ned for at gøre dem så gunstige som muligt for vedkommende. . . .Det var svært for mig at gengive de direkte, skarpe vidnesbyrd, Gud har givet mig (Testimonies, bd. 1, s. 73. Fremhævelser tilføjet).

Toner ikke ned.

Jeg trækker intet tilbage. Jeg toner ikke noget ned for at tilfredsstille dem eller undskylde deres karaktersvagheder (Testimonies, bd. 5, s. 19. Fremhævelser tilføjet).

Frenologi

Frenologi var en videnskab, som blev udviklet af den østrigske læge Franz Joseph Gall (1758-1828). Den gik ud på, at hjernen bestod af lige så mange organer, som der var tilbøjeligheder, følelser og åndsevner – som alle var forskellige. Dette blev ifølge Gall genspejlet i kraniets form, som dermed skulle give et indtryk af den relative udvikling af hjernens organer. Dette skulle frenologen bedømme ved at føle på kraniet og dets buler og fordybninger. Ved denne metode skulle han være i stand til at give en vurdering af personens karakter, evner osv.

Denne metode var meget populær i USA i det forrige århundrede. En af dem, der skrev om frenologi, men med negativt fortegn, var Ellen White:

Det blev vist mig, at vi må være på vagt på alle fronter og standhaftigt modstå Satans kneb og lokkelser. . . .Videnskaberne frenologi, psykologi og mesmerisme er den kanal, han benytter for at henvende sig mere direkte til denne generation, og han virker med den kraft, som vil kendetegne hans anstrengelser nær nådetidens ophør. . . .

Satan er kommet ubemærket gennem disse videnskaber og har forgiftet sindet hos tusinder og ledt dem ind i vantroen. . . .

Han udfører helbredelser og bliver tilbedt af bedragede mennesker som menneskehedens velgører. Frenologi og mesmerisme bliver ophøjet meget. De er gode på deres plads, men de bliver benyttet af Satan som hans mest effektive middel til at ødelægge sjæle. . . .

Den verden, man tror nyder godt i så stor stil af frenologi og dyrisk magnetisme, har aldrig før været så korrupt. Satan bruger disse metoder til at ødelægge moralen og lægge grundlaget for spiritisme. . . .

Det blev vist mig, at tusinder af mennesker er blevet ødelagt gennem filosofierne frenologi og dyrisk magnetisme og er blevet drevet ind i vantroen (Testimonies, bd. 1, s. 290, 296-297 (1862). Fremhævelser tilføjet). Dette blev altså skrevet i 1862.

De samme råd blev gentaget igen to år senere (Spiritual Gifts, bd. 4, s. 80-87 (1864)).

Samme år (1864) advarede Ellen White mod at begive sig ind på Satans grund, og da specielt børnene:

Når Satan ser, at han mister kontrollen over børnene, vil han komme med stærke fristelser og prøve at binde dem til at fortsætte denne forheksende last [masturbation]. Men de må standhaftigt modstå Satan, når han prøver at få dem til at give efter for dyriske lidenskaber, for dette er synd mod Gud. De bør ikke begive sig ud på forbudt grund, hvor Satan kan få kontrollen over dem (An Appeal to Mothers, s. 22. (1864). Fremhævelser tilføjet).

Ifølge Ellen Whites ord fra 1862 var frenologi en af Satans mest effektive metoder til at ødelægge sjæle.

Dette hindrede dog ikke Ellen White i at lade sine to sønner undersøge af en frenolog i 1864, to år efter de stærke udtalelser om frenologi, og samme år som hun havde skrevet, at børnene ikke bør begive sig ud på forbudt grund. Hun havde med andre ord selv begivet sig ud på forbudt grund med sine børn for at stille dem under Satans videnskab, den kanal han henvendte sig direkte til menneskene igennem, den metode som banede vejen for spiritisme. Her er historien:

I efteråret 1864 havde James og Ellen White et tre ugers ophold på Dr. Jacksons institut "Our Home". Efter nogle dage kom også deres to sønner Edson og Willie dertil, som på det tidspunkt var hhv. 15 og 10 år gamle:

Ellen White blev fascineret af frenologi-"videnskaben", som Dr. Jackson praktiserede for fem dollar pr. konsultation. Kort tid efter at Edson og Willie var kommet dertil, tog hun dem til doktoren for at få vurderet, hvilken forfatning deres funktionelle aktivitet, temperament, tilbøjelighed til sygdomme, naturlige forretningstalenter, egnethed til ægteskabelige og forældremæssige forhold osv. osv. var i. Hun skrev til sine venner og kunne knap skjule sin glæde over Jacksons smigrende analyse: 'Jeg tror, Dr. Jackson gav en træffende beskrivelse af organiseringen og tilbøjelighederne hos vore børn. Han udtalte, at Willies hoved var et af de bedste hoveder, han nogensinde havde observeret. Han gav også en god beskrivelse af Edsons karakter og særpræg. Jeg tror, denne undersøgelse vil betyde meget for Edson.' Formentlig var hun ikke helt så tilfreds med doktorens diagnose af hendes egen tilstand, som han beskrev som hysteri (Ronald Numbers: Prophetess of Health, s. 90-91. Fremhævelser tilføjet).

Hendes flirt med frenologi ser ud til at være begyndt under det første, kritiske besøg i Dansville i 1864, da hun tog sine to sønner til Dr. Jackson for at få dem fysisk undersøgt og for at få aflæst deres hoveder. Blot to år tidligere havde hun fordømt frenologi ['Det blev vist mig'], sammen med psykologi og mesmerisme som Satans redskaber. Selvom de 'var gode på deres plads', blev disse videnskaber 'hans kraftigste redskaber til at bedrage og ødelægge sjæle'. I årene efter sine kontakter i Dansville dukkede der hyppige hentydninger til frenologi op i hendes skrifter. Da hendes mand havde et længere sygeophold, klagede hun f.eks. over, at hans 'store og aktive' buler af 'forsigtighed, samvittighedsfuldhed og godgørenhed' – som alle var værdifulde, når han var rask – under sygdom blev 'smertefuldt irritable og en hindring for helbredelse'. Og i et vidnesbyrd til en bror i 1869 om hans urimelige pengebegær tilskrev hun dette problem til satanisk pirring af 'berigelses-organet' (samme, s. 148-149. Fremhævelser tilføjet).

Havde hun fuldstændig glemt "det blev vist mig"-advarslerne fra 1862?

Da Ronald Numbers bad The White Estate om kopier af diverse breve som dokumentation til sin bog Prophetess of Health, var der to breve, Arthur White bestemt nægtede at frigive. Det ene af disse drejede sig om et brev fra 1873, hvor EGW beskriver en ferietur til Rocky Mountains, hvor hun og hendes familie holdt måltid på vildænder, de havde skudt. I det andet brev fortalte EGW, at hun havde ladet sine to sønner Edson og Willie undersøge af en frenolog. Disse breve (og sikkert dynger af andre breve) var pinlige for den madonnaskikkelse, Adventistsamfundet havde opbygget gennem årenes løb. Folk måtte ikke få at vide, at hun ikke så sjældent gik imod sine egne syner og vidnesbyrd.

Influeret af andre

Det bliver hævdet, at Ellen White på ingen måde blev påvirket af andre personer. Sandheden er, at hun ofte lod sig påvirke af andre til bl.a. at få belejlige syner, som disse personer havde brug for, enten for at skaffe penge eller iværksætte visse projekter. Et slående eksempel på dette er Kellogg-sagen og panteisme, som vi allerede har set. Ellen White lod sig ofte styre af andre stærke ledere, ikke mindst af sin yngste søn William Clarence.

Ellen Whites mand James klagede til tider over, at hun lod sig påvirke af andre stærke ledere, hvilket følgende breve giver udtryk for:

Ældste Butler og Haskell har haft en indflydelse over hende, som jeg håber kan blive brudt (James White til D.M. Canright, 24. maj 1881).

Bror Canright: Du gør ret i at hjælpe både mig og andre så godt du kan. Presset har været frygteligt på min stakkels hustru. Hun har været under stærkt pres fra ældste Butler og Haskell (James White til D.M. Canright, 13. juli 1881).

George I. Butler var Generalkonferencens formand på det tidspunkt, disse breve blev skrevet.

Vidnesbyrd på bestilling

I bogen The Claims of Mrs. Ellen G. White, udgivet af SDA-Church, Norwich, Conn. (1890), fortælles det, at da vidnesbyrd nr. 11 skulle udgives, og EGW var i gang med nr. 12, fik hun et brev fra forlaget med oplysning om, at udgivelsen af nr. 11 ville blive udsat, til hun kunne lave et vidnesbyrd, der kunne påvirke brødrene, og som kunne indsættes i nr. 11. Lederne i Battle Creek manglede nemlig penge, og brødrene var træge til at give. Hun efterkom deres ønske, og det nødvendige vidnesbyrd kom. Et vidnesbyrd blev altså forudbestilt fra Profetiens Ånd for at påvirke brødrene til at give penge.

Ellen Whites vidnesbyrd og artikel i Review under den panteistiske krise er et andet eksempel på vidnesbyrd af denne slags, og der er mange flere. Ellen White blev nemlig ikke så lidt påvirket selv – på trods af at hun benægtede dette – af stærke brødre til at skrive vidnesbyrd, efterhånden som behovene meldte sig. Enten for at bevæge brødre til at støtte det ene eller det andet, hvad enten det var projekter eller penge – eller til at fordømme det ene eller det andet.

I 1867 blev der lagt planer for at bygge et sanatorium i Battle Creek, The Health Reform Institute. J.N. Loughborough og andre pionerer satte dette i gang, mens James White var bortrejst på grund af sygdom. Men de manglede penge, derfor gik de til Ellen White og bestilte et vidnesbyrd for at påvirke brødrene til at give penge til projektet. Vidnesbyrdet blev leveret til rette tid med en række "jeg så":

Her, blev det vist mig, var et værdigt projekt at tage del i (Testimonies, bd. 1, s. 492. Fremhævelser tilføjet).

Pengene kom, og stueetagen var på plads, da James White kom tilbage. Han blev fortørnet over, at han ikke var blevet rådspurgt, og sørgede for, at alt blev revet ned og bygget forfra – efter hans planer, med et tab på 11.000 dollar.

Ellen White havde da sendt et vidnesbyrd med "jeg så", og det, der derefter skete, satte hende i en klemme. James befalede hende at sende et nyt vidnesbyrd ud, hvor hun bekendte, at det første vidnesbyrd var forkert, mens det næste, som blev skrevet efter James' befaling, var rigtigt.

Hele tiden blev fru White påvirket af sine sønner og af samfundets ledende mænd til at skrive vidnesbyrd til enkeltpersoner og menigheder. Men både hun selv og de andre prøvede at skjule, at vidnesbyrdene blev til på denne måde. I senere år kunne enkelte, som f.eks. A.G. Daniells, Generalkonferencens formand fra 1901, når han havde brug for et vidnesbyrd fra hende til visse personer, skrive til hendes søn W.C. White, som ville give det videre til sin mor. Hvis de blev spurgt, om de havde skrevet til fru White om de personer, det gjaldt, benægtede de det. Dette var på en måde rigtigt, men alligevel løgn, da de havde skrevet til hendes søn. Sådanne simple udflugter kunne både hun selv og de andre ty til for at beskytte hendes virksomhed og forsvare hendes vidnesbyrd (D.M. Canright: The Life of Mrs. E.G. White).

Hvem fortalte det?

En række af Ellen Whites vidnesbyrd er skrevet til personer – ofte langt væk – hvor hun afslører og revser deres synder og fejltrin. Så tænker man: Hvordan kunne Ellen White vide de ting, hun skrev om, hvis ikke Gud havde åbenbaret det for hende? Hun siger selv:

Det har behaget Gud at afsløre for mig hemmelighederne og de skjulte synder hos hans folk. Denne ubehagelige opgave er blevet lagt på mig for at revse det, der er forkert, og åbenbare skjulte synder (Testimonies, bd. 3, s. 314. Fremhævelser tilføjet).

Hvordan kunne hun vide om andres skjulte synder, hvis ikke Gud åbenbarede det for hende? Måske har adventistpioneren H.E. Carver noget at sige om dette. Han var associeret med James og Ellen White i 1860'erne, og i sit vidnesbyrd beskriver han ikke mindre end fire tilfælde, hvor EGW skrev vidnesbyrd til andre, som var baseret på oplysninger, han og andre havde givet hende:

Ældste Cornell dukkede op blandt os [SDA-medlemmer i Iowa City] og prøvede at bilægge den oprørske stemning, som skyldtes bror Everetts modstand mod [Ellen Whites] syner. I sin behandling af denne sag mod bror Everett lagde ældste Cornell en meget uvenlig, forhastet og ukristelig ånd for dagen, og dette var til sorg for hele menigheden. Dette påtog jeg mig personligt at informere fru White om. Efter at have fået disse oplysninger fra mig, udgav hun sit næste 'vidnesbyrd' om, at hun var blevet vist, at ældste Cornell var gået for hurtigt frem i sagen mod bror Everett (H.E. Carver: Mrs. E.G. White's Claims to Divine Inspiration Examined. Fremhævelser tilføjet).

På den tid, hvor menigheden i Pilot Grove, Iowa blev organiseret, ønskede jeg at blive medlem. Men fordi jeg ikke kunne udtrykke min fulde tro på inspirationen i fru Whites syner, mente man, at det var bedst, jeg ikke blev medlem på det tidspunkt. . . .Fordi jeg var dybt interesseret i den sag, jeg støttede, meddelte jeg alle disse fakta til ældste White og hans kone, og jeg ventede at få råd fra dem om denne sag. Men jeg fik intet, før det næste syn blev udgivet, hvor hun sagde, at hendes syner var blevet brugt på en forkert måde i Iowa. Her har vi igen to tilfælde, hvor hun hævdede at have set ting i syner, som jeg selv havde meddelt hende (Samme. Fremhævelser tilføjet).

Under et besøg i vor menighed tilbragte ældste White og hans kone en tid hos familien til en bror, jeg kender rigtig godt, og de lagde dér mærke til hans ejendommelige opførsel. Bagefter skrev hun til ham, at hun havde set disse ting i et syn. Men alt dette lå helt åbent for enhver, der havde tilbragt nogle timer i huset, og som vi alle vidste ud fra egne erfaringer (Samme. Fremhævelser tilføjet).

Det fjerde og sidste tilfælde, som drejer sig om personer, jeg kender, og som gælder inspirerede syner, vedrører to medlemmer af menigheden i Pilot Grove, og det er ikke nødvendigt at nævne, hvad sagen drejede sig om. Denne sag skabte røre og prøvelser i menigheden, og det faldt ikke til ro, før fru White fik et syn, hvor hun så, at den bror, som var involveret i sagen, og som var blevet udelukket af menigheden, skulle komme tilbage til den. Da denne bror på en venlig måde prøvede at vinde mig tilbage til min troskab mod ældste og fru White, pegede han på sit eget tilfælde som et bemærkelsesværdigt og uomstødeligt bevis for den guddommelige inspiration i disse syner, for – som han sagde – 'Hun så min sag i et syn.' Jeg fortalte ham, at fru White nok kendte til sagen, før hun havde synet. Dette benægtede han. Jeg fortalte ham da, at den anden part, der var involveret, meget bestemt havde hævdet i overværelse af min familie, at fru White kendte til det hele, for hele sagen var blevet skrevet ned og sendt til hende (Samme. Fremhævelser tilføjet).

Ellen White fik altså oplysninger fra andre. Og på grundlag af disse oplysninger sendte hun vidnesbyrd ud, hvor hun hævdede at have set vedkommendes sag i et syn. Det var nok ikke kun i disse fire tilfælde, at Ellen White fik forhåndsoplysninger om andre personer som grundlag for irettesættende "jeg så"-vidnesbyrd. Men det, hun så, var ikke, hvad Gud havde åbenbaret hende, men hvad andre havde oplyst hende om.

Disse fakta benægtede Ellen White på det kraftigste:

I enkelte tilfælde er det blevet hævdet, at når jeg kommer med et vidnesbyrd til menighederne eller til enkeltpersoner, er jeg blevet påvirket til at skrive, som jeg gør, på grundlag af breve, andre personer i menigheden har sendt mig. Der er nogle, der hævder, at vidnesbyrd, som angiveligt skal stamme fra Guds Ånd, blot giver udtryk for min egen vurdering på grundlag af oplysninger fra andre personer. Denne udtalelse er yderst falsk (Testimonies, bd. 5, s. 683. Fremhævelser tilføjet).

Følgende udtalelse er endnu stærkere:

Nogle står klar til at spørge: Hvem fortalte søster White om disse ting? De har endog spurgt: Fortalte nogen dig om disse ting? Jeg kunne svare dem: Ja, ja, Guds engel har talt til mig. . . .Men for fremtiden vil jeg ikke bagatellisere de vidnesbyrd, Gud har givet mig, ved at komme med forklaringer, der kan tilfredsstille sådanne snæversynede personer, men jeg vil betragte alle sådanne spørgsmål som en fornærmelse mod Guds Ånd (Testimonies, bd. 3, s. 314-315. Fremhævelser tilføjet).

Dette er meget stærke ord. De, der spørger: Hvem fortalte dig om disse ting, fornærmer altså Guds Ånd, ifølge Ellen White.

Vi har mange eksempler på, at det virkelig var andre, der fortalte Ellen White det: Kellogg-affæren, personlige vidnesbyrd og breve osv. – vidnesbyrd, som beviseligt var falske, og som hun helt klart havde fra andre kilder end himmelske åbenbaringer. Der er talrige eksempler på personer, der fik tilsendt himmelske vidnesbyrd med irettesættelser for ting, de absolut ikke havde gjort. Det er helt naturligt, at sådanne personer stillede spørgsmålstegn ved disse vidnesbyrd. Men de, der stillede spørgsmålstegn ved en åbenlys løgn, fornærmede altså Guds Ånd. Denne udtalelse af EGW er yderst betænkelig. Betænkeligt er det også, at Ellen White løj om disse ting for at redde sig ud af penible situationer, som enkelte tvivlsomme vidnesbyrd havde afstedkommet. Hun var nemlig meget følsom, når det gjaldt sin egen ære, og for hende helligede hensigten midlet, når det gjaldt om at bringe personer til tavshed, som ud fra egne erfaringer stillede prøvende spørgsmål til hendes syner og guddommelige kald.

Som vi allerede har set, sendte hun også irettesættende vidnesbyrd baseret på syner til Dr. John Harvey Kellogg om visse bygninger i Chicago, som ikke eksisterede. Dette var slet og ret et falsk syn baseret på en sensationel avisrapport.

I et langt brev til EGW fortæller A.T. Jones, at hun ofte havde sendt vidnesbyrd til personer med anklager, der var direkte forkerte. Ofte blev disse fejlagtige vidnesbyrd offentliggjort, før personerne, som vidnesbyrdet drejede sig om, havde modtaget det – og nogle gange fik de det aldrig. Sagen var ukendt for dem, før de så deres eget navn og de falske anklager på tryk.

Der var i øvrigt graverende tilfælde, som Ellen White burde have kendt til, men som hun først skrev om, efter at de var blevet alment kendte. Sagen omkring Nathan Fuller var en af dem.

I 1869 eller 1870 besøgte ældste White og hans kone denne menighed [Niles Hills, Pa], hvor de opholdt sig i hjemmet hos hr. Fuller. Ældste White roste Fuller offentligt som en gudfrygtig mand. Blot nogle dage senere, efter at en skyldbetynget søster i menigheden havde lettet sit hjerte, kom det for dagen, at Fuller gennem flere år havde drevet hor med fem eller seks søstre i menigheden. Alle disse bekendte, og Fuller måtte indrømme, at det var rigtigt. Samfundet nærmest mobbede ham. Hele menigheden blev chokeret og skamfuld. Men det værste var, at fru White havde tilbragt flere dage i Fullers hjem, været til møder sammen med ham og mødt alle disse søstre, men vidste alligevel intet om råddenskaben. . . .

Som sædvanlig, efter at sagen var blevet alment kendt, skrev hun et vidnesbyrd om affæren (Se Testimonies, bd. 2, s. 449-454). Her prøver hun at undskylde sig selv ved at hævde, at 'Gud ordnede det således, at dette hykleri og denne ondskab skulle bringes for dagen på den måde, det blev' (D.M. Canright: The Life of Mrs. E.G. White).

I Canrights bog nævner Uriah Smith mange tilfælde af lignende natur. En ledende prædikant havde forført flere kvinder i flere menigheder, og Ellen White havde været til møder sammen med denne forkynder. Hun vidste alligevel intet om sagen, før den var blevet kendt.

En anden ledende forkynder havde drevet hor gennem længere tid. Heller ikke her vidste EGW noget om sagen, før den var blevet kendt. Først da skrev hun et vidnesbyrd om affæren, The Sin of Licentiousness.

Pastor E.P. Daniels fik i sin tid et skarpt vidnesbyrd fra Ellen White. Desværre viste det sig, at hun havde irettesat den forkerte mand. Hun havde fået oplysninger på forhånd om sagen, men informanten havde forvekslet navnene. Denne forveksling fra informantens side førte til, at den forkerte mand blev irettesat, til trods for at vidnesbyrdet var inspireret af en engel fra himlen. I sit virke var Ellen Whites ører altid åbne for rapporter om andre, der kunne tjene som grundlag for irettesættende vidnesbyrd, men af og til gik det galt. E.P. Daniels blev så rystet over sagen, at han næsten forlod tjenesten.

Nogle år før EGW døde, foregik der så meget umoral på et af Adventistsamfundets forlagshuse, at det begyndte at komme i vanry. Efter at det blev opdaget, måtte næsten tyve personer udelukkes for hor, blandt dem flere trofaste kirkegængere og tiendebetalere. Ellen White kendte ikke til noget af dette. Hun var helt hjælpeløs, så længe ingen fortalte hende det, mundtligt eller pr. brev, om andres synder. Alligevel benægtede Ellen White, at det forholdt sig sådan, for at værne om sit eget billede i menigheden som Guds profet.